Farvel til Hovedstadens Sygehusfællesskab

NR 3 · 2006 

Amager Hospital Bispebjerg Hospital Frederiksberg Hospital Hvidovre Hospital Rigshospitalet Sct. Hans Hospital 

Farvel til Hovedstadens Sygehusfællesskab 

● Læs en håndfuld højdepunkter fra H:S’ historie 

Goddag til Region Hovedstaden 

● Stort tema om fremtidens sundhedsvæsen 

● Regionalt beredskab for trombolysebehandling 

● Interview med den nye direktør for psykiatrien 

● Regionens design – tegnet og forklaret 

På Bispebjerg Hospitals Neurologisk Afdeling har 

man pr. 1. oktober udvidet trombolyseberedskabet 

til at dække hele døgnet – alle ugens dage. 

I samarbejde med Glostrup Amtssygehus dækker 

man hele Region Hovedstaden. 

▼ 

TAG NYH:S MED HJEM

Farvel og på gensyn! 

Det er faldet i denne signaturs lod at være den sidste i rækken 

af NYH:S' lederskribenter – og dermed at runde af på H:S’ 

vegne og give stafetten videre til Region Hovedstaden. 

Vi står ved overgangen til noget nyt, hvor det handler om at 

se frem og lægge engagement og kræfter i opbygningen af 

det nye. Og tage med sig, at det er muligt at gøre en forskel. 

H:S har gjort en forskel i kraft af sygehusplanen, der blev 

gennemført for at skabe et sygehusvæsen bedre tilpasset 

borgernes nuværende og fremtidige behov, og for at kunne 

varetage de særlige forpligtelser, som Hovedstaden har i det 

samlede sygehusvæsen i Danmark. 

Sygehusplanen bidrog til, at H:S kunne gennemføre endog 

meget store varige besparelser samtidig med, at aktiviteten 

kunne udvides, kvaliteten øges og nye behandlinger, ny medicin 

og ny teknologi tages i brug. 

Efter de første års indsats inden for struktur og økonomi 

gjorde H:S en forskel ved at sætte kvalitet på dagsordenen 

– i starten med fokus på det organisatoriske, senere med 

fokus også på den kliniske kvalitet – og med akkreditering 

som redskabet, der sikrede en sammenhængende og systematisk 

indsats. 

It og epj har været det sidste, store satsningsområde hvor 

meget er nået, men hvor den sidste og væsentlige sløjfe – et 

klinisk notatmodul – mangler og nu er op til regionen at få 

bundet. 

At hospitalerne samtidig med den store omstrukturering, de 

gennemførte effektiviseringer og rationaliseringer og den 

stramme økonomi har evnet at fastholde korte ventetider 

skyldes ikke mindst dygtige og omstillingsparate ledere og 

medarbejdere, der har meget at byde på i opbygningen af 

det nye. 

For det er håbet og forventningen, at der også i Region 

Hovedstaden fortsat vil være spændende nyudvikling, godt 

samarbejde, store udfordringer og væsentlige beslutninger 

at skrive om for kommende lederskribenter. Følg med i regionens 

etablering på hjemmesiden www.regionh.dk. 

H:S Direktionen ønsker på gensyn i regionen! 

Søren Rohde, 

konstitueret administrerende direktør, 

H:S Direktionen 

2 NYH:S OKTOBER 2006 

I N D 

NYH:S er blad for 

Hovedstadens 

Sygehusfællesskab 

NYH:S udgives af 

H:S Direktionen, 

Bredgade 34 

1260 København K. 

Tlf: 3348:3348 

Fax: 3348:3799, 

am@hsd.hosp.dk 

www.hosp.dk 

Redaktion: 

Konst. adm. dir. 

Søren Rohde, 

H:S Direktionen (ansv.) 

Informationschef 

Marianne Uldall Jepsen, 


Informationsmedarbejder 

Ulf Joel Jensen, 


Redaktionsudvalg: 

Psykolog 

Philip Sibelle, 

Bispebjerg Hospital 

Ledende ergoterapeut 

Birthe Fredriksen, 

Frederiksberg Hospital 

Afdelingslæge 

Lars Hutters, 

Frederiksberg Hospital 

Portør 

Per Jensen, 

Hvidovre Hospital 

Plejer 

Kim Helmersen, 

Rigshospitalet 

Udviklingschef 

Dorthe Knauer 


Overlæge 

Vilhelm Schultz 

Sct. Hans Hospital 

Klinikoversygeplejerske 

Birthe Møgelhøj 

Amager Hospital 

Redaktionen slut 

10. oktober 2006 

Foto 

Poul Rasmussen 

(side 6: Region 

Hovedstaden, 

side 12: Geir 

Haukursson) 

Grafi sk produktion 

Maarbjerg Grafi sk Design 

Oplag: 12.000 

Papir: G-print 

Artikler eller større 

uddrag må gengives 

med kildeangivelse 

– og efter aftale med 

forfatteren. Signerede 

indlæg står for forfatterens 

synspunkter 

og deles ikke nødvendigvis 

af redaktionen.

H O L D 

4 Farvel til 

Hovedstadens Sygehusvæsen 

Håndhygiejne 

14 Er der kø ved 

håndvasken? 

Det er tid til at gøre status over de 

selvlysende håndaftryk på H:S’ 

hospitaler. 

Psykiatri 

16 Fra biroller til 

hovedrollen 

Marianne Wiese er nyudnævnt direktør 

for Psykiatrivirksomheden i Region 

Hovedstaden – og hun vil til at fokusere 

på og fortælle om de positive 

historier i psykiatrien. 

Bag om behandlingen 

18 Trombolyse 

døgnet rundt 

Nu er trombolyseberedskabet i Region 

Hovedstaden gjort døgn- og weekenddækkende 

takket være et nyt samarbejde 

mellem Bispebjerg Hospital og 

Amtssygehuset i Glostrup. 

19 Telefonen ringer 

og uret går i gang 

Det er en knivskarp kamp mod tiden, 

når der meldes en mulig trombolysepatient 

på Bispebjerg Hospital. 

Læs reportagen fra et nøje koordineret 

patientforløb. 

It-strategi 

20 EPM skal læres 

i praksis 

Medicinmodulet fungerer nu – næsten – 

som det skal på Akutmedicinsk Afdeling på 

Amager Hospital… 

20 Samarbejde om Klinisk 

Proces-modul stoppet 

– EPM fortsætter 

Pga. forsinkelser har H:S stoppet samarbejdet 

med de leverandører, der skulle udvikle 

Klinisk Proces-modul i EPJ’en. Læs mere 

om, hvad det kommer til at betyde for 

fremtidens arbejde. 

Design 

22 Identitet til en ny 

type organisation 

Så har Region Hovedstaden fået sin 

egen designpakke. Læs mere om 

designet, og hvordan det kommer til 

at præge hverdagen fremover. 

24 Kort nyt 

Nu bliver det muligt at få lønnen 

leveret direkte i sin inbox. 

Hospitalernes hverdag 

26 Lods på giftens hav 

Giftlinjen er gjort landsdækkende 

– og det betyder mange, rigtig mange, 

telefonopkald fra nervøse forældre. 

Læs reportagen fra en dag som lods 

på giftens hav. 

Tema om 

fremtidens 

sygehusvæsen 

6 Vi skal blive bedre 

til patientforløb 

Svend Hartling er koncerndirektør i Region 

Hovedstaden med særligt fokus på sundhedsområdet. 

I et stort interview giver han både 

sit bud på et styrket samarbejde med kommunerne, 

specialeplanlægning og områder, hvor 

indsatsen skal forbedres… 

8 Det enkelte menneske 

vil være i centrum 

Hvilke krav vil fremtidens patient stille til 

sundhedsvæsnet? NYH:S har bedt tre store 

patientforeninger kigge i krystalkuglen. 

13 Når lægen og sygeplejersken 

selv bliver indlagt 

Hvordan bliver kvaliteten på hospitalerne 

bedømt, når det er personalet selv, der ligger 

i sengen? En ny undersøgelse giver svaret. 

12 Konfl iktmægling mellem 

læge og patient 

Antallet af patientklager stiger og stiger 

– til utilfredshed for alle, også patienterne. 

En mulig anden vej kunne hedde patientmægling. 

Læs interview med Danmarks 

første master i konfl iktmægling med speciale 

i sundhedsvæsnet. 

NYH:S OKTOBER 2006 

3

Strømlinet 

og effektiv 

0 større og mindre byggeprojekter, 22 afde- 

5 lingsfusioner og 16 nye sygdomsbehandlende 

enheder… Ingen tvivl om, at der med vedtagelsen 

af Sygehusplan H:S 2000 var igangsat et 

både ambitiøst, stormombrust og omfattende 

forandringsprojekt. 

I alt lukkede man som følge af sygehusplanen 

over 1.000 somatiske senge. Kommunehospitalet 

blev lukket, mens Amager Hospital så dagens lys 

og en række højt specialiserede behandlingsom- 

Som en udløber af Hospitalsplan H:S 2000 blev H:S Blodbank 

etableret den 1. juli 1997. De fi re selvstændige blodbanker fusionerede 

til én bank med tre satellitter. 

råde blev samlet på Rigshospitalet. Planen blev 

gennemført i årene fra 1996 til 2000 – og var den 

første, store milepæl i H:S’ korte historie. 

Ambitionen var at skabe en bedre og mere rationel 

hospitalsdrift i hovedstaden – og det lykkedes. 

I anledning af H:S’ 10 års jubilæum sidste år 

gjorde administrerende direktør Helle Ulrichsen 

status: – Jeg synes, at det er stærkt, at vi har formået 

at sætte fokus på kvalitet i den grad, at vi 

nu er med til at sætte dagsordenen i Danmark… 


Farvel til Hovedstadens Sygehusfællesskab 

Mere for mindre 

konomien har altid fyldt meget i H:S. Hvert 

Ø år har et nyt budget med nye krav om rationaliseringer 

set dagens lys, og det er der sådan 

set ikke så meget at sige til. For H:S blev skabt 

med kravet om, at udgifterne til hospitalsdrift i 

hovedstaden skulle bringes på niveau med resten 

af landet. 

Fra etableringen af H:S og frem til i dag har H:S 

således gennemført effektiviseringer og besparelser 

for mere end 1,3 mia. kr. i alt (2004-prisniveau), 

og siden 1999 har driftsudgifterne til den 

somatiske behandling været på niveau med 

landsgennemsnittet, når der korrigeres for alder 

og sociale forhold. Den økonomiske mission lykkedes 

altså. 

Samtidig har kvaliteten generelt været for opadgående. 

I takt med rationaliseringerne er ventetiderne 

på behandling gået ned, de høje faglige 

ambitioner er fastholdt – og adskillige nye kvalitetsprojekter 

har set dagens lys. 

Alt i alt har H:S været den svære og til tider 

konfl iktfyldte historie om mere kvalitet for mindre 

midler. 

Hvis nogle medarbejdere har haft opfattelsen af, at H:S 

er ét stort spareprojekt, er det ikke helt galt: Beslutningen 

om at danne H:S blev nemlig truffet med en væsentlig 

rationaliseringsmulighed for øje. 

Time out! Et vigtigt led H:S' kvalitetsarbejde har været 

oprettelsen af Enhed for Patientsikkerhed, som i 2003 

lancerede en kampagne med fem trin for at undgå forvekslingskirurgi 

– herunder en timeout umiddelbart før 

operationen sættes i gang. 

Kvalitetsudvikling 

i højsædet 

år man siger øget kvalitet i H:S, tænker de 

N fl este sikkert på akkrediteringsprojektet. 

Det første initiativ blev taget helt tilbage på en 

forårsdag i juni 1999, hvor H:S første gang mødtes 

med Joint Commission International. 

Og selvom det har været en hård fødsel med 

både eder og forbandelser undervejs, så har tiden 

vel bevist, at det var den rigtige vej at gå: Nu følger 

resten af landet med ad samme vej med Den 

Danske Kvalitetsmodel. 

Som fl agskib i kvalitetsarbejdet i H:S er akkrediteringsprojektet 

svært at komme uden om. Men 

det står ikke alene. Tidligere sundhedsfaglig direktør 

i H:S Direktionen Lone de Neergaard fremhævede 

til NYH:S for ét år siden to andre projekter, 

der har sat H:S på kvalitetslandkortet: Indikatorprojektet 

under H:S Enhed for Klinisk Kvalitet 

og arbejdet for øget patientsikkerhed, som er 

forankret i H:S Enhed for Patientsikkerhed.

Den digitale 

fremtid 

et er noget af en kulturrevolution, når den 

D traditionelle journal på papir, et arbejdsredskab 

med hundredårige traditioner, skal erstattes 

af en digital version af samme. Arbejdet 

med den elektroniske patientjournal, EPJ’en, som 

er en af hjørnestenene i H:S’ it-strategi, har været 

omfattende – og er stadig ikke afsluttet. 

Men det nærmer sig. Som man kan læse længere 

inde i dette blad er et af de centrale moduler, 

medicinmodulet, nu rullet ud. 

H:S’ it-strategi blev vedtaget i december 2001 

og er siden blevet justeret i fl ere omgange. Målsætningen 

er at udvikle og indføre den kliniske 

it-arbejdsplads. Og det er et meget stort forandringsprojekt: 

Nye arbejdsgange kommer til, 

gamle falder bort, enorme grupper af personale 

skal undervises i brugen af it-redskaber osv. 

Som nævnt er arbejdet med at indføre den kliniske 

it-arbejdsplads langt fra afsluttet – det 

fortsætter i regionsregi i de kommende år. 

PDA’erne vinder langsomt frem på de kliniske afsnit. Arbejdet 

med at indføre EPJ i H:S har været stort – og er 

endnu ikke afsluttet. Men mange moduler under den Kliniske 

it-arbejdsplads er allerede i brug. 

Uddannelse på 

alle niveauer 

ag en kort gåtur på en fortravlet hospitals- 

T gang, og du vil næsten helt sikkert møde 

fl ere, der er under uddannelse. H:S har haft ansvar 

for 20 forskellige grunduddannelser, videreuddannelse 

af ni faggrupper – og efteruddannelse 

af alle ansatte. 

Desuden besøger studerende fra medicinstudiet, 

seks forskellige erhvervsuddannelser og otte 

mellemlange videregående uddannelser løbende 

H:S’ hospitaler som led i deres kliniske uddannelsesforløb. 

På CEKU, Center for Klinisk Uddannelse, på Rigshospitalet 

forskes der i medicinsk læring – men man træner også de 

kommende læger i kliniske færdigheder, bl.a. ved hjælp 

af fantomdukker. 

Hertil kommer, at også lederne i hele organisationen 

er blevet opkvalifi ceret. Alle ledere i H:S på 

klinikchefniveau er blevet efteruddannet gennem 

H:S Lederprogram, som blev afsluttet tidligere i 

år. Amager Hospital indtager dog en særstilling, 

fordi hospitalet har valgt at følge Københavns 

Amts lederuddannelsesprogram i stedet for H:S. 

