Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
hus forbi<br />
Køb avisen på stationen – ikke i toget<br />
Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 64 august 2007<br />
Stodderkonger, landevejsriddere<br />
og farende svende<br />
Anders Fogh: Jeg er også offer for fordomme • Rygelov diskriminerer hjemløse
Udgiver:<br />
Foreningen <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Tornebuskegade 1, 2.<br />
1131 København K<br />
Tlf. 3832 2320<br />
husforbi@husforbi.dk<br />
www.husforbi.dk<br />
Ansvarshavende redaktør:<br />
Jaku-Lina E. Nielsen<br />
Tlf. 3832 2324<br />
jaku-lina@husforbi.dk<br />
Administrator:<br />
Heidi Riel<br />
Tlf. 3171 0481<br />
heidi@husforbi.dk<br />
Sælgerrepræsentant og<br />
gadeplansmedarbejder:<br />
Henrik Pedersen<br />
Tlf. 2094 5232<br />
henrik@husforbi.dk<br />
Debatindlæg og læserbreve:<br />
redaktion@husforbi.dk<br />
Næste nummer udkommer den 1. sep.<br />
Forsidefoto:<br />
Helga C. Theilgaard<br />
Lighed for (ryge)loven?<br />
Et piktogram af en cigaret med ordet ”MURDER”<br />
(mord) ved den tændte ende og ”SUICIDE” (selvmord)<br />
ved ’filter-enden’. Så enkelt udformet var en blandt<br />
mange opfordringer til at kvitte smøgerne i det offentlige<br />
rum i London i begyndelsen af 1990’erne.<br />
Dengang var de danske anti-ryge-kampagner hovedsageligt<br />
noget, der var forbeholdt skoleelever. Så snart man<br />
var passeret de 18 år, var samfundets<br />
holdning, at det var en privat sag, om man<br />
ville sætte lighteren og munden i hver sin ende af<br />
en cigaret og udsætte sig selv og andre for røg.<br />
Midt i denne måned bevæger Danmark sig et<br />
stort skridt væk fra opfattelsen af rygning som et<br />
individuelt anliggende. Med landets nye rygelov,<br />
der træder i kraft den 15. august, får de danske<br />
rygere nu indskrænket deres frihed til at forpeste<br />
luften på cafeer og arbejdspladser, og sætningen:<br />
”Jeg går lige udenfor og ryger”, bliver en af rygernes<br />
faste vendinger – med mindre de finder det for<br />
besværligt og vælger at sige farvel til deres ’falske<br />
venner’.<br />
Men der er dog undtagelser – for væresteder og<br />
varmestuer for socialt udsatte mennesker er nemlig<br />
undtaget den nye lov.<br />
Men hvorfor egentlig? Der er vel lighed for<br />
loven i Danmark?<br />
Som man kan læse i dette nummer af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>,<br />
så vælger mange af de væresteder, som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
www.loge86. dk<br />
Bidrag:<br />
Hvis du vil give et bidrag til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>,<br />
kan du sætte beløbet ind på dette<br />
konto-nr: Giro (9541)60028842.<br />
Mærk indbetalingen ”bidrag”.<br />
Distribution:<br />
Boformer for hjemløse, varmestuer,<br />
medborgerhuse mm. kan fungere<br />
som distributør for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> – dvs.<br />
være udleveringssted af avisen til<br />
sælgerne. Kontakt os på:<br />
3171 0481 (se listen af distributører<br />
på www.husforbi.dk).<br />
Abonnement:<br />
Standardabonnement: 340 kr.<br />
(12 numre om året - inkl. moms,<br />
porto og gebyr).<br />
Støtteabonnement: 540 kr.<br />
Henvendelser vedr. abonnement<br />
på tlf. 7026 7006 eller<br />
dorte@notatgrafisk.dk<br />
Layout: Westring + Welling A/S<br />
Tryk: Dansk Avistryk A/S<br />
Oplag: 60.000<br />
Antal sælgere: ca. 450<br />
ISSN: 1397-3282<br />
Om <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkom første gang i 1996. Siden<br />
starten af 2006 er <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkommet en gang<br />
om måneden. Salgsrekorden er over 75.000<br />
eksemplarer (marts 2007). <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælges af<br />
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt<br />
udsatte mennesker – det man under ét kan<br />
kalde ’skæve eksistenser’. Avisen sætter fokus<br />
på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.<br />
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede<br />
grupper både via indholdet af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
samt ved at læserne køber avisen direkte af<br />
’en skæv eksistens’. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sælgere er alle<br />
udstyret med et id-kort udstedt af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />
sekretariat. Salget af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> fungerer for<br />
sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt.<br />
kriminalitet. Indholdet i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> produceres<br />
primært af professionelle freelancere, fotografer<br />
og illustratorer. De eneste fastansatte<br />
på redaktionen er redaktøren og en redaktionssekretær.<br />
I <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat er der pt. ansat<br />
en økonomimedarbejder, en administrator og en<br />
sælger- repræsentant.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er medlem af det internationale<br />
netværk af gadeaviser, INSP.<br />
Vi støtter <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>: Vi støtter Ombold:<br />
Lions Club Søllerød Mølleaa<br />
Så kære folketingspolitikere,<br />
næste gang I skal revidere<br />
den danske rygelovgivning,<br />
så husk, at lighed for loven<br />
også bør gælder rygeloven<br />
Nedenstående er nye DM-sponsorer<br />
TAMU-Center Odense<br />
Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen:<br />
På side 2 i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> under (Vi støtter OMBOLD), skal<br />
du medtage følgende logoer:<br />
Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De<br />
Hjemløses <strong>Hus</strong>, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB.<br />
Kulturministeriet skal fjernes<br />
har talt med, dog alligevel at indføre et totalt eller delvist rygeforbud pr. 15.<br />
august. På de steder, hvor der kun indføres et delvist rygeforbud begrunder<br />
man den ’positive’ særbehandling med, at man nok ellers ville risikere, at<br />
mange af brugerne ville blive væk, hvis der ikke blev lavet en ryge-afdeling<br />
eller lignende.<br />
Hjemløsemiljøet er ellers et af de miljøer, hvor der virkelig bliver røget<br />
igennem. Så hvis samfundet med den nye rygelov ønsker, at beskytte sine borgere<br />
mod tobaksrelaterede sygdomme, så burde væresteder<br />
og varmestuer ikke være undtaget. Og hvad med alle<br />
de frivillige medarbejder, der er med til at drive disse<br />
steder, som kunne beskyttes bedre mod passiv rygning<br />
med et total forbud?<br />
Eks-rygere, delvise eks-rygere, festrygere og andet<br />
godtfolk (undertegnede inklusiv) ved, hvor svært det er<br />
at holde HELT op. Det kræver beslutsomhed og daglige<br />
påmindelser i retning af det engelske piktogram, for at<br />
holde fast i et rygestop. Og her ville et rygeforbud på<br />
varmestuer og herberger måske være den daglige påmindelse,<br />
som kunne hjælpe socialt udsatte med (også) at<br />
kvitte smøgerne.<br />
Så kære folketingspolitikere, næste gang I skal<br />
revidere den danske rygelovgivning, så husk, at lighed<br />
for loven også bør gælder rygeloven.<br />
Markedsføring<br />
<strong>Hus</strong>leje mv.<br />
Reserve<br />
Løn til medarbejdere<br />
Det går din 20’er til<br />
Moms<br />
Produktion og tryk<br />
God læselyst<br />
Jaku-Lina E. Nielsen<br />
Redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Sælgeren<br />
Frederiksberg Kommune<br />
Enhver<br />
er ikke<br />
sin egen<br />
lykkes smed<br />
Den danske statsminister føler sig forfulgt af<br />
fordomme. Over for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> gør han op med<br />
opfattelsen af, at man ikke kan være liberal og<br />
samtidig have en social bevidsthed. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />
sælgere er dog skeptiske over for det udsagn<br />
Af Peter Kyhl Olesen og Kasper Kruse Westergaard<br />
Foto: Scanpix<br />
- Jeg må da ærligt tilstå, at jeg har været tilbøjelig<br />
til at deltage i den økonomiske skønhedskonkurrence,<br />
erkender Anders Fogh Rasmussen. Den<br />
danske statsminister har åbnet Marienborgs døre<br />
og inviteret <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> inden for i pejsestuen til<br />
kaffe, kage og en snak om socialpolitik, fordomme<br />
og det at være udenfor.<br />
- Jeg er tidligere gået ind i kampen om hvem,<br />
der kan love flest penge til de udsatte grupper,<br />
men det er kommet til at stå klarere og klarere for<br />
mig, at der også er brug for en rettidig indsats<br />
over for det, som nogle kalder den ny fattigdom.<br />
Det er en fattigdom, som ikke alene handler om<br />
penge, men som er en fattigdom på muligheder i<br />
samfundet, siger Anders Fogh Rasmussen, som nu<br />
mener, at sociale løsningsmodeller, som udelukkende<br />
tager højde for økonomi, glemmer den menneskelige<br />
lidelse, som findes på bundlinien:<br />
- Samfundet køber sig en slags aflad for en<br />
dårlig samvittighed ved at ødsle penge ud uden<br />
tanke for, at det til syvende og sidst drejer sig om,<br />
at de udsatte grupper får et rigere indhold i deres<br />
liv. Uanset hvor godt det går med økonomien, og<br />
uanset hvor gode ordninger vi laver med overførsler,<br />
boligtilbud og andet, så er der stadig nogle,<br />
som bliver isoleret i vores samfund, siger han. Men<br />
understreger i næste<br />
åndedrag, at en hjælpende<br />
hånd fra samfundets side er<br />
vigtig i bekæmpelsen af den ny fattigdom:<br />
- At have viljen hjælper én, når man skal ud af<br />
en vanskelig social situation, men derfor er det<br />
ikke sikkert, at man fuldt ud har evnen. Og det<br />
er så der, at fællesskabet skal hjælpe den enkelte<br />
med at finde ud af, hvad den pågældende kan<br />
bygge videre på.<br />
Der skal være brug for én<br />
Noget i statsministerens erkendelse skærer i det<br />
historiske øre. Siden den skotske økonom, Adam<br />
Smith, for tre århundreder siden lagde kimen til<br />
den liberalpolitiske tankegang, har ideen om at<br />
være ”sin egen lykkes smed” dannet grundlag for<br />
de fleste fremstillinger af den arketypiske liberale<br />
politiker. Hvordan passer den Smithske vægtning<br />
af individ før fællesskab ind i statsministerens<br />
fremlagte tese om vigtigheden af at løfte i flok?<br />
Fogh svarer ved at lægge afstand til sin ideologiske<br />
forfader:<br />
- Jeg afviser, at begrebet ”sin egen lykkes<br />
smed” er en fuldt dækkende betegnelse for<br />
liberalismen. Jeg går ind for frihed til at kunne<br />
realisere de drømme, man har i sit liv, men for at<br />
den frihed skal være reel, så skal der være lige<br />
muligheder for alle. Men jeg mener, at det skal<br />
kunne betale sig at arbejde. Ellers bliver der ikke<br />
skaffet værdier til dem, som har brug for det. Og<br />
så handler det om at kunne stå op om morgenen<br />
og føle, at nu går man i gang med en dag, hvor<br />
der er brug for én. Hvor man ikke bare er skudt<br />
udenfor.<br />
De små sejre tæller<br />
Men måske er Fogh-regeringens bekæmpelse<br />
af den ny fattigdom slået fejl. Rådet for Socialt<br />
Udsatte har i hvert fald udtrykt bekymring over,<br />
at socialt udsatte netop bliver sat uden for samfundet<br />
ved, som regeringen har gjort det, at blive<br />
straffet økonomisk som incitament til at komme<br />
op om morgenen og tage del i fællesskabet. Det<br />
er meget sandsynligt, at den økonomiske underlegenhed<br />
gør det umuligt for socialt udsatte at<br />
fungere som en del af samfundet, konkluderer<br />
rådet i sin årsrapport fra 2006.<br />
2 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 3
Og så handler det om at<br />
kunne stå op om morgenen<br />
og føle, at nu går man i<br />
gang med en dag, hvor der<br />
er brug for én. Hvor man<br />
ikke bare er skudt udenfor<br />
Men statsministeren holder på sit og henviser<br />
til det netop overståede VM i gadefodbold for<br />
hjemløse på Rådhuspladsen i København som et<br />
kongeeksempel på, hvordan tiltag med skelen til<br />
det menneskelige frem for det økonomiske kan<br />
være med til at hjælpe mennesker på ret køl igen:<br />
- Det er jo sådan en anderledes aktivitet,<br />
som kan give et livsindhold for de hjemløse, der<br />
deltager i fodboldkampene. De bliver en del af et<br />
fællesskab, hvad de måske ellers har svært ved at<br />
blive, siger han.<br />
Det er nemlig de små sejre i hverdagen, som<br />
ifølge Anders Fogh Rasmussen i sidste ende kan<br />
gøre den store forskel:<br />
- At få de sejre og vise, at der faktisk er noget,<br />
man godt kan, det tror jeg er utrolig vigtigt for<br />
ethvert menneske. Det gælder om at få givet folk<br />
nogle kompetencer på det sociale, menneskelige<br />
og uddannelsesmæssige plan, som gør, at man kan<br />
klare sig i et fællesskab og bliver en del af det.<br />
Det er ofte manglen på disse kompetencer, der<br />
gør, at man bliver isoleret.<br />
I Danmark er vi langt fra nået til, at vi kan<br />
sige, at folk ikke længere bliver socialt isolerede,<br />
men vi er, ifølge Fogh, på rette vej.<br />
- Jeg tror, at der i alle mennesker er et eller<br />
andet, man kan bygge videre på, hvis man finder<br />
det frem. Det er sådan noget, som der skal mere<br />
fokus på i vores socialpolitik i de kommende år. De<br />
udsatte grupper har været et tema i valgkampen<br />
både i 2001 og 2005, og jeg tør da ikke udelukke,<br />
at det også kan blive et tema i kommende valgkampe,<br />
siger han.<br />
Venstrefløjen tager fejl<br />
Når venstrefløjspartierne i deres partiprogrammer<br />
melder sig under solidaritetens faner og markerer<br />
sig i det politiske landskab gennem sociale mærkesager,<br />
mener Anders Fogh Rasmussen, at disse<br />
partier skævvrider virkeligheden. Han vil dog<br />
ikke gå så langt som til at kalde venstrefløjen for<br />
hyklerisk – eller vil han?<br />
- Nogle gange, når jeg iagttager venstrefløjens<br />
måde at føre socialpolitik på, så er det som om,<br />
at de går ud og siger: ”Se hvor gode vi er. Vi vil<br />
bevillige mange flere penge, og vi vil forbedre<br />
den og den ordning, og bistandshjælpen skal være<br />
højere.” Det er den måde, de konkurrerer på. Det<br />
er på den måde, de siger: ”Vi er bedre end de<br />
borgerlige”. De lover alt muligt.<br />
Han sipper til kaffen, inden han fortsætter<br />
med at ’spytte’ venstrefløjskritik ud:<br />
- Men hvis det bare fører til, at mennesker<br />
bliver låst fast i offentlig forsørgelse og får<br />
svært ved at komme ud af den situation og blive<br />
selvhjulpne, er det så at gøre mennesker noget<br />
godt? Det synes jeg ikke, kommer det resolut fra<br />
Anders Fogh Rasmussen, som absolut ikke mener,<br />
at venstrefløjen har patent på at kunne kalde sig<br />
for ”samfundets sociale bevidsthed”.<br />
- For mig er det at være liberal uløseligt forbundet<br />
med, at man påtager sig et ansvar for, at<br />
også de udsatte grupper har lige muligheder i samfundet.<br />
Og derfor nægter jeg også at anerkende,<br />
at det at være socialist skulle være ensbetydende<br />
med, at man så har en større ansvarsbevidsthed,<br />
siger han og fortsætter:<br />
- Noget af det mest forfærdelige for et menneske<br />
må jo være følelsen af, at der ikke er brug<br />
for en, så derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de<br />
kommer ud af den passive forsørgelse, og derigennem<br />
får lært at tage et personligt ansvar. Det vil<br />
også give sig udslag i, at de oplever at få personlig<br />
succes, også selvom det er i det små.<br />
Dette forklarer givetvis også, hvorfor Anders<br />
Fogh Rasmussen har sagt ja til at deltage i et<br />
interview med <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>, idet formålet med <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong> netop er at give socialt udstødte mulighed<br />
for at finde sammen i et fællesskab med andre<br />
sælgere, opleve følelsen af at være god til noget,<br />
tjene egne penge og få små succeser i det daglige.<br />
