Delfinen #158

starter med et barn der dør, og I har selv børn.
Delfinen tænker, at det egentlig ikke er et
spørgsmål.
”Antichrist” starter med et barn der dør, og I har selv
børn?
Hende: ”Den altoverskyggende frygt forbundet
med at få børn er, at man kan miste dem igen.
Det kan man mærke, når man møder et værk som
dette. Én ting er jo, om man gør det rigtige, og de
skal i terapi alligevel, og man skal sige undskyld, og
alt det der, men risikoen for at miste dem er…”
Ham: ”Det er jo et helt lille liv, man pludselig har
ansvaret for.”
Hende: ”Men jeg tror, det bliver godt.”
Hvad bliver godt?
Hende: ”At finde ud af, at selv det værste, nytter det
ikke at være bange for. Det er jo barnets død, der
gør, at helvede bryder løs i historien, og det er jo
et mareridt. Men det smukke er, at Trier lader det
være så stort. Det er ikke interessant, alt det der
sker i terapien. Det løser ingenting.”
Ham: ”Manden prøver at få kontrol over situation,
og får hende til at gå ind i sorgen. Han reagerer
slet ikke selv, han projicerer bare det hele over på
hende.”
Hende: ”Hun trækker ham længere og længere ind
i det, og han får advarslen fra dyrene om, at der er
en, der skal dø. Men måske er det kontrollen og
ordenen, der skal dø. Trangen til at forstå det hele.
Chaos Reigns, ikke?”
Ham: ”Der er så mange symboler, det er svært at
finde ud af, hvad det helt skal betyde. Men det
vigtigste er at finde ud af, at det ikke gør noget, at
man ikke forstår det.”
30 DELFINEN
Anne Sofie Espersen
Skal spille kvinden i ”Antichrist”.
Har medvirket i en lang
række spillefilm, serier og
teateropsætninger. Senest
Aarhus Teaters opsætning af ”Et
dukkehjem”. Er ikke bange for
noget.
KULTUR | INTERVIEW
Inden I går, vil jeg lige nå at spørge jer… Det er et lidt
fjollet spørgsmål. Jeg ville lave sådan en minibiografi
af jer hver til artiklen, og så tænkte jeg, at det kunne
være sjovt, når nu Antichrist handler om frygt, hvis
der stod, en eller anden fobi I har?
Ham: ”Okay? Jamen, så er jeg måske en lille bitte
smule højdeskræk.”
Hende: ”Jeg er ikke bange for noget.”
Trier-freak
Et par timer efter gennemlæsningen mødes
Delfinen med instruktøren på ”Antichrist”. Annika
Silkeberg er en lille mørkhåret kvinde, der til at
begynde med smiler mere, end hun taler.
Hun kan ikke finde rundt på teatret, da hun lige
er blevet ansat som husinstruktør, og vi bruger de
første 5 minutter af den halve time til rådighed på
at bevæge os fra etage til etage.
Delfinen prøver at udnytte tiden:
Hvordan gik gennemlæsningen?
Hun trækker bare på skuldrene og smiler et
besynderligt smil som viser sig at betyde ”Jeg har
ikke sovet i tre døgn. Vær sød ikke at stille alt for
åbne spørgsmål”. Efter at have brugt de næste fem
minutter på at sidde fast i en lagerelevator finder
vi en halvmørk foyer med en hård sofa, uden for de
øverste publikumsrækker ved teatrets store scene.
Silkeberg forklarer, at hun har været vågen de
sidste tre døgn og arbejdet på manuskriptet til
teaterstykket.
”Det er jo vanvittigt. Jeg skal lave måske verdens
bedste instruktørs måske bedste film som teater.”
Hvad gør Trier til verdens bedste instruktør?
”Hans fornemmelse for form. For hver film har han
rykket grænserne for, hvad filmmediet kan. Men
det er også noget personligt. Jeg har altid følt
mig tæt forbundet til Trier. Jeg føler en lignende
kønsmæssig dobbelthed hos ham som hos mig
selv.”
Kønsmæssig dobbelthed?
”Ja, jeg opfatter Trier som en blanding mellem
mand og kvinde, og sådan ser jeg også mig selv.
Han er kontroversiel, og jeg har altid tænkt, at han
ser sig selv i sine kvindelige figurer.”
”Jeg prøver at forvirre dig”
Betyder det så noget, at filmen er lavet af en mand og
teaterstykket af en kvinde?
”Kun at det bliver sværere at kaste den samme
kritik efter mig, som er blevet kastet på ham.
Jeg tænker på ”Antichrist” som en kamp mellem
hovedpersonerne og inde i dem. Mellem noget
sadistisk og noget masochistisk. De bliver besat af
at straffe hinanden.”
Jacob Madsen Kvols
Skal spille manden i ”Antichrist”. Har
været en del af Aarhus Teaters faste
ensemble siden han blev uddannet fra
Skuespillerskolen i 2007. Har senest
medvirket i opsætningerne ”Noras
sønner” og ”Bob Dylan teaterkoncert”.
Er en lille smule højdeskræk.
Er det da noget kønsspecifikt, det masochistiske og
det sadistiske?
”Nej? Hvorfor skulle det være det?”
Øh, det ved jeg ikke, jeg prøver bare at forstå,
hvad du siger. Jeg spurgte ind til det, du sagde om
kønsmæssig dobbelthed, og så gik du selv over til
at snakke om sadisme og masochisme?
”Haha, jeg prøver at forvirre dig, så du ikke kan
bruge svarene!”
Det var da ikke så pænt. Men det har ikke med køn at
gøre så?
”Allerlængst ude har det måske nok. Volden i
historien er jo motiveret af, at hun hader både hans
køn og sit eget køn så meget, at hun forvrænger sit
eget minde om barnets død.”
Er det så kernespørgsmålet i filmen? Hvilket flashback
der er det gældende. Om hun så barnet falde ud eller
ej?
”Nej, det kan man ikke sige. Det er jo i
virkeligheden ikke så vigtigt. Trier er jo smart. Han
laver altid et eller andet trick i sine film, som alle
snakker om. I ”Dogville” var det kridtstregerne, i
”Antichrist” er det måske spørgsmålet om, hvorvidt
hun har set barnet falde ud eller ej. Trier laver en
afledning, så alle kigger et sted hen, så han kan
være i fred med sit arbejde i et andet hjørne.”
En ræv du ikke kan grine af
Hvad er kernespørgsmålet for dig i forhold til
teaterversionen?