Psykiatrien i 

det nye årtusinde 

I oktober 2002 kunne man tage det nyrenoverede Fjordhuset på 

Sct. Hans Hospital i brug. I dag danner Fjordhuset ramme om 

kognitiv miljøterapi. 

andets største koncentration af psykiatri- 

L ske patienter fi nder man i H:S’ optageområde. 

Hele 25 pct. af alle danskere med en diagnose 

for skizofreni og 33 pct. af landets retspsykiatriske 

patienter bor hér. Derfor har psykiatrien 

også alle dage udgjort en tung post på budgettet 

– og derfor har psykiatrien også haft sin 

helt egen udviklingsplan, som i modsætning til 

Sygehusplan H:S 2000 ikke var et rationaliseringsprojekt. 

Ved sin dannelse overtog H:S seks distriktspsykiatriske 

centre, som siden er blevet udbygget, 

så der i alt er 14 centre fordelt på Københavns 

og Frederiksberg Kommuner. Desuden er 

der blevet oprettet psykiatriske skadestuer på de 

somatiske hospitaler. 

I 2000 så projekt OPUS, Opsporing af Unge Skizofrene, 

dagens lys – et udgående tilbud rettet 

specielt mod unge. Forsøgsprojektet blev med 

H:S Psykiatriplan 2003 gjort permanent og udbygget 

til at dække hele H:S. Grundidéen med 

psykiatriplanen er, at behandlingen af patientens 

psykiatriske lidelse skal gribe mindst muligt ind i 

hverdagen – og videst muligt foregå i patientens 

eget miljø. Derfor er der også oprettet OP-team, 

Opsøgende Psykoseteam, som er målrettet de 

mest syge. 

Endelig har psykiatrien – akkurat som de somatiske 

hospitaler – gennemgået en række ny-, tilog 

ombygningsprojekter. 


5

Vi skal blive bedre til patientforløb 

Svend Hartling, nyudnævnt 

koncerndirektør i 

Region Hovedstaden, er 

klar til at indrømme, at 

det kan være svært at 

bevare optimismen i den 

konstante strøm af udmeldte 

sparekrav på 

sundhedsområdet. Men 

han understreger, at der 

skam er grund til optimisme: 

Regionen har potentialet 

til at forbedre sundhedsindsatsen 

markant. 

Af Ulf Joel Jensen, NYH:S 

jagten på fremtidens sundheds- 

I væsen er NYH:S søgt nordpå. Til 

Hillerød og et af de allernærmeste forandringsprojekter 

for sundhedssekto- 


Tema: Fremtidens sundhedssystem 

ren i hovedstaden – og måske også potentielt 

allerstørste. Med regionsdannelsen 

lige om hjørnet virker det naturligt 

at bede koncerndirektionen i 

den kommende Region Hovedstaden 

om at kigge i krystalkuglen. 

Det første, der slår en, er, at heroppe 

er fremtiden lige akkurat begyndt: Vi 

har fået en aftale med Svend Hartling 

dagen inden hans første månedsjubilæum 

som koncerndirektør, og alting 

virker i det hele taget meget nyt – og 

frem for alt nyindfl yttet: Regionssekretariatet 

er oppe i fulde omdrejninger, 

folk nærmest småløber ud og ind 

ad døre, haster forbi på gangene – der 

er konstant aktivitet. Men her og der 

står der også stadig en fl yttekasse, på 

Svend Hartlings kontor ligger skrivebordslampen 

stadig på reolen, bare 

halvt udpakket, og han starter selv interviewet 

med at få øje på prislappen 

på sin kontorstol, pille den af og smide 

den i skraldespanden. Trods en måned 

på jobbet har der ikke været mange ledige 

stunder til at fi losofere bag skrivebordet, 

så der går også lige et par 

øjeblikke med at hitte ud af betjenin- 

gen af stol og bord – herefter med at 

fi nde en rimelig indstilling. 

Men så er vi også klar. 

Fokus på specialeplanlægning 

● Svend Hartling, som nytiltrådt koncerndirektør 

for Region Hovedstaden 

med specielt fokus på sygehusområdet, 

så må du kunne give et bud på, hvordan 

medarbejderne på hospitalerne i første 

omgang kommer til at mærke til regionen? 

– I første omgang tror jeg egentlig 

ikke, at personalet kommer til at mærke 

noget videre til regionsdannelsen – 

ikke mere end man allerede gør. Driften 

fortsætter jo: Der vil stadigvæk 

være de samme patienter, som har 

brug for samme omhyggelige og omsorgsfulde 

pleje og behandling, som 

de har i dag. Men der vil nok også 

komme en periode, og måske er den allerede 

startet, med begyndende uro og 

bekymring over fremtiden, når vi for 

alvor tager hul på specialeplanlægningen. 

● Hvor langt er man nået med specialeplanlægningen? 

– Jamen, vi er kun lige ved begyndelsen. 

Netop i dag har vi fået nedsat de 

– Vores middellevetid er for lav i 

forhold til dem, vi sammenligner 

os med. Der ligger en meget stor 

opdragelsesopgave i landet som 

helhed og Region Hoved staden i 

særdeleshed. 

Svend Hartling, koncerndirektør, Region Hovedstaden. 

Sundhedsfaglige Råd for Region Hovedstaden, 

og de bliver en vigtig brik i 

arbejdet med at belyse de faglige udfordringer 

i hvert enkelt speciale. Men 

man kan da sige, at skal Specialeplanen 

være klar til udrulning fra budgetår 

2008, så skal den ligge klar til 

høring til maj næste år. Så det er afgjort 

noget, der står endda meget højt 

på dagsordnen lige nu. 

● Og kan du sige noget om, hvordan 

den kommer til at påvirke medarbejdernes 

hverdag? 

– I virkeligheden ikke. Eftersom vi slet 

ikke har taget hul på den egentlige 

planlægning endnu, er det alt for tidligt. 

Men jeg vil gerne understrege, at 

sundhedsvæsnet i H:S og de to amter 

jo ikke har for meget kapacitet i dag. 

Derfor vil der også blive brug for alle 

hænder og alle hjerner fremover. Der 

er altså ingen, der skal frygte for deres 

job. Men omvendt kommer vi nok ikke 

uden om, at nogle jobs får nye adresser 

– og at der derfor bliver nogen 

medarbejdere, som kommer til at arbejde 

andre steder i fremtiden. Men 

tættere på end det, kan jeg simpelt 

hen ikke komme det endnu. 

Fokus på bedre overgange 

● Hvis vi så vender blikket mod patienterne 

– hvordan kommer de til at mærke 

regionen? 

– Skal de mærke regionen? Hvis de 

skal, så skal de mærke den i form af 

bedre, mere sammenhængende og 

strømlinede patientforløb end tidligere. 

De skal frem for alt ikke mærke, at 

de går fra ét sundhedssystem til et andet, 

når de fx skifter behandler fra

egen læge til hospitalet og til sundhedscenter. 

– Vi har jo allerede et velfungerende 

sundhedsvæsen. Og det skal der sådan 

set bare bygges videre på. Den faglige 

kvalitet i behandling og pleje er god, 

men patienttilfredshedsundersøgelserne 

viser også, at det kniber i overgangene. 

Fra afdeling til afdeling og 

fra sektor til sektor. 

– Vi er allerede nu i gang med at lave 

rammerne for de sundhedsaftaler, vi 

skal indgå med hver enkelt af de 29 

kommuner, der er i regionen. Det er de 

aftaler, der bl.a. skal rumme genoptræningsforløb, 

initiativer omkring 

forebyggelse, konkrete retningslinjer 

for indlæggelses- og udskrivningsforløb 

osv. 

– De endelige aftaler skal ligge klar 

til godkendelse i Sundhedsstyrelsen til 

april næste år, og det er en krævende 

opgave at få udarbejdet aftalerne, dels 

fordi vi gerne vil lave dem så ambitiøse 

som overhovedet muligt i samarbejde 

med kommunerne og praksislægerne – 

og dels fordi der er store forskelle 

kommunerne imellem. Og det, der er 

det helt centrale med sundhedsaftalerne, 

er, at patienterne ikke skal reduceres 

til en brik i et stort, administrativt 

spil. De skal tværtimod opleve et 

sammenhængende forløb. 

Patientskoler 

● Nu nævner du selv samarbejdet med 

kommunerne. Fremover bliver det primære 

forebyggelsesarbejde jo en kommunal 

opgave. Det må da medføre nogle 

forandringer? 

– Det er rigtigt, at kommunerne har 

fået en stor, den største, forebyggelsesopgave. 

Men i realiteten mener jeg 

ikke, at man kan skille forebyggelsen 

fra det kliniske arbejde. Der vil altid 

ligge et element af forebyggelse i den 

kliniske behandling. Hvis der fx bliver 

indlagt en patient med lungebetændelse, 

så vil det være uansvarligt, hvis 

ikke lægen tog en rygestop-samtale 

med patienten, forudsat patienten ryger 

selvfølgelig. Så nogle af forandringerne 

bliver måske mere administrative 

eller organisatoriske, end de bliver 

lavpraktiske. 

– Men derudover kommer der mere fokus 

på forebyggelse i fremtiden, er jeg 

overbevist om. Det er et af de områder, 

hvor der er de bedste muligheder for et 

godt og frugtbart samarbejde mellem 

kommuner og regionen. Man kunne fx 

forestille sig patientskoler på hospitalerne, 

hvor man underviser i de store 

områder – diabetes, KOL, ryglidelser, 

motion osv. Og man kunne omvendt 

også forestille sig, at hospitalerne får 

en mere udgående rolle med personale, 

der tager ud og underviser borgerne 

i forebyggelse. 

Danmark halter bagud 

● Hvad er ambitionen med Region Hovedstaden? 

Og tidshorisonten – hvornår 

kan vi forvente, at regionen træder i karakter, 

hvis man kan bruge det udtryk? 

– Jeg tror, det kommer til at tage mellem 

tre og fem år, før man for alvor kan 

se hele potentialet i regionsdannelsen. 

Det hænger sammen med, at der 

jo ikke er oceaner af penge, og derfor 

må vi tage forbedrings- og udviklingsopgaverne 

sådan lidt i bidder. 

– Og visionen er jo helt klart at få et 

sundhedsvæsen af den bedste kvalitet 

– også målt internationalt. Med udvikling, 

forskning, uddannelse af højeste 

karat – og et arbejdsmiljø, der gør det 

interessant at være medarbejder – og 

dermed skaber hele fundamentet for 

udviklingen… 

● Men har vi ikke det allerede? Altså et 

sundhedsvæsen af international klasse 

med høj klasse i forskning og uddannelse 

osv.? 

– Jo, det kan man sige. Men samtidig 

er det jo ikke nogen hemmelighed, at 

vi i Danmark stadigvæk er bagud på 

mange områder – det viser internationale 

sundhedsundersøgelser jo. Vores 

middellevetid er for lav i forhold til 

dem, vi sammenligner os med osv. Der 

ligger en meget stor opdragelsesopgave 

i landet som helhed og Region Hovedstaden 

i særdeleshed – en opgave 

med at løfte den generelle sundhed. 

Plads til at blive bedre 

– Men derudover har vi altså også nogle 

områder, hvor vi kan gøre det bedre 

i regionen mere specifi kt: Som jeg talte 

om tidligere, så er vi ikke gode nok 

til at sikre patienter, som bevæger sig 

mellem fl ere instanser. Der er for ofte 

patienter, som på en eller anden måde 

bliver tabt mellem to faser af deres 

forløb. 

– Mange steder er vi også for afhængige 

af enkeltpersoner. Nogle enkelte 

meget dygtige medarbejdere, som vi 

hverken kan, vil eller skal undvære – 

men et sådan system bliver meget sårbart. 

Så der har vi dels en uddannelsesopgave 

og dels en organisatorisk 

opgave, som skal gøre vores behandlingssystem 

mindre sårbart. 

● Men regionen bliver jo også født med 

et krav om besparelser på sundhedsområdet 

– hvordan passer det med ambitionen 

om at blive bedre? 

– Det er rigtigt, at der sikkert er nogen, 

der har svært ved at bevare troen 

på fremtiden pga. de tilbagevendende 

krav om besparelser og effektiviseringer. 

Men netop pga. regionsdannelsen, 

så mener jeg, at der er grund til optimisme: 

Nu får vi en størrelse, som giver 

os helt andre muligheder i fremti- 

TEMAET ER ILLUSTRERET AF MORTEN VOIGT 

den, og der er i hvert fald ingen grund 

til ikke at gribe de forbedrings- og rationaliseringsmuligheder, 

der ligger i 

fusionen. 

– Endelig er der jo også forskningsområdet. 

Nu kan vi jo – hvis man skal 

sige det lidt frækt – omsider holde op 

med at konkurrere imellem enhederne. 

Nu bliver vi én stor enhed, som har befolkningsgrundlaget 

til at gennemføre 

meget store befolkningsundersøgelser. 

Vi har den sundhedsvidenskabelige viden 

– både på hospitalerne, i industrien 

og universitetsmiljøerne, der gør, 

at vi kan blive en vækstdynamo i sundhedsforskningen, 

også internationalt 

og gerne i samarbejde med Øresundsregionen, 

slutter Svend Hartling. 


7



Det enkelte menneske vil være 

Den resursestærke patient 

der stiller med en alenlang 

liste af krav og forventninger? 

Eller den mere hjælpeløse 

der har brug for megen 

støtte og mundtlig 

information? Sygehusvæsnet 

skal være klar til at 

møde begge grupper i 

øjenhøjde, når fremtidens 

patient bliver indlagt. 

Af journalist Ole Grosen 

atienter er godt tilfredse med den 

P behandling, de får på hospitalet. I 

danske og engelske undersøgelser synes 

et stort fl ertal på mindst 85 pct. af de 

indlagte, at de har fået en udmærket behandling 

og pleje. Samtidig peger mange 

tendenser i samfundet på, at borgerne 

bliver mere individualistiske, stiller større 

krav, og at deres tro på autoriteter er for 

nedadgående. 

NYH:S har bedt tre patientforeninger og 

en læge kigge i krystalkuglen for at tegne 

et billede af fremtidens patientkrav. 

Billedet er ikke knivskarpt, men der er 

bred enighed om, at patienterne i høj 

grad vil forlange at blive set som mennesker, 

der bliver taget et individuelt hensyn 

til. 

Sygehusvæsnet skal indstille sig på, at 

patienterne vil stille fl ere og større krav 

– ikke blot til selve behandlingens kvalitet, 

men også til pleje, kommunikation og 

følelsen af tryghed. 

Hospitalerne vil mærke et tydeligere 

skel mellem den gruppe patienter, der involverer 

sig aktivt i deres sygdom og selv 

har søgt oplysninger om den på blandt 

andet internettet, og så den gruppe patienter, 

der på grund af alder, uddannelse, 

sygdommens alvor og sproglige barrierer, 

vil være mere passive og have større behov 

for at blive taget ved hånden. 

– Vi går fra et udbudsstyret sundhedsvæsen 

til at kigge mere på et brugerdrevet 

væsen. Det bliver mere efterspørgsel end 

udbud. Den dialog bliver helt nødvendig i 

fremtiden, og vi er så småt i gang. 