Sælgere uenige<br />
På spørgsmålet om, hvor forskellene mellem fløjenes<br />
sociale engagement konkret kan ses, svarer han:<br />
- Jeg vil helt klart som det første sige, at<br />
ser vi på den praktiske politik, så modbeviser de<br />
ting, vi har gjort, den påstand om, at venstrefløjen<br />
skulle være mere aktiv og gøre mere for de<br />
udsatte grupper i samfundet, end den borgerlige<br />
regering gør. Der er formentligt aldrig nogensinde<br />
ydet en så stor indsats over for de udsatte grupper<br />
i samfundet som under denne regering, kommer<br />
Når jeg iagttager venstrefløjens<br />
måde at føre socialpolitik<br />
på, så er det som<br />
om, at de går ud og siger:<br />
”Se hvor gode vi er. Vi vil<br />
bevillige mange flere penge”<br />
det skråsikkert fra Anders Fogh Rasmussen.<br />
At den siddende regering skulle have gjort<br />
mere for de udsatte grupper end sine forgængere,<br />
afvises umiddelbart på gadeplan. Heidi Riel, administrator<br />
for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>, fortæller nemlig, at der var<br />
en udbredt modvillig holdning til at sælge et blad,<br />
med Anders Fogh Rasmussen på forsiden, da hun<br />
luftede den mulighed på et sælgermøde for 15-20<br />
storkøbenhavnske sælgere. Så hvis regeringen<br />
virkelig har ydet over evne på det sociale område,<br />
lader beskeden ikke til at være nået frem til de<br />
hjemløse.<br />
- <strong>Sælgerne</strong> havde svært ved at forholde sig<br />
(positivt, red.) til ham. Men de kunne samtidig<br />
godt se, at<br />
det måske ville<br />
vække købernes<br />
nysgerrighed, at<br />
se ham på forsiden,<br />
konstaterer Riel.<br />
Statsministeren<br />
finder sælgernes modvilje<br />
beklagelig, men det<br />
er ikke første gang, han<br />
møder den:<br />
- Det er jo klassisk udtryk<br />
for de fordomme, som hersker<br />
om liberale. Og udtryk for en<br />
manglende åbenhed over for at se<br />
på, hvad der rent faktisk er blevet<br />
gjort, og hvad det rent faktisk er,<br />
vi gør. Man siger: ”Det er en venstremand…<br />
så er det nok en, som slet ikke<br />
vil os det godt”.<br />
Fogh nægter, at sælgernes umiddelbare<br />
reaktion skulle have hold i virkeligheden:<br />
- Der er bare nogle, som per definition<br />
vil opfatte en liberal som negativ over for at<br />
gøre noget for de udsatte grupper, selvom vi kan<br />
påvise, at vi faktisk har gjort mere, end nogen nogensinde<br />
har gjort. Fordommene blokerer øregangene,<br />
og så er det sådan, at hvis jeg siger noget,<br />
så blokerer de for, at det opfattes positivt.<br />
Helt uden hold i virkeligheden er sælgernes<br />
reaktion dog ikke, hvis man skal tro Rådet for<br />
Socialt Udsatte. Rådet påviser nemlig i sin 2006årsrapport,<br />
at regeringens indsats på udsatteområdet<br />
ikke lever op til regeringens intentioner.<br />
Således påviser rådet, at opprioriteringen af<br />
alkoholafvænningsområdet ser ud til at gå ud over<br />
et andet socialområde, nemlig botilbud.<br />
Kampen om velfærdskagen<br />
Det ligger Fogh uendeligt fjernt at fremstille de<br />
sociale problemer som resultat af en fejlslagen<br />
politisk indsats. I hans optik er det andre, individuelle<br />
faktorer, som danner grundlag for sociale<br />
problemer.<br />
- Folk har meget travlt med deres egen<br />
tilværelse, og så bliver der mindre fællesskab i<br />
lokalsamfundet. Derfor er der større risiko for, at<br />
mennesker bliver overladt til sig selv i ensomhed<br />
og bliver mere og mere marginaliserede, men jeg<br />
tror ikke, at dét er den eneste forklaring. Jeg tror,<br />
det er meget individuelt, hvorfor folk i kortere<br />
eller længere perioder kommer ud i hjemløshed.<br />
For nogle er der tale om et nedbrud i hele deres<br />
tilværelse, for andre kan det skyldes misbrugsproblemer.<br />
Så er der måske en tredje gruppe, som<br />
mere er ovre i den kategori af mennesker, som har<br />
svært ved at falde ind i de rammer, som gælder for<br />
samfundet, siger han.<br />
Ikke flere hjemløse<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s støt stigende salgstal vidner<br />
givetvis om en markant stigning i den<br />
almene danskers bekymring over hjemløseproblemet,<br />
hvad enten hjemløsheden<br />
skyldes den ene eller anden faktor. Men<br />
at problemet er blevet mere synligt er,<br />
ifølge Fogh, ikke ensbetydende med,<br />
at problemet er blevet større.<br />
- Jeg vil ikke uden videre<br />
anerkende, at der skulle være en<br />
stigning i antallet af hjemløse.<br />
Det savner jeg dokumentation<br />
for, siger han, og antyder<br />
dermed – måske – at han<br />
allerede kender resultaterne<br />
af den tælling af<br />
hjemløse, som hans<br />
socialminister satte i<br />
gang i marts i år, og<br />
som offentliggøres<br />
om en måneds<br />
tid. Tællingen<br />
vil dog ikke<br />
kunne vise,<br />
hvorvidt<br />
der er sket<br />
en stigning<br />
i<br />
antallet af hjemløse i Danmark, idet det er første<br />
gang, der laves en egentlig tælling af hjemløse.<br />
Men den vil kunne vise, om det anslåede antal af<br />
danske hjemløse på 10-15.000 er skudt ved siden af.<br />
Da tællingen blev præsenteret af socialminister<br />
Eva Kjer Hansen (V) udtrykte hun samtidig, at<br />
det var regeringens ambition at afskaffe hjemløshed<br />
i Danmark.<br />
Statsministeren vil dog gerne vedkende sig, at<br />
alt ikke har været rosenrødt på det sociale område<br />
under den siddende regering. Dét har Rådet for<br />
Socialt Udsatte blandt andet gjort opmærksom<br />
på flere gange:<br />
- Rådet for Socialt Udsatte svinger jo<br />
pisken, også over for regeringen, og det er<br />
der nogen, der synes er generende. Men det<br />
er nu engang det, som var meningen med<br />
rådet: at holde politikerne i Folketinget<br />
fast på, at der er grupper i samfundet,<br />
der har svært ved at komme til orde.<br />
De store velorganiserede grupper,<br />
hvor der er mange vælgere, de skal<br />
nok få, men de udsatte grupper,<br />
de hjemløse og misbrugerne<br />
og de prostituerede, de bliver<br />
nemt overset, når kampen om<br />
velfærdskagen går ind.<br />
Det er blevet tid for Anders<br />
Fogh Rasmussen at<br />
komme videre i dagens<br />
program. Kaffekoppen<br />
på bordet foran ham<br />
er tom. Kagen er<br />
spist.<br />
Illustration: Kenneth Johansen<br />
peterolesen55@hotmail.com<br />
kasperkruse@yahoo.com<br />
4 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 5
Vågnede op til et nyt liv<br />
Da Kirsten Jensen sagde, at hun ville skilles, blev hendes<br />
mand så aggressiv, at han tævede hende halvt ihjel.<br />
Hun vågnede op igen kort efter til et nyt liv, begrænset<br />
af en hjerneskade<br />
Af Marisa Matarese<br />
Foto: Niels Nyholm<br />
- Politiet kaldte hans vold for husspektakler,<br />
men skadestuen og<br />
psykologer kaldte det mordforsøg,<br />
siger Kirsten tørt og kigger sig uroligt<br />
omkring. Selv om det er otte år siden,<br />
at hun vågnede op på gulvet i badeværelset<br />
smurt ind i blod, har hun<br />
ikke helt sluppet sit gamle liv.<br />
Hun bor stadig i samme by som<br />
sin eksmand, og for et år siden var<br />
hun uheldig at møde hun ham ude<br />
i byen. Hun sidder rank på bænken.<br />
Igennem de rød-sorte briller kan<br />
man se hendes klare blå øjne. Ind<br />
imellem løber de i vand, men stemmen<br />
ryster ikke.<br />
- Jeg kan ikke huske, hvor længe<br />
vi var gift. Der er black out i min<br />
arkivkasse, starter Kirsten:<br />
- Jeg mener, det var mere end<br />
ti år.<br />
Hun er midt i 50’erne og ligner<br />
stadig den overklasse kvinde, hun<br />
ikke længere er. Før i tiden stod hun<br />
for bogholderiet i parrets virksomhed<br />
med 12 ansatte. I dag lever hun<br />
af sin invalidepension.<br />
- Hver gang han havde en mulighed<br />
for det, nedgjorde han mine<br />
beslutninger eller omgjorde dem.<br />
Han nedværdigede mig over for de<br />
ansatte, siger hun.<br />
På et tidspunkt fik hun nok og<br />
Kvinderne i Netværket mødes<br />
bl.a. på pladsen foran Fyens<br />
Stifttidende, fordi deres mødelokale<br />
kun har plads til ti personer.<br />
besluttede sig for at få sit eget liv.<br />
Hun ville skilles.<br />
- Jeg vidste, at den skilsmisse var<br />
med livet som indsats, siger hun. Selvom<br />
han aldrig havde været voldelig,<br />
så vidste hun, at han ville eksplodere.<br />
Det havde han gjort før, men hun<br />
havde altid nået at slippe væk.<br />
- Jeg havde planlagt det hele. Jeg<br />
havde pakket min beautyboks og en<br />
kuffert og sagt det til mine to børn.<br />
Fra et tidligere ægteskab har<br />
Kirsten en søn og en datter. Sønnen<br />
var 22 og boede på det tidspunkt<br />
sammen med sin kæreste, mens datteren<br />
var 17 og boede hjemme.<br />
Nåede ikke væk<br />
Den dag i august for otte år siden<br />
nåede Kirsten ikke væk:<br />
- Jeg fór hjem til huset for at<br />
hente mine ting. Jeg kan huske, at<br />
jeg hilste på nabokonen, inden jeg<br />
gik ind i huset, siger hun og roder<br />
op i det korte lyse hår.<br />
- Han kom efter mig, fnysende<br />
som en tyr, siger hun og holder en<br />
pause og stirrer ud i luften.<br />
- Jeg kan huske, at jeg kommer<br />
til mig selv ude på badeværelset.<br />
Han havde båret mig derud for<br />
ikke at få blod på gulvtæppet. Jeg<br />
forsøgte at kalde på nabokonen,<br />
Når systemet svigter,<br />
træder Netværket for<br />
voldsramte kvinder til.<br />
Og det sker tit, for<br />
ifølge Kirsten Jensen<br />
forstår myndighederne<br />
ikke ofrene<br />
men hun kunne ikke høre mig, for<br />
jeg havde så meget blod i næsen og<br />
i halsen.<br />
- Han fortalte senere min datter,<br />
at han var stoppet med at slå mig,<br />
da jeg var begyndt at sige rallende<br />
lyde. Det var dér, jeg døde, har jeg<br />
fået at vide, siger hun.<br />
Eksmandens voldelige raseri-<br />
anfald, har givet hende en hjerneskade,<br />
som har svækket hendes<br />
hukommelse, stedssans, tidsfornemmelse<br />
og gør, at hun ikke kan lægge<br />
tal over ti sammen. I dag kan det<br />
ikke ses på hende, men hun fortæller,<br />
at hun stadig døjer med smerter efter<br />
en ødelagt kæbe, brud på rygsøjlen,<br />
en revne i kraniet og piskesmæld.<br />
Endelig i sikkerhed<br />
- På et tidspunkt kan jeg fornemme,<br />
at jeg er bag en mur, og han ringer<br />
til en ambulance og siger: ”I er nødt<br />
til at komme. Min kone har næseblod,<br />
og jeg kan ikke stoppe det,” og<br />
så forsvinder jeg igen.<br />
Jeg vågner op igen, da Falck<br />
kommer. De pacificerede ham og den<br />
ene holdt mig i hånden. Dér vidste<br />
jeg, at jeg var i sikkerhed.<br />
- Jeg hørte, han sagde, at vi<br />
havde stødt hovederne sammen og<br />
Falckmanden svarede: ”Du skal ikke<br />
forklare noget. Du skal bare holde<br />
dig væk”.<br />
- Det var en stor lettelse og det<br />
gav mig tryghed, at de ikke troede<br />
på ham, fortæller hun og nævner, at<br />
Falckmændene tog hendes kuffert<br />
og beautyboks, der stod klar med<br />
på skadestuen. Der var hun et døgns<br />
tid, inden hun kom på krisecenter i<br />
Østjylland.<br />
- Han forsøgte at komme ind til<br />
mig på skadestuen gennem mine<br />
børn. Det lykkedes ikke for ham,<br />
siger hun og forklarer, at da han ikke<br />
kunne bruge datteren til at få kontakt<br />
med Kirsten, smed han hende<br />
ud hjemmefra med trusler om vold<br />
som afskedshilsen.<br />
Først kom datteren med på<br />
krisecenter, men det blev for meget<br />
for hende.<br />
- Hun kunne ikke holde ud at<br />
være der. Der var for meget trafik<br />
med ambulancer, kvinder der havde<br />
været udsat for vold. Hun kunne heller<br />
ikke holde ud at se, at jeg havde<br />
det så dårligt. Jeg kunne ikke huske,<br />
kunne ikke finde vej og kunne ikke<br />
finde ud af at bruge en telefon, siger<br />
Kirsten og fortæller, at personalet<br />
på krisecenteret ikke tog sig af datteren.<br />
De mente, hun måtte klare<br />
sig selv<br />
- Krisecentrene er bare en parkeringsplads.<br />
Det skal give tag over<br />
hovedet og tryghed. Der var tag over<br />
hovedet, men ingen tryghed.<br />
Derfor flyttede datteren over<br />
til en veninde, og senere fik hun en<br />
psykisk nedtur.<br />
Selv blev Kirsten på krisecenteret<br />
i de tre måneder, man typisk kan<br />
opholde sig på et krisecenter.<br />
Selvværd nåede bunden<br />
- Hvis ikke selvtilliden var nedbrudt,<br />
inden man kom på krisecenter, så<br />
blev den det i hvert fald på krisecenteret,<br />
siger Kirsten.<br />
- Hvis de havde sagt til mig:<br />
”Ved du hvad. Det bedste for dig<br />
ville være at køre ned på havnen<br />
og hoppe i havet”, så ville jeg have<br />
gjort det. Jeg følte mig som det<br />
værste udskud, siger hun.<br />
Selv maden på centeret var med til<br />
at underbygge den følelse hos Kirsten:<br />
- Vi fik kød fra EU’s overskudslagre.<br />
Der var aldrig fisk på menuen og<br />
kaffen var det billigste overhovedet.<br />
Hun kender godt krisecentrenes<br />
situation og ved, at de må kæmpe<br />
for driften af stedet, men forhol-<br />
Voldsramte kvinder må hjælpe hinanden<br />
- Når politikken sætter ind, sætter<br />
forstanden og hjertet ud, sukker<br />
Kirsten Jensen og fortsætter:<br />
- Jo flere voldsramte kvinder vi<br />
møder, jo mindre forstår vi systemet.<br />
Enten svigter myndighederne<br />
på grund af manglende evne eller<br />
vilje, for der bliver ikke gjort nok for<br />
ofrene. Jeg er selv kommet dertil,<br />
hvor jeg ikke længere gider forsøge<br />
at råbe politikerne op. Der findes<br />
veldokumenterede argumenter i rapporter,<br />
men de vil ikke se det.<br />
Kirsten var med til at stifte<br />
Netværksprojektet i 2004. Formålet<br />
var at lave et nyt Netværk for<br />
kvinder, der var isolerede som<br />
voldsramte. Projektet fik støtte af<br />
Ligestillingsministeriet og Videns-<br />
og Formidlingscentret indtil<br />
sidste år. En af betingelserne for<br />
tilskuddet var, at Netværket skulle<br />
samarbejde med LOKK, Landsorganisationen<br />
for kvindekrisecentre,<br />
der havde ansvar for projektet.<br />
Men Netværket og LOKK opsagde<br />
samarbejdsaftalen og bevillingen<br />
stoppede brat.<br />
Selv om Netværket for voldsramte<br />
kvinder ikke har nogen penge,<br />
For otte år siden gik<br />
Kirstens eksmand amok<br />
over, at hun ville skilles.<br />
Hendes liv tog en<br />
voldsom drejning, og i<br />
flere år måtte hun leve<br />
på konstant flugt.<br />
fungerer det fortsat takket være<br />
tidligere voldsramte kvinder, som<br />
arbejder gratis.<br />
Få midler begrænser arbejdet<br />
Hver dag får Netværket i Odense henvendelser<br />
fra fire nye kvinder i snit.<br />
- Sidste uge ringede der bland<br />
andet en kvinde. Vi aftalte at mødes<br />
med hende, men hun kunne ikke vente<br />
dende styrkede hende ikke. Sammen<br />
med en anden kvinde delte hun et<br />
værelse på ni kvadratmeter. Der<br />
havde hun en seng, et lille natbord,<br />
15 centimeter bøjlestang, en hylde<br />
og to skuffer i en kommode.<br />
- Jeg kan huske, at jeg virkelig<br />
følte mig værdsat, fordi jeg havde to<br />
skuffer, og den anden kun havde én.<br />
Alligevel blev tingene konstant væk<br />
for mig. Jeg kunne lægge papirer<br />
ned i min skuffe om aftenen og de<br />
var væk om morgenen. Jeg kunne<br />
ikke forstå det. Først flere måneder<br />
senere fandt jeg ud af, at der ikke<br />
var bund i den nederste skuffe,<br />
griner Kirsten og fortsætter:<br />
- I dag kan jeg grine, men den<br />
gang fattede jeg intet. Alt var tåget.<br />
Hvorfor tager du ikke hjem<br />
Efter et stykke tid på krisecenteret<br />
fandt svigerfamilien Kirsten. Hun<br />
modtog en buket blomster fra dem<br />
med et kort.<br />
- Blomsterne gav jeg til en<br />
kvinde, der havde mere brug for dem<br />
end jeg, og kortet har jeg aldrig<br />
åbnet, siger hun.<br />
Svigerfamilien kunne ikke forstå,<br />
hvorfor hun ikke bare tog hjem.<br />
- Jeg hørte, at min tidligere<br />
svigermor havde spurgt min veninde,<br />
om jeg manglede noget, hvortil veninden<br />
