Delfinen #158

32 DELFINEN
KULTUR | ANMELDELSER
BØGER TEATER
Louise Bach: Standpunkt
Forlaget Nulpunkt, 2010, 198 sider.
Louise Bach rammer plet i sit portræt af den
senmoderne provins med en uundværlig
detaljerigdom, der tager udgangspunkt i
ungdommens kaotiske rus og de håbløse drømme,
men fremstillingen mangler at tage hånd om
læserens empati med protagonisten.
Louise Bach har sammen med Kaare Bergh
tidligere udgivet en desværre glemt men smukt
medrivende digtsamling Emergen fra 2007,
som samler på så stærke stemningsbilleder, at
læseren føler sig ganske lille i forhold til. Louise
Bach har forladt det patosfyldte stemningsunivers
i ungdomsromanen Standpunkt, om end
Bachs poetiske stemme dukker op glimtvis. I
ungdomsromanen Standpunkt følger læseren en
ung kvinde, Luna, som flygter fra mindet om sin
afdøde mor. Hun flytter væk fra sin forsørger, Britta,
og ind på Randers Kollegiegård, hvor hun svælger
i andre skæve eksistenser, som på sin vis både
skaber og destruerer hende.
Luna er en typisk opmærksomhedskrævende
ung kvinde, der føler sig utilpas i verdenen,
maskerer sig i vredt tøj og og vred make-up. Hun
stræber efter at være atypisk men kan ikke undgå
at blive til sin egen kliché. Og det er netop her,
at læserens mangel for empati for karakteren
Luna tager sin spæde begyndelse. Det er næsten
umuligt at følge Lunas tanker og handlinger, og
der er ingen medfølelse i selv de scener, hvor
Bach forsøger at fremstille en skrøbelig lille pige,
der kaster sig magtesløst ud i ensomheden, hvor
selvmordstanker konstant er på dagsordenen,
samtidig med at fremstillingen hensynsløst
springer ud og ind af karakteren Luna.
På trods af en usammenhængende
karakterskabelse, er ”Standpunkt” ikke uværdig at
notere ned. Bogens forlag reklamerer romanen for
at være særligt relevant i forhold til det klassiske
klasseskel med fokus på underklassen og dens
betingelser i Danmark, men bogens skinnende
perler er snarere Louise Bachs fremstilling
af ungdomsgenerationens ublu for sproget,
nostalgien og den underliggende besættelse af
tøj, make-up, bestemt musiksmag, drenge og
sex. Det tidstypiske i bogen er detaljerigt og fint
frembragt for læseren, men man efterlades med en
ligegyldig følelse over for den stærkt narcissistiske
protagonist. Bogen er en ophobning af ensomhed,
som bliver udskudt på alle tænkelige måder, og det
bliver kedeligt i længden.
Gitte Van Le
Teaterkoncert Bob Dylan
Aarhus Teater 20. august – 11. September
Med premiere d.12. maj 2010 løb Nicolaj
Cederholms fortolkning af et nøje sangvalg fra Bob
Dylans lyriske univers af stablen. Med hjælp fra et
dygtigt orkester, de medvirkende på scenen og
musikalsk arrangement af brødrene Jens og Peter
Hellemann.
Et forstørret dukkehus ridser rammerne op
for en forestilling, der undervejs rummer alle
Dylans ånder. Den politiske, den poetiske, den
kærlige, den krigeriske. Det hele gjort med en
stemningsfuld, dramatisk og til tider alvorlig
scenografi, der ved hjælp af belysning, kostumer
og koreografi fuldender universet og får lyrikken
til at fremstå tydelig og respektfuld overfor
kunstneren selv.
Med en besætning bestående af bl.a. den kække
og scenevante Ole Testrup var forestillingen på
forhånd sikret en vellidt modtagelse af de folkelige
teatergængere. Og ja, han er charmerende og
dygtig, selv når han synger. En anden folkelig
skikkelse, der dog fik undertegnede til at krumme
tæer, var den Meatloaf-inspirerede Bjørn Fjæstad
fra teaterrockbandet Baal. Hans stil er storladen og
dyster, men manden manglede kant i forhold til
resten af holdet.
Ulla Henningsen var heller ikke til at tage fejl af –
en teatralsk Patti Smith med et stort bagkatalog i
teaterverdenen. Forestillingens sensuelle afdeling,
som var styret af Liv Lykke og Claus Hempler, gav
hele forestilling en moderne nutidig feel, med
Hemplers cool cat-attitude og overlegende talent
og Lykkes lillepigede, til tider krukkede, men dog
insisterende og prangende stemme.
Forestillingen er montageopdelt i små historier,