Ordene kommer fra Anne Nissen, leder 

af patientstøtteafdelingen i Kræftens Bekæmpelse. 

Hun ser dels en stærk gruppe 

af kræftpatienter, der stiller krav og selv 

søger oplysninger, dels en gruppe af især 

ældre, der er mere passiv. 

– Vi taler meget om, at de patienter, 

der søger oplysninger på nettet, ikke er 

autoritetstro og kan indgå som partnere 

med sundhedspersonalet. Det er den ene 

gruppe. Men mange er ældre, og vi ser generelt 

en stor gruppe, der er mere passiv 

og har mere tillid til behandlerne – de 

stiller ikke de samme spørgsmål. Polariseringen 

mellem de to grupper er blevet 

større, og vi skal passe på ikke at tabe den 

svage gruppe, siger hun. 

KRÆFTENS BEKÆMPELSE: 

Større forskel på kræftpatienter 

Anne Nissen ser en tredje gruppe af 

kræftpatienter vokse frem. Det er de patienter, 

der har et privat netværk, som går 

med til behandlinger og undersøgelser, 

stiller spørgsmål og søger oplysninger på 

patientens vegne. De kan spille en rolle 

som advokater for kræftpatienterne. 

– Man kan tale om en tredje gruppe. 

Børn kan kæmpe for deres mor – de pårørende 

kan være stærke, siger Anne Nissen. 

Den bedste løsning er, at kræftpatienten 

er omgivet af både et privat og et professionelt 

netværk, og det handler om at afstemme 

forventningerne. 

– Har brugerne urealistiske forventninger, 

får vi en tillidskrise. Den anden grøft 

er, at sundhedsvæsnet kan være så stift, 

at det ikke lever op til nogens forventninger 

– så bliver patienterne også utilfredse. 

Det handler om at skabe fælles forventninger. 

I fremtiden vil patienten både 

have kvalitet i behandlingen og en empatisk 

læge. De vil kontrollere kvaliteten, og 

det vil ske meget igennem de pårørende, 

siger Anne Nissen. 

Opfatter personalet behandlingen og 

plejen på samme måde som patienterne?

i centrum 

Og lader patienterne deres indtryk af 

det rent tekniske påvirke af deres eget 

samspil med personalet og opfattelsen 

af hospitalet som organisation? Det 

satte Center for Evaluering og Medicinsk 

Teknologivurdering sig for at undersøge 

med en rapport, der udkom i 

maj og omfatter patienter, der blev 

opereret for kræft i tyk- og endetarm, 

fra hele landet. 

Ser tingene forskelligt 

Svarene varierede, så der var størst 

enighed mellem patient og personale, 

når det gjaldt de faktuelle og tekniske 

ting, mens mere subjektive spørgsmål 

blev vurderet mere forskelligt. 

Rimelig stor enighed var der om det 

lægetekniske: ”Det overordnede indtryk 

af det kirurgisk, tekniske aspekt 

var således en moderat til næsten perfekt 

grad af overensstemmelse mellem 

læge- og patientsvar,” hedder det i 

rapporten. 

Sygeplejerskerne havde en markant 

anderledes opfattelse af smerte og 

smertebehandling end patienterne 

selv. Rapporten peger på, at sygeplejerskerne 

efter operationen vurderede, 

at patienterne havde færre smerter og 

havde en mere positiv opfattelse af 

smertebehandlingens kvalitet end patienterne 

selv. 

Patienternes opfattelse af kvaliteten 

i selve det kirurgiske indgreb blev 

opfattet mere negativt, hvis der stødte 

komplikationer til – også selv om kom- 

– Man skal tolke undersøgelser af patienters 

tilfredshed med varsomhed, for patienter 

og personale forstår åbenbart ikke det 

samme. Det er den gamle sandhed om, at 

information skal målrettes og tilgodese 

den enkelte. 

Henrik Harling, ledende overlæge, Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling K, Bispebjerg Hospital 

plikationen ikke havde noget med selve 

indgrebet at gøre. 

Om patienten følte, at behandling 

og pleje var god, hang positivt sammen 

med, om de oplevede, at de havde 

en eller to læger og sygeplejersker 

som nøglepersoner, at disse gav sig 

god tid til at tale med patienten. 

Til gengæld havde patienterne ofte 

en mere positiv opfattelse af personalets 

samarbejde end læger og sygeplejersker 

– i fl ere tilfælde mente patienterne, 

at de havde en eller to særligt 

udpegede sygeplejersker som kontaktperson, 

selv om der ikke var dækning 

for denne opfattelse i hospitalets organisation. 

Nogle gange mente patienterne ikke 

at have modtaget information, som 

personalet på sin side mente at have 

givet. Det kan hænge sammen med, at 

mange af patienterne er ældre, bliver 

behandlet for en alvorlig sygdom, og 

at de simpelthen ikke forstår medicinske 

termer som betændelse, stomi og 

skanning på samme måde som personalet. 

Undersøgelser skal tolkes varsomt 

Henrik Harling er ledende overlæge på 

Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling 

K på Bispebjerg Hospital, og han var 

medlem af styregruppen bag rapporten. 

– Jeg studsede over, at folk svarer ja 

til, at de fået foretaget en ultralydsundersøgelse, 

de ikke har fået foretaget, 

siger Henrik Harling. – Lidt piblen fra 

et sår behøver ikke at være betændelse, 

men nogle patienter forstår noget 

andet ved ord som betændelse og stomi. 

Man skal tolke undersøgelser af 

patienters tilfredshed med varsomhed, 

for patienter og personale forstår 

åbenbart ikke det samme. Det er den 

gamle sandhed om, at information 

skal målrettes og tilgodese den enkelte. 

Større fokus på den enkelte 

Hvorfor sygeplejerskerne opfatter 

smerte og den tilknyttede behandling 

anderledes end patienten, tør Henrik 

Harling kun gætte på: – Sygeplejerskerne 

er normalt enormt mere kritiske 

end patienterne, så jeg havde forventet, 

at det var omvendt, for ”man skal 

jo også passe på ikke at give for meget 

medicin” siger han. 

En af rapportens konklusioner er, at 

både patienters og personales evalueringer 

skal tages med, hvis der skal vises 

et dækkende billede af kvaliteten i 

sundhedsvæsnet. – Man må nu sige, at 

patienterne i vid udstrækning godt 

kan vurdere, om kvaliteten er i orden. 

Før undersøgelsen har vi været meget i 

tvivl om det, siger Henrik Harling. 

Men hvilke krav stiller patienterne 

med i fremtiden? – De vil stille væsentligt 

større krav om at sygehusvæsnet 

indstiller sig på den enkelte og 

inddrager den enkelte patient mere, og 

den tendens tror jeg vil blive mere ud- 

præget. Min egen mening er, at folk 

ønsker en respektfuld behandling. De 

kan føle sig tingsliggjort – det er vi 

gode til i vores systemer, siger Henrik 

Harling. 

DANMARKS LUNGEFORENING: 

Behov for menneskelig omsorg 

Charlotte Fuglsang, direktør for Danmarks 

Lungeforening, anslår, at der er 

200.000 danskere med rygerlunger 

(KOL), og at antallet vil vokse til 

300.000 syge i løbet af de næste 10- 

20 år. Først derefter vil vi se, at det 

fald i rygningen, man i dag kan observere 

hos børn og unge, vil slå igennem 

i statistikken. 

Når KOL-patienten kommer på hospitalet, 

er det ofte, fordi han har 

akutte vejrtrækningsproblemer. I den 

situation har patienten nok at tænke 

på, og det bliver ikke til store overvejelser 

om det rent lægetekniske. 

– De er svært syge, når de bliver 

indlagt. De har behov for, at der bliver 

taget sig af dem som mennesker, siger 

Charlotte Fuglsang. – På hospitalet 

har patienterne behov for, at personalet 

tager hånd om dem, for de er så 

dårlige. Det er den medmenneskelige 

omsorg og kommunikationen, der spiller 

en stor rolle. Det handler om en sygeplejerske, 

der tager sig tid til at tale 

om tingene – blandt andet om den 

angst, der følger med åndenøden, siger 

hun. 

Fortsættes på næste side 


9

Fortsat fra forrige side 

Mange KOL-patienter har allerede fået stillet diagnosen 

hos deres praktiserende læge, hvor Charlotte Fuglsang 

gerne ser måling af lungekapaciteten og en snak om rygevaner 

gjort obligatorisk. Men også personalet på hospitalet 

skal være klar til at lære patienten at leve med 

sygdommen og tage en ansvar på sig. Hun peger på, at 

kun en procent af KOL-patienterne får den rehabilitering, 

de har behov for ifølge nyere undersøgelser. 

– Nogle får diagnosen hos deres egen læge og andre på 

et ambulatorium. Her skal der være nogle, der giver patienten 

den rette vejledning, og det er et forløb, hvor 

man lærer at tage sygdommen på sig. Med livsstilssygdomme 

som KOL handler det om, at patienten er villig til 

at indgå i et partnerskab og følge personalets vejledning, 

når det gælder rygestop, medicin, fysisk træning og at 

håndtere angsten, når den syge får åndenød, siger Charlotte 

Fuglsang. 

DIABETESFORENINGEN: 

Patienten som partner 

– Vi skal sætte patienten og hans rejse gennem behandlingssystemet 

i centrum. Systemet skal indrette sig efter 

patienten, siger Allan Flyvbjerg, formand for Diabetesforeningen. 

– Som diabetiker ramt af blindhed, blodpropper eller 

skridende nyrefunktion, er det helt anderledes end for 

den diabetiker, der kan klare sig med en smule medicin og 

vejledning. Jo mere ramt du er, jo mere skal du på en specialiseret 

afdeling. Der er et samspil mellem læge, sygeplejerske, 

diætist og fodterapeut. I fremtiden skal dette 

set up også være uden for hospitalet – der er der ikke kapacitet 

til det. Mindre kritisk syge patienter har også 

brug for hele viften af tilbud. 

Allan Flyvbjerg ser diabetikere som patienter, der både 

mødes jævnligt med sundshedspersonalet og som i forvejen 

er vant til at skulle tage sig af deres egen sygdom i 

det daglige. Det giver mulighed for et mere snævert samarbejde. 

– Patientens mål er at have et godt liv. Diabetikeren vil 

undgå at blive blind eller havne i en kørestol. Midlet til at 

undgå kørestolen er forebyggelse, så jeg tror mere på et 

partnerskab mellem patient og sygehusvæsen end på et 

apparat i hvid kittel. Kronikerne har et andet syn på at gå 

i partnerskab, fordi de allerede ser personalet i ambulatoriet 

hver 3. eller 4. måned, siger han. 

Diabetesforeningen ser en fremtid, fl ere patienter er 

klædt bedre på til at indgå i et samarbejde om behandlingen. 

– Patienten bliver en professionel kroniker, der kan gå 

meget mere ind i sin egen behandling. Der bliver meget 

med SMS og computere, så patienten kan sende sine værdier 

for blodtryk og blodsukker uden at mødes fysisk med 

sygehuspersonalet, og de kan få svar tilbage, om de skal 

skrue lidt op eller ned for medicinen. Med større indsigt 

hos patienten kan han erstatte nogle af de ensartede ambulatoriebesøg 

med it. Men der skal også være et tilbud 

til folk, der ikke er så stærke, og hvor man skal tage vare 

på personen gennem hjemmesygepleje og hjemmehjælp, 

siger Allan Flyvbjerg. 

– Der er ingen tvivl om, at patienterne vil stille større 

krav til et ping-pong med hospitalspersonalet i fremtiden. 

Der er meget livsstil i diabetes, så du skal stimulere 

til egenomsorg. 


Tema: Fremtidens sundhedssystem

Når lægen og 

sygeplejersken 

selv bliver indlagt 

Hvordan bliver kvaliteten 

på hospitalerne bedømt, 

når det er personalet selv, 

der ligger i sengen? Godt, 

lyder det overordnede 

svar. 

Af journalist Ole Grosen 

vorfor skal man fi nde sig i, at nabo- 

H en snorker? Det er ikke bare pjat, 

det betyder noget at sove og spise ordentligt. 

Finn Gyntelberg, ledende overlæge og 

professor på Arbejds- og Miljømedicinsk 

Klinik, Bispebjerg Hospital, hentyder til, 

at knap 70 pct. af læger og sygeplejersker 

savner muligheden for at ligge på enestue, 

når de selv er indlagt. Han kalder 

den manglende enestue for ”en systemfejl 

af dimensioner.” 

Finn Gyntelberg er en af forfatterne til 

rapporten Læger og sygeplejerskers vurdering 

af kvaliteten i hospitalsvæsenet – 

som patient eller pårørende. Her har over 

3.000 læger og sygeplejersker fra hele 

landet besvaret spørgsmål om deres egen 

indlæggelse. 

Ideen bag rapporten er, at de ansatte 

er fagligt bedre klædt på til at vurdere 

hospitalernes kvalitet. 85 pct. af dem er 

tilfredse eller meget tilfredse med pleje, 

diagnostik og behandling, viser tallene, 

og næsten samtlige adspurgte havde positive 

eller neutrale forventninger til de 

tre arbejdsområder før indlæggelsen. 

– Både læger og sygeplejersker har en 

vældig tiltro til systemet, og resultatet 

adskiller sig ikke voldsomt fra andre tilfredshedsundersøgelser. 

Rapporten kan 

indgå sammen med andre undersøgelser, 

så målingen af kvalitet forhåbentlig bliver 

mere dækkende, siger Finn Gyntelberg. 

Han hæfter sig ved det positive i, at 

læger og sygeplejersker i meget stort omfang 

har fået den korrekte medicin, men 

kan ikke afvise, at det netop skyldes patienternes 

faglighed. 

– Der er ikke ret mange, der er blevet 

fejlmedicineret. Det er tankevækkende, 

men det er nok fordi, patienterne opdager 

det i tide, hvis tabletten er gul i stedet for 

hvid, siger han. 

Behandlingskomplikationer oplevede 

hver femte af de indlagte læger og patienter, 

og af den gruppe mente næsten 

halvdelen, at komplikationerne kunne 

være undgået. 

– Og ja, de har formentlig været udsat 

for komplikationer, der kunne være undgået. 

Det er deres egen, subjektive vurdering 

– forhåbentlig på et mere professionelt 

niveau, men det er ikke objektive 

sandheder, siger Finn Gyntelberg. 

Han mener, at fremtidens patienter vil 

kræve en meget højere standard, når det 

gælder hospitalets fysiske rammer, som 

han mener bør sammenlignes med standarden 

på et hotel. 

– Der vil være betydelig og stigende 

kritik af de fysiske rammer i fremtiden. De 

kommende patienter vil være meget mere 

på dupperne og kræve en anstændig hotelstandard. 

Hvis du ikke spiser og sover 

godt, bliver du træt og elendig. Der er ikke 

mange, der ikke bestiller et værelse 

med bad og toilet, når de booker sig ind 

på et hotel, siger han. 

Finn Gyntelberg, 

ledende overlæge 

og professor på 

Arbejds- og Miljømedicinsk 

Klinik, 


– De kommende patienter vil 

være meget mere på dupperne 

og kræve en anstændig 

hotelstandard. Hvis du 

ikke spiser og sover godt, 

bliver du træt og elendig. 