havde svaret, ”ja, hun mangler<br />
tøj”. Min eks-svigermor svarede:<br />
”Hvorfor kommer hun så ikke bare<br />
hjem. Hun har jo otte garderobeskabe<br />
med dyrt tøj og alt, hvad hun<br />
skal bruge derhjemme.” De ville ikke<br />
forstå det. For dem handler det om<br />
at bevare facaden. Det ser jo ikke<br />
godt ud, at konen er gået. Den families<br />
gulvtæppe ligner en pukkelpist,<br />
fortæller Kirsten.<br />
Hun tog ikke hjem. Efter tre<br />
måneder på krisecenteret måtte<br />
hun dog videre. Kommunen hjalp<br />
hende ikke med at få en lejlighed, så<br />
krisecentret foreslog hende at flytte<br />
på vandrehjem. Det kunne hun ikke<br />
overskue. I stedet lejede Kirsten lejligheder<br />
på ugebasis gennem byens<br />
turistkontor.<br />
til mødet, så hun dukkede op på vores<br />
kontor og sagde: Nu tager jeg mit liv,<br />
fortæller Kirsten og fortsætter:<br />
- Jeg kunne se på hende, at hun<br />
ikke havde spist eller sovet i flere<br />
dage, så jeg tilbød hende en kop<br />
kaffe. Det sagde hun ja tak til, og så<br />
slappede hun lidt af.<br />
Kirsten fortæller, at på tre timer<br />
fik Netværket lavet en plan til hende:<br />
- Det var vigtigt, at lejlighederne<br />
var i nærheden af politistationen,<br />
så de kunne rykke ud, hvis han kom.<br />
Jeg havde ingen overfaldsalarm,<br />
men en telefon, som jeg øvede mig i<br />
at bruge, siger hun.<br />
Sådan fortsatte Kirsten i et halvt<br />
år eller ni måneder. Hun kan ikke<br />
huske det præcis.<br />
Mens hun flyttede rundt, fik<br />
hun sygedagpenge og på et tidspunkt<br />
skulle hun prøves til et job.<br />
Sagsbehandleren havde fundet et<br />
drømmejob til Kirsten. Hun skulle<br />
tilbage til bogholderi, regnskab og<br />
administration. Men Kirstens evner<br />
var ikke længere de samme. Hun kan<br />
ikke møde på et fast tidspunkt, fordi<br />
hun ikke kan finde vej, og hun kan<br />
ikke regne med tal over 10.<br />
”Men så duer du jo ikke til noget,”<br />
var sagsbehandlerens konklusion.<br />
Og det måtte Kirsten give hende<br />
ret i. Alligevel valgte Kirsten ikke at<br />
sætte sig ned og glo ud i luften.<br />
- Jeg kan huske, at en betjent<br />
sagde: ”Ingen ved, hvordan voldsramte<br />
kvinder har det, for de siger<br />
intet. De har travlt med at holde sig<br />
i live”.<br />
Det satte gang i hendes tanker:<br />
- Jeg tænkte: Jeg ligger måske<br />
ned, jeg kan ikke huske, ikke finde<br />
vej, men jeg ved, at jeg har en vilje<br />
af stål og humor. Det har han i hvert<br />
fald ikke ødelagt. Jeg vil være med<br />
til at forbedre forholdene for de<br />
voldsramte kvinder.<br />
Som et bevis på, at Kirstens viljestyrke<br />
intet fejler, har hun været<br />
med til at starte Netværket for Voldsramte<br />
Kvinder. Her bruger hun en stor<br />
del af sin tid. Og i hendes nye liv, er<br />
der også plads til en kæreste.<br />
- Jeg kan ikke huske hvor længe,<br />
vi har kendt hinanden, smiler hun og<br />
fortsætter:<br />
- Og jeg ved ikke, hvordan jeg<br />
har haft overskud til at møde ham.<br />
Men det er det bedste, der er sket i<br />
mit nye liv.<br />
Kirsten Jensen er et opdigtet<br />
navn. Redaktionen kender hendes<br />
sande identitet.<br />
- Vi fik skaffet en lejlighed til<br />
hende. Faktisk fik vi to, griner Kirsten<br />
og forklarer, at Netværket kender<br />
flere private udlejere, der – hvis de<br />
kan – træder til, når det brænder på.<br />
- Vi fik også lavet en flytteplan<br />
til hende og lavet en aftale med et<br />
transportfirma, der giver os rabat,<br />
og fik vi lavet aftaler med psykolog<br />
og advokat, siger hun.<br />
hus forbi · nr. 64 · august 2007 7<br />
»»
»»<br />
Hver dag kontakter fire kvinder Netværket for Voldsramte Kvinder i Odense for at få hjælp<br />
til at komme videre.<br />
Netværket kan rådgive de<br />
voldsramte kvinder via deres telefonlinje,<br />
som passes af seks kvinder, der<br />
alle tidligere har været ofre for vold.<br />
- Vi forsøger at lære flere op,<br />
men de skal være klar til det først,<br />
siger Kirsten.<br />
Fra et lille kontor i Odense<br />
hjælper de frivillige med kontakt til<br />
politi, psykolog og advokat og andet<br />
praktisk og organiserer ugentlige<br />
møder for 20 voldsramte kvinder<br />
og 11 børn i byen. Desuden har vi<br />
samtalegrupper med en psykolog<br />
som tovholder<br />
- I vores lille beskedne mødelo-<br />
kale, er der kun plads til 10 mennesker.<br />
Derfor mødes vi bl.a. på<br />
pladsen foran Fyens Stifttidende i<br />
Odense, hvor vi kan snakke om det,<br />
der fylder, siger hun og fortæller, at<br />
de voldsramte kvinder kommer fra<br />
vidt forskellige sociale lag.<br />
- Jo højere oppe på den sociale<br />
rangstige kvinderne er, jo større<br />
tabu. Jeg har for eksempel talt med<br />
en kvinde i halvandet år nu uden at<br />
møde hende, selvom hun bor her i<br />
byen, siger Kirsten.<br />
Troede vold var normalt<br />
Ud over at kvinderne kommer fra alle<br />
sociale lag, kommer de også fra alle<br />
aldersgrupper:<br />
- Sidste år så vi et boom i antallet<br />
af henvendelser fra kvinder over 60<br />
år. Først efter manden er død, tør de<br />
fortælle, hvad der er sket. De troede,<br />
det var helt normalt, og troede at<br />
volden fra manden var noget, de skulle<br />
finde sig i. Det er godt de endelig<br />
turde komme frem, siger hun.<br />
Kvinderne henvender sig også,<br />
når de føler sig magtesløse over, at<br />
den voldelige eksmand har forældreret<br />
eller ret til samvær med børnene.<br />
I disse tilfælde er Netværket sidste<br />
stop, og Kirsten beskriver myndighederne<br />
som en overmagt:<br />
- Vi kæmper mod et samfund,<br />
der ikke forstår ofrene. Der er ingen,<br />
der forstår, hvor meget børn lider.<br />
Myndighederne forstår ikke, at det er<br />
invaliderende for børn at skulle have<br />
samvær med en far, der udsætter<br />
dem for fysisk og psykisk vold. Alligevel<br />
gør de intet. De tænker mere<br />
på fædrenes rettigheder til samvær<br />
end på barnets tarv, siger hun.<br />
Socialminister Eva Kjer Hansen<br />
siger, at ansvaret ligger hos kommunerne<br />
(se herunder, red.). Hvad siger<br />
du til det?<br />
- Det er politikernes opgave og<br />
ansvar at gøre noget for voldsramte<br />
kvinder, men de vender os blot ryggen.<br />
Derfor har vi valgt at henvende<br />
os til erhvervslivet og fagforeningerne<br />
for at bede dem om at tage et<br />
socialt ansvar og vise noget medfølelse.<br />
Jeg er ligeglad hvad, erhvervslivet<br />
ønsker at gøre; om de vælger<br />
at støtte de voldelige mænd eller de<br />
ønsker at støtte kvinderne. Bare de<br />
gør noget, siger hun og fortæller, at<br />
de selv ofte møder en magtesløshed<br />
hos sagsbehandlerne:<br />
- Sagsbehandlerne siger selv,<br />
at de ikke kan gøre noget. Når der<br />
kommer en kvinde op til dem, giver<br />
de bare kvinden vores nummer.<br />
Voldsmændene derimod kan få gratis<br />
psykologhjælp i modsætning til de<br />
voldsramte kvinder og børn, siger<br />
Kirsten Jensen.<br />
Der findes ingen gratis tilbud om<br />
psykologhjælp til voldsramte kvinder<br />
eller børn.<br />
Kirsten Jensen er et opdigtet navn.<br />
Redaktionen kender hendes sande<br />
identitet.<br />
Netværket:<br />
For lang ventetid på<br />
psykologhjælp på krisecentre<br />
Socialministeren<br />
kalder det ”uacceptabelt”,<br />
at Helle og hendes børn<br />
endnu ikke har fået<br />
psykologhjælp<br />
Af Marisa Matarese<br />
<strong>Hus</strong>ker du …<br />
Historien<br />
om Helle<br />
De sidste fem numre af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
har vi fulgt Helle, som har tre<br />
sønner og en voldelig ekskæreste,<br />
som er far til den yngste.<br />
8 hus forbi · nr. 64 · august 2007<br />
- Vi er såmænd ikke kommet videre.<br />
Det er en uendelig historie, for min<br />
ekskæreste stopper aldrig, siger Helle.<br />
I slutningen af januar i år kom<br />
Helle på krisecenter i København<br />
med sine tre børn på 20, 15 og syv<br />
år. De flygter fra Helles voldelige<br />
ekskæreste, der truer med at slå<br />
familien ihjel. De har endnu ikke<br />
fået psykologhjælp til at behandle<br />
deres traumer, der stammer fra flere<br />
års psykisk og fysisk vold i familien.<br />
- Jeg har sagt, at jeg flytter ikke<br />
fra krisecenteret, før jeg og børnene<br />
har fået hjælp til at bearbejde vores<br />
problemer. Giver de os ikke den<br />
hjælp, må de lade os blive her for<br />
altid. Det nytter ikke bare at flytte<br />
os rundt. Det kan hverken jeg eller<br />
børnene holde til, siger hun.<br />
Bolden ligger hos kommunen<br />
og ikke krisecentret. Der er ingen<br />
psykologer på landets krisecentre.<br />
Skal man have psykologhjælp skal<br />
det bevilges gennem kommunen, fortæller<br />
Jytte Mejnholt, formand for<br />
Landsforeningen af Kvindekrisecentre,<br />
LOKK.<br />
- De tilbud vi kan give eksempelvis<br />
børn på krisecentre er rådgivning<br />
fra pædagoger. Vi har ingen psykologer<br />
på vores krisecentre. Skal<br />
børnene have psykologhjælp, skal<br />
vi søge penge fra kommunens pulje,<br />
siger hun.<br />
De skal have hjælp<br />
Og sådan skal det blive ved med at<br />
være, mener socialminister Eva Kjer<br />
Hansen (V).<br />
- Krisecentret er ikke et behandlingssted,<br />
men et frirum. Det er<br />
kommunens forpligtelse at følge op<br />
på familien og hjælpe dem videre.<br />
Men socialministeren kalder det<br />
”uacceptabelt”, at der går så lang<br />
tid, før familien får hjælp.<br />
- Jeg forstår ikke, at kommu-<br />
Anonym telefonrådgivning:<br />
70 266 112<br />
www.netvaerk.org<br />
nerne (i Helles tilfælde Roskilde<br />
Kommune, red.) ikke er mere obs<br />
på, at hjælpe familien videre. Det er<br />
åbenlyst, at familien har et problem.<br />
Ellers ville de ikke være på krisecenter.<br />
Derfor har de behov for hjælp til<br />
at komme videre. Det er i kommunens<br />
interesse, at familien kommer<br />
til at fungere igen hurtigst muligt,<br />
siger socialministeren til <strong>Hus</strong> forbi.<br />
Indtil videre har Helle og hendes<br />
tre børn været på krisecentret i ca.<br />
et halvt år uden at få psykologhjælp,<br />
og Helle er ved at blive desperat for<br />
at få noget hjælp.<br />
- Jeg kan ikke styre min angst.<br />
Jeg har det ad h…til. Jeg vil gerne<br />
have hjælp, så jeg kan være mor, og<br />
børnene ikke mister deres mor, siger<br />
hun og fortsætter:<br />
- Men nogle gange tænker jeg<br />
på at tage mit eget liv, for så ville<br />
børnene da endelig få noget hjælp,<br />
siger hun.<br />
Det skulle jo nødigt ligne et herberg<br />
Overførstergården er i dag en selvejende institution. Villaen historie fortaber sig noget i tågerne. Den skal være bygget i 1700-tallet som bolig for Jægersborg Hegns overskovfoged = overførster.<br />
Ovenstående er Overførstergårdens motto.<br />
Æstetik og høj kvalitet gør godt for mennesker<br />
med (alkohol-) ondt i sjælen<br />
Af Helle Jørler<br />
Foto: André Andersen<br />
Den tidligere forstander på Overførstergården,<br />
Jørgen Lauritzen,<br />
var lidt af en klunser, fortæller den<br />
nuværende af slagsen, Kaare Engel,<br />
til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>. Lauritzen fik bl.a. fat i<br />
ægte tæpper, som pryder den store<br />
opholdsstue. Oven på dem befinder<br />
sig en sofagruppe af oksehud til mere<br />
end 50.000 kr. Og så videre.<br />
Overførstergården, der ligger i<br />
et villakvarter nord for København,<br />
genåbnede i august for præcis 11 år<br />
siden efter en istandsættelse på<br />
ca. 1 mio. kr. Pengene kom fra Socialministeriet<br />
og Helsefonden.<br />
- Det hele er stort set lige så<br />
pænt som til indvielsen. Vi har ikke<br />
oplevet hærværk på hverken hus eller<br />
inventar, og der bliver ikke stjålet<br />
noget på trods af, at intet er boltet<br />
fast. Der hersker gensidig tillid<br />
blandt personale og brugere, beretter<br />
Kaare Engel. Det er nærmest et motto<br />
blandt medarbejderne, ”at det jo<br />
nødigt skulle ligne et herberg”.<br />
- Der er ingen tvivl om, at vores<br />
indsats for at få stedet til at ligne<br />
et hjem også får brugerne til at føle<br />
sig hjemme; det ligger os meget på<br />
sinde. For så vidt dét lykkes, ligger<br />
brugernes tærskel for at passe på<br />
stedet også højt. Der er en høj grad<br />
af selvjustits blandt beboerne.<br />
- For uligevægtige sjæle skal man<br />
heller ikke undervurdere den lindring,<br />
der ligger i store rum. Højt til loftet.<br />
Og vores beliggenhed, som giver os<br />
det privilegium, at vi har en kæmpe<br />
have og skov tæt på, og havet er ikke<br />
så langt væk. Så man kan komme ud,<br />
når sjælen er forpint af rastløshed. Få<br />
fred. Det er jo nogle andre betingelser,<br />
end nogle af vore herbergs-kolleger,<br />
der ligger midt i de hårde kvarterer<br />
og har alt det farlige lige uden<br />
for dørene. Ikke særligt befordrende<br />
– det kræver en næsten umenneskelig<br />
disciplin og styrke af en misbruger,<br />
som gerne vil ud af det, siger Engel.<br />
Hele vejen rundt<br />
Overførstergården har et godt forhold<br />
til naboerne, hvilket naturligvis<br />
er vigtigt. Engel kan kun komme i<br />
tanker om en enkelt naboklage over<br />
larm til det daværende amt i de 11<br />
forgangne år. Der blev inviteret til<br />
åbent hus, da stedet blev indviet og<br />
igen til 10 års-jubilæet i 2006, og<br />
der kom mange. Hvis nogle naboer<br />
irriteres over noget, klares det som<br />
regel ved en snak med parterne.<br />
Med til at øge omgivelsernes velvilje<br />
er også OFG’s Haveservice. Beboerne<br />
kan bestilles til havearbejde og<br />
lignende mod betaling. Beboerne skal<br />
i begyndelsen aktiveres fire timer om<br />
dagen, og dette er en af mulighederne.<br />
Dertil kommer pligter i huset.<br />
Når beboerne er kommet sig, kan<br />
de flytte over gårdspladsen i en af<br />
de fire udslusningslejligheder, hvor<br />
de vænner sig til at klare mere af<br />
hverdagen selv og måske kommer i<br />
arbejde.<br />
Efter brugerne er kommet helt<br />
væk i egen bolig, er der op til et års<br />
’livline’ i form af en såkaldt efterværnsmedarbejder,<br />
som fastholder<br />
kontakt og hjælper med den videre<br />
normalisering af tilværelsen.<br />
Overførstergården:<br />
- Vi er nemlig nødt til at komme<br />
hele vejen rundt, hvis vi skal hjælpe<br />
nogen ud af alkoholens jerngreb.<br />
- ’Holistisk alkoholafvænning,’<br />
udbryder vi begge.<br />
hj@freelanceriet.dk<br />
Har plads til 19 beboere og fire i de tilknyttede udslusningslejligheder.<br />
Anslået er 85% mænd. De fleste i alderen 35-50 år. Der er 13 ansatte.<br />
Ifølge forstanderen klarer op til en tredjedel sig udmærket senere – nogle<br />
gange kommer de en uge eller en måned og bliver ’holdt til ilden.’ Tidligere<br />
brugere inviteres til f.eks. billiardtræning en gang om ugen
En<br />
romkugle<br />
er nok<br />
Egen-motivationen er helt<br />
afgørende, hvis en alkoholiker<br />
skal tørlægges.<br />
Lars Lundquist har taget<br />
hele turen, og blev godt<br />
hjulpet af et ophold på<br />
Overførstergården<br />
Af Helle Jørler<br />
Foto: André Andersen<br />
Det er noget med øjnene. Selv om<br />
Lars Lundquist, 62, en sjælden gang<br />
smiler, så springer gnisten kun i et<br />
splitsekund op i dem. I det øvrige<br />
er han en statelig, robust tweedjakkemand,<br />
der ikke på nogen måde<br />
appellerer til at blive ynket. Han<br />
fylder i landskabet og kunne sagtens<br />
have udfyldt rollen som overskovridder<br />
– ham, der oprindeligt beboede<br />
Overførstergården i Jægersborg Hegn,<br />
nord for København, hvor vi mødes.<br />
Men han huser en sorgfuldhed,<br />
en tyngde, som skygger for glæden.<br />
Han har boet på Overførstergården,<br />
der er et herberg for alkoholikere, i<br />
to omgange og er nu i såkaldt efterværn,<br />
altså opfølgning på behandlingen.<br />
- Sådan er det. Alkoholikere er<br />
fyldt med sorg, tro mig. Der er så<br />
megen smerte…, hovedryster han.<br />
