Download - Forsvarskommandoen

Menig 465 fotograferet ved jubilarstævnet
sammen med foreningens
fane og dagens fanebærer
En kort historie om aftjening af
værnepligt umiddelbart efter 2.
verdenskrig
Straks efter krigens afslutning i
1945 var det min tur til at komme
i ”trøjen”
Jeg skulle dog først på session sidst
i juni og allerede få dage efter fik jeg
min indkaldelsesordre. Den lød på,
at jeg skulle stille på Holbæk Kaserne
den 17. juli kl. 12. Der afgik et ekstratog
fra Københavns Hovedbanegård
kl. 10 fyldt med håbefulde unge
mennesker. Da vi gik fra stationen
og ud til kasernen, var der rejst en
flagalle med alle flag på halv. Hvem
den egentlig var rejst for, fandt jeg
ikke ud af. Vi var mange der vandrede
ud til kasernen, da både 8.
bataljon og en artilleriafdeling skulle
møde denne dag. På gårdspladsen
foran kasernebygningen var der sat
et par borde og stole og der sad et
par officianter og fandt ud af, hvor
vi videre skulle henvende os.
Der var ikke meget at gøre godt
med. Jeg tror at kasernen var
rømmet for tyske flygtninge blot
et par dage før. Ude midt på pladsen
var en stor bunke hø og ved siden
af et større antal klædeposer med
tysk påtryk. Vi skulle alle fylde en
pose med hø og det var således
vores madras de første dage. På
belægningsstuen var der senge i
tre etager. Der var ingen form for
opvarmning om vinteren ligesom det
varme vand ikke var tildelt os.
Næste dag fik vi udleveret uniformer.
Det var svenske drejlsuniformer
uden huer. Senere fik vi dog
skråhuer. Der var heller ikke nok
uniformer og overhovedet ingen
støvler. Vi gik i vort eget fodtøj.
Ikke mindst var der mangel på befa-
lingsmænd. Grader og distinktioner
for disse var anderledes end dem vi
kender i dag. Den tungeste udrustningsgenstand
vi fik udleveret var
et Enfieldgevær.
På grund af materielmangel, bestod
det meste af uddannelsen i eksercits
med strækmarch, meget skydeuddannelse,
marchtræning på ofte
op til 50 km. om dagen samt en del
forhindringsbaneløb på hjemmelavede
baner.
Lønnen var på 2 kr. pr. dag og kunne
ikke dække vask af tøj. Vi skulle selv
vaske tøjet og tog det gerne med
hjem til vores mor i weekenden.
Hvis det var nødvendigt at vaske
efter en ”r..tur” midt i ugen, gik vi
bare under bruseren og håbede derefter,
at drejlsuniformen kunne nå
at tørre til næste morgen.
Kosten blev indtaget i kostforplejningen,
hvor det var pensionerede
underofficerer som førte kommando,
kommanderede spisning
i bordhold og som hjalp de civile
damer med at holde orden. Der blev
serveret almindelig dansk fattigmandskost
som makrel, medisterpølse
og frikadeller.
På grund af mangel på officerer og
befalingsmænd fik vi meget tidligt i
soldatertiden orlov lørdag/søndag.
Udgangstilladelse (nattegn) havde vi
som regel hver aften til kl. 2200.
For at få økonomien til at hænge
sammen, fik vi ofte tildelt militærbilletter
til brug ved rejse med DSB.
I min soldatertid kunne man kun
anvende tiltaleformen ”DE”, så det
var overraskende for mig under
soldaterjubilæet at opleve, at selv
Menig 465 i godt selskab med tidligere
præsident i soldaterforeningen, K.
Løgager under jubilarfrokosten
regimentschefen sagde du til de
værnepligtige.
Der skulle meget til før man fik
en straf eller et disciplinarmiddel,
idet der ofte blev anvendt kollektiv
afstraffelse i form af for eksempel
ekstra løb eller kravl. Herefter sørgede
gruppen eller stuen selv for
at ”belønne” ham, som var skyld i
miseren. Jeg oplevede en gang, at
en af kammeraterne skulle melde
stuen af. Han råbte stuen vandret
og det hørte løjtnanten. Soldaten
blev ikendt en uge på vand og brød
i hovedvagten.
En anden sjov oplevelse var i Værløse,
hvor jeg og 2 andre forrettede
tjeneste som køkkenkorporaler. Vi
fandt hurtigt ud af at skaffe os en
længere orlovsperiode, da der kun
skulle være en tilstede af gangen.
Ved et af de U-formede telte var
BTN opstillet med OL Bosse foran
og pludselig kom en af os cyklende
på vej på orlov mellem enheden og
oberstløjtnanten. Oberstløjtnanten
hilste overraskende på kammeraten,
som dog ikke senere kom til at høre
for denne forseelse.
Jeg blev hjemsendt NOV 1946 og
blev herefter ikke genindkaldt. Det
var der ikke økonomi eller materiel
til at gennemføre.
En lille hilsen fra
menig 465, årgang 1945
Preben Walther Olsen
Besvarelse af artikel i AUG 2010
om Ironman "Endda dobbelt"
Den fysisk stærke person, som er
omtalt i artiklen hedder:
Michael W. Hyldgaard og er tjenstgørende
ved Jægerkorpset.
Vi hører gerne fra andre, som
kunne finde på at forbedre resultatet.
mvh
Hans-Erik Bonde
3/2010 27
()