Der er ikke mange, der ikke 

bestiller et værelse med 

bad og toilet, når de booker 

sig ind på et hotel. 


11

Konfl iktmægling mellem læge og patient 

Patienterne klager stadig 

oftere over behandlingen 

på landets hospitaler 

– og endnu fl ere går 

sandsynligvis rundt med 

efterveerne af en dårlig 

oplevelse uden at have 

overskuddet til at indgive 

en formel klage. På 

den anden side står læger 

og sygeplejersker, 

som også skal fi nde en 

vej ud af den dårlige 

samvittighed fx efter 

utilsigtede hændelser. 

Fremtidens vej kunne – 

måske – hedde konfl iktmægling… 


lere og fl ere patienter klager 

F over deres behandling i sundhedsvæsnet 

– og det ser ikke ud til at 

ændre sig: Over de seneste ti år er antallet 

af klagesager i Patientklagenævnet 

steget med langt over 50 pct. Og 

meget tyder på, at det kun er en lille 

del af de patientoplevede konfl ikter, 

der faktisk ender med en egentlig klagesag. 

NYH:S har opsøgt en af forfatterne 

til en masterafhandling om konfl iktmægling 

i sundhedssektoren, Benthe 

Vestergård, der også er tilknyttet Rigshospitalet 

som ekstern medierådgiver, 

for at høre nærmere om en potentielt 

både billigere og bedre vej ud af fremtidens 

konfl ikter mellem patient og 

behandler: Konfl iktmægling. 

Generelt har mægling bredt sig i forskellige 

forhold i samfundet i de senere 

år. I Danmark kender man mægling 

bl.a. fra konfl iktråd, hvor et offer for 

en forbrydelse møder sin gerningsmand. 

Og man mægler fx også mellem 

parterne i en skilsmissesag. 

– Jeg mener, at konfl iktmægling 

mellem patient og læge eller sygeplejerske 

skal være et naturligt tilbud fra 

sundhedsvæsnets side. Og det er der 

sådan set mange gode grunde til: Man 

kan sikkert forebygge klagesager ved 

Patientklagenævnet – og derigennem 

spare resurser. Man kan blive bedre i 

stand til at forebygge lignende hændelser 

i fremtiden. Men allervigtigst er 



det næsten, at det både er i patientens 

og lægens interesse, fordi de kan opnå 

en afklaring, en forståelse og tilgivelse, 

som man ikke får andre steder. I 

sidste ende er det et spørgsmål om, 

hvad vi som samfund synes, vi vil byde 

patienterne på landets sygehuse, siger 

Benthe Vestergård. 

Det samme behov 

Hun forklarer videre, at en konfl iktmægling 

mellem læge og patient er 

anderledes end andre mæglingssituationer, 

fordi de to parter i mæglingen 

er uens: Den ene er professionel og på 

arbejde, og den anden er privat og i 

dén grad på udebane. 

Og hvor der måske er en skævhed i 

magtforholdet mellem de to parter, så 

er deres behov i mæglingssituationen 

overraskende ens: – Patienterne har et 

klart behov for at få en forklaring på 

det skete. De har brug for, at der bliver 

placeret et ansvar samtidig med, at de 

ønsker at blive bekræftet i, at deres 

oplevelse bliver taget alvorligt. Og 

selvom man fra England ved, at pa- 

tienterne har et større ønske om mægling 

end sundhedspersonalet, så har 

personalet også en klar gevinst i en 

mægling, siger Benthe Vestergård og 

fortsætter: 

– Det er hårdt at være udsat for andres 

vrede. Det slider, og den læge eller 

sygeplejerske, der har været involveret 

i en utilsigtet hændelse eller en 

anden situation, der udløser en alvorlig 

konfl ikt med patienten, har et behov 

for at få sig forklaret. De kan have 

brug for patientens tilgivelse for at få 

løst op for den dårlige samvittighed, 

der evt. plager dem – og tilgivelsen 

kan de ikke få andre steder end i det 

direkte møde med patienten. 

Benthe Vestergård understreger, at 

en konfl iktmægling i sin natur skal 

være frivillig. Man kan altså ikke forestille 

sig en situation, hvor fx lægen er 

beordret i en mægling, fordi en patient 

har ønsket det. Det skaber en 

ulighed mellem parterne og en uvilje 

mod projektet, som saboterer det helt 

fra starten. 

Fra England ved man, at behandler- 

ne ofte frygter repressalier – erstatningssager 

osv. – i kølvandet på en 

konfl iktmægling, men der er det danske 

system langt mere velegnet: 

Patienten vil tages alvorlig 

– I Danmark har vi adskilt klagegangen 

fra erstatningsspørgsmålet: Du 

klager gennem Patientklagenævnet og 

søger økonomisk erstatning gennem 

Patientforsikringen. Det betyder, at 

evt. indrømmelser af hel eller delvis 

skyld eller ansvar under en mæglingssituation 

ikke vil få indfl ydelse på et 

erstatningsspørgsmål, og eftersom en 

konfl iktmægling altid vil være et fortroligt 

rum, hvorfra der ikke må refereres 

uden gensidig aftale, så kan det 

heller ikke bruges i en klagesag, forklarer 

Benthe Vestergård. 

– Og i virkeligheden, fortsætter 

hun, – er patienterne først og fremmest 

interesserede i, at den behandler, 

der har været involveret i situationen, 

viser sit ansigt og demonstrerer, at 

han tager patientens oplevelse alvorligt 

ved at lytte og ved at forklare 

hændelsen. 

Benthe Vestergård tilføjer, at det i 

sundhedsvæsnet er vigtigt at skelne 

mellem skyld og ansvar. Der vil altid 

være tale om et ansvar, men ikke nødvendigvis 

en skyld. For begge parter er 

det vigtigt, at det klargøres i mæglingen, 

hvad der er tale om i den konkrete 

sag. Desuden viser udenlandske erfaringer, 

at patienterne er overordentligt 

tilbøjelige til at tilgive og forsone sig 

med sundhedspersonen, når vedkom-

mende påtager sig et ansvar eller en 

skyld. 

Hun understreger, at konfl iktmægling 

bør være et supplement til det eksisterende 

klagesagssystem på den 

ene side og erstatningssystemet på 

den anden. Men hun forudser dog, at 

en indførelse af konfl iktmægling i 

sundhedssektoren vil medføre færre 

klagesager, fordi hele mæglingens mål 

er at opnå en fælles forståelse for det 

hændte. 

Konfl iktmægling er mulig en vej ud 

af en ubehagelig og meget uheldig si- 

– Det er vigtigt at skelne mellem skyld 

og ansvar. Der vil altid være tale om 

et ansvar, men ikke nødvendigvis en 

skyld. For begge parter er det vigtigt, 

at det klargøres i mæglingen, hvad 

der er tale om i den konkrete sag. 

Benthe Vestergård, ekstern medierådgiver, Rigshospitalet 

Mægling – hvordan? 

tuation for begge parter: – Det kan 

være en måde at komme videre på. Både 

for patient og læge. I dag fi ndes 

den vej videre ikke: Patientklagenævnet 

beskæftiger sig udelukkende med 

at afgøre, om lægen har udført sit arbejde 

med tilstrækkelig omhu – om 

der er grund til at påtale arbejdet. Og 

eftersom 80 pct. af sagerne ender med 

at blive afvist, så er patienterne oplagt 

ikke tilfredse, men klagesagsgangen 

opfattes faktisk også utilfredsstillende 

af behandlerne, fordi de ikke er 

aktivt involveret i processen. 

I både England og USA har man brugt konfl iktmægling i sundhedssektoren 

gennem fl ere år. Men modellen kan, ifølge Benthe Vestergård, ikke 

overføres til danske forhold. I den engelske model afgør man også skylds- 

og erstatningsspørgsmål gennem mægling, og det betyder bl.a., at en 

engelsk konfl iktmægling typisk varer mindst syv timer (vel at mærke i 

træk), og at parterne kun mødes i begyndelsen og slutningen af mæglingen 

– indimellem fører mægler separate møder med parterne. 

Benthe Vestergård er i stedet fortaler for en model, hvor parterne mødes 

i samme lokale – og igennem tre – fi re timer kommer rundt om det 

skete. En dansk konfl iktmægling kan, hvis parterne ønsker det, munde ud 

i egentlige aftaler. Fx om viderebehandling på et andet hospital, en senere 

rundvisning på afdelingen, så patienten ved selvsyn kan se, at man 

forsøger at forebygge lignende episoder el. lign. 

Det vigtige for enhver mæglingssituation er, at den er frivillig for 

begge parter. Desuden skal mægleren være upartisk og neutral – og må 

altså ikke være ansat af hospitalet. Det vil således være problematisk, 

hvis mægleren enten er en sundhedsperson med mægleruddannelse eller 

en patientvejleder. I begge tilfælde vil mæglere have problemer med sin 

upartiskhed og neutralitet. Dog kan man sagtens forestille sig, at tilbuddet 

kan visiteres gennem patientvejlederfunktionen. 

Stadig fl ere klager 

2005 oprettede Patientklagenævnet i alt 3.312 nye sa- 

I ger, hvilket er en stigning på ca. syv pct. i forhold til 

2004 – og siden 1996 er antallet af klagesager vokset med 

over 1.000 i faktiske tal – en stigning på langt over 50 pct. 

på ti år. 

Det er dog meget langt fra alle sager, der giver anledning 

til kritik fra Patientklagenævnet. Faktisk er det kun i ca. hver 

fjerde sag, at Patientklagenævnet fi nder anledning til at rejse 

kritik af behandlingen: I de sidste fem år har mellem 21,2 

pct. og 24.8 pct. af klagesagerne resulteret i kritik fra Patientklagenævnet. 

Det er på den ene side en oplagt god nyhed: Selvom der 

rejses forholdsvis mange klager, så er det faktisk sjældent, at 

sundhedspersonalet begår deciderede fejl. Men på den anden 

side efterlader det også en stor patientgruppe i afmagt. For 

selvom de ikke fi k medhold i deres klagesag, føler de sig stadig 

dårligt behandlet – ellers var klagen næppe blevet rejst. 

Noget tyder altså på, at en stadig større gruppe af fremtidens 

patienter vil føle sig dårligt behandlet i sundhedssystemet. 

Og selvom det faktiske antal klager måske ikke synes 

voldsomt stort, når man tager i betragtning, hvor mange patienter, 

der modtager en eller anden form for behandling på 

et år, så hører det også med, at det er endda meget langt fra 

alle patienter, der klager over skete fejl og utilsigtede hændelser. 

I 2005 blev der således indberettet tæt på tre gange så 

mange tilfælde af utilsigtede hændelser til Sundhedsstyrelsen, 

som der var klagesager i Patientklagenævnet. En del af 

disse hændelser bliver patienterne måske aldrig klar over er 

sket, en anden del håndteres sikkert gennem samtaler på stedet 

mellem patient og behandler – men en del forbliver sandsynligvis 

uadresserede til frustration for patienterne. 

Kilde: Patientklagenævnets årsberetninger 1997-2005

Håndhygiejne 

Efter i en periode at have været 

omgivet af selvlysende 

håndaftryk overalt på hospitalerne, 

er det nu ved at være 

tid til at gøre status over, om 

H:S’ håndhygiejnekampagne 

har rykket ved de kedelige 

fakta: 50 pct. af personalet 

skal blive bedre til at huske 

håndhygiejnen. 

Af Rune Kjellberg, NYH:S 

e foreløbige tilbagemeldinger er, at 

D kampagnen har skabt opmærksomhed 

omkring håndhygiejne, og den har givet anledning 

til debat blandt personale og ledelser. 

Det spørgsmål, der nu står tilbage er, om 

personalet så reelt er blevet bedre til at 

huske håndhygiejnen. Kampagneorganisationen 

arbejder pt. på en samlet evaluering, 

som vil være klar til november. 

Pressen har været meget interesseret i 

kampagnen, og på trods af det kedelige bud- 

Er der kø ved håndvasken? 

skab om, at 50 pct. af personalet ikke udfører 

korrekt håndhygiejne, og at mange sygehuserhvervede 

infektioner kan tilskrives dette, 

har omtalen været positiv over hele linjen. 

Man forstår problematikken og glæder sig 

over initiativet. 

Hvad nu? 

Flere hospitaler har planer om at genoptage 

kampagnen i løbet af efteråret. På Rigshospitalet 

er fl ere tiltag undervejs. Der vil bl.a. blive 

gennemført målrettet undervisning af personalet, 

og på Kulturnatten vil hygiejnesygeplejerskerne 

stå klar til at tjekke, om de besøgende 

har rene hænder. Flere afsnit på hospitalet 

har desuden meldt sig som modelafsnit, 

og vil sætte fokus på særlige problemer, fx 

indlagte børn og håndhygiejne. 

På Amager Hospital er der i efteråret planlagt 

håndhygiejneaudit på samtlige afsnit. 

Der er desuden en stribe lagkager på højkant 

til den afdeling, hvor fl est har gennemført elearningprogrammet 

om håndhygiejne. 

Og kampagnen breder sig. I Københavns 

Amt har man valgt at genbruge ideerne og 

dele af kampagnematerialet fra H:S’ håndhygiejnekampagne, 

når man der skal sætte fokus 

på håndhygiejnen i løbet af efteråret.

Får man tømmermænd af håndsprit? 

Spørgsmål fra personalet i forbindelse med H:S’ hånd hygiejnekampagne 2006: 

● Er håndsprit farligt at indånde? 

Nej. Ikke ved anvendelse af de beskedne mængder, vi bruger til desinfektion. 

Håndsprit indeholder ethanol. Den ethanol, der optages via indånding, nedbrydes 

og elimineres hurtigt fra organismen. Der vil ikke kunne forekomme målbare 

koncentrationer i kroppens væv ved anvendelse af beskedne mængder alkohol 

til desinfektion, men kun ved ekstraordinært stor udsættelse i fx industrielle 

miljøer. 

Risiko for organskader, fosterskader og kræftsygdomme ved påvirkning med 

ethanol er udelukkende relevant i forhold til indtagelse af alkoholiske drikke og 

ikke ved indånding af ethanoldampe. Ethanoldampe irriterer slimhinder og øjne 

mindre end andre typer af alkohol. Ethanol optages desuden ikke via huden. 

● Er håndsprit ikke usundt for huden? 

Hånddesinfektion med sprit er mindre hudirriterende end håndvask med vand 

og sæbe. Det sprit, der bruges i forbindelse med håndhygiejnekampagnen i H:S, 

er tilsat hudplejemiddel, som modvirker alkoholens udtørrende effekt på huden. 

Og så er hånddesinfektion med sprit nemt at udføre, effektivt mod mikroorganismer 

og det tager kort tid at udføre korrekt. 

● Bliver de der lommespritfl asker ikke urene af at ligge i 

kittellommen? 

Jo, det er ganske rigtigt. Flasken er uren. Men med den ene hånd hælder man 

sprit op i den anden hånd, putter fl asken tilbage i lommen og indgnider derefter 

begge hænder i spritten. Så er hænderne rene – og det er jo det, det handler om! 