Han vender flere gange tilbage til<br />
temaet:<br />
- Vi mister så meget undervejs;<br />
det er jo et langsomt selvmord at<br />
drikke i forhold til narkotika. Så det<br />
kan stå på et halvt liv, før vi kommer<br />
tilstrækkeligt langt ud til, at noget<br />
sker. Først og fremmest mister vi<br />
kontakten til vores egne værdier,<br />
vores selvværd. Og så ruller lavinen!<br />
Med at miste arbejde, familie,<br />
venner, ikke måtte se sine børn,<br />
boligen, økonomien… alt bliver til<br />
en grød, en sump af rod og uoverskuelighed,<br />
fortæller han.<br />
For Lars selv var han godt og vel<br />
midaldrende, før noget skete. Med to<br />
sæt børn à to styks i to ægteskaber<br />
– og tre børnebørn. Han havde sit<br />
eget solo-arkitektfirma, opgaver,<br />
venner, familie, god økonomi. Ingen<br />
i familien er ramt af ’alkohol-genet’.<br />
Men for Lars skred det.<br />
- Første forsøg var Anonyme Alkoholikere.<br />
Det hjalp ikke. På et tidspunkt<br />
fik jeg en behandlingsdom på<br />
et år. Fik antabus to gange ugentlig<br />
på et hospital. Det gik fint. Et stykke<br />
tid. Indtil det gik galt igen. Min<br />
kone og familien fik mig på Majorgården<br />
i Ålsgårde, der praktiserer – ”den<br />
i øvrigt helvedes dyre” – Minnesota-<br />
Jo, jo, Lars Lundquist er bror til skuespilleren Lisbeth. Der<br />
er en bror til, og alle har ydet en indsats for at støtte Lars<br />
i rejsen mod ædruelighed.<br />
kur. Kuren er, ifølge Lars, en succes<br />
i en tredjedel af tilfældene, en<br />
tredjedel får tilbagefald, den sidste<br />
trediedel dør af druk.<br />
- Der var såmænd udmærkede<br />
ting ved den. Struktur på hverdagen.<br />
Og helt klare regler. Hvis man kom<br />
hjem og havde spist så meget som<br />
en romkugle, så var det ud. Gruppesamtaler<br />
hver dag. Der var mange<br />
tårer. Men selv i gruppesnak skal<br />
man være opmærksom på forskellige<br />
magtstrukturer, kampe både mod sig<br />
selv og andre, bemærker han lige og<br />
fortsætter:<br />
- Et meget detaljeret spørgeskema,<br />
”Spritruten,” hvor man beskriver sin<br />
livshistorie, var ret godt, husker Lars.<br />
Var ikke motiveret nok<br />
Omgangskreds og familie bliver<br />
også, efter aftale, adspurgt om den<br />
indlagte. Alligevel oplevede Lars<br />
Lundquist på dette punkt et tillidsbrud<br />
over for en medarbejder, som<br />
var medvirkende til, at han mistede<br />
interessen for Minnesotakuren.<br />
- Hmm… I virkeligheden handlede<br />
det også om, at jeg ikke selv<br />
var motiveret. Det var mine hårdt<br />
prøvede og velmenende omgivelser,<br />
der fik mig ind i de her forløb – og<br />
jeg gjorde det for at gøre dem glade.<br />
Måske for at også at få fred? Det<br />
er meget få, der kommer af sig selv<br />
med snapseflasken i baglommen. Det<br />
duer ikke, hvis misbrugeren ikke er<br />
top-motiveret selv. Et eller andet<br />
sted på ’dødsruten’ mindes Lars<br />
pludselig at have været på første<br />
ophold på Overførstergården, som<br />
bekom ham vel. Men det var ikke på<br />
daværende tidspunkt nok til at få<br />
ham på ret køl.<br />
Lars Lundquist skulle meget<br />
længere ned og skrabe Helvedes<br />
Forgård, før egen-motivationen<br />
indfandt sig. Han var omkring de københavnske<br />
herberg Mændenes Hjem,<br />
Kollegiet på Gl. Køge Landevej, og på<br />
vej mod et nyt sted i Jylland. Han<br />
var syg af druk, spiste ikke, kunne<br />
næppe gå og husker næsten intet.<br />
”Kun nogle få hjerneceller fungerede<br />
endnu.”<br />
Herning Sygehus, ’hjem’ til Kollegiet<br />
og til sidst Hvidovre Hospital.<br />
- Da begyndte det at hjælpe.<br />
Jeg blev afgiftet, fik mad, krykker,<br />
pleje. Og så foreslog de, at jeg kom<br />
på Overførstergården. Endelig noget,<br />
jeg havde lyst til. Og, med en lille<br />
spire af glæde, så frem til.<br />
Navlestrengen bevares<br />
- Først og fremmest er medarbejderne<br />
enestående søde og dygtige. Især<br />
synes jeg, at Rie<br />
Erichsen ikke<br />
kan prises nok.<br />
Hun står for<br />
opfølgningen,<br />
efterværnet,<br />
i den svære,<br />
første tid, når<br />
vi er flyttet i<br />
egen bolig igen,<br />
forklarer Lars.<br />
Det er ’navlestrengen’ – at nogen<br />
ringer til de tidligere beboere, måske<br />
har en nøgle til deres nye hjem,<br />
holder dem fast på aftaler og så<br />
videre. Men Lars medgiver, at også<br />
omgivelsernes æstetiske kvalitet på<br />
Overførstergården har en gunstig<br />
indvirkning på forpinte sjæle.<br />
- Det er et vidunderligt sted<br />
med parklignende have, skønhed<br />
lige uden for vinduerne, gedigne<br />
kvalitetsmøbler, godt håndværk og<br />
– ikke mindst: Fred og ro. Ingen bodegaer<br />
lige nede om hjørnet, som er<br />
et vilkår for herberger i centrum af<br />
storbyer. Her kan flænsede livsbaner<br />
få en chance for at komme i nærheden<br />
af ligevægt.<br />
Lars er neutral i sin omtale af<br />
den lejlighed, han har fået anvist.<br />
Endelig noget, jeg<br />
havde lyst til. Og,<br />
med en lille spire af<br />
glæde, så frem til<br />
Den er ok, da han først fik vænnet<br />
sig til bebyggelsen. Han arbejder<br />
hjemmefra og har fået lov at se sine<br />
yngste børn igen, hvilket glæder<br />
ham meget. Selv hans mobils ’ringetone’<br />
er hans datters stemme – temmelig<br />
forvirrende, indtil han griner<br />
og griber efter den i lommen.<br />
Fotografen og jeg bliver vist<br />
rundt af Lars, undtagen på værelserne.<br />
Denne dag er der lidt tomt i<br />
huset og haven. Der er motionsrum<br />
i kælderen, billiard(pejse)stue,<br />
spisestue, køkken, kontorer, vaskeri,<br />
container, som er omdannet til<br />
edb-skolestue, værksted, drivhus og<br />
i en selvstændig længe fire ’udslusningslejligheder’<br />
til dem, der er på<br />
nippet til at skulle ud og bo selv. Der<br />
er også en del haveredskaber, fordi<br />
beboerne dels skal passe ’parken,’<br />
dels tilbyder folk i nabolaget havearbejde.<br />
Under den ’guidede rundvisning,’<br />
fortæller Lars dæmpet, at han ikke<br />
er typisk for klientellet, sådan at<br />
forstå at han har en mere privilegeret<br />
baggrund end de fleste her.<br />
- Jeg havde en uddannelse, er<br />
arkitekt og industriel designer. Jeg<br />
havde gang i min forretning, god,<br />
økonomisk baggrund, en familie, der<br />
kærer sig om mig. Så jeg har haft<br />
gode kort på hånden, understreger<br />
han.<br />
Dét med hånden må vi dvæle lidt<br />
ved. Han har kun tommelfingrene<br />
tilbage på begge hænder efter en<br />
arbejdsulykke som 18-årig. Det føles<br />
spøjst ved goddag-håndtrykket, men<br />
han taler overhovedet ikke om det,<br />
selv om man kan<br />
undre sig over, at<br />
han er i stand til<br />
at tegne meget,<br />
som arkitekter<br />
skal.<br />
- Det er ikke<br />
noget problem,<br />
siger han nærmest<br />
trodsigt og griber<br />
en pen og skriver<br />
hurtigt ”hej.”<br />
I dag har han kontakt til en del<br />
af sine gamle kunder og netværk.<br />
- Det er altid muligt at vende tilbage<br />
og spørge, om der skulle være<br />
noget arbejde eller nogle kontakter.<br />
Folk er utroligt søde; der er aldrig<br />
helt lukket af. Dét, synes jeg, har<br />
været en meget oplivende oplevelse,<br />
siger han.<br />
Solstråle-udgangsreplikken skal<br />
være, at Lars Lundquist nu er med i<br />
bestyrelsen af Hjemløses Boligselskab<br />
(omtalt i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> maj 07, s. 20), og<br />
at han skal udstille 33 af sine industrielle<br />
designprodukter på Kunstindustrimuseet<br />
i september 2008.<br />
hj@freelanceriet.dk<br />
STEINER-<br />
PÆDAGOG<br />
3-årig uddannelse på<br />
åndsvidenskabeligt grundlag<br />
Studiestart 17. august<br />
Berettiger til SU<br />
Gode jobmuligheder<br />
- der er mangel på<br />
Steiner-pædagoger<br />
Rudolf Steiner<br />
Børnehaveseminariet<br />
Johannevej 20<br />
2920 Charlottenlund<br />
Tlf.: 39 63 21 37<br />
www.steinerseminar.dk<br />
A N N O N C E<br />
General-<br />
forsamling<br />
i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> holder generalforsamling<br />
torsdag den 20. september<br />
2007 kl. 12-15 i Røde Kors’ lokaler<br />
på Nordre Fansanvej 224.<br />
Dagsorden ifølge vedtægterne.<br />
Forslag til generalforsamlingen<br />
skal være bestyrelsesformand<br />
Robert Olsen i hænde senest<br />
tre uger før (dvs. senest torsdag<br />
den 30. august) og kan fremsendes<br />
til Robert Olsen på:<br />
rolsen11@hotmail.com eller<br />
Robert Olsen, Mændenes Hjem,<br />
Lille Istedgade 2, 1706 København<br />
V.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sælgere er ’fødte’<br />
medlemmer af foreningen <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>, som udgiver nærværende<br />
blad, og er derfor også velkomne<br />
på generalforsamlingen.<br />
hus forbi · nr. 64 · august 2007 11
Misbrug og sindslidelse<br />
går hånd i hånd<br />
Omkring halvdelen af alle psykisk syge har også et<br />
misbrugsproblem, og ligeså mange misbrugere har et<br />
psykisk problem. Denne dobbeltdiagnose giver et voldsomt<br />
sygdomsforløb og kræver en særlig behandling,<br />
fortæller overlæge i anledning af konference om dobbeltdiagnoser<br />
Af Birgitte Rørdam<br />
Foto: Scanpix<br />
Mange tusinde danskere lider både af<br />
psykisk sygdom og misbrugsproblemer,<br />
men kun få behandlingssteder<br />
herhjemme er rustet til at behandle<br />
begge lidelser. Det betyder, at mange<br />
ikke får den hjælp, de har brug<br />
for, fortæller overlæge Lars Merinder<br />
fra Team for Misbrugspsykiatri, som<br />
har specialiseret sig i en særlig<br />
indsats for de sindslidende, hvis liv<br />
styres af alkohol eller stoffer.<br />
Team for misbrugspsykiatri står<br />
sammen med det Nordiske netværk<br />
for Dobbeltdiagnose bag en konference<br />
med navnet Beat The Dragon,<br />
som afholdes i Århus i slutningen af<br />
august. Formålet med konferencen er<br />
at udbrede kendskabet og forbedre<br />
behandlingstilbuddene for personer<br />
med dobbeltdiagnoser.<br />
Der mangler viden<br />
Ifølge Lars Merinder er sygdomsforløbet<br />
hos personer med dobbeltdiagnoser<br />
langt mere alvorligt end hos<br />
personer der ’kun’ har en af lidelserne.<br />
De får flere og voldsommere<br />
symptomer, og i kølvandet følger<br />
ofte tilbagefald, kriminalitet, vold,<br />
mere udstødelse samt økonomiske<br />
og familiemæssige vanskeligheder.<br />
Derfor er det ifølge Lars Merinder<br />
vigtigt at sikre, at disse personer får<br />
hjælp. Og at eksempelvis også den<br />
praktiserende læge og socialrådgiveren<br />
ved, hvad de skal stille op, når<br />
de møder personer med dobbeltdiagnoser.<br />
- Dobbeltdiagnose kan være et<br />
meget komplekst problem, og man<br />
fokuserer ofte på, hvad der kom<br />
først. Nogle mennesker forklarer<br />
for eksempel, at de drikker for<br />
at dæmpe deres uro, mens andre<br />
fortæller, at de har fået uro, fordi<br />
de drikker. Hovedprincippet er dog,<br />
at man skal tilbydes behandling for<br />
begge lidelser, men behandlingen<br />
kan naturligvis være meget forskellig<br />
afhængig af om det er et menneske<br />
med skizofreni, der drikker for at<br />
dulme sin angst eller en alkoholiker,<br />
der har udviklet angst på grund af<br />
massivt druk, forklarer han.<br />
Dobbeltdiagnoser<br />
har man været<br />
opmærksom på<br />
siden 1990’erne<br />
og forsøgt at<br />
behandle – først<br />
i USA og England<br />
og siden også i<br />
Danmark – men<br />
alle steder er behandlingen<br />
stødt<br />
på det problem, at<br />
behandlingssystemerne<br />
for mennesker<br />
med psykiske<br />
sygdomme og for<br />
mennesker med<br />
misbrugsproblemer<br />
har været adskilt.<br />
Kendskabet til<br />
psykisk sygdom er<br />
således mangelfuldt<br />
i misbrugsbehandlingen,<br />
mens<br />
kendskabet til misbrug og misbrugsbehandling<br />
tilsvarende er mangelfuldt<br />
i psykiatrien.<br />
Bliver sendt frem og tilbage<br />
Og samtidig råder fordommene<br />
stadig, for selvom både misbrug og<br />
psykisk lidelse er problemer, som<br />
man har brug for hjælp til at bekæmpe,<br />
så er der forskellig opfattelse af<br />
problemerne. I psykiatrien er således<br />
Formålet med konferencen:<br />
- At udbrede opmærksomheden og kendskabet<br />
til dobbeltdiagnoseproblematikken.<br />
- At sørge for at indsatsen bliver bedre organiseret,<br />
så eksempelvis også hjemløse, der er<br />
svære at komme i kontakt med, får hjælp.<br />
- Få større kendskab til behandlingen af de<br />
forskellige sygdomme/misbrug for at kunne<br />
tilbyde den rigtige hjælp.<br />
- Sætte fokus på den kompetenceudvikling og<br />
uddannelse som er meget nødvendig i de fag-<br />
fortsat en tendens til at betragte<br />
misbrug som mere selvforskyldt end<br />
psykisk sygdom, mens man i alkoholbehandlingen<br />
betragter misbruget<br />
som en sygdom, der kræver behandling<br />
på lige fod med psykisk sygdom.<br />
- Samarbejdet mellem de<br />
forskellige instanser er præget af<br />
mangelfuldt kendskab til hinanden<br />
og hinandens arbejdsmetoder,<br />
og det betyder, at der ofte opstår<br />
forvirring om, hvor en person med<br />
dobbeltdiagnose skal henvende sig<br />
for at få behandling. Samtidig sker<br />
det også, at en person med dobbeltdiagnose<br />
både af psykiatrien og<br />
misbrugsverdenen bliver henvist til<br />
at søge behandling for ”det andet”<br />
først. På den måde kan personer, der<br />
allerede er blandt de mest udsatte,<br />
opleve at blive sendt frem og tilbage<br />
mellem to systemer uden at nogen<br />
af systemerne vil påtage sig et<br />
ansvar, forklarer Lars Merinder. Og<br />
han understreger, at opgaven derfor<br />
både er at udbrede kendskabet og<br />
behandlingsmulighederne i forhold<br />
til dobbeltdiagnoserne og at være<br />
med til at oplyse om, at misbrug ligesom<br />
psykisk lidelse er en sygdom,<br />
og altså ikke er noget, man selv er<br />
ude om.<br />
Team for Misbrugspsykiatri, som<br />
har eksisteret siden begyndelsen<br />
af 1999, består af behandlere der<br />
er eksperter inden for dobbeltdiagnose.<br />
Samtidig fungerer de som<br />
konsulenter inden for psykiatrien.<br />
Hensigten er, at de er med til at<br />
sikre og koordinere behandlingen af<br />
patienter, som af forskellige årsager<br />
er havnet på en blind vej i behandlerlandskabet,<br />
og som har svært ved<br />
at udnytte den hjælp, der er at få.<br />
roerdam@yahoo.dk<br />
grupper, som arbejder med dette område.<br />
- Beat The Dragon er arrangeret af Team for<br />
Misbrugspsykiatri, Psykiatrisk Universitetshospital,<br />
Århus, og Nordisk Netværk for dobbeltdiagnose<br />
og finder sted i Århus den 27.-29.<br />
august 2007. Til konferencen er inviteret både<br />
danske, nordiske og andre internationale foredragsholdere.<br />
Se mere på: www.beatthedragon.dk<br />
De ’skjulte’ hjemløse<br />
Af Erik Hansen<br />
Da Lene var tre år, blev hun anbragt uden for<br />
hjemmet, fordi hendes forældre var misbrugere.<br />
Omkring puberteten prøver hun grænser af,<br />
drikker en del og tager forskellige stoffer – på<br />
’hobbyplan’. Skolen har ikke førsteprioritet, men<br />
det er der ikke nogen, som ’opdager’.<br />
Da Lene fylder 18 år, skal hun flytte fra sin<br />
plejefamilie, den sidste af slagsen, da denne nu<br />
ikke længere modtager vederlag for at have hende<br />
boende. Kommunen foreslår en ungdomsbolig eller<br />
et højskoleophold, men det har Lene ikke lyst<br />
til. Heldigvis møder hun en sød fyr, der tilbyder,<br />
at hun kan flytte ind til ham. Han er ældre end<br />
hende, sød og rigtig beskyttende. Der er ingen,<br />
der skal sige et grimt ord eller kigge skævt til<br />
Lene, så er han der. Han drikker godt nok en del<br />
og ryger en masse hash, men ikke noget, han ikke<br />
kan styre.<br />
Efter et stykke tid, begynder det at gå skævt.<br />
Beskyttelsen føles nu som kontrol, og det der<br />
med, at han kan styre misbruget, er vist ikke helt<br />
