store banedag padborg park 2012 - Ducati Klub Danmark

More documents

Recommendations

Info

PILGRIMSFÆRD Målet for dagen og første etape var Hotel alpino tæt ved bredden af lago d’Idro, et stenkast fra Gardasøen. Vejret var ikke det bedste og vi havde regn en del af turen gennem schweiz. Vi var nødt til at benytte motorvej en pæn strækning i starten da vi ellers ville komme alt for sent frem. da vi slap motorvejen omtrent syd for liechtenstein begyndte det støt og roligt at blive mere spændende og sjovere. desværre nåede vi allerede her fra starten af at blive noget forsinket undervejs da den indlagte rute i GPs’en mente vi skulle på et par højst mærkværdige udflugter. Først mente ”den” at vi skulle rundt i en mellemstor schweizisk by et utal af gange. ”Hallo har vi ikke været her før” blev der brummet en tre gange ind i hjelmen. næste gang mente den at et eller andet ubetydeligt udsigtspunkt der endte blindt var noget for os. det viste sig at det var et af de punkter drengene under planlægningen af ruteforløbet havde været nødt til at lægge ind for at ramme den rigtige rute… hm!! det hjalp så heller ikke på det at jeg stort set hver gang vi stoppede - enten for at pause eller tanke, måtte rode med den løse forbindelse til min startermotor. ruten gik over det schweiziske Flüelapass (2383 m) der ligger mellem de to bjergtoppe schwarzhorn (3147 m.) og Wisshorn (3085 m). en småkold affære med halvvåde veje og endda 10 cm sne for nogles vedkommende. lidt ærgerligt for vejene var faktisk ret fede… der var nogle ganske interessante veje og sving vi desværre ikke rigtigt turde udnytte værdien af. Men på trods af det blev der faktisk kørt godt til alligevel. Henrik var ny på ducati og havde svært ved at følge det tempo vi andre gerne ville køre i. det gav ikke rigtig nogen mening at han hele tiden måtte føle sig presset ud et sted, hvor han ikke følte sig sikker. Jeg tror han fik afprøvet sine personlige grænser på alle mulige måder, så Henrik fortsatte alene. Henrik har for øvrigt sin egen turberetning liggende på nettet med nogle rigtig gode billeder, den kan tjekkes ud her: landmark.dk/ducati/?page_id=7310. Vi debatterede lidt om vi skulle tage turen over stelvio Passet til bormio i stedet for den planlagte, men blev enige om at vi var så forsinkede at så var vi nok kommet i seng uden aftensmad. aftalen var for alle senest at lande på Hotel alpino senest kl. 20, det viste sig nu alligevel ikke at holde stik for vores vedkommende. Vi valgte turen gennem Munt la schera tunnelen ind i Italien og langs med lago di livigno til livigno videre til bormio og således syd om stelvio national<strong>park</strong>, en del hårnålesving syd for santa Caterina og igen masser nord for sant’apollonia, videre til breno. Turen videre herfra bør fremhæves som noget af det mest fantastiske. breno til lago d’Idro var helt formidabel, i starten ekstremt smalle veje uden nogen form for afskærmning og svingene ville ingen ende tage, til sidst var vi så trætte at man var tæt på at ønske sig at det ville stoppe… men kun tæt på… Vi ankom til Hotel alpino en time for sent kl. 21, fantastisk dejlige trætte og godt ømme i skuldre og arme. Heldigvis var vi ikke de eneste der kom sent så de havde ventet med maden, så vi alle kunne spise sammen. Fantastiske italienske retter, det var super lækkert. Og naturligvis var der garageopbevaring, en stor tør garage med plads til alle motorcykler. det var de færreste der havde fået deres eget værelse på hotellet. Med løs hånd var vi blevet fordelt 3-4 stykker på hver vores ”fællesstue”. altså fire gutter på samme værelse og jeg vil sige det kræver sgu en anelse tilvending at skulle sove sammen i dobbeltseng med dobbeltlagen og udover det opleve klubkammerater sovende i bar røv uden dyne på pga. varmen... det er et syn man helst vil være foruden, tro mig... ducatiekspressen 12
ANDET STINT - giv agt: ”Passo Della Futa”… dag to stod på tidlig afgang fra Hotel alpino syd om Gardasøen og på motorvejen til bologna via Verona og Modena. Målet for dagen var naturligvis at komme helt frem til Hotel dalia i rimini ved adriaterhavskysten. Men først og fremmest var målet at svinge sydover ved bologna og indtage nok en af de mest kendte italienske strækninger med formidable sving, nemlig ad Via nazionale eller bedre kendt som ”Passo della Futa” med en stigning på 903 meter. efter sigende er det en af ducati’s teststrækninger og det burde borge for kvaliteten. Italien bragte det gode vejr med sig med dagtemperatur på 30-35 grader til tider oppe på de 38. by – og småkørsel gjorde det ikke just til en drøm at sidde over skrævs på en 2v’er i fuld lædermundering, navnligt ikke når man tillige sidder ovenpå udstødningen. så det var med at komme afsted og få luft under vingerne og få afledt varmen. det var stadig os fire der fulgtes Jens, søren, Morten og jeg. Vi havde netop indtaget ”Futaen” og kørt godt og vel en snes kilometer, svingene begyndte at blive rigtig gode og asfalten var perfekt, Morten og jeg kørte forrest, Jens og søren sakkede bagud. Vi tog farten lidt af da vi ikke længere kunne se dem, vi havde lige rundet en kurve, jeg kiggede i sidespejlet og så endelig Jens komme rundt i svinget med søren lige i hælene. Men hvad jeg ikke ønskede at se var søren slå et slag og ryge direkte i asfalten lige bagved Jens. de havde kørt alt for tæt og søren havde været nødt til hive forbremsen så den blokerede. Hurtigt cyklerne rundt og tilbage for at hjælpe. Vi blev snart klar over at det var pænt alvorligt. Vi fik søren ind i rabatten og cyklen på ret køl. Han havde voldsomt ondt. det viste sig senere at han havde flækket skulderbladet. Intet under at han var lidt pivet, det kan kun gøre nas. der var flere lokale der stoppede op, en af dem en bil med en mand og en kvinde. det viste sig at kvinden var noget samarit af en eller anden slags, hun tog over på det hele, ringede 118 efter en ambulance og fik søren placeret så hun havde styr på ham: søren var voldsomt tørstig men måtte ikke få noget at drikke, så vi hældte vand ud over ham i stedet. det hjalp ikke ligefrem på det at det var ekstremt varmt. ambulancen kom endelig og tog søren med til hospitalet i bologna. Og her stod vi tilbage med en 1098 der var umulig at starte pga. en smadret kobling. Og hvad fanden skulle vi stille op ift. søren. I skrivende stund og som i fleste sikkert ved er sørens 1098’er flyvende igen og han selv med nypresset læderdragt. Hele episoden og balladen med at få sikret hjemtransport startede så lige her på den varme asfalt, jeg vil ikke komme yderligere ind på det. læs i stedet artiklen her i bladet af Jens astrup, der nærmere beskriver hele forløbet.dog kan jeg fortælle at vi fik cyklen opbevaret privat hos nogle helt fantastisk gæstfri italienere i nærheden, så vi kunne komme videre. Vi blev enige om, at var det samme sket for en af os, ville vi have ønsket at de andre forsatte turen. så vi mente vi kørte videre i sørens ånd. Vi havde nu allerede brugt alt for meget tid på hele forløbet omkring sørens ulykke. ”Futaen” strakte sig igen foran os, men ulykken med søren havde sat en dæmper på kørslen i hvertfald til at begynde med. Vi rundede passet og kørte mod Mugello race Circuit og via borgo san lorenzo. strækningen herfra til Forli var igen noget af det mest fænomenale stykke svingkørsel, så fænomenal at det gav fnuller på dækket. det ene sving afløste simpelthen det andet i en uendelighed. resten af vejen til rimini var banal motor- og landevejs kørsel. det blev så igen sent. Vi var først ved Hotel dalia kl. 21. Hotel dalia bestyres af Hanne og Marco, to fantastisk søde gæstfri mennesker. Hotellet er hegnet ind og vi fik mulighed for at <strong>park</strong>ere indenfor. et perfekt hotel til formålet. ducatiekspressen 13 PILGRIMSFÆRD Vi delte vores oplevelser med de andre, turen herned og sørens styrt og det var så her vi fandt ud af at vi ikke var alene om den oplevelse: kim lundberg var også styrtet på samme strækning på ”futaen” og kommet en del til skade og krøllet sin 1098 og landet på hospitalet. det var sgu næsten for meget af det gode. Vi fik installeret os på hotellet. Og vi var en lille flok der besluttede at tage en aftendukkert dog lige med en fatal afslutning på dagen for mit eget vedkommende, der var en eller anden fucking fisk der synes den skulle stikke mig under foden. det gjorde ikke særlig ondt lige i starten, men for én i r…. det gør nas lige derefter. Ikke noget at sammenligne med at få hele sin WdW tur ødelagt, men historien skal jo fortælles. Jeg rundede lige skadestuen sammen med hotelfatter Marco og lars Wendt. der var en sød frisk italiensk sygeplejerske der en gang havde være i Viborg. Hun kendte råd og foden kom i varmt desinficeret vand indtil det holdt op med at gøre ondt, og så vi var retur på hotellet inden for et par timer. Ja og så gik der lige et par måneder før den fod var god at gå på igen. FOTO@JENS ASTRUP
Page 1 and 2: WDW Side 6 DUCATI EKSPRESSEN FOTO©
Page 3 and 4: REDAKTØRENSIGER d ette nummer af e
Page 5 and 6: KASSEMESTERENSIGER RIGETS TILSTAND
Page 7 and 8: Jeg fandt sammen med lars Wendt, Fi
Page 9 and 10: KAN MAN STOLE PÅ FALCK NÅR MAN ER
Page 11: pet med værdier ud fra den ene. s
Page 15 and 16: Første gang man er til WdW er det
Page 17 and 18: Schleizer Dreieck - siden Juli 2004
Page 19 and 20: Jeg pakkede sammen lørdag formidda
Page 21 and 22: Pickup-afstand, tændrør, tændrø
Page 23 and 24: Herefter er det tid til at spadsere
Page 25 and 26: ducatiekspressen 25 JUBELDAG
Page 27 and 28: Vakuummetre til synkronisering af k
Page 29 and 30: WHEN IN ROME... Var på en varm fer
Page 31 and 32: Autoriseret Ducati forhandler • S

store banedag padborg park 2012 - Ducati Klub Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?