15

Marianne Wieses 

blå bog 

Marianne Wiese er oprindelig 

uddannet cand.jur. Gennem 

en stilling i Amtsrådsforeningen 

kom hun via Sundhedsministeriet 

i kontakt med 

psykiatrien. 

Hun var bl.a. med til at lave 

Den Psykiatriske Temaplanrunde 

og fandt hurtigt ud af, 

at psykiatrien var et godt 

sted at arbejde: Gode mennesker, 

som brænder for deres 

fag, et spændende felt, som 

det giver mening at bruge sin 

tid på. 

I slutningen af 1996 tiltrådte 

hun den nyoprettede stilling 

som psykiatrichef i Frederiksborg 

Amt, og siden 1. april i 

år har hun været udpeget 

som kommende psykiatridirektør 

i Region Hovedstaden. 

Trods sin juridiske baggrund 

understreger Marianne Wiese, 

at hun har stor erfaring med 

arbejdsvilkårene i psykiatrien, 

og hun lægger vægt på, 

at man skal have ordentlige 

rammer for at kunne udføre 

sit arbejde godt. 

Psykiatri 


Fra biroller til hovedrollen 

Psykiatrien kommer til 

at gennemgå store organisatoriske 

forandringer 

ved årsskiftet. Udskillelsen 

til et selvstændigt 

virksomhedsområde i 

Region Hovedstaden er 

noget, der har optaget 

de fl este ansatte i psykiatrien 

– og NYH:S har sat 

Marianne Wiese stævne 

for at høre om hendes 

forventninger og ambitioner 

på psykiatriens 

vegne i hovedstadsområdet. 

Af Ulf Joel jensen, NYH:S 

en første januar sker det, som 

D fl ere har frygtet, og alle har haft 

forholdsvis kort tid til at vænne sig til: 

Psykiatrien i H:S udskilles fra hospitalerne, 

slåes sammen med amternes 

psykiatriske behandlingstilbud og 

samles i den næststørste, selvstændige 

virksomhed under Region Hovedstaden. 

Spørgsmålet er så, om der reelt er 

grund til frygt – om hverdagen overhovedet 

kommer til at føles anderledes 

i den nye organisatoriske virkelighed? 

Det kan tiden vel kun vise – men 

NYH:S har alligevel forsøgt sig med et 

svar og er i sin søgen herefter rejst 

nordpå for at tage en snak med den 

kommende direktør for Psykiatrivirksomheden 

Marianne Wiese. Én ting bliver 

meget hurtigt klart: Ambitioner og 

mod på fremtiden er ingen mangelvare 

på direktionsgangen i virksomheden… 

Fra birolle til hovedrolle 

Da det stod klart, at psykiatrien skulle 

samles i en selvstændig virksomhed 

og altså udskilles fra hospitalerne, så 

var der mange i H:S, som ikke blev glade… 

Kan du svare på, hvorfor psykiatrien 

ikke længere skal høre til på hospitalerne? 

– Altså det er jeg måske ikke den 

– Vi har en meget stor forpligtigelse: Ud over retssystemet er 

vi den eneste institution i samfundet, der har en lovreguleret 

ret til magtanvendelse. Og den slags forpligter. Derfor er 

det også vigtigt, at vi er selvkritiske og selvransagende. 

Marianne Wiese, direktør for Psykiatrivirksomheden, Region Hovedstaden 

helt rigtige at spørge om: Det er jo en 

politisk beslutning… 

Men den må jo formodes at bero på, 

at der er fordele ved den valgte model 

frem for den anden? 

– Ja. Det er jo altid en afvejning for 

og imod. I fremtiden får vi i psykiatrien 

mulighed for at samle kræfterne og 

optimere indsatsen – vi bliver synlige 

på en helt anden måde, end vi er vant 

til. I stedet for at være en del af en 

række større virksomheder, så bliver 

psykiatrien nu til en stor virksomhed 

selv. I stedet for at spille en birolle, 

kan man sige, så kommer vi til at spille 

hovedrollen. Og dét, synes jeg, er meget 

positivt. Vi bliver stærke og får en 

helt anden platform pga. vores størrelse 

alene, siger Marianne Wiese. 

– Ved at samle os i én enhed får vi 

meget bedre muligheder for at videndele 

i stedet for at konkurrere indbyrdes 

– og det, er jeg sikker på, vil være 

med til at udvikle behandlingen, plejen 

og forskningen. 

Erfaringer fra Frederiksborg Amt 

Tror du, de ansatte kommer til at mærke 

en forskel i hverdagen, når psykiatrien 

etablerer sig som en selvstændig 

virksomhed? 

– Igen er det jo svært at sige, men 

vi var igennem samme øvelse for ni år 

siden i Frederiksborg Amt: 1. januar 

1998 blev psykiatrien skilt ud som et 

selvstændigt sygehus – fra at have 

været en del af Hillerød Sygehus. Og i 

april året efter blev vi så forvaltningsmæssigt 

fl yttet fra Sundhedsforvaltningen 

til Socialforvaltningen. 

Og erfaringen siger, forklarer Marianne 

Wiese, at der sker ændringer i 

den nære hverdag, selvom medarbejderne 

i en meget lang periode vil fastholde 

deres identitet som hospitalsansat 

snarere end som ansat i Psykiatrivirksomheden: 

– Noget af det første, 

man vil opleve, er, at man ikke længere 

automatisk tænkes med… Mange har 

et stort netværk på tværs af deres arbejdsplads: 

De er med i kunstforenin- 

ger, kantineudvalg, samarbejdsudvalg 

osv., og selvom de sandsynligvis også 

fremover vil kunne deltage i de samme 

udvalg og foreninger, så skal de selv 

opsøge det, fordi de ikke formelt er en 

del af hospitalet længere. Og det gælder 

også de faglige fællesskaber, man 

er en del af på tværs af hospitalet. Dér 

vil det kunne mærkes, siger Marianne 

Wiese, som dog understreger, at udskilningen 

ikke har haft nogen negativ 

betydning for det faglige kliniske samarbejde 

i Frederiksborg Amt. 

– Erfaringen her fra amtet er også, 

at man meget hurtigt begynder at søge 

sammen i den nye enhed. Man etablerer 

sig i nye faglige fora, hvor alle, der 

deltager, har det psykiatriske speciale 

som arbejdsområde. Dette store nye 

faglige fællesskab, er jeg sikker på, vil 

blive oplevet som meget positivt og 

givende, siger Marianne Wiese. 

Refl ektoriske rum 

Hvad bliver din og den øvrige ledelses 

rolle i forhold til de enkelte medarbejder 

i overgangsfasen? 

– En af vores største opgaver i starten 

bliver at bringe folk sammen. Vi 

skal sørge for, at alle de ansatte kommer 

til at føle sig som en del af Psykiatrivirksomheden. 

Og det gør man bl.a. 

ved at bringe folk sammen. Fagligt og 

kollegialt. Vertikalt og horisontalt. Vi 

skal have skabt nogle fælles, refl ektoriske 

rum til de ansatte. 

– Selvom vi skal respektere de mange 

forskellige kulturer, der kommer til 

at eksistere i vores virksomhed, så skal 

vi også have skabt en ny, fælles kultur. 

Det er vigtigt, at medarbejderne tror 

på det her projekt. Psykiatrien har rigtigt 

meget at være stolt af – og det 

skal vi holde fast i, understreger Marianne 

Wiese. 

Møderne på tværs starter allerede til 

november i år, hvor alle afdelingsledelser 

i den kommende psykiatrivirksomhed 

for første gang mødes i forsøget 

på at skabe rammerne for en fælles 

kultur. Det er langt fra gjort med det,

siger Marianne Wiese, men meget af 

den kulturelle selvforståelse bliver videreformidlet 

gennem de enkelte ledelser 

– og derfor er det et naturligt 

sted at starte, mener hun. 

De positive historier skal ud 

Du siger, at psykiatrien har meget at 

være stolt over – men det er måske 

ikke altid det, man får indtryk af gennem 

medierne. Psykiatrien er også 

meget udskældt? 

– Det, ved jeg ikke, om jeg synes, 

er rigtigt. Det er rigtigt, at vi er meget 

i fokus – men det er kun godt: Det 

sikrer faget politisk bevågenhed, og 

det skal vi være glade for. Det er langt 

bedre at være i fokus, end det er at 

blive glemt, siger Marianne Wiese. 

Hun fortsætter: 

– Og det er også ekstra vigtigt med 

fokus på vores område, fordi vi har en 

meget stor forpligtigelse: Ud over 

retssystemet er vi den eneste institution 

i samfundet, der har en lovreguleret 

ret til magtanvendelse. Og den 

slags forpligter. Derfor er det også 

vigtigt, at vi er selvkritiske og selvransagende. 

– Når det så er sagt, så kan jeg da 

godt blive træt af, at psykiatrien 

groft sagt kun får offentlig omtale, 

når det går galt. Jeg vil arbejde på, at 

vi bliver endnu bedre til at aftabuisere 

området. Vi skal ud med de positive 

historier. Vi skal fortælle, når det lykkes. 

Vi skal forklare, at de fl este patienter 

i psykiatrien faktisk bliver 

helbredt, pointerer Marianne Wiese. 

Fem hurtige til 

Marianne Wiese: 

● Hvor kommer patienterne til at mærke 

en forskel i fremtidens psykiatriske behandling? 

– Den psykaitriske behandling vil blive 

mere ensartet i hele regionen. Vi vil få 

nye udviklingsmuligheder, fordi vi bliver 

så stor og synlig en virksomhed – og det 

vil gavne både patienter og pårørende. 

● Hvor kommer de ansatte til at mærke 

en forskel? 

Mange vil sikkert i starten savne tilhørsforholdet 

til hospitalet, men psykiatrivirksomheden 

er da også et hospital på 

fl ere adresser, og forhåbentlig vil mange 

også ret hurtigt opleve fordelene i at 

indgå i en række fagligt udviklende fora 

på tværs af regionen, hvor alle de deltagende 

kommer fra forskellige kulturer, 

men har fælles baggrund i psykiatrien. 

● Hvad bliver den største udfordring? 

Der bliver fl ere. Økonomien bliver trang 

– men der kommer også en særlig udfordring 

i samarbejdet med kommunerne, 

som jo har fået en stor del af de socialpsykiatriske 

tilbud ind under sig. Det er 

noget, der skal arbejdes intenst med i 

sundhedsaftalerne med de enkelte kommuner 

– og det gør vi naturligvis. 

● Bliver det vanskeligere at rekruttere 

læger, når psykiatrien ikke længere hører 

under hospitalerne? 

Jeg tror ikke, rekrutteringsproblemerne 

bunder i det. Det kan hænge sammen 

med, at det psykiatriske speciale ikke er 

en del af turnusuddannelsen. Det betyder, 

at mange unge læger ikke får kendskab 

til de mange karrieremuligheder, 

der er i psykiatrien – herunder bl.a. kontakt 

med internationale forskningsmiljøer. 

Netop det, at vi bliver en selvstændig 

virksomhed, giver en unik mulighed 

for at formidle, hvor spændende specialet 

er og dermed forbedre rekrutteringen 

til faget. 

● Hvordan vil du forbedre psykiatriens ry 

i offentligheden? 

Er det ikke godt allerede? Uanset hvad, 

så mener jeg, at vi skal blive bedre til at 

fortælle de positive historier. Psykiatrien 

har meget at være stolt af – rigtigt 

meget – og det skal vi ikke være bange 

for at dele med offentligheden. Desuden 

skylder vi patienterne og borgerne, at vi 

arbejder aktivt på at nedbryde tabuer 

om psykisk sygdom. 


17

Trombolyse døgnet rundt 

Et nyt samarbejde mellem 


og Amtssygehuset i Glostrup 

sikrer nu døgn- og 

weekenddækning af 

trombolysetilbuddet til 

patienter med blodprop i 

hjernen fra hele Region 

Hovedstaden. Hidtil har 

tilbuddet kun været gældende 

i dagtimerne på 

hverdage. 


en helt store fordel ved trombo- 

D lysebehandling er, at den giver 

et væsentligt mildere forløb. Hvis den 

sættes i værk tidligt nok, reducerer 

den invaliditeten hos patienten og giver 

efterfølgende et langt bedre funktionsniveau, 

forklarer professor Gudrun 

Boysen fra Bispebjerg Hospitals 

Neurologiske Afdeling. 

Og det med den tidlige behandling 

skal tages meget bogstaveligt: Senest 

tre timer efter patienten har mærket 

de første symptomer på en blodprop i 

hjernen, skal behandlingen være i 

gang – ellers er det for sent. Og for at 

være sikker på, at behandlingen kan 

starte i tide, skal patienten faktisk 

helst ankomme på hospitalet senest to 

timer efter de første symptomer, som 

endda ikke nødvendigvis er hverken 

særligt alarmerende eller tydelige. 

Hver fjerde når frem i tide 

Når patienten ankommer til trombolysevagten 

på hospitalet, bliver der taget 

en række prøver, og herefter sendes 

patienten til skanning for at vurdere, 

om der er tale om en hjerneblødning 

eller en blodprop. De to tilstande 

har de samme symptomer, men hjerneblødninger 

kan ikke behandles med 

trombolyse. Desuden ser man efter, om 

skaderne fra en blodprop er blevet for 

omfattende til, at en behandling kan 

sættes i gang. 

– Vi får desværre en del patienter 

for sent. Det er kun ca. hver fjerde patient, 

som i sidste ende bliver trombolyseret, 

forklarer Gudrun Boysen og 


Bag om behandlingen 

fortsætter: – Trombolyse er en medicinsk 

behandling, hvor man opløser de 

fi brintråde, som blodproppen består 

af, ved hjælp af et enzym. På den måde 

genetablerer man blodforsyningen i 

det ramte område. 

– Men hvis der er gået for lang tid, 

og dele af hjernen dermed har været 

uden blodforsyning for længe, så er 

skaderne måske blevet for omfattende 

til at behandle: Det nytter jo ikke meget 

at genetablere blodforsyningen til 

et område i hjernen, hvis hjernevævet 

allerede er gået tabt. 

Det enzym, man behandler med i en 

trombolyse, nøjes naturligvis ikke med 

at opløse fi brintrådene i blodproppen. 

Faktisk er stoffet meget aktivt – og 

derfor er der også en risiko for blødninger 

forbundet med behandlingen. 

Forud for enhver behandling skal lægen 

derfor veje risikoen ved behandlingen 

op mod chancen for gevinst – 

og på dén konto er der også patienter, 

der bliver siet fra. 

En aggressiv behandling 

– Vi har nogle meget stramme visitationsregler 

– og det er nødvendigt, 

fordi det er en aggressiv behandlingsform, 

som er forbundet med en vis risiko. 

Derfor skal patienterne også selv 

tage stilling til, om de har lyst til at 

modtage behandlingen, inden vi starter 

den op. Og hvis de ikke selv er i 

stand til det, så er det deres pårørende, 

der må tage beslutningen for dem, 

supplerer overlæge Per Meden. 