sandt. Lene drikker også selv mere og mere. Et par<br />
gange har han også slået hende. Volden eskalerer<br />
gradvist, men en dag får hun nok. Hun pakker en<br />
taske og skrider.<br />
Et par måneder overnatter hun på må og få i<br />
opgange, på natvarmestuer eller hos mænd i hendes<br />
omgangskreds, der gerne låner hende en sofa<br />
eller en side i dobbeltsengen for en lille ’modydel-<br />
Hjemløse får penge<br />
til startpakker<br />
Når Esbjerg Kommune står af træder ’vennerne’ til<br />
Af Lisbeth Rindholt<br />
Foreningen De hjemløses venner i Esbjerg er for nylig<br />
blevet tildelt 28.000 kroner fra Socialministeriets<br />
Tips- og lottopulje til særlige sociale formål. Pengene<br />
er øremærket til at udvide de såkaldte startpakker,<br />
som De hjemløses venner indførte i Esbjerg i 2006.<br />
En startpakke er en kasse med basalt, husligt<br />
udstyr, som de hjemløse i kommunen får foræret af<br />
foreningen, når de skal genhuses eller flytte ind i<br />
en bolig efter lang tids hjemløshed. Pakken består<br />
typisk af rengøringsmidler, køkkengrej, toiletartikler<br />
og langtidsholdbare madvarer.<br />
- Pengene fra Socialministeriet skal bruges på<br />
mere mad og køkkenudstyr til startpakkerne, så<br />
vores hjemløse kan få en god start på livet i deres<br />
nye bolig, fortæller sognepræst Ingelise Wenzel,<br />
formand for De hjemløses venner.<br />
Når kommunen står af<br />
Foreningen blev stiftet i 2003 og fungerede i<br />
se’. Efter et stykke tid møder hun heldigvis en ny<br />
mand. Dét er bare det rigtige, kan hun mærke. Han<br />
drikker godt nok og tager nogle stoffer, men er sød<br />
og beskyttende… lige til han ikke er det mere.<br />
Historien om Lene er opdigtet, men kunne være<br />
sand. Når man taler med kvinder som Lene,<br />
undres man altid over, hvorfor i alverden de ikke<br />
har bedt om hjælp noget før?<br />
Men det skyldes, at de i høj grad er ’overlevere’.<br />
Disse kvinder beder først om hjælp hos det offentlige,<br />
når alt andet er prøvet. De har en helt anden<br />
selvopholdelsesdrift end mændene, og vil gøre<br />
meget for at holde ’på formerne’. Når systemet så<br />
endelig kommer i kontakt med kvinderne er de tit<br />
i en meget dårlig forfatning både fysisk og psykisk<br />
efter at have levet med vold og trusler under prostitutionslignende<br />
forhold i årevis og har brug for mere<br />
hjælp, end den § 110 boformerne (forsorgshjem og<br />
herberg for hjemløse, red.) typisk kan tilbyde.<br />
Selvom de til tider er i kontakt med f.eks.<br />
deres læge, er det så sporadisk, at ingen fatter<br />
mistanke om, at noget grundlæggende er galt.<br />
Kvindernes misbrugsmønster er også anderledes<br />
end mændenes. De drikker mere i det skjulte, og<br />
ikke i så høj grad øl som stærk spiritus. Ofte har<br />
de også et sidemisbrug af især piller. Og fordi<br />
kvinderne flytter meget rundt, har de en tendens<br />
til at ’forsvinde’ i systemet. Dette gør, at helheden<br />
omkring personen er utrolig svær at få øje på.<br />
Sidst, men ikke mindst, er der hele spørgsmålet<br />
om skyld og skam: At det er kvindernes egen<br />
starten som støtte til det akutte overnatningssted<br />
Himmelekspressen i Esbjerg. Himmelekspressen<br />
lukkede i foråret 2006, men foreningen vurderede,<br />
at der stadig var hjemløse, som løbende havde brug<br />
for hjælp. Derfor skiftede de navn til De hjemløses<br />
venner og indledte et samarbejde med Esbjerg Kommune<br />
om genhusning af de lokale hjemløse.<br />
- Vi træder til, når kommunen står af, siger<br />
Ingelise Wenzel og forklarer:<br />
- I mange tilfælde mener kommunen, at de<br />
hjemløse har luft nok i kontanthjælpen til at købe<br />
inventar, når de f.eks. flytter fra en institution ind<br />
i egen bolig. Det mener vi ikke. Derfor hjælper vi<br />
dem, ikke bare med en startpakke, men også med<br />
bl.a. møbler og tøj fra byens genbrugsbutikker.<br />
De hjemløses venner har indtil nu været med til<br />
at genhuse og uddele startpakker til ca. 40 hjemløse<br />
i Esbjerg.<br />
Se mere på: www.de-hjemloeses-venner.dk<br />
Erik Hansen næstformand i SAND Århus, skriver om<br />
socialt marginaliserede kvinder. SAND er de hjemløses<br />
organisation og har bl.a. en arbejdsgruppe om kvinder<br />
og hjemløshed.<br />
skyld, at de igen og igen vender tilbage til samme<br />
type partner. Disse normer gør det næsten umuligt<br />
for dem at bede om hjælp.<br />
Løsningen er at sætte tidligt ind over for kvinder<br />
som Lene. Der findes f.eks. en udmærket<br />
lov, der gør det muligt at forlænge opholdet i<br />
f.eks. plejefamilier til det fyldte 24. år. Den bruges<br />
bare ikke. Endvidere skal de instanser, der kommer<br />
i forbindelse med disse kvinder, rustes bedre til<br />
at tage hånd om kvindernes samlede problemkompleks,<br />
i stedet for bare at behandle dén isolerede<br />
lidelse, f.eks. depressive tanker, som kvinden<br />
henvender sig med.<br />
Udsatte kvinder<br />
lades i stikken<br />
Omkring 100-150 socialt udsatte<br />
kvinder har svært ved at finde sig<br />
til rette på Københavns væresteder,<br />
varmestuer og herberger. Det skyldes,<br />
at miljøet domineres af mænd, som af<br />
og til råber, kaster med ting og slås.<br />
Det skræmmer udsatte kvinder fra at<br />
opsøge stederne og få den hjælp, de<br />
har brug for. I stedet indgår mange i<br />
prostitutionslignende forhold for at<br />
få et sted at sove, hvilket bevirker, at<br />
de får det endnu dårligere.<br />
Københavns Kommune ønsker at<br />
øge livskvaliteten for disse kvinder<br />
og vil derfor ansætte en opsøgende<br />
medarbejder, som skal gøre personalet<br />
på stederne opmærksomme<br />
på kønsspecifikke problemer, og<br />
hvordan man løser dem. Det kan<br />
eksempelvis dreje sig om at skærme<br />
kvinderne mod mandlige gæster, så<br />
de kan overnatte i trygge rammer<br />
uden mænd. Målet er, at væresteder<br />
inden for få år skal have mindst ét<br />
tilbud som er målrettet kvinder.<br />
- jalini<br />
12 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 13
Riddere og<br />
farende svende<br />
De fleste landevejsriddere vandrer fra kræmmermarked til kræmmermarked, fra markederne<br />
starter i marts til de slutter hen på efteråret. På Egeskov marked, der altid holdes den tredje<br />
onsdag i september i Kværndrup på Sydfyn, samles landevejsridderne til deres årlige møde. Det<br />
er her, nye landevejsriddere får deres dåb, der på ægte landevejsriddermanér foregår i og med<br />
masser af øl. Det er også her, ridderne vælger deres nye ’stodderkonge’.<br />
Billederne af landevejsriddere, der også kaldes farende svende, er taget i sensommeren 2005<br />
på Bornholm under Tejn Havnefestival. Det er fotograf Helga C. Theilgaard, der har taget billederne<br />
og doneret dem til hus <strong>Forbi</strong>.<br />
Se mere om de mange kræmmermarkeder landet over på: www.markedskalenderen.dk.<br />
14 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 15
Mindre<br />
røg på værestederne<br />
Danmarks nye rygelov træder i kraft den 15. august. Væresteder og cafeer for<br />
socialt udsatte er ikke omfattet af loven. Men flere steder vælger ledelsen<br />
alligevel at indføre et – delvist eller totalt – rygeforbud<br />
Af: Lisbeth Rindholt<br />
Foto: Holger Henriksen<br />
- Jeg kender ingen her på herberget,<br />
som ikke ryger, konstaterer Henrik<br />
’Max’. Han har boet på herberget i<br />
Hillerødgade 64, København, i knap<br />
et år og ryger selv mellem to og fire<br />
pakker cigaretter om dagen. Indtil<br />
nu har både personale og beboere<br />
måttet ryge frit i hele huset,<br />
men snart indføres en regel om, at<br />
halvdelen af herbergets kantine skal<br />
være røgfri. Det rygeforbud tror<br />
Henrik ’Max’ ikke på:<br />
- Hvis man kun må ryge i den<br />
ene halvdel af kantinen, vil der jo<br />
slet ikke sidde nogen i ikke-ryger<br />
afdelingen. Det kommer til at se lidt<br />
sjovt ud. Nej, jeg tror, at folk bare<br />
gør, som de plejer, siger han. Både<br />
Henrik ’Max’ og hans medbeboer<br />
’Don’ Jan er modstandere af den nye<br />
rygelov. Derfor er de også godt tilfredse<br />
med, at værestederne selv må<br />
afgøre, om de vil indføre restriktioner<br />
på røgen eller ej.<br />
- Regeringen skal ikke bestemme,<br />
hvor jeg tænder en smøg, understreger<br />
’Don’ Jan og viser, hvordan<br />
man ruller en cigaret med finskåret<br />
tobak, papir og rullemåtte, inden<br />
han fortsætter:<br />
- Det her er jo mit hjem. Jeg vil<br />
have lov til at gøre, som det passer<br />
mig. Selvfølgelig skal man tage<br />
hensyn til hinanden. Og hvis nogen<br />
beder mig om at lade være med at<br />
ryge, fordi de f.eks. sidder og spiser<br />
eller har astma, så gør jeg det. Jeg<br />
er ikke glad for det, men jeg gør det!<br />
Reddet på målstregen<br />
Kantinen i Hillerødgade er ikke det<br />
eneste sted, som har en afdeling for<br />
rygere og en for ikke-rygere. Den<br />
model blev allerede indført på værestedet<br />
Parasollen i Viby J ved Århus<br />
i starten af 2006. På Parasollen er<br />
rygning tilladt i den bagerste del af<br />
værestedet, undtagen i frokostpau-<br />
sen, hvor samtlige rygere er forvist<br />
til gaden eller gården, hvis smøgtrangen<br />
melder sig.<br />
- Ordningen blev vedtaget i<br />
samråd med brugerne selv, og den<br />
fungerer stadig upåklageligt, fortæller<br />
Parasollens leder, Ingrid Bjergely<br />
Christensen, som en overgang var<br />
bange for, at hun ville blive tvunget<br />
til at indføre rygeforbud døgnet<br />
rundt:<br />
- Vi blev reddet på målstregen af<br />
den seneste beslutning om, at væresteder<br />
ikke er omfattet af rygeloven<br />
(vedtaget i foråret 2007, red.). Nu<br />
kan vi bare køre videre med det delvise<br />
rygeforbud. Så er vi også sikre<br />
på at beholde alle vores brugere,<br />
understreger hun.<br />
Kirkens Korshærs dagvarmestue<br />
i Pantheonsgade i Odense har valgt<br />
at gå hele vejen og følge rygelovens<br />
påbud om fuldstændigt rygeforbud<br />
efter 15. august. Daglig leder,<br />
Heinz Wolf, er dog ikke bange for, at<br />
brugerne bliver væk fra varmestuen<br />
af den grund.<br />
- De er vant til at komme på<br />
steder, hvor der har været rygeforbud<br />
længe, f.eks. på banegården i<br />
Odense og de lokale metadonudleveringssteder.<br />
Så vi har ikke haft<br />
noget stort oprør mod rygeforbudet<br />
hernede, fortæller Heinz Wolf og<br />
tilføjer:<br />
- Det kan hænge sammen med,<br />
at vi har så gode rygefaciliteter<br />
udenfor med en hyggelig, overdækket<br />
gårdhave, hvor man også gerne<br />
må drikke øl.<br />
Rygelov diskriminerer hjemløse<br />
Der vil også stå ”Rygning forbudt” i<br />
cafeen i De Hjemløses <strong>Hus</strong> i Kø-<br />
Henrik ’Max’, som bor på herberget<br />
i Hillerødgade 64 i København,<br />
ryger mellem to og fire pakker<br />
cigaretter om dagen. Den standard<br />
har han i sinde at holde trods<br />
rygelovens forbud.<br />
Foto: : Westring+Welling A/S<br />
Kort om Rygeloven<br />
Den 15. august indføres en restriktiv rygelov i Danmark. Hovedreglen<br />
er, at man ikke længere må ryge på offentlige og private arbejdspladser.<br />
Restauranter på mindre end 40 kvadratmeter kan selv vælge deres rygepolitik,<br />
mens der er lovpligtigt rygeforbud på større cafeer, værtshuse,<br />
restauranter med mere. Det er dog tilladt at oprette særskilte rygerum.<br />
Undtaget fra rygeloven er bl.a. væresteder, varmestuer og cafeer for socialt<br />
udsatte. Her må den daglige ledelse – evt. i samråd med brugerne<br />
– selv afgøre, hvordan rygepolitikken på stedet skal være.<br />
benhavn efter 15. august. Forbudet<br />
er blevet mødt med et par kritiske<br />
røster blandt brugerne af huset, men<br />
daglig leder Stig Tarnow står fast:<br />
- Hjemløse bør ikke være undtaget<br />
fra rygeloven. Det er diskrimination,<br />
også selvom det måske er med<br />
’positivt’ fortegn. Hvad bliver det<br />
næste? At hjemløse skal undtages<br />
fra serviceloven og ikke have samme<br />
sociale tilbud som andre? Nej, loven<br />
er lige for alle, understreger Stig<br />
Tarnow.<br />
Ligesom Heinz Wolf er han ikke<br />
bange for at ’miste’ sine brugere på<br />
grund af et rygeforbud:<br />
- Man skal ikke undervurdere de<br />
hjemløse. Jeg er sikker på, at de<br />
også kan indrette sig efter reglerne<br />
og gå udenfor, når de skal ryge,<br />
ligesom alle andre rygere i Danmark,<br />
siger Stig Tarnow.<br />
30-årige Tim Kristensen er stamgæst<br />
i De Hjemløses <strong>Hus</strong>, og han har<br />
da heller ikke tænkt sig at holde op<br />
med at bruge stedet til august.<br />
- Forbudet gør bare, at det ikke<br />
Personalet i Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade,<br />
København, er modstandere af et rygeforbud.<br />
”Herberget er beboernes hjem. Lad dem dog<br />
ryge, som de vil. De har ikke mange glæder i livet<br />
i forvejen”, mener Mona Lisa Gothenborg (tv. på<br />
billedet), køkkenleder i herbergets kantine.<br />
bliver lige så hyggeligt at komme<br />
derude som nu, hvor jeg altid sidder<br />
inde i cafeen med min kaffe og<br />
smøger. Det er et hårdt liv at være<br />
hjemløs, og cigaretterne er gode at<br />
have, når man skal slappe af, siger<br />
Tim Kristensen, som tilføjer, at han<br />
vil respektere forbudet og nøjes med<br />
at ryge udenfor.<br />
Han går ofte til hånde i køkkenet<br />
og cafeen som altmuligmand og<br />
er i øjeblikket ved at skaffe nogle<br />
keramikaskebægre, som skal opsættes<br />
ude foran Hjemløsehuset. Tims<br />
betaling for arbejdet i De Hjemløses<br />
<strong>Hus</strong> består som regel af… en pakke<br />
cigaretter.<br />
lisbeth@rindholt.dk<br />
Tim Kristensen er stamgæst i De Hjemløses<br />
<strong>Hus</strong> i København NV. Han ryger<br />
ca. en pakke cigaretter dagligt. Selvom<br />
værestedet indfører totalt rygeforbud<br />
15. august, vil han blive ved med at<br />
komme i huset.<br />
Bedre hjælp til<br />
børn af alkoholikere<br />
Mindst 6.000 børn i Københavns<br />
Kommune lever i familier, hvor<br />
der drikkes for meget. Og oven<br />
i det bliver 10-15 københavnske<br />
fostre og børn hvert år skadet<br />
som følge af forældrenes alkoholmisbrug.<br />
I dag er der meget få tilbud<br />
til denne gruppe. Derfor har kommunens<br />
socialudvalg besluttet at<br />
iværksætte en række tiltag, som<br />
over de næste tre år skal styrke<br />
den sociale indsats bl.a. over<br />
for gravide alkoholmisbrugere<br />
og alkoholmisbrugende forældre<br />
med mindreårige børn.<br />
I løbet af efteråret åbner<br />
desuden et kommunalt rådgivningstilbud,<br />
hvor børn og unge<br />
af alkoholmisbrugere anonymt<br />
kan henvende sig for at få råd<br />
og vejledning.<br />
Rådgivningen skal også fungere<br />
som brobygning til andre<br />
støtte- og behandlingstilbud.<br />
På en ny hjemmeside kan de<br />
unge desuden stille spørgsmål<br />
til rådgivere via en elektronisk<br />
brevkasse og chatte med andre<br />
unge i samme situation.<br />
Pris til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Carl Scharnbergs Uofficielle Fond<br />
(det hedder den faktisk) har tildelt<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> en pris på 15.000<br />
kr. Det skete ”i anerkendelse af<br />
det fortrinlige socialpolitiske<br />
arbejde I (<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>, red.) udfører”,<br />
som Fondens bestyrelse<br />
udtrykte det i sin begrundelse<br />
for prisuddelingen.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s gadeplansmedarbejder<br />
Henrik Pedersen samt<br />
en af bladets sælgere, kaldet<br />
Røde Orm, modtog og takkede<br />
for prisen. Prisoverrækkelsen<br />
fandt sted på fagforeningen 3F’s<br />
kursusejendom i Silkeborg.<br />
Gadens konger<br />
- jalini<br />
Hjemløsefotograf Holger Henriksen,<br />
som der var en stor artikel<br />
om i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s juli-udgave, udstiller<br />
sine fotografier af københavnske<br />
hjemløse i kulturhuset<br />
