Idrætsskader – undersøgelse og behandling i praksis

Skal idrætsskader behandles
anderledes end andre skader?
Der er principielt ingen forskel på behandlingen af en forstuvet fod eller en senebetændelse opstået
ved sport eller en anden aktivitet. Skader på idrætsfolk udgør dog et specielt problem, idet de i reglen
skal rehabiliteres til et højere belastningsniveau. Samtidig er de stærkt træningsmotiverede og skal
vejledes i træningsreduktion, hvilket er i modsætning til de fleste andre patientgrupper med bevægeapparatsklager,
som skal træningsmotiveres. Træningsreduktionen skal tage hensyn til, hvilken
struktur der er skadet, og hvilken idræt der udøves. Dette kan kun lade sig gøre gennem kendskab til
de enkelte idrætsgrenes biomekanik, belastninger og træningsmetoder.
Træningsreduktionen misforstås af mange læger, idet mange idrætsfolk får beskeden: ”Hold pause
med træningen, indtil smerterne er væk”. Kun i sjældne tilfælde, såsom specielle ligamentrupturer
eller ”instabile stressfrakturer”, er det nødvendigt at aflaste fuldstændigt med total pause, evt.
bandagering. En total aflastning vil svække det skadede væv yderligere og medføre en betydelig
forlængelse af rehabiliteringstiden, inden den skadevoldende aktivitet kan genoptages.
Ved traumer er arvævsdannelsen hurtigere og bedre ved kontrolleret optræning allerede efter få
dage, og samtidig giver dette en hurtigere organisering af det skadede væv og dermed hurtigere
tilbagevenden til normal funktion.
Skades en struktur ved overbelastning, er dette et bevis for, at strukturen var for svag til den belastning,
man påførte det. Da de fleste sportsfolk gerne vil tilbage til det samme belastningsniveau, må
man træne den beskadigede struktur med kontrollerede belastninger, som ikke forværrer skaden,
men stimulerer til opbygning og styrkelse. Denne behandlingsstrategi hedder ”aktiv aflastning”.
Det kan være vanskeligt at finde det rette niveau for den acceptable belastning. ”Træning til smertegrænsen”
er ikke et anbefalelsesværdigt princip, idet mange bevægeapparatslidelser udviser en
”smertetriade” med smerter ved begyndelse på en belastning, som gradvist svinder efter opvarmning
for at vende, evt. forstærket, tilbage efter belastningen. I stedet kan man bruge ”morgenstiv-heden”
som et mål for inflammationens størrelse og tilpasse den aktive aflastning, så morgen-
stivheden gradvist aftager. Antiinflammatorisk behandling (cryoterapi, NSAID, cortisol) kan anvendes
for at få inflammationen i ro, men man må være opmærksom på, at dette samtidig tilslører overbelastningssymptomerne,
hvorfor en grundig instruktion i aktiv aflastning er påkrævet i forbindelse
hermed. Medicin bør ikke anvendes, blot for at sportsmanden kan fortsætte sin skadevoldende aktivitet
og dermed forværre skaden.
Moderne idrætsmedicin er ikke, som mange tror, avancerede parakliniske udredninger, men har
derimod avanceret biomekanisk forståelse som grundlag for en meget aktiv behandlingsattitude og
individuel tilpasset træningsomlægning – afhængig af idrætten. Derfor skal idrætsskader behandles
anderledes end andre skader på bevægeapparatet 8,10,11 .
15