– Og under tiden kan det være en 

Symptomer på blodprop i hjernen 

ganske svær beslutning – som desværre 

skal tages meget hurtigt, ellers når 

vi ikke at sætte trombolysen i gang til 

tiden. Det er en vanskelig situation, 

fordi risikoen for fx en hjerneblødning 

som følge af behandlingen og dermed 

en forværring af patientens tilstand 

ikke på forhånd kan udelukkes. 

Tidspresset på hele processen gør 

Symptomerne på en blodprop i hjernen behøver ikke nødvendigvis 

at være særligt udtalte: Det kan fx starte som en sovende 

fornemmelse i armen. Blandt de almindeligste symptomer er: 

● Funktionsnedsættelse i arm eller ben: Patienten ”taber” 

armen eller kan pludselig ikke længere bruge den ene hånd. 

Eller patienten falder, fordi benet ”forsvinder” under ham. 

● Delvis lammelse i ansigtet 

● Uklar eller snøvlende tale 

● Synsforstyrrelser – halvsidig blindhed. 

En skanning afslører, om en patient kan trombolyseres: Der skal være tale om en blodprop 

i hjernen og ikke en blødning – og så må skaderne ikke være blevet for store. 

også, at den indledende visitation til 

afdelingen sker over telefonen. Typisk 

er det enten lægeambulancen eller en 

ambulanceredder, der over telefonen 

forklarer trombolysevagten om patientens 

tilstand og symptomer. En vanskelig 

øvelse – både for redderen i ambulancen 

og trombolysevagten på hospitalet. 

Derfor kommer der også mange 

patienter ind på afdelingen, som af 

forskellige årsager ikke ender i trombolyse. 

– En stor del af de patienter, som ikke 

bliver behandlet, falder for tidsgrænsen, 

forklarer afdelingssygeplejerske 

Bente Wind. 

– Men vi får også enkelte patienter 

ind, som i skanningen viser sig slet ikke 

at have nogen blodprop. Symptomerne 

kan være klare nok – fx hovedpine 

kombineret med halvsidig blindhed 

– men de kan også skyldes et kraftigt 

migræneanfald, slutter hun.

Kort om trombolyse 

Trombolysebehandling af patienter med blodprop i hjernen mindsker 

risikoen for svære handikap markant ved at opløse blodproppen 

og genetablere funktionen af nervecellerne i hjernen. 

Almindelige følgevirkninger af en blodprop i hjernen kan være inkontinens, 

talebesvær, delvise lammelser i enten arme eller ben 

og deraf følgende gangbesvær, inkontinens mv. 

Behandlingen tilbydes kun patienter under 80 år, som indtil nu 

har været selvhjulpne. De må ikke have aktuelle blødninger, være 

opereret inden for de sidste tre måneder eller lide af andre alvorlige 

sygdomme. 

Indtil nu har Bispebjerg Hospitals Neurologiske Afdeling behandlet 

ca. 20 patienter fra H:S’ optageområde om året – men med 

det nye døgn- og weekendberedskab, som skal dække hele Region 

Hovedstaden, regner man med en kraftig forøgelse: Forventningen 

er, at ca. 900 patienter henvises til trombolyse – og at omkring 

en fjerdedel af disse sættes i behandling. 

Telefonen ringer 

og uret går i gang 


Det er en knivskarp 

kamp mod tiden, når der 

meldes en mulig trombolysepatient 

til vagthavende 

på Bispebjerg 

Hospitals Afdeling N. 

Da NYH:S besøgte afdelingen 

ringede, telefonen 

pludselig – følg med 

minut for minut i det nøje 

koordinerede forløb. 

lokken er 9.46 fredag formiddag, 

K da dagens andet opkald til trombolysevagten 

på Bispebjerg Hospitals 

Neurologiske Afdeling N kommer. 

En patient fra en sengeafdeling på 

Hvidovre Hospital har pludselig fået 

en delvis lammelse af venstre arm og 

ben. Patienten, en ældre kvinde, blev 

indlagt dagen før med samme symptomer, 

som hen over aftnen helt gik i sig 

selv igen. Overlæge Per Meden fra Bispebjerg 

Hospitals Afdeling N tager 

opringningen og beslutter at få patienten 

overfl yttet til Bispebjerg til 

udredning for mulig trombolysebehandling. 

● Patienten ankommer 

Patienten bliver kørt som kørsel 1, 

dvs. med fuld udrykning, til Bispebjerg 

Hospital, og ankommer kl. 10.14. 

I mellemtiden har afdelingssygeplejerske 

Bente Wind og klinisk sygeplejespecialist 

Ane Falk bestilt blodprøver 

og klargjort en sengestue. 

Per Meden, Bente Wind og Ane Falk 

modtager patienten. Der tages en række 

blodprøver, patientens blære skannes, 

og Per Meden spørger ind til patientens 

symptomer. Patienten viser 

klare tegn på apopleksi, altså en blodprop 

i hjernen; hun har en pludselig 

opstået delvis halvsidig lammelse og 

taler en smule snøvlende. 

Desværre er der opstået uklarhed 

om debuttidspunktet: Dels blev patienten 

indlagt med samme symptomer 

den foregående dag, og dels fortæller 

patienten selv, at hun faktisk 

vågnede meget tidligt på morgenen 

med samme symptomer – uden dog at 

varsko personalet på Hvidovre Hospital. 

● Risiko ved forhøjet blodtryk 

Trods den nyopståede tvivl om debuttidspunktet 

for blodproppen køres patienten 

alligevel til CT-skanning på 

Røntgenafdelingen kl. 10.29. 

10.40 er patienten færdigskannet, 

og Per Meden konfererer resultatet af 

skanningen med røntgenlægen. Patienten 

køres retur til Neurologisk Afdeling. 

Per Meden vurderer, at der i 

dette tilfælde desværre ikke kan gennemføres 

en trombolysebehandling og 

informerer patienten og de pårørende 

om beslutningen. Ane Falk tager patientens 

blodtryk, inden hun gøres klar 

til at blive kørt retur til Hvidovre Hospital. 

– Desværre, siger Per Meden: – Patienten 

havde stærkt forhøjet blodtryk, 

og det var sådan set den primære 

årsag til, at jeg vælger ikke at trombolysere 

hende. Det vil være for risikabelt 

i forhold til chancen for gevinst ved en 

trombolysebehandling… Desværre. 

Under hele forløbet har stemningen 

på afdelingen været rolig og fokuseret, 

og man mærker ikke nogen egentlig 

forskel nu, hvor patienten er afsluttet 

og afventer transport tilbage til sengeafdelingen. 

● Intensiv overvågning i 36 timer 

– Hvis patienten skulle have været i 

trombolysebehandling, så havde vi på 

nuværende tidspunkt allerede sat behandlingen 

i gang, forklarer Bente 

Wind. 

– Selve trombolysen varer en time, 

og derefter skal der sidde en sygeple- 

– Jo bedre man kender sig 

selv og sine egne reaktioner, 

jo bedre er man til at agere 

professionelt i den 

vanskelige samtale. 

Gudrun Boysen, professor, Neurologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital 

Overlæge Per Madsen valgte ikke at trombolysere denne patient, som derfor 

overfl yttes til genoptræning på eget hospital. 

jerske ved sengen i de næste seks timer. 

I de første to timer måler man 

blodtryk fi re gange i timen, og i de 

næste fi re timer er det hver halve time. 

Ane Falk supplerer: – Patienten skal 

være sengeliggende i de første 12 timer 

efter endt trombolysebehandling, 

og efter et døgn foretages der en ny 

CT-skanning. Efter 36 timer overfl yttes 

patienten til eget apopleksiafsnit, og 

de iværksætter efterfølgende et genoptræningsprogram 

efter patientens 

behov. 

De fl este patienter er indlagt i 

mindst en uge efter endt trombolysebehandling. 

I de meget heldige – og 

sjældne – tilfælde kan patienten dog 

udskrives allerede efter et par dage – 

helt uden symptomer. 


19

Medicinmodulet EPM fungerer 

næsten som det skal 

på Akutmedicinsk Afdeling 

på Amager Hospital. Og er 

godt på vej på resten af hospitalet 

og i hele H:S. 

Af journalist Annie Hagel 

It-strategi 

EPM skal læres 

gennem praksis 

ige nu handler det mest om at få sy- 

L stem og virkelighed til at passe sammen 

på Akutmedicinsk Afdeling (AMA) på 

Amager Hospital. Her har læger og sygeplejersker 

prøvet kræfter med medicinmodul og 

håndholdt computer siden maj. – Alle er gået 

på med krum hals, og det går forbavsende 

godt, når man tænker på, at mange slet ikke 

var vant til at bruge it, siger afdelingssygeplejerske 

Lene Hvorup. 

– Vi er ikke nået dertil, at vi kan overskue, 

om der sker færre fejl i medicineringen end 

før, for vi har travlt med at rette andre fejl, 

som har at gøre med det tekniske og at skulle 

lære at bruge systemet rigtigt. 

– Hvis en patient fx indlægges om morgenen 

og ikke har fået sin medicin, og lægen 

ordinerer midt på dagen, har den ordination 

først virkning fra kl. 8 næste morgen ifølge 

systemet. Men i virkeligheden skal patienten 

jo have sin medicin og får den. Det kan 

bare ikke ses i computersystemet. Det har vi 

løst ved, at lægerne nu retter ordinationen, 

så den gælder fra kl. 8 samme dag, selv om 

den først er givet kl.10, siger Lene Hvorup. 

– Et andet problem er, at når lægen ordinerer 

medicin i form af pulver, fremgår det 

ikke af computerskærmen, at det skal opløses 

i vand. – Det ved enhver sygeplejerske 

selvfølgelig godt og gør det. Men det kan 

ikke ses i systemet. 

– Et er systemet, noget andet er de arbejdsgange, 

som er på en afdeling, de kan 

være svære at analysere, siger Anne-Marie 

Mølbæk, der er ansvarlig for implementering 

af EPM på Amager Hospital. Hun har oplært 

12 læger og sygeplejersker, som har undervist 

deres kolleger i medicinmodulet. Desuden 

har hun undervist superbrugere, som 

skal støtte både undervisere og øvrige kolleger 

ude på afdelingerne. Underviserne har 

fået syv dages undervisning. Superbrugerne 

har fået en hel og tre halve dage. 

Alle sygeplejersker har fået tre timers undervisning 

i medicinmodulet – lægerne en 

halv time mindre. 

– Det er kun lige nok til, at man kan genkende 

skærmbilledet, ikke nok til at man er 

kompetent til at bruge computeren. Det skal 

man lære i praksis ude på afdelingerne – og 

ved at spørge hinanden. Og sådan er det også 

gået, siger Lene Hvorup. Alle lærte hurtigt 

at bruge hjælp-knappen og at spørge 

hinanden, når der opstod problemer. Nu kan 

95 pct. bruge systemet. 

Computerne ”frøs” 

Et af de irriterende problemer var, at skærmbilledet 

på de små håndholdte computere i 

den første måned var tilbøjelige til at ”fryse 

fast”. Så er der ikke andet at gøre end at 

genstarte dem. – Men det tager jo tid, og 

det er jo ikke det, vi har mest af, siger Lene 

Hvorup. 

Om computerne frøs på grund af problemer 

med det trådløse netværk, eller fordi 

personalet ikke havde vænnet sig til at bruge 

dem rigtigt, er Lene Hvorup og Anne-Marie 

Mølbæk ikke helt sikre på. Men i alt fald 

fungerer tre fjerdedele af computerne på 

AMA nu hele tiden. 

– Det er da svært at vænne sig til de små 

computere – det er ligesom at få en ny mobiltelefon. 

Man kigger på knapperne og ved 

ikke, hvad de skal bruges til, siger Anne-Marie 

Mølbæk. – Det kræver tid. 

– Der er en tilbøjelighed til at tro, at når 

man indfører ny teknik, så fungerer den bare 

med det samme. Men sådan er det ikke. Det 

– Man skal lære i praksis ude på afdelingerne, 

og ved at spørge hinanden. Og sådan er 

det også gået. Alle lærte hurtigt at bruge 

hjælp-knappen og at spørge hinanden, 

når der opstod problemer. Nu kan 95 pct. 

bruge systemet. 

Lene Hvorup, afdelingssygeplejerske, Akutmedicinsk Afdeling, Amager Hospital 


Samarbejde om Klinisk 

Proces-modul stoppet 

– EPM fortsætter 

Af Tine Mark Jensen, H:S Direktionen 

øbenhavns Amt, H:S og et konsortium bestående af 

K WM data og ACURE (IBM) har aftalt at stoppe samarbejdet 

om levering af Klinisk Proces-modul til den elektroniske 

patientjournal. Klinisk procesmodul er ét af fem moduler 

i den fremtidige EPJ i hovedstadsregionen og var 

planlagt som dét modul, der skulle understøtte klinikerne i 

deres arbejde med at planlægge og dokumentere undersøgelse, 

behandling og pleje. Arbejdet med de øvrige moduler, 

bl.a. elektronisk patientmedicinering (EPM) fortsætter. 

Samarbejdet blev stoppet, da leveringen af modulet 

ville blive forsinket med ca. tre år. Men it-strategien lever 

stadig, og it-direktør i Region Hovedstaden Jan Kold tager 

situationen roligt og ser den som en anledning til at 

stoppe op og justere ud fra de erfaringer, man har nu: 

– It-strategiens vision er stadig den samme. Det er vigtigt 

at understrege, at selvom samarbejdet med leverandøren 

er ophørt, så fortsætter udrulningen af EPM på regionens 

hospitaler. Og vi arbejder på at løse de problemer, der er 

omkring EPM, så det kan køre optimalt. 

- Regionsdannelsen og lukningen af Klinisk Proces er et 

oplagt tidspunkt at stoppe op og justere alle projekter. 

Vi skal fi nde en løsning, der på sigt kan opfylde it-strategiens 

mål og formulere det samlede EPJ-program for Region 

Hovedstaden. Vi ser også på erfaringerne med standardløsninger, 

der er tilpasset det enkelte hospital. Det er en mindre 

ambitiøs løsning, men noget som klinikerne hurtigere 

kan få gavn af. Vi har fokus på, hvordan vi bedst hjælper 

klinikerne hurtigt. Det videre arbejde med at fi nde konkrete 

løsninger for vores samlede kliniske it-arbejdsplads vil blive 

tæt koordineret med den nationale EPJ-enhed under 

Sundhedsministeriet, slutter Jan Kold. 

● Siden 2002 har H:S og Københavns Amt arbejdet med 

at udvikle den elektroniske patientjournal. 

● Målet er at støtte de tværgående kliniske processer og 

herunder fremme henholdsvis sammenhængende patientforløb 

på tværs af enheder, hospitaler og sektorer 

i sundhedsvæsnet, øget patientsikkerhed, rationelle 

arbejdsgange, effektiv resurseanvendelse, dokumenteret 

høj kvalitet i diagnostik, behandling og pleje samt 

støtte til de kliniske medarbejderes arbejde. 

● Den elektroniske patientjournal indeholder fl ere moduler, 

hvor Klinisk Procesmodulet skulle være et dem. 