Karens Minde i København SV fra<br />
den 2.-29. august. Udstillingen<br />
har titlen Gadens Konger.<br />
16 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 17<br />
- jalini<br />
- jalini
<strong>Hus</strong>ker du…<br />
For ti år siden var der mange hjemløse, som overnattede på gaden<br />
og banegården i Aalborg, men via en række hjemløseprojekter er<br />
der nu ’pasningsgaranti’ for hjemløse i den nordjyske kommune. <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong> har valgt at sætte fokus på et par af de aalborgensiske projekter.<br />
I juli-nummeret besøgte <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s udsendte Skurbyen – et<br />
botilbud for kronisk alkoholiserede mænd. Og i dette nummer er det<br />
opgangsfællesskabet for misbrugere og sindslidende i Suensonsgade,<br />
der er i kikkerten.<br />
Tilladt at være aktiv misbruger<br />
Suensonsgade nr. 19-23 i Aalborg er et opgangsfællesskab for tidligere hjemløse misbrugere og sindslidende.<br />
Alle beboere bliver observeret af personalet i fælleslokalerne. Men de råder selv over deres egne lejligheder<br />
og må her tage stoffer og drikke, som de vil<br />
Af Lisbeth Rindholt<br />
Foto: Anne Mette Welling<br />
Johnny har boet i sin lejlighed i<br />
Suensonsgade nr. 23 i otte år. Her<br />
til eftermiddag er han kommet ned i<br />
opgangsfællesskabets fællesstue for<br />
at ”hænge lidt ud” med nogle af de<br />
øvrige beboere. Det er usædvanligt<br />
for Johnny at være hjemme på den<br />
tid af dagen. Normalt kører han nemlig<br />
rundt i en lille traktor og trimmer<br />
græs på Kirkens Korshærs bondegård<br />
i Klarup: Et frivilligt aktiveringsprojekt<br />
for hjemløse og socialt udsatte<br />
i Aalborg.<br />
- Gården i Klarup er ren livskvalitet!<br />
I dag holder jeg fri, men ellers<br />
står jeg trofast og venter på bussen<br />
ud til bondegården fra mandag til<br />
fredag, efter jeg har hentet min<br />
metadon. Man må ikke tage stoffer,<br />
ryge hash eller være voldelig derude,<br />
og det er helt fint med mig. Jeg<br />
synes bare, at det er fedt at komme<br />
væk fra byen og mærke luften i<br />
lungerne – og så er der dejligt fredeligt<br />
ude på landet… i modsætning<br />
til Suensonsgade, griner Johnny<br />
og foreslår, at vi går væk fra de<br />
højtråbende beboere i fællesstuen,<br />
hvor MTV drøner i baggrunden. Trods<br />
larmen er han dog glad for at bo i<br />
opgangsfællesskabet.<br />
- Jeg har fået mere ro på mig<br />
selv, efter jeg er flyttet ind her,<br />
fortæller 53-årige Johnny, mens han<br />
sætter sig ved bordet i personalestuen.<br />
Han er tidligere hjemløs og<br />
har tilbragt 20 år af sit liv i fængsel<br />
for bl.a. tyverier.<br />
- Indimellem har vi meget uro og<br />
ballade i huset, men så kan jeg bare<br />
lukke døren til min lejlighed. Det<br />
kunne jeg jo ikke, da jeg boede på<br />
gaden. Og jeg har brug for at være<br />
meget for mig selv og f.eks. sidde<br />
og nyde udsigten over Limfjorden<br />
fra min stue – uden forstyrrende<br />
naboer, fortæller han.<br />
Planter et frø<br />
Johnnys naboer er 15 tidligere hjemløse.<br />
Tre af beboerne har en dobbeltdiagnose,<br />
dvs. de har både en<br />
psykisk sygdom og et misbrugsproblem<br />
(læs også s. 12. red.). Resten<br />
er aktive misbrugere.<br />
- Det er tilladt at tage stoffer,<br />
ryge hash og drikke alkohol i sin<br />
egen lejlighed. Det blander vi os ikke<br />
Blancha (52 år) har boet i opgangsfællesskabet<br />
i Suensonsgade i ti år. Hun<br />
drømmer om engang at få malet sin<br />
lejlighed. Men som førtidspensionist er<br />
det svært at få pengene til at række til<br />
en istandsættelse.<br />
Alle beboerne i opgangsfællesskabet<br />
mødes dagligt med hinanden og personalet<br />
i fællesstuen. Her ses daglig leder Juan<br />
Winther (t.h. på billedet), social vicevært<br />
Doris Klitgaard og Johnny (t.v.), som har<br />
boet i Suensonsgade i otte år. Opgangsfællesskabet<br />
har eksisteret siden 1996.<br />
Bordet og bænkene uden for nr. 21 i Suensonsgade er et yndet samlingssted for beboerne, når vejret er godt. Her bliver både drukket, diskuteret, kysset og krammet.<br />
i, fortæller Juan Winther, som har<br />
været daglig leder af opgangsfællesskabet<br />
i seks år. Sammen med husets<br />
sociale vicevært, Doris Klitgaard,<br />
skal han bl.a. observere beboerne<br />
og tale med dem om deres hverdag.<br />
Det sker først og fremmest i husets<br />
fællesstue, hvor beboere og personale<br />
mødes, ser tv og jævnligt spiser<br />
morgen- og aftensmad sammen.<br />
- Vi lægger f.eks. mærke til, om<br />
den enkelte beboer har en god personlig<br />
hygiejne. Hvis den halter lidt,<br />
’planter vi gerne et frø’ hos vedkommende<br />
ved at spørge: ”Trænger du<br />
ikke til at få vasket tøj eller tage et<br />
bad?” Det er ikke sikkert, at han eller<br />
hun er enig, men så prøver vi igen<br />
et par dage senere. Det vigtige er at<br />
skabe en dialog og evt. sørge for at<br />
beboeren får hjælp til rengøring, mad<br />
eller andre praktiske ting i dagligdagen,<br />
siger Juan Winther. Udover<br />
samarbejde med hjemmeplejen har<br />
han ’hotline-numre’ til psykiatere<br />
og praktiserende læger, som bliver<br />
kontaktet, når en af beboerne f.eks.<br />
gerne vil afruses eller skal have reguleret<br />
sin antipsykotiske medicin.<br />
En anden af medarbejdernes<br />
arbejdsopgaver et at observere hele<br />
huset og bl.a. holde øje med, hvem<br />
der kommer og går.<br />
- Hvis der er mange uønskede<br />
gæster i huset, f.eks. pushere ude<br />
fra byen, bliver beboerne urolige.<br />
Så griber vi ind og sender ’gæsterne’<br />
ud igen. For det er altafgørende at<br />
skabe en så stabil og tryg hverdag<br />
som muligt, fortæller Juan Winther<br />
og tilføjer straks:<br />
- Uden at det selvfølgelig går ud<br />
over beboernes ret til et privatliv.<br />
Rart at vi ligner hinanden<br />
Suensonsgade er et af de få opgangsfællesskaber<br />
i Danmark, hvor<br />
beboerne har en almindelig lejekontrakt<br />
efter lejeloven. Det betyder<br />
bl.a., at de ikke uden videre kan<br />
blive smidt ud af deres lejlighed. Og<br />
ligesom alle andre lejere, må beboerne<br />
selv bestemme, hvem de lukker<br />
ind. Hverken personale eller socialarbejdere<br />
har nøgler til boligerne,<br />
og de kan ikke tiltvinge sig adgang<br />
imod beboernes vilje.<br />
Den regel er Blancha glad for. Hun<br />
har boet i Suensonsgade i ti år og<br />
kan godt lide at være sammen med<br />
de andre beboere, men hun inviterer<br />
ikke så tit gæster ind i sit eget hjem.<br />
I dag vil hun dog gerne vise den lille<br />
to-værelses lejlighed frem.<br />
- Det er jo ikke helt som Bo<br />
Bedre i moderne stil med to vaser<br />
i vindueskarmen, griner Blancha,<br />
da hun byder indenfor i stuen, som<br />
henligger i mørke, fordi de røde<br />
persienner er rullet ned. Væggene er<br />
også røde, og overalt hænger spejle,<br />
malerier, sætterhylder med nips,<br />
afrikanske masker og andre ting,<br />
som Blancha selv har købt gennem<br />
årene eller fået foræret af venner og<br />
bekendte.<br />
- Jeg drømmer om at pille det hele<br />
ned, male væggene og rydde op i alle<br />
mine ting, men det er svært at få råd<br />
til en renovering af lejligheden på en<br />
førtidspension, fortæller Blancha og<br />
retter på askebægeret på sofabordet.<br />
Hun mangler langfingeren på den<br />
ene hånd, og hendes årer er ødelagte<br />
efter mange års stofmisbrug. I dag får<br />
hun metadonbehandling.<br />
- Når jeg er ude i byen, spørger<br />
folk ofte: ”Er du narkoman eller har<br />
du været det?”. Så er det rart at<br />
komme hjem her, hvor vi alle sammen<br />
ligner hinanden og er fælles<br />
om at have en eller anden form for<br />
misbrug, siger hun og tilføjer:<br />
- Det er også betryggende, at<br />
personalet holder lidt øje med os, og<br />
at vi altid kan få hjælp af dem til at<br />
klare problemerne i hverdagen.<br />
lisbeth@rindholt.dk<br />
Hvad er et<br />
opgangsfællesskab?<br />
Et opgangsfællesskab består<br />
typisk af en række lejligheder<br />
i et almindeligt boligkompleks<br />
eller en villa. Målgruppen er<br />
mennesker, som ikke kan bo<br />
i egen bolig eller har svært<br />
ved at fungere socialt, f.eks.<br />
sindslidende, alkoholikere,<br />
stofmisbrugere eller psykisk og<br />
fysisk handicappede.<br />
Alle beboere har deres egen<br />
lejlighed, hvor de kan trække<br />
sig tilbage, når de ikke ønsker at<br />
bruge husets fælles faciliteter,<br />
f.eks. en tv-stue, have og køkken.<br />
De fleste opgangsfællesskaber<br />
har desuden ansat personale<br />
(primært sociale viceværter) i<br />
dagtimerne, som sørger for at<br />
holde ro og orden i huset, tale<br />
med beboerne og etablere kontakt<br />
til hjemmepleje, psykiatri,<br />
praktiserende læge, sagsbehandler,<br />
tandlæge osv.<br />
18 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 19
Mad til hjemløse<br />
En morgenkomplet med det hele<br />
Man behøver ikke tage på café for at få brunch. Det kan også lade sig<br />
gøre i varmestuen Morgencafeen i København, der serverer pølser, bacon<br />
og alt det andet for socialt udsatte<br />
Af Birgitte Ellemann Höegh<br />
Foto: Holger Henriksen<br />
I stedet for at starte dagen oppe på<br />
Blågårds Plads med en morgenbajer<br />
tilbyder Morgencafeen byens bedste<br />
morgenmåltid.<br />
Det går der i al fald rygter om<br />
mellem gadens rødder (hjemløse,<br />
red.), som af samme grund gerne<br />
transporterer sig fra den ende af<br />
hovedstaden til den anden for at<br />
komme ned i Morgencafeen, der ligger<br />
i krypten under Blågårds Kirke på<br />
Nørrebro i København. For at teste<br />
om rygtet taler sandt, tog <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
også på besøg for at få en morgentallerken<br />
med.<br />
Da vi dukker op ved 10-tiden er<br />
der helt stille – hvilket ikke stemmer<br />
overens med stedets rygte, som også<br />
lyder på fuldt hus. Men der har været<br />
ballade i luften sammen morgen,<br />
fortæller Michael Espensen, som er<br />
den daglige leder af Morgencafeen.<br />
En af gæsterne havde følt sig truet,<br />
Morgencafeen i København serverer<br />
hver dag et solidt morgenmåltid<br />
for socialt udsatte borgere. Stedet<br />
drives af leder Michael Espensen<br />
samt 14 frivillige hjælper. Blandt<br />
andet pga. økonomiske problemer<br />
måtte Morgencafeen i år holde<br />
sommerlukket, men åbnede igen<br />
den 1. august.<br />
og personalet måtte ringe efter politiet.<br />
Det handlede vist bare om et<br />
par ordudvekslinger, men når politiet<br />
først kommer, så forsvinder alle som<br />
dug for solen.<br />
Her sidder dog et par enkelte<br />
gæster hist og her, blandt andet en<br />
ældre herre med tophue og smækbukser,<br />
som minder om en karakter<br />
fra en Morten Korch-film. Foran sig<br />
har han en stor portion havregrød<br />
med mælk på.<br />
Og mens han sætter havregrøden<br />
til livs med sin ske, dukker der flere<br />
og flere gæster op – blandt andet<br />
en masse mennesker, som samles om<br />
et bord hos en lærerinde, som giver<br />
danskundervisning i konfirmationslokalerne<br />
ovenpå. Det er <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>,<br />
der har arrangeret undervisningen,<br />
(for at sluse en gruppe af sine<br />
hjemløse, polske sælgere videre ud i<br />
den danske byggebranche, red.), og<br />
kurset er så populært, at lærerinden<br />
efterhånden har vanskeligt ved<br />
at finde pladser til alle. Der bliver<br />
undervist to gange om ugen fra kl.<br />
Morgencafeen:<br />
Ligger i krypten under Blågårds Kirke<br />
på Nørrebro i københavn og drives af<br />
leder Michael Espensen samt 14 frivillige<br />
hjælpere. De holder åbent fra kl.<br />
06.15-11.00 hver dag. Derefter lukker de<br />
ned, gør rent og stillet om til eftermiddagsholdet,<br />
som drives af kirken, der<br />
serverer aftensmad flere gange om ugen.<br />
I øjeblikket mangler Morgencafeen<br />
frivillig arbejdskraft samt tager gerne i<br />
mod private bidrag.<br />
Se mere på www.morgencafeen.dk.<br />
Blågårds Kirke:<br />
Er 81 år gammel og har status som en<br />
socialkirke. AA (Anonyme Alkoholikere<br />
Danmark), NA (Narcotics Anonymous)<br />
og den serbiske menighed holder bl.a.<br />
til her, samtidig med at der drives<br />
almindelig kirke ved præst Lisbeth Søe.<br />
9-11 i et lille lokale med plads til<br />
otte-ti mennesker ad gangen – og<br />
finten er, at man bare dukker op, de<br />
dage man har overskuddet, hvilket<br />
gør det mere overkommeligt for<br />
disse brugere, som ikke bryder sig<br />
om alt for faste rammer.<br />
Menuen skifter<br />
Men tilbage til Morgencafeens mad:<br />
Om vinteren bliver der hver morgen<br />
serveret hjemmelavet øllebrød og<br />
varm hyldebærsuppe, mens Morgencafeen<br />
i sommermånederne nøjes<br />
med den varme havregrød. Derudover<br />
serveres der en variation af<br />
forskellige slags ostemadder, pølser,<br />
bacon og æg, kaffe, te, juice, saft,<br />
yoghurt, cornflakes, wienerbrød og<br />
også smørrebrød, som mange spiser<br />
lidt senere på dagen eller får med<br />
sig i en madpakke.<br />
- Man kan også få sig en vitaminpille<br />
eller en hovedpinepille, og hver<br />
tirsdag kan sygeplejersken kigge på<br />
én, hvis man har det sløjt. Vi har<br />
også læger til rådighed hver dag i en<br />
konsultation på Forchhammersvej,<br />
som vi kører hjemløse over til, hvis<br />
det er nødvendigt. Det kan være alt<br />
fra hævede fødder, brandsår, bylder<br />
og tandproblemer, til én, der har<br />
fået tæv eller har taget for mange<br />
stoffer, siger Michael Espensen.<br />
Ved <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s bord sætter to<br />
polakker sig. De spiser smørrebrød,<br />
og den ene har nogle meget hævede<br />
fingre på højre hånd, som der<br />
tydeligvis er gået betændelse i. Han<br />
spørger om hjælp til at få fingrene<br />
forbundet, for de er meget ømme.<br />
Skaden er opstået, fordi han for et<br />
par uger siden var i en slåskamp<br />
på gaden med en anden hjemløs,<br />
som ikke ville lade ham sove i fred,<br />
forklarer han. Hans hånd ligner<br />
bestemt én, der skal mere end blot<br />
pakkes ind, så han vil komme forbi<br />
dagen efter, hvor sygeplejersken står<br />
til rådighed. Og så har han behov for<br />
at snakke. Han fortæller en masse<br />
usammenhængende historier, om at<br />
alt er gået galt for ham i hans hjemland.<br />
Det handler i store træk om, at<br />
en tidligere god ven har snydt både<br />
hans virksomhed og kone fra ham,<br />
så lige nu rejser han rundt på må og<br />
få og ved ikke, hvad fremtiden vil<br />
bringe, men møder han den gamle<br />
ven, så …. Han viser sin hævede<br />
næve frem og tager en bid af sit<br />
smørrebrød.<br />
- Morgenmaden koster fire kroner,<br />
hvis de hjemløse ellers har dem. De<br />
fire kroner er et symbolsk beløb, for<br />
så føler de ikke, de kommer og betler<br />
(tigger, red.), og når dagen er omme<br />
igen, er de fleste penge faktisk lånt<br />
ud igen, fortæller Michael Espensen.<br />
Udover morgenmåltidet formår<br />
Morgencafeens frivillige personale i<br />
åbningstiden (kl. 6.15-11.00) også<br />
at hjælpe brugerne med alt muligt<br />
andet tiltrængt. Michael Espensen<br />
har blandt andet skaffet en masse<br />
brugte barnevogne fra kommunens<br />
dagpleje, som de hjemløse kan<br />
komme og hente, hvis de har brug<br />
for en vogn til deres habengut. Han<br />
udsteder en slags bevis til de hjemløse,<br />
så der ikke hersker tvivl om, at<br />
de er kommet til vognene på ærlig<br />
vis, for det kan der åbenbart godt<br />
sås tvivl om.<br />
Derudover kan man blive klippet<br />
– med trimmer eller saks – og få tøj,<br />
sko, briller, tandbørster, tandpasta,<br />
skrabere, håndklæder, kamme, kondomer,<br />
telte og sågar voksenbleer.<br />
Og har man en hund, så sørger de<br />
ansatte også for, at den får sig en<br />
skål mad.<br />
I det tilstødende lokale ligger 15<br />