Modulet skulle understøtte klinikerne i deres arbejde 

med at dokumentere og planlægge undersøgelse, behandling 

og pleje af patienterne. 

● Andre moduler i EPJ er fx det elektroniske medicinmodul, 

som er i gang med at blive implementeret på hospitalerne 

i H:S og Københavns Amt. Derudover er der 

et rapporteringsmodul, et laboratoriemodul (LABKA), 

et bookingmodul og et afregningsmodul. Arbejdet med 

disse moduler fortsætter uafhængigt af Klinisk Procesmodulet.

Anne-Marie Mølbæk, 

projektkonsulent, 

it-afdelingen, 

Amager Hospital 

– Sygeplejerskerne klager over, at 

medicineringen tager længere tid 

på den nye måde – og det er rigtigt. 

Sikkerhed tager længere tid. 

koster både tid og penge, siger Anne-Marie Mølbæk. 

Men hun er ikke i tvivl om, at om et år eller 

to vil ingen ønske sig papirskemaet tilbage. 

– Man skal bare være klar over, at der hele tiden 

sker forandringer, fordi vi skal tilpasse systemet 

til virkeligheden. Det holder ikke op, siger 

hun. 

– Vi har lært at bruge så meget andet kompliceret 

udstyr, så det her skal vi nok også lære, siger 

Lene Hvorup. – Det handler bare om at tro på, 

det bliver godt. Hun er ikke i tvivl om, at gevinsten 

bliver større sikkerhed for, at patienterne får 

den rette medicin i den rette dosis til rette tid. 

Sygeplejerskerne klager over, at medicineringen 

tager længere tid på den nye måde. – Og det er 

rigtigt, siger Anne-Marie Mølbæk. – Sikkerhed tager 

længere tid. 

Lene Hvorup er overbevist om, at sygeplejerskerne 

bliver glade for systemet. 

Ikke mindst på grund af den større sikkerhed. – 

Der er ikke noget værre for en sygeplejerske end 

at have givet en patient den forkerte medicin, siger 

hun. 

Forskellige systemer 

Det er ikke kun personalet på Amager Hospital, 

der har haft problemer med de små håndholdte 

computere. Det har mange oplevet, erkender Bo 

G. Larsen, IT-konsulent i H:S. – Der har været irriterende 

tekniske problemer, og så er de små computere 

for langsomme, fordi man skal trykke på 

mange knapper for at sætte de nødvendige krydser 

og ”vinger”. Så nu er vi i gang med at bygge 

programmet om, så det bliver enklere, siger han. 

Det er meget forskelligt, hvordan hospitalerne 

har tilrettelagt forløbet i forbindelse med indførelsen 

af EPM. Men i løbet af efteråret er alle 

med. 

Hospitalerne i Frederiksborg Amt og på Bornholm 

er i gang med at indføre samme system som 

H:S. Mens hospitalerne i Københavns Amt har fået 

en nyere version af samme system, men på en 

anden platform. De to versioner af medicinmodulet, 

der pr. 1. januar 2007 fi ndes i hovedstadsregionen, 

kan ikke kommunikere direkte. Der bliver 

et praktisk sammenfl etningsproblem, siger 

EPM-applikationskoordinator, læge Mette Arrøe, 

fra H:S Direktionens Informatikafdeling. Hun tør 

ikke gætte på, hvor lang tid der vil gå, før Region 

Hovedstaden har ét fælles EPM. For ikke alene er 

systemerne forskellige i udgangspunktet. De er 

På den håndholdte computer kan sygeplejersken se, hvike typer og hvor meget medicin patienten skal have. 

også blevet udviklet, efter at de er taget i brug, 

for at kunne passe til de behov, der har vist sig. 

Totalt billede 

– Der er fordele og ulemper ved begge versioner, 

men det afgørende er, at vi nu har udviklet dem 

efter brugernes behov og ønsker, siger Mette Arrøe. 

– Der er stadig mangler i systemet, som gør, 

at man må have papir ved siden af. Det gælder 

medicin til patienter, som skal have deres dosering 

ændret hyppigt, eller som skal have helt 

specielle lægemidler. Her er EPM ikke med endnu. 

– Men det skal nok komme, mener Mette Arrøe 

og tilføjer, at det allervigtigste er, at det i EPM er 

patienten, der er den centrale fi gur. Med EPM får 

vi et billede af den totale mængde medicin, patienten 

får, i alt fald ind til udskrivelsen, siger 

hun og ser frem til den dag, de praktiserende læger 

også er med i EPM. 

Lægesekretærer skal fastholdes 

Med Klinisk Proces’ ophør bortfalder det modul, der bl. a. 

skulle erstatte arbejdet med journalskrivning i traditionel 

forstand, fremfi nding og arkivering af journaler osv. Det betyder, 

at H:S Direktionen nu forudser, at behovet for lægesekretærer 

i en årrække fremover vil være væsentligt større, 

end man tidligere har meldt ud – og at der derfor er en risiko 

for, at manglen på arbejdskraft bliver forværret. 

Centralt og på de enkelte hospitaler skal der derfor nu arbejdes 

på at fastholde lægesekretærerne. Det kan fx ske gennem 

kompetenceudvikling, seniorordninger mv. Det skal også 

vurderes, om der er behov for at justere på optaget til uddannelsen 

og måske også justere uddannelsens profi l. Med 

udgangspunkt i it-strategien er der allerede iværksat en 

række projekter til kompetenceudvikling af lægesekretærer i 

H:S. De initiativer vil fortsat være nyttige, fordi it generelt 

vil spille en stadig større rolle i klinikken fremover. – ujj 


21

Designbureauet e-Types 

lægger i disse måneder 

sidste hånd på det program, 

der skal danne 

rammerne for det nye 

design for Region Hovedstaden. 

Resultatet er et 

markant logo, der fra årsskiftet 

gradvist kommer 

til at præge regionen, 

dens virksomheder og 

institutioner. Grundtanken 

bag er forskellighed 

i enhed. 

Af journalist Jesper Himmelstrup 

et ottende bogstav i alfabetet 

D kommer til at spille en central 

rolle, når Region Hovedstaden overtager 

administrationen af sygehusvæsnet 

fra de eksisterende amter ved årsskiftet. 

Med H’et som det gennemgående logo 

skal Region Hovedstaden forsøge at 

forene de nuværende enheder – både 

ved at bevare respekten for det eksisterende 

samtidig med, at det skal pege 

fremad. Det ny logo skal både fungere 

som logo for selve regionen og for 

de enkelte sygehuse, hospitaler og sociale 

enheder. 

– Udfordringen var at samle tre enheder, 

som har haft hver deres identi- 

Design 

Identitet til en ny type organisation 


tet og særpræg samtidig med, at der 

bliver tale om en ny type enhed. Derfor 

var vi nødt til at balancere mellem respekten 

for, hvor folk kommer fra – 

samtidig med, at vi måtte sige ”plejer 

er død”. Det her er en ny type organisation, 

og derfor skal designet signalere 

noget nyt, fortæller administrerende 

direktør Søren Skafte Overgaard 

fra designbureauet e-Types, der står 

bag det nye designprogram. 

Han har siden foråret arbejdet med 

udviklingen af det nye program, som 

på et ordinært møde i Forberedelsesudvalget 

blev foretrukket frem for programforslag 

fra to andre designbureauer 

og en kunstner. 

Det nye logo skal repræsentere en 

ramme, hvori der til de enkelte områ- 

der skal gives plads til dynamik og forskellighed. 

Det har hele tiden været 

grundtanken bag programmet, siger 

Søren Skafte Overgaard. 

Forskellighed i enhed 

– Designprogrammet har taget højde 

for ønsket om at skulle signalere noget 

samlet, men samtidig give spillerum 

for forskellighed. Det har vi gjort ved 

at indarbejde ordet region i H-logoet. 

Så når de enkelte enheders navnetræk 

kombineres med h-logoet, er alle brugere 

af systemet bevidste om, at når 

de fx er på Rigshospitalet, så er de også 

på et hospital, der hører ind under 

Region Hovedstaden. Så har vi valgt 

nogle forskellige farver for at adskille 

de forskellige områder; hospitalsvæ- 

sen, psykiatri og handikapområdet og 

selve Region Hovedstaden. 

Og udover at skulle forene, mener 

direktøren også, at designprogrammet 

på længere sigt vil give et mere samlet, 

professionelt udtryk i forhold til 

det eksisterende. 

– Problemet med designprogrammet 

i H:S var, at man aldrig fi k lavet det 

færdigt. Altså man havde et logo og 

nogle grundting, men der var mange 

ting, som aldrig blev tænkt igennem – 

og derfor arbejdede de enkelte enheder 

hver især videre med egne logoer. 

Denne gang har man taget den kloge 

beslutning at sige, at vi vil gerne have 

det tænkt igennem hele vejen fra alt 

fra logo, brevpapir, skiltning, annoncer 

osv. Det er der en klar fordel i. 

Robust og funktionelt 

e-Types begyndte tidligt arbejdet med 

at indsamle forskellige informationer 

om den nye region. Et af de værktøjer, 

de gjorde brug af, var at lave interviews 

med medarbejdere i forskellige 

sektorer i det nuværende hospitalsvæsen. 

Herigennem fi k bureauet dokumentation 

for, at begreber som kvalitet, 

moderne, offentlig virksomhed, en 

af Danmarks største arbejdspladser og 

spørgsmålet om, hvor meget sundhed, 

der skulle afspejles i designet, var 

nogle af de gennemgående temaer.

April 2007 Regional orientering 

Årsberetning April 2007 

Region Hovedstaden 

Miljøafdelingen 

Indsatsen mod jordforurening 

i Region Hovedstaden 

Indberetning til Depotrådet 


Evt. afdeling 

Årsberetning 

2007 

Lorem ipsum dolor dorit 

MILJØ 

Farvesystemet 

● Regions-H: Klassisk mørkeblå, 

fordi regionen er en administrativ 

enhed, der udstikker budgetter 

og rammer. Nøgleord: troværdighed, 

kvalitet, professionalisme, 

forudsigelighed. 

● Hospitals-H: En klassisk lys og 

kølig hospitalsblå. 

● Psykiatrien: Lys grøn. 

● Handikapområdet: 

En moderne rød. 

● Skriften er en font udviklet af 

e-Types kaldet mari, som er 

omkring et år gammel. 

Konklusionen hos e-Types var bl.a., 

at designet skulle være med til at positionere 

Region Hovedstaden som Danmarks 

førende region – den største 

med de mest kendte hospitaler – som 

samtidig skulle være en ramme i forhold 

til de mange institutioner, der 

indgår i regionen. Og endelig skulle 

designet være robust og funktionelt. 

– Det skal jo kunne bruges på alle 

mulige platforme, men samtidig kunne 

væves ind i sengetøj eller bruges som 

brændemærker til trækasser. Og så 

skal det kunne fungere i sort/hvid og 

gråtonefarver. Et stærkt og enkelt 

mærke, der skal bruges af ikke-professionelle 

brugere, så der skal ikke være 

for mange ting, man kan lave galt, siger 

Søren Skafte Overgaard. 

Udtrykket er vigtigt 

Direktøren mener, at det nye designprogram 

giver både et mere professionelt 

og et mere samlet udtryk. Men 

han understreger samtidig, at det skal 

afspejle noget moderne, lækkert og ikke 

mindst menneskeligt. 

Man skal huske på, at selv om design 

kan være en hyggelig bibeskæftigelse 

for nogen, så er det samtidig et 

enormt vigtigt signal til dem, som 

kommer på hospitalerne; Hvilken behandling 

får jeg her? Virker det her 

professionelt? Virker det som om, der 

Strategi Maj 2007 


Finsencentret 

Strategi for 

sygeplejen i 

Finsencentret 

2005-2008 

Centerchefsygeplejerske 

Oversygeplejerske 

Udviklingssygeplejersker 

Udviklingsgruppen i Finsencentret 

Maj 2007 

er tænkt over tingene? Der er det vigtigt, 

at man udstråler en professionalisme, 

der i sit udtryk svarer til indholdet 

i den kerneydelse, man udfører. 

Det vigtigste er naturligvis altid behandlingen, 

men hvis det materiale, 

man som patient får, ser hjemmegjort 

ud, så sender det et forvirrende signal. 

Derfor synes vi nu, at vi med det nye 

designprogram sender et signal om 

Region Hovedstaden med sine underenheder, 

som en moderne, professionel 

offentlig virksomhed. 

Fakta om e-Types 

Blev foretrukket til opgaven med at 

udvikle nyt design til Region Hovedstaden 

frem for to andre designbureauer 

og en kunstner. Var desuden 

med i konkurrence om udvikling af 

designprogrammet til både Region 

Midtjylland og Region Syddanmark. 

e-Types kalder sig selv et strategisk 

designbureau, der siden 1997 har 

arbejdet med grafi sk design, brandstrategi 

og livsstil som hovedfokusområder. 

Bureauet har arbejdet med 

grafi sk design og brandstrategier for 

bl.a. Georg Jensen, Politiet, Carlsberg, 

Dansk Industri, Mads Nørgaard, 

Det Kongelige Teater, Det Danske 

Filminstitut m.fl . 


23

Kort nyt 

Pris for bedre behandling til 

patienter med rygerlunger 

Det var en overvældet, men også glad og stolt Annette 

Mørck, der i år modtog Amager Hospitals Sygeplejerskepris, 

da 110 sygeplejersker var samlet 

til hospitalets årlige sygeplejesymposium i lokaler 

på Psykiatrisk Afdeling på Digevej. Anette Mørck 

fi k prisen som ansvarlig for projektet ”sygepleje til 

patienter med KOL”, som hun også præsenterede 

med engagement på symposiet. 

– Udgangspunktet for det hele var en undren, 

fortalte Annette Mørck. Det, hun undrede sig over, 

da hun kom på medicinsk afdeling for tre år siden, 

var, at selv om der både i offentligheden, i Sundhedsstyrelsen 

og på afdelingen var stort fokus på 

KOL, så vidste mange patienter ikke meget om deres 

sygdom og blandt sygeplejerskerne var vidensniveauet 

meget forskelligt. 

Afdelingen besluttede derfor med Annette Mørck 

som pennefører at udarbejde en manual, som indeholdt 

en beskrivelse af sygdommen og retningslinjer 

for behandlingen, som også skal indeholde 

samtaler med patienterne om deres sygdom og 

dens sociale og psykiske konsekvenser. 

– Vi har indtryk af, at patienterne har gavn af 

forløbet. De har mere styr på deres medicin og sygdom, 

når vi ser dem igen. Og nogle kommer slet 

ikke igen, siger Annette Mørck. Og det er jo det 

bedste, for det er et vigtigt mål, at patienterne 

ikke bliver indlagt på hospitalet igen, men lærer at 

klare sig selv bedre i hverdagen. 