madrasser med tæpper til rådighed<br />
for trætte gæster. Nogle kommer ind<br />
om morgenen og lægger sig – efter<br />
en hård nat på gaden – og kan sagtens<br />
blive liggende til Morgencafeen<br />
lukker kl. 11. Andre er kommet ind<br />
om aftenen, hvor Blågårds Kirke selv<br />
kører stedet, og af og til giver de<br />
hjemløse lov til at overnatte.<br />
- Vi havde for eksempel mange<br />
sovende under optøjerne omkring<br />
nedrivningen af Ungdomsshuset,<br />
for da var de hjemløse ikke rigtig<br />
glade for at sove ovre i Stengade<br />
(i natcaféen i Stengade 40, red.).<br />
Men menighedsrådets har ikke givet<br />
tilladelse til fast overnatning her,<br />
fordi de ikke har personale nok. Så vi<br />
gør det, når her er nød, for eksempel<br />
havde vi fuldt hus til jul, fortæller<br />
Michael Espensen.<br />
Der kommer indimellem mennesker<br />
ud fra soverummet, blandt<br />
andet en cirka 35-årig kvinde i en<br />
velholdt islandssweater og et klart<br />
blik i øjnene, som har vådt hår efter<br />
sit morgenbad – hvilket Morgencafeen<br />
i øvrigt også kan tilbyde. Hun<br />
bærer sine ejendele i fire propfyldte<br />
poser med sig ud fra Blågårds Kirken<br />
på vej ud til gadens strabadser.<br />
Men igen tilbage til morgenmåltidet:<br />
Havregrøden var god – dog<br />
en lille smule for salt. Spejlægget<br />
velstegt, grovbrødet lidt tørt her<br />
klokken 10.30, men det havde også<br />
stået fremme siden morgenstunden.<br />
Det var et af den slags brød, man<br />
køber i en pose i et supermarked,<br />
De frivillige hjælpere står tidligt op for at<br />
lave brunch til socialt udsatte. Morgencafeen<br />
har åbent fra kl. 6.15 til 11 hver dag.<br />
5 ud af 6 stjerner<br />
Hvor: Morgencafeen, Blågårds Plads 6 A, København N<br />
Hvor meget: 4 kr. for et måltid morgenmad<br />
men havde vi været lidt tidligere på<br />
pletten, havde vi kunne få friskbagt<br />
økologisk brød, som Morgencafeen<br />
hver dag får af en økologisk bager<br />
i nabolaget. Juicen var fyldig med<br />
masser af frugtstykker, pølsen god<br />
– man kunne oven i købet vælge<br />
mellem en tyk eller tynd – baconen<br />
sprødstegt og Earl Grey-teen i pose,<br />
som på en hvilken som helst anden<br />
café i byen.<br />
Den ældre herre med tophuen<br />
drikker det sidste mælk fra sin skål<br />
med havregrøden, rejser sig veltilfreds<br />
om og siger: ”Ummm, tak<br />
for god mad”, inden han forlader<br />
Morgencafeen – og det samme gør<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> såmænd også.<br />
Birgitte.hoegh@os.dk<br />
20 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 21
Haves: Togbane...<br />
Af Jaku-Lina E. Nielsen<br />
Foto: Flemming Schiller<br />
Et åndehul for børn og deres voksne samt et aktivitets- og værested<br />
for hjemløse. Det er tanken bag Amar’ Lillebane, som er en minitogbanen,<br />
hvor togvogne og skinner er bygget af hjemløse<br />
på Sundholms snedker- og metalværksted. Togbanen har de<br />
sidste 10-12 år har været opsat flere forskellige steder i<br />
Københavnsområdet – som f.eks. på Amager Strand og<br />
i Valbyparken. Men for to år siden gav Københavns<br />
Kommune så lillebanen en permanent plads ved<br />
Christmas Mølles Plads i København – dog med et<br />
opsigelsesvarsel på tre måneder.<br />
I øjeblikket søger lillebanen flere hjemløse,<br />
der har lyst til at være med til at udbygge den<br />
tilhørende legeplads samt passe togbanen.<br />
For deres indsats modtager de en ’dusør’ på<br />
ugebasis fra Sundholm Aktivitetscenter,<br />
der står for legepladsen.<br />
Sundholm har forsøgt at rekruttere<br />
flere hjemløse via opslag på væresteder<br />
og varmestuer, og prøver nu via <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong> at gøre yderligere ’reklame’ for<br />
projektet.<br />
Visionerne for udbygningen af<br />
legepladsen er nemlig mange: En<br />
trafiklegeplads, en indianerlandsby,<br />
teaterforestillinger og kunstprojekter<br />
med mere. Men der mangler<br />
hænder.<br />
Amar’ Lillebanes præcise<br />
adresse er Vermlandsgade 5-7.<br />
Pladsen er åben for institutioner<br />
og børnefødselsdage samt fungerer<br />
som offentlig legeplads på<br />
hverdage fra kl. 15-18 og weekend<br />
fra kl. 11-18. Tiderne afhænger dog<br />
af, hvor meget bemanding der er til<br />
rådighed den enkelte dag.<br />
Amar’ Lillebane kan kontaktes<br />
på: snedker@acsu.dk eller<br />
4081 6721.<br />
Ønskes: Hjemløse<br />
22 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 23
Mælkebøttebarn<br />
Livtag med den sociale arv<br />
Med bogen Mælkebøttebarn har Hanne<br />
Fureby bearbejdet sine erfaringer med at<br />
bryde den negative sociale arv gennem<br />
sit 52-årige liv. Hun er vokset op på flere<br />
forskellige døgninstitutioner. Og også<br />
hendes mor og mormor voksede op på forskellige<br />
anbringelsessteder og fik aldrig en<br />
uddannelse. Som 18-årig fik Hanne Fureby<br />
aktindsigt i sin journal fra Børneværnet<br />
og gennemlæste den med stor smerte. Hun<br />
beskriver det således:<br />
”Følelser af svigt væltede op i mig. Jeg<br />
besluttede dengang, at jeg på et tidspunkt<br />
ville skrive en bog om min barndom og<br />
om at have været institutionsbarn. Det<br />
varede dog mange år inden jeg fik skrevet<br />
bogen. Først måtte jeg igennem et forhold<br />
til en narkoman, som jeg fik min ældste<br />
søn med. Dernæst et langvarigt forhold til<br />
en alkoholiker, som jeg fik en søn og en<br />
datter med. Jeg har selv haft tendenser<br />
til misbrug. Misbrug som jeg i en årrække<br />
brugte som middel til at holde smerten på<br />
afstand – lægge låg på. Jeg forelskede mig<br />
i mænd, som ikke var gode for mig. Mænd<br />
som svigtede – valgte ’stoffet’ – frem for<br />
mig og vores lille familie.”<br />
Efter at have sluppet disse destruktive<br />
forhold, fik hun en pædagogisk uddannelse<br />
og tog fat på at skrive bogen, dels for at<br />
blive klogere på sig selv og sine mønstre<br />
og dels for at hendes tre børn skulle<br />
vide, hvad hun kom fra. Det tog tre<br />
år at skrive bogen, og nu håber hun,<br />
at børn fra lignende familier samt<br />
pædagoger og andre, som har med<br />
truede børn og unge at gøre, kan<br />
lære af hendes historie.<br />
Mælkebøttebarn<br />
udkom i marts 2007 på<br />
Mælkebøtteforlaget. <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong> har fået lov til at<br />
bringe et uddrag fra<br />
bogen.<br />
Se mere på:<br />
www.socialarv.dk<br />
Af Hanne Fureby<br />
Tegning: Karsten Hansen<br />
Årene gik. Vi boede stadig i perioder hos<br />
mormor og morfar. Mor gjorde stadig rent<br />
hos folk, men hendes værtshusbesøg blev hyppigere<br />
og hyppigere. Hun kom oftere og oftere<br />
ikke hjem til den tid, hun havde lovet. Vi var<br />
meget alene. Vi gik for lud og kold vand. Jeg<br />
husker ikke min mor som særlig kærlig og varm.<br />
Hvordan skulle hun også være i stand til at give<br />
kærlighed, når hun aldrig selv var blevet elsket?<br />
En gang kan jeg dog huske, fik jeg stor respekt<br />
for hende. Jeg var meget stolt af hende.<br />
Den tobakshandel som lå nede i stueetagen af<br />
vores hus solgte mange bajere og snaps til bumserne,<br />
der holdt til på havnen. Hende, der havde<br />
butikken, ville gerne sælge til bumserne, men<br />
de måtte ikke sidde uden for butikken og drikke<br />
det, de havde købt. Gjorde de det, bad hun dem<br />
fast og bestemt om at skrubbe af – og hjalp det<br />
ikke, ringede hun til havnepolitiet. De kom så og<br />
fjernede dem.<br />
En dag skete det igen. Der sad en spritter<br />
udenfor og drak noget af det, han havde købt<br />
inde hos hende.<br />
Hun bad ham skrubbe af. Det gjorde han af gode<br />
grunde ikke. Han var så stangstiv, at han end<br />
ikke kunne gå!<br />
Resultatet var, at hun ringede efter havnepolitiet,<br />
som kom. De bad ham også skrubbe<br />
af. Han mumlede et eller andet uforståeligt og<br />
forsøgte så at rejse sig. Det lykkedes ikke, han<br />
faldt sammen igen. Dernæst tog de to betjente<br />
ham under hver sin arm og slæbte ham om i<br />
vores baggård.<br />
Mor og jeg stod oppe i køkkenet og vaskede op.<br />
Vi kunne se lige ned i gården. Vi så betjentene<br />
komme slæbende med den fulde forsvarsløse<br />
mand. De hev derefter deres knipler frem og<br />
gennembankede ham, mens han græd og skreg<br />
for sit liv.<br />
Min mor smed opvaskebørsten og spurtede<br />
ned af trappen og ud i gården. Hun fór hen til<br />
betjentene, klaskede en af dem et par på hovedet,<br />
mens hun gav dem en ordentlig overhaling.<br />
- Hvad fanden bilder I jer ind at gennembanke<br />
en sølle og forsvarsløs mand? Hun råbte også op<br />
om tobakshandlerkonen:<br />
- Hun vil godt sælge til dem, men ikke have<br />
de drikker det uden for hendes butik.<br />
Betjentene luskede væk. Min mor fik bumsen<br />
slæbt op ad trappen, ind i vores køkken, hvor hun<br />
fik vasket blodet af ham. Så fik han rent tøj på,<br />
noget af min onkels, som vi havde liggende.<br />
Dernæst fik han en portion varm mad og fik<br />
lov at sove den ud på sofaen. Næste morgen fik<br />
han morgenmad og lidt penge med sig, da han<br />
gik. Glad og meget taknemmelig.<br />
Det var første gang, jeg blev harm og følte<br />
uretfærdighed på bumsens vegne – de svages<br />
vegne. Men jeg var også stolt over min mors<br />
hjælpsomhed og mod.<br />
Jeg følte mig alene og ensom. Når mor var på arbejde,<br />
gik vi meget for os selv. Min søster havde<br />
en veninde at lege med. Jeg havde ikke nogen.<br />
Jeg forsøgte altid at komme til at lege med dem,<br />
men de gad da ikke lege med sådan en lille snot tøs<br />
som mig. Jeg lyttede ved døren og udspionerede<br />
dem. Syntes det, de lavede, var så spændende. Min<br />
mor gav ordre til min storesøster om, at de skulle<br />
lege med mig og passe på mig. Så købte de mig med<br />
slik, hvis bare jeg holdt mig for mig selv.<br />
Det lykkedes nogen gange. Andre gange sladrede<br />
jeg til mor om, at ”de ikke ville ha mig med”,<br />
og hvad de lavede af narrestreger. Det blev de<br />
forståeligt nok trætte af.<br />
En dag blev jeg temmelig overrasket og meget,<br />
meget glad. De spurgte helt uopfordret, om jeg<br />
ville lege. Jeg sagde lykkeligt, ja.<br />
Vi gik op i Århus midtby, og undervejs forklarede<br />
de mig, at vi skulle ind i Den Katolske Kirke<br />
og snakke med en præst. De forklarede, at det<br />
var smaddergodt at gøre det, så fik man noget,<br />
der hed syndsforladelse, og havde det så meget<br />
bedre bagefter. Men for at det ikke skulle være<br />
for skrappe sager for præsten, måtte jeg hellere<br />
fortælle dem mine synder først. Så skulle de nok<br />
fortælle mig, hvad han kunne tåle at høre.<br />
Jeg fortalte dem dernæst godtroende og naivt,<br />
alt hvad jeg havde lavet af narrestreger. At jeg<br />
havde taget penge af mors pung, at jeg havde<br />
stjålet slik nede ved tobaks-damen, og at jeg<br />
havde leget doktor med to drenge nede i baggården.<br />
Det havde jeg nemlig.<br />
Jeg fortalte dem, at jeg havde mødt to drenge<br />
med en kæmpe slikpose lige uden for vores<br />
opgang. De havde overtalt mig til at gå med om i<br />
baggården. Jeg fik så en lakridsstang for lynhurtigt<br />
at trække mine bukser ned og op igen. Så jeg<br />
fik lakridsen, og de så min tissekone!<br />
Da jeg havde betroet mig dybt alvorligt, og de<br />
ikke kunne pumpe mig for mere, begyndte de at<br />
skraldergrine. De sagde derefter, at de slet ikke gad<br />
lege med mig alligevel, men at de nu havde noget<br />
på mig, de kunne sladre om. Så hvis jeg nogensinde<br />
sladrede til mor igen om dem, ville de fortælle alt,<br />
hvad de nu vidste om ”mine synder”.<br />
Så de drejede om på hælen og gik deres vej, og<br />
der stod jeg så uden for Den Katolske Kirke og gloede<br />
dumt. Deres taktik virkede i lang tid fremover.<br />
Med tiden fik jeg heldigvis mine egne venner.<br />
Mor arbejdede som altid næsten hele tiden.<br />
Hjælp fra det offentlige kunne hun sikkert godt<br />
have fået. Det var bare flovt og under hendes<br />
værdighed, at bede om hjælp.<br />
En kvinde uden en mand, og som ikke kunne<br />
klare sig selv, var ildeset. Det var stadig ikke lykkedes<br />
hende at finde ’prinsen på den hvide hest’.<br />
Min søster og jeg var begyndt at gå i skole.<br />
rederiksalléskolen, senere kaldet Brobjergskolen.<br />
Efter skole var vi på fritidshjem, som lå lige ved<br />
siden af fattiggården og kasernen, dér hvor Århus<br />
Musikhus ligger nu.<br />
Hvordan skulle hun<br />
også være i stand til<br />
at give kærlighed,<br />
når hun aldrig selv<br />
var blevet elsket?<br />
Min første skoletid husker jeg som rimelig god.<br />
Jeg kunne godt lide at gå i skole. Hvis det ikke var<br />
for Røde Poul Erik, var det lykkeligt.<br />
Den første gang jeg stiftede bekendtskab<br />
med ham, var en af de første skoledage. Når det<br />
ringede ind til time, var det fra en skibsklokke,<br />
som hang ved indgangen. Så skulle vi stille op på<br />
snorlige rækker klassevis, to og to helt stille med<br />
fronten vendt mod klokken og den store indgangsdør.<br />
Gårdvagten gav os så lov til, hvis vi vel og<br />
mærke stod pænt, at gå ind.<br />
I en pæn række op i klassen. Først vores førsteklasse,<br />
dernæst anden og så videre opefter.<br />
Denne dag, stod Poul Erik lige bag mig. Han skubbede<br />
og maste med det resultat, at jeg fik et puf i<br />
ryggen og røg ud af rækken. Gårdvagten kom hen,<br />
tog fat i mig. Skældte og smældte og placerede<br />
mig lige under skibsklokken som straf. Der stod jeg<br />
så, knaldrød i pæren og meget, meget flov, mens<br />
alle de andre klassevis vandrede forbi. Derefter<br />
når skolegården var blevet tømt for børn, kunne<br />
jeg så som den sidste, liste op i klassen.<br />
Han hed Røde Poul Erik, fordi han var knaldrødhåret<br />
og havde hele hovedet fyldt med fregner.<br />
Jeg mobbede ham nu ikke, det var omvendt. Det<br />
skete tit, at han var efter mig, sikkert fordi jeg var<br />
et taknemmeligt offer. Jeg var også rødhåret med<br />
fregner, dog havde jeg ikke så mange som ham.<br />
Han sagde, at jeg havde taget solbad gennem en<br />
si i Hvide Sande, at jeg havde været med i øllebrødskrigen,<br />
og at min mor havde haft tyndskid,<br />
da hun fik mig.<br />
En dag blev det bare for meget for mig. Vi var<br />
kommet op i klassen, læreren var ikke kommet<br />
endnu. Poul Erik startede sit drilleri og pludselig<br />
eksploderede jeg. Jeg smed mit penalhus tværs<br />
gennem klassen og ramte ham i hovedet. Jeg løb<br />
dernæst hen og sprang på drillepinden.<br />
Jeg spyttede, sparkede og lige i det øjeblik<br />
læreren trådte ind af døren, bed jeg mig fast i<br />
armen på Poul Erik. Jeg bed til, jeg fik næsten<br />
krampe i kæben. Han skreg som en besat. Læreren<br />
fik os skilt ad. Han reagerede på det, han så. Jeg<br />
fik besked på at gå ned til skoleinspektøren, som i<br />
øvrigt var Thorkild Simonsen, senere borgmester i<br />
Århus (og indenrigsminister, red.).<br />
Poul Erik fik trøst og blev kørt til lægen, hvor<br />
han vist nok fik en stivkrampevaccination, og<br />
armen blev forbundet. Jeg derimod gik med bange<br />
anelser ned til inspektøren, parat til en kæmpeskideballe.<br />
Uden for skoleinspektørens dør var der på væggen<br />
en grøn og en rød lampe. Da jeg kom derned,<br />
var lampen rød, jeg måtte altså vente. Knuden<br />
i maven og nervøsiteten steg. Efter en tid, der<br />
føltes som et år, blev lampen grøn. Der var fri, jeg<br />
kunne gå ind.<br />
Jeg bankede på, og han råbte kom ind. Han sad<br />
stor og mægtig, sådan føltes det, bag sit skrivebord.<br />
Han sagde, jeg skulle sætte mig ned. Han<br />
bad mig fortælle, hvorfor jeg var sendt ned til<br />
ham. Jeg fortalte og fortalte, mens tårerne trillede<br />
ned af mine kinder. Jeg forklarede, fortalte<br />
og var næsten ikke til at stoppe igen. Om alle de<br />
gange Poul Erik havde været på nakken af mig.<br />
Da jeg ikke havde flere ord, kikkede jeg over på<br />