Foruden æren og prisen fi k Annette Mørch en 

mundblæst glasskål. – ah 

Få din løn direkte i din inbox 

Tilmeld dig e-Boks og slip for rudekuverterne fra 

banken, fra arbejdsgiveren og fra det offentlige. e- 

Boks er et gratis tilbud til alle ansatte i H:S. Hvis 

du tilmelder dig ordningen, vil du fremover få leveret 

din lønseddel i elektronisk form – sammen med 

en række andre papirer, som man normalt modtager 

i rudekuverter. Det kan fx være kontoudtog fra banken, 

pensionsopgørelser, skattepapirer og meget 

andet – du bestemmer sådan set selv. 

Næsten alle banker, kommuner og offentlige instanser 

er tilmeldt e-Boks som afsender, og du vælger 

selv, hvilke dokumenter, du fremover vil modtage 

i elektronisk form. Du har også mulighed for selv 

at skanne vigtige dokumenter ind og gemme dem i 

din e-Boks. Det kan være dåbsattest, vielsesattest, 

ansættelseskontrakt eller noget fjerde. 

Sikkerheden i systemet er i top – og ligeså med 

brugervenligheden. Læs mere om e-Boks og tilmeld 

dig ordningen på www.e-boks.dk – ujj 


Sct. Hans Festivalen 

Det er efterhånden blevet en tradition, at Roskilde Festivalen henlægger en satellitkoncert til Sct. Hans Hospital, 

når festivalen afvikles. Således også i år, hvor engelsk– pakistanske Barbar Luck gav en ekstra koncert 

på Sct. Hans Hospital. Men for første gang nogensinde blev koncerten henlagt til et lukket afsnit – 

nemlig plænen ved Enghuset i afsnit R1. Og igen i år blev koncerten en fi n og eksklusiv oplevelse for Sct. 

Hans’ patienter. – ujj

Over 23.000 km tilbagelagt 

i regn og mudder 

Vejrguderne var ikke ligefrem med hverken løbere 

eller arrangører, da der blevet løbet DHL-stafet i 

Fælledparken i slutningen af august i år. Faktisk 

ikke bare regnede det – det styrtregnede, og løbestien 

blev hurtigt omdannet til et ælte af mudder. 

Men det forhindrede ikke 4.650 løbeglade medarbejdere 

fra den kommende Region Hovedstaden 

i at løbe 23.250 km til sammen. Regionens hold 

var dermed det største i årets stafetløb, og trods 

dårligt vejr og muligvis ømme tæer, var der smil 

hele vejen rundt… – ujj 

Fysiske udfoldelser på Amager Hospital 

Så var vejret straks bedre, da Amager Hospital den 9. juni afviklede De fysiske lege. Faktisk var 

vejret intet mindre end strålende, da 320 tilmeldte ansatte ved hospitalet indtog de udendørs 

områder omkring hospitalet iført svedtransporterende tøj med neonfarvede hænder som påmindelse 

om håndhygiejne – også i denne mere uformelle sammenhæng. Arrangementet var en 

udløber af projektet De forebyggende sygehuse, som Amager Hospital er en del af, hvor målet 

er at fremme den fysiske aktivitet – både for personale og patienter. Og personalet kunne vælge 

mellem mange meget forskellige former for aktiviteter. Der var tovtrækning, gymnastik, yoga 

– sågar menneskelig bordfodbold… – ujj 


25

Lods på giftens hav 

Bispebjerg Hospitals 

døgnåbne telefonrådgivning, 

Giftlinjen, har lagt 

fl ot fra kaj med 40 opkald 

om dagen allerede 

fra uge 1 – et antal, man 

først regnede med at nå 

op på til næste forår. Og 

både læger, sygeplejersker 

og almindelige borgere 

fra hele landet ringer 

ind med spørgsmål 

om forgiftninger af enhver 

slags. Ved roret står 

et stærkt team: 11 erfarne 

sygeplejersker og en 

række af hospitalets 

speciallæger. 

Af journalist Monica C. Madsen 

irketræerne står ranke uden for 

B det store panoramavindue, men 

de to sygeplejersker, som er på vagt på 

Giftlinjen, har ikke tid til at nyde udsigten 

– de sidder på hver sin spritnye, 

limefarvede kontorstol og taler i headsettet, 

mens de noterer ned på computeren 

foran dem. Mads Riise er ved at 

henvise et forældrepar til skadestuen, 

og Birgith Johansen rådgiver en praktiserende 

læge om en patient, der har 

fået grundrens i munden. 

At få en ekstra etage på sin viden 

Ved siden af Birgiths computer ligger 

en tyk fagbog om svampe, som hun 

sidder med næsen i, når der er pause i 

opkaldene – svampesæsonen er lige 

begyndt, og spørgsmål om dem popper 

i øjeblikket op i samme tempo som 

Karl Johan´er i en fugtig efterårsskov: 

– Vi kan hele tiden lære mere nyt, 

selvom vi har fået et fantastisk godt 

introduktionsforløb henover sommeren 

– jeg opfatter det, som om jeg har 

fået bygget en ekstra etage på mit hus 

af viden, og nu skal jeg lære at fi nde 

rundt på den, til jeg kan fi nde hver en 

krog i mørket. Og til den tid er jeg klar 

til at bygge endnu en etage på! Vi har 

fx planer om at lave udgående, forebyggende 

aktiviteter som kurser og 

undervisning for både sundhedsfagligt 

personale og borgere, som kan spare 

sundhedssystemet for mange henvendelser 

og indlæggelser relateret til forgiftninger, 

forklarer hun. 

Giftlinjen er døgnbemandet, og i dag 

er Birgith mødt klokken 7.30. Dagen 

starter med morgenkonference, hvor 


Hospitalernes hverdag 

Birgith 

Johansen, 

oversygeplejerske, 

Giftlinjen 

– Forgiftninger er i høj grad 

sæsonbetonede. Lige nu er 

svampene på sit højeste, 

og vitaminpillerne er også 

dukket op på køkkenbordene 

igen – en overdosis af 

dem kan være ekstremt 

giftig for børn. 

sygeplejerskerne mødes med teamets 

speciallæger fra Anæstesiafdelingen, 

Arbejds- og Miljømedicinsk klinik, og 

Klinisk Farmakologisk Afdeling, som 

også står til rådighed som backup resten 

af døgnet. Ved konferencen tager 

alle kvalitetssikringsbrillerne på og 

drøfter det sidste døgns opkald grundigt: 

Er der rådgivet korrekt, hvad har 

været svært at besvare, og er der behov 

for at få mere viden om et nyt giftigt 

stof og dets virkninger? 

Altid med kvalitetssikringsbriller på 

Siden har Birgith og Mads siddet ved 

telefonerne og besvaret opkald – foreløbig 

om en skoleelev, der har spist et 

snebær, to børnehaver hvor børnene 

har spist ligusterbær og ærteblomster, 

en ældre dame, der var bekymret for at 

være blevet kviksølvforgiftet af sine 

8212:1212 

Giftlinjen har åbnet hele døgnet 

på 82 12 12 12, og på hjemmesiden 

www.giftlinjen.dk kan 

man også få information og 

rådgivning. 

Giftlinjen erstatter den lukkede 

giftrådgivning på Bispebjerg 

Hospital, hvor alene læger har 

kunnet ringe til læger fra Arbejds- 

og Miljømedicinsk Klinik, 

Farmakologisk Enhed og Anæstesiafdelingen 

for at få rådgivning 

i forgiftningssituationer. 

Nu kan også sygeplejersker, sygehjælpere 

og andet sundhedsfagligt 

personale samt almindelige 

borgere ringe og få rådgivning. 

Giftlinjen forventer at nå op på 

35.000-40.000 årlige opkald i 

løbet af de kommende år, i takt 

med at kendskabet til Giftlinjen 

udbredes gennem pr-materialer 

på apoteker, i venteværelser og 

på skadestuer.

sølvplomber, en pige der havde drukket 

petroleumsholdig væske, og en 

teenager, der vist nok havde fået et 

stænk saltsyre i ansigtet. 

– Vi har mest travlt fra sidst på dagen, 

når folk får fri og børnene leger 

alene og spiser af svampe eller bær i 

haven eller giftige stoffer i hjemmet. 

Når børnene så er lagt i seng, får vi et 

pusterum, før de unge mennesker på 

stoffer begynder at ringe – især sidst 

på ugen, siger Birgith og forklarer, at 

forgiftningerne i høj grad er sæsonbetonede, 

Sæsoner for gift 

– Da vi åbnede Giftlinjen, stod guldregnen 

i fuldt fl or, og hvepsene var 

sensommeraggressive. Lige nu er 

svampene på sit højeste, og vitaminpillerne 

er også dukket op på køkken- 

bordene igen – en overdosis af dem 

kan være ekstremt giftig for børn. Derudover 

er der jo børn, som året rundt 

får fat i kølervæske og pilleæsker osv., 

og voksne, som kommer i uheldig nærkontakt 

med kemiske stoffer og anden 

gift. 

– To ud af tre henvendelser handler 

om arbejdsmedicinske forgiftninger 

med kemiske produkter, planter og insektstik, 

mens kun 1 ud af 3 handler 

om forgiftninger med medicin eller 

rusmidler – til gengæld er det i denne 

kategori, dødsfaldene sker, forklarer 

Birgith og bliver afbrudt af telefonen. 

En læge har behov for rådgivning om 

to unge piger, der har spist en del amfetamin 

lørdag nat, og som nu har det 

skidt. 

– Vi fungerer som en lods for det 

sundhedsfaglige personale, forklarer 

afdelingssygeplejerske Dorthe Brinkmann, 

Giftlinjens daglige teamleder. 

– Den lokale læge er for os som en 

kaptajn, der har behov for at blive lodset 

gennem et farvand, han ikke kender 

i detaljer, så patienten når i sikker 

havn. Vi går ikke ind og overtager behandlingen. 

vi rådgiver om, hvilken 

behandling vi vurderer, der bør iværksættes. 

Det er så op til den pågældende 

læge, om han vil følge vores råd. 

Supergodt samarbejdsklima – sådan 

At Dorthe Brinkmann og alle linjens 

10 medarbejdere er sygeplejersker, er 

ganske unikt i forhold til giftrådgivningerne 

i andre lande, hvor alene læger 

eller farmaceuter har ansvaret for 

rådgivningen: 

– Vi satser på sygeplejersker med 

stor erfaring fra skadestuer, akut mod- 

Som en lods på et hav af giftige planter og 

vædsker styrer Giftlinjens medarbejdere nu 

almindelige danskere i sikker havn blandt 

hverdagens mange farer. 

tageafdeling, akutrådgivninger osv. 

for de er dygtige til den direkte kontakt 

med patienterne i krisesituationer, 

forklarer hun: 

– De er gode til at tale stærkt oprevne 

personer til ro og skabe en dialog, 

hvor de kan få de nødvendige informationer 

til at vurdere, hvor alvorlig forgiftningen 

er, og om det er nødvendigt 

at involvere læge eller skadestue. 

En stor fordel er det også, at Giftlinjens 

sygeplejersker har mange års erfaring 

inden for hver deres speciale – det 

skaber et fagligt stærkt fundament: 

Alle trækker på hinandens kompetencer 

og deler gavmildt deres viden med 

hinanden, også faggrupperne imellem. 

– Indtil videre klarer vi det godt, 

lyder tilbagemeldingerne fra lægerne 

i vores team, så måske kan vi være 

trendsættere på internationalt plan, 

smiler Dorthe Brinkmann, som selv har 

en baggrund som intensiv sygeplejerske 

og narkosesygeplejerske og er 

diplomuddannet i ledelse med fokus 

på forandringsperspektiver og projektledelse. 

En hjælpende hånd til skadestuerne 

Ude ved telefonen er Birgith færdig 

med at forklare lægen, hvordan amfetamin 

virker, og hvad behandlingen er, 

og hun er nu ved at faxe oplysninger 

om behandling og observation fra 

Giftlinjens databank. 

Medarbejderne har også hver sin 

gedigne stribe fagbøger i ryggen, på 

hylden bag kontorstolen, og via nettet 

har de adgang til internationale databaser 

og elektroniske opslagsværk. 

Men lige nu er det madpakken, der 

ligger åben foran hende, for om kort 

tid er klokken 15, og så bliver der formentlig 

travlt – og det er hun ikke 

ked af: 

– Vi gør virkelig en forskel – i en 

travl hverdag ude på en afdeling har 

du ikke tid til at gå i dybden, sådan 

som vi kan. Jeg ved selv fra min tid på 

skadestuen, hvor meget tid man sparer 

i kaotiske situationer, hvis man har 

nogen som os at trække på. Og vi kan 

også lette presset på skadestuerne og 

de praktiserende læger ved at berolige 

mange af de borgere, der ringer ind 

med ufarlige symptomer. Samtidig har 

vi et virkelig godt fællesskab, fordi alle 

brænder for at løfte i fl ok: Du møder 

en entusiasme her, der siger spar to, 

som du ikke kan undgå at blive grebet 

af, selvom du har meget travlt – jeg 

bobler nogle gange indvendigt, når 

jeg går hjem herfra – det er pragtfuldt, 

slutter hun. 


27

Præsenteret af Thorleif Bolvig, teknisk chef, Amager Hospital 

Den er næsten overalt. 

I én forstand kan den vel siges at udgøre 

selve rygraden på ethvert hospital – også 

selvom patienterne efterhånden ikke kan 

komme hurtigt nok ud af den igen. Vi taler 

naturligvis om hospitalssengen, i alle dens 

afskygninger. 

Og på Amager Hospital har de mange 

– både senge og afskygninger. Lige fra 

den efterhånden temmelig bedagede barneseng 

(en helt enkel model med et hævet leje, 

så det er let at kommet til barnet, og 

håndbetjent justering af ryglænet) til den 

spritnye OPUS 3-model. En ergonomisk sag 

med motoriseret justering af højde samt 

ryg-, lår- og benstilling, centralbremser og 

mulighed for at forlænge sengen, så den kan 

rumme patienter på op til 2 m og 20 cm. 

I alt har man på Amager Hospitals tre adresser 

553 senge (heraf 56 børnesenge og 217 

el-senge) – eller lige knap 150 mere end 

man har sengepladser. Det sikrer et konstant 

fl ow på afdelingerne, så der er overskud til, 

at senge bliver gjort klar mellem patienterne, 

plads til at reparere de defekte senge 

osv. Specielt hjul og bremser er udsatte for 

defekt, men ellers må man konkludere, at 

hospitalssenge er bygget til at holde: De 

bliver snildt mere end 30 år gamle – og den 

løbende udskiftning af de gamle senge sker 

mere af hensyn til de ansattes arbejdsmiljø, 

end af hensyn til sengens slitage. Tidligere 

forærede man de kasserede senge til hospitaler 

i Østeuropa, men også dér er standarden 

nu hævet, så i dag ryger gamle senge 

bare til skrot. 

…Og så har vi slet ikke talt om madrasserne 

endnu. Det er et helt kapitel for sig med 

standardvaren af brandhæmmende, højelastisk 

koldskum i den ene ende og de elektriske 

specialmadrasser til trykafl astning af 

patienter med enten luft- eller vandcirkulation 

i den anden. Men det er vel i virkeligheden 

også en helt anden (go’nat-) historie. 

Sov godt.

Farvel til Hovedstadens Sygehusfællesskab

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?