ham. Han sad smilende i stolen, ja, det så næsten<br />
ud, som om han smågrinte. Jeg var målløs! Jeg<br />
ventede på skideballen, den kom ikke. Han gik<br />
over, tørrede tårerne af mine kinder og trøstede<br />
mig. Så trak han en skuffe ud af sit skrivebord<br />
og fiskede et bolsje frem, som han gav mig. Han<br />
sagde, at det ville han fandme også ha’ gjort.<br />
Hvorefter han forklarede, at det nu nok ikke var<br />
noget, jeg skulle gøre en anden gang. Så fik jeg<br />
lov til at gå.<br />
Jeg følte mig glad og varm indeni – følte, at<br />
her var der en, der forstod mig. Siden den episode,<br />
drillede Poul Erik mig aldrig mere. Vi blev endda<br />
småkærester senere i skoletiden.<br />
En dreng, jeg kendte fra fritidshjemmet, blev<br />
også ofte drillet. Han var rødhåret ligesom<br />
jeg, også med hele hovedet fyldt med fregner.<br />
Han blev til sidst så træt af det, at han gik hjem,<br />
låste sig inde på wc’et, tog sin fars barberblad og<br />
forsøgte at skære fregnerne væk. Den dag i dag<br />
har han ar i hele ansigtet!<br />
24 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 25
www.andersagerbo.dk<br />
X-ORd<br />
af Anne Jensen<br />
tidligere hjemløs<br />
Send løsningen på X-ORD<br />
senest 31. august<br />
Blandt de rigtige løsninger trækkes lod<br />
om et boggavekort til en værdi af 500 kr.<br />
og 10 cd’er Hjemløs.<br />
Vinderne af cd’er får direkte besked pr. post.<br />
Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert,<br />
eller på et postkort og sendes til:<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Tornebuskegade 1, 2.<br />
1131 København K<br />
(Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver)<br />
# Klip ud og send ind<br />
Posedamen<br />
Vi ser tit en på bænken,<br />
med poser ved sin fod,<br />
vort skæve smil og tænken<br />
i dyb foragt har rod.<br />
At hun er endt så ilde,<br />
må være konens skyld,<br />
hun fik det som hun ville,<br />
(hos os er alt idyl).<br />
Hun fødte måske børn,<br />
og manden var hun tro,<br />
hun tog den hårde tørn,<br />
måske var hun for go’<br />
Nu sidder hun alene,<br />
hun svigtet blev af alt,<br />
hvordan kan nogen mene,<br />
hun, dette liv har valgt.<br />
Indsendt af Mona Neumann, Lynge<br />
(Forkortet af red.)<br />
Læser digt<br />
Vorherres køkkenhave<br />
AUGU ST<br />
ed et redaktions-<br />
V<br />
møde i København<br />
spurgte Anne Jensen,<br />
som laver <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />
krydsord, om jeg nogensinde havde<br />
været i Grib Skov, hvilket jeg ikke<br />
havde. Så da hun selv følte trang til<br />
at drage ud i naturen nogle dage,<br />
foreslog hun, at vi kunne følges. At<br />
opleve en ny bid af Vorherres Køkkenhave<br />
undslår man sig ikke, så vi<br />
aftalte en dag for turen.<br />
Anne havde et kort over det 5.500<br />
ha store skovområde og havde valgt<br />
en af Skov- og Naturstyrelsens primitive<br />
lejrpladser (der er faktisk 850 af<br />
denne type teltpladser i Danmark).<br />
Og så vi drog af sted alle tre – for<br />
Thaia, hendes 43 kilo tunge Broholmer/schæfer,<br />
skulle nemlig også med.<br />
Allerede på vejen fra stationen til<br />
lejren blev jeg fascineret af skoven.<br />
Der var fyrretræer i alle størrelser,<br />
masser af birketræer og langs<br />
skovkanten en righoldig flora. I mine<br />
mange år som bruger af Vorherres<br />
Køkkenhave, har jeg aldrig set så<br />
store mængder skovsyre, og det er<br />
herligt, for traver man lange ture,<br />
kan jeg anbefale at tygge et par<br />
blade engang imellem. Det skal lige<br />
indskydes, at vi ikke var taget af<br />
sted for at høste andet end oplevelsen<br />
og den store fred og frihed.<br />
Vi havde ikke behøvet at slæbe så<br />
meget vand med, som vi gjorde,<br />
da vores lejrplads viste sig at ligge<br />
få hundrede meter fra Hvidekilde.<br />
Kildens navn kommer af, at munkene<br />
fra Esrum Kloster i påskeugen, eller<br />
den hvide uge, døbte alle syndere<br />
og hedenske kulsviere, som havde<br />
fundet et hjem i klostret, i kilden,<br />
og vandet smager fortræffeligt.<br />
I den nordvestlige ende af Grib<br />
Skov fandt vi den lille lejrplads og<br />
fik lavet bål og mad.<br />
Mens dagen går på hæld, og mens vi<br />
sidder på vores soveposer, kommer de<br />
første kamikazeangreb fra ondskabsfulde<br />
myg, og Anne får øje på de første<br />
flagermus. Vi er virkelig kommet<br />
til myggeland.<br />
Anne kryber i<br />
posen, der har en<br />
sammensnørelig<br />
hætte. Det er<br />
dog ikke pga.<br />
myggene alene,<br />
betror hun mig,<br />
men fordi jeg tidligere<br />
har fortalt<br />
om, hvordan jeg<br />
engang var vågnet<br />
op med en<br />
snog i armhulen.<br />
Grib Skov<br />
Svaleurt<br />
Vi ligger oven på, det vi skulle have<br />
ligget under, men det var en enkeltmands-biuak<br />
(presenning, red.) Anne<br />
havde fået med og som tidligere<br />
hjemløse, tager vi nok ikke skade af<br />
lidt aften- og morgendug. Min sovepose<br />
er blot et tæppe med lynlås i<br />
siden, så efter at have viklet hovedet<br />
ind i min skjorte og Thaia bundet til<br />
min venstre arm, ligger vi og lytter til<br />
skovens lyde. Thaias sanser er bedre<br />
end mine, så det<br />
er bare at følge<br />
hendes blik.<br />
Pludselig dukker<br />
hele eskadriller<br />
af flagremus<br />
op, glædeligt,<br />
for der er nok at<br />
spise af, så de<br />
kan blive fede til<br />
vintersøvnen.<br />
Jeg glemmer invasionen af myrer<br />
og andet småkravl i mit sovetæppe,<br />
for der høres noget ovre i den modsatte<br />
skovkant. Selv Thaias hængeører<br />
står næsten lodret. Jeg kender<br />
skovens lyde både dag og nat – og<br />
som planter har også lyde en historie.<br />
Denne lyd hidrører ikke fra en af<br />
de fire hjortearter, der lever i Grib<br />
Skov, ingen af skovens kattedyr laver<br />
støj, altså er der<br />
to muligheder<br />
tilbage. Det<br />
kunne være en<br />
grævling, der var<br />
ved at grave en<br />
lækkerbisken op<br />
– nej, den ville<br />
have opdaget<br />
Thaia for længst<br />
og være forsvundet.<br />
Så er det<br />
sandsynligvis<br />
Foto: Scanpix pindsvinemor,<br />
I flere lande er det<br />
forbudt at anvende<br />
svaleurt – men nyd<br />
synet, flot er den<br />
der er ude at lufte sine unger.<br />
En ugle tuder. Det er svært at falde<br />
i søvn. En time før daggry begynder<br />
de første af skovens andre fugle at<br />
afsynge deres territorier. Endelig,<br />
mens jeg giver blodtransfusion til<br />
diverse insekter, falder jeg i søvn.<br />
Egentlig kunne vi have kogt en gang<br />
urtete, da vi fik øjne, men vi er<br />
begge kaffetørstige. Anne vil godt<br />
have mælk, og jeg yoghurt naturel<br />
til at blande urter i,<br />
så vi beslutter at Anne<br />
laver bål og henter<br />
vand ved kilden, mens<br />
jeg traver til stationen<br />
og kører til Hillerød<br />
for at købe ind. Det er<br />
allerede varmt, men<br />
det er behageligt at<br />
bevæge sig i skovens<br />
skygge kun tynget af<br />
en tom rygsæk. Jeg finder en død<br />
fugleunge og tager den med, for jeg<br />
huskede en kæmpe myretue, vi passerede<br />
dagen i forvejen, og en død<br />
fugleunge på toppen af en myretue<br />
er et syn værd.<br />
Myrerne går straks i gang med at<br />
få has på fugleungen. Og hvem står<br />
pludselig der og betragter myrernes<br />
aktivitet, det gør såmænd Vorherre,<br />
som spørger, om jeg ikke er ude at<br />
høste.<br />
- Nej, jeg betragter blot denne<br />
del af din køkkenhave, svarer jeg.<br />
Vorherre smiler tilfreds og siger:<br />
- Det ved jeg godt. Jeg besøgte<br />
dig ikke i går, for hvad ville Anne og<br />
Thaia ikke tænke, hvis du talte med<br />
en, de ikke kan se.<br />
Det var jo rigtigt tænkt, og jeg<br />
fortæller Vorherre, at jeg er på vej<br />
hen til stationen, og så slår vi – som<br />
altid – følge, mens han forklarede mig<br />
om Grib Skov, indtil han siger, at han<br />
Foto: Niels Nyholm<br />
Foto: Scanpix<br />
må videre, men at jeg endelig skal<br />
se svaleurten, der gror i nærheden af<br />
stationsbygningen, hvilket jeg lover,<br />
og så tager vi afsked.<br />
Ganske rigtigt, der står svaleurten.<br />
Blomsten, med de gule kronblade,<br />
kan på denne ca. halv meter høje<br />
plante minde lidt om en gul valmue.<br />
Den er absolut ikke spiselig, og man<br />
kan aldrig være i tvivl, om det er<br />
svaleurt, man har fundet. Bræk blot<br />
en stængel af, og den orangegule saft<br />
vil løbe fra bruddet. Saften har været<br />
brugt mod vorter – men lad være med<br />
det, da den er giftig, og følgerne<br />
nok er værre end vorterne. Svaleurt<br />
har også været brugt mod gulsot<br />
og galdelidelser, men i stedet givet<br />
kolik, mavesmerter, blod i urinen og i<br />
bedste fald svimmelhed. I flere lande<br />
er det forbudt at anvende svaleurt<br />
– men nyd synet, flot er den.<br />
Efter ventetider frem og tilbage og<br />
indkøb, kam jeg komme til skovs igen.<br />
Vi får vores kaffe. Soveposerne er blevet<br />
tørre, og så kan vi drage videre.<br />
Prøv det selv, der er som sagt 850<br />
teltpladser fordelt i statsskovsdistrikterne.<br />
Få fat på bogen Overnatning i<br />
det fri eller se mere på:<br />
www.teltpladser.dk<br />
steenviggo@galnet.dk<br />
Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og<br />
udeligger<br />
26 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 27
Historier fra gaden<br />
Lillian Thelin kan gøre, hvad<br />
der passer hende, og det er<br />
hun ret tilfreds med. Og så<br />
gør det heller ingen skade at<br />
være lidt nyforelsket<br />
Lillian Thelin er på Nørreport med<br />
sin lille rollator for at hente et par<br />
blade ved <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s distributionsvogn.<br />
Hun skal ned og sælge på<br />
Strøget, hvis hun ellers kan finde en<br />
plads for sig selv. Rollatoren har hun<br />
med sig, fordi hun har problemer<br />
med ballancenerven, og det irriterer<br />
hende, at hun må acceptere – i en<br />
alder af kun 44 år – at skulle følges<br />
på vej af støttende hjul.<br />
Hun har i dagens anledning en<br />
pink t-shirt på med ordet ”Kærlighed”<br />
skrevet med kæmpetyper<br />
ned over brystet. Og den er hun<br />
ret tilfreds med, for den afspejler<br />
hendes følelser i de her dage. Lillian<br />
er nemlig noget så dejligt som<br />
nyforelsket – og har et godt glimt i<br />
de blå øjne:<br />
- Jeg har vist nok fået en kæreste.<br />
Jeg vil i hvert fald gerne have<br />
ham, men jeg ved endnu ikke helt,<br />
om han også vil have mig, siger Lillian<br />
og griner hemmelighedsfuldt.<br />
For vennerne i hjemløsemiljøet går<br />
nemlig og driller hende lidt. Men<br />
hun kan vist godt tåle det – så<br />
nyforelsket, som hun er. Hun har<br />
da også planer om senere på dagen<br />
at tage ned forbi en af Strøgets<br />
frugtboder, hvor ’kæresten’ arbejder<br />
og sige hej.<br />
- Det må være noget med mine<br />
øjne. Siden jeg kan score mænd hele<br />
tiden. Det kunne jeg faktisk også<br />
i mine unge dage, før jeg mødte<br />
Anthon, fortæller Lillian.<br />
Hun mistede sin kæreste gennem<br />
knap 20 år, Anthon, for et lille år<br />
siden. De boede sammen i en lejlighed<br />
i Sydhavn, som hun nu har alene<br />
Anthon var grøn-<br />
lænder, og grønlæn-<br />
dere har det jo med at<br />
holde sammen, så vi<br />
havde gæster konstant<br />
sammen med sin hund. Anthon fik en<br />
blodprop i den ene lunge, fordi han<br />
havde glemt at tage sin hjertemedicin,<br />
og et år efter hans død, lyder<br />
det faktisk på Lillian som om, hun<br />
er kommet sig helt hæderligt over<br />
tabet:<br />
- Jeg har det udmærket. Nu kan<br />
jeg gå, når det passer mig og komme<br />
hjem, når det passer. Anthon var<br />
grønlænder, og grønlændere har det<br />
jo med at holde sammen, så vi havde<br />
gæster konstant, siger Lillian.<br />
Og det var åbenbart ret udmattende<br />
– nok mest fordi Anthon var<br />
alkoholiker, så der blev knappet en<br />
del øl op i lejligheden i Sydhavn,<br />
Tre spørgsmål til Lillian,<br />
44 år og <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælger:<br />
Hvad har du fået at spise i går:<br />
- Hjerter med ris og grøntsager, som Projekt Udenfor serverede.<br />
Jeg kan ikke rigtig lave mad. Hvis jeg spiser derhjemme, er det<br />
lidt brød eller noget, jeg køber nede på tanken og varmer i mikroovnen.<br />
Hvad tænker du på i øjeblikket?<br />
- Jeg ville ønske, jeg kunne gå normalt igen. Det irriterer mig, at<br />
jeg skal gå med rollator. Men jeg regner ikke med, at jeg nogensinde<br />
kommer til det.<br />
Er der noget, du er glad for lige nu?<br />
- Jeg kan gøre, hvad der passer mig – skal bare ud og lufte min<br />
hund. Jeg er et udendørsmenneske, og derfor er det meget hyggeligt<br />
at være sammen med alle vennerne på gaden.<br />
Af Birgitte Ellemann Höegh<br />
Foto: Holger Henriksen<br />
Pludselig smagte øl bare dårligt<br />
og Lillian valgte ofte at smutte, når<br />
bølgerne gik for højt.<br />
Det var Lillian, der skaffede<br />
penge til Anthons ølforbrug – det<br />
gjorde hun ved at betle (tigge, red.)<br />
på Københavns hovedstrøg. Det<br />
endte for to år siden med, at hun<br />
fik en betinget dom af politiet, for<br />
den beskæftigelse. Og det var så<br />
en af grundene til, at hun i stedet<br />
startede med at sælge aviser for <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>, for der manglede jo stadig<br />
penge i kassen derhjemme. Til<br />
februar 2008 udløber hendes dom,<br />
men hun har tænkt sig at fortsætte<br />
med at sælge aviser, for efter hendes<br />
kæreste er død, er hun blevet en<br />
del af de hjemløses miljø og hygger<br />
sig gevaldigt med at mødes med de<br />
andre ved distributionsvognen og<br />
på gaden, og når de samles om et<br />
måltid mad om aftenen, som Projekt<br />
Udenfor står for.<br />
- Det var Anthon, der lavede mad<br />
hos os, så det kan jeg overhovedet<br />
ikke finde ud af, fortæller Lilian.<br />
Lillian og Anthon fik en datter<br />
sammen, som i dag er 16 år og bor<br />
hos en plejefamilie i Nordsjælland,<br />
men plejefamilien har desværre<br />
fortalt Lillian Tehlin, at det ikke går<br />
datteren så godt.<br />
- Jeg har hørt, at hun har fået en<br />
kæreste, som ikke er sød ved hende.<br />
Jeg er under ’forsorgen’, så jeg kan<br />
ikke rigtigt gøre noget – det er<br />
plejefamiliens ansvar. Men jeg blev<br />
ked af det, da jeg hørte det, siger<br />
Lillian Tehlin.<br />
Til gengæld kan hun med stolthed<br />
berette, at hun over de sidste<br />
20 år har tabt godt og vel tyve kilo:<br />
- Det skete efter, jeg holdt op<br />
med at drikke og ryge hash. For jeg<br />
har nemlig også været alkoholiker.<br />
En dag stod jeg nede på Landemærket<br />
(i det indre København, red.)<br />
og hældte det sidste af en øl ud i<br />
en rist. Lige pludselig kunne jeg<br />
ikke lide smagen mere. Det var bare<br />
fra den ene dag til den anden. Jeg<br />
skulle ikke på afvænning eller noget,<br />
fortæller Lillian.<br />
En af Anthons gamle venner,<br />
der har fået en hundehvalp af<br />
Lillian, kommer forbi bænken på<br />
Købmagergade, hvor Lillian sidder<br />
og hviler kroppen over en kop kaffe<br />
fra Baresso. Han er på vej ned til<br />
Kultorvet for at mødes med en masse<br />
andre grønlændere, for i dag er det<br />
Grønlands nationaldag – og det kan<br />
mærkes. Hele familier af grønlandsk<br />
herkomst valfarter ned gennem<br />
Købmagergade – nogle hilser på,<br />
mens andre har klapvogne, børn og<br />
balloner med sig, og kender ikke til<br />
Lillian og hjemløsemiljøet. Grønlænderne<br />
skal samles på Kultorvet for<br />
at gå videre til Det Grønlandske <strong>Hus</strong><br />
i Løvstræde. Men Lillian har nu ikke<br />
tænkt sig at følge med, for det var<br />
Anthon, som dyrkede det grønlandske<br />
miljø. Hun vil<br />
hellere bevæge sig<br />
ned i nærheden<br />
af en vis frugtbod<br />
på Strøget<br />
og hilse på.<br />
Birgitte.<br />
hoegh@os.dk