Forskning i - Region Sjælland

personlighedsforstyrrelser, der oftest udvikler skizofreni. For
hvis det er tilfældet, kan vi bruge dén viden til at give en bedre
psykosocial støtte til denne gruppe mennesker og dermed forebygge
alvorligere sygdomme. Derudover er det også vigtigt at
undersøge, hvilken form for støtte de pårørende til psykotiske
har brug for i den første del at behandlingen.
mere­end­en­hyggelig­snak
Og Ulrik Haahrs forskningsinteresse er ikke gjort med disse
områder. Også psykoterapien har været en hovedinteresse gennem
mange år:
- Jeg ser det som en vigtig opgave at gøre psykoterapien
videnskabelig og evidensbaseret, så den bliver mere end »en
hyggelig snak« og ikke alene bliver hængt op på non-specifikke
faktorer. Forskningen har allerede dokumenteret psykoterapiens
effekt. Slagsmålet går nu på, hvilke former for psykoterapi
der har størst effekt for hvem.
den­kliniske­forskning
Ulrik Haahrs område er den kliniske forskning; den, der vil
kunne gøre en forskel i det kliniske arbejde:
- Der er altid en vis akademisk interesse i at forstå, hvordan
ting hænger sammen, men den videnskabelige evidens bygger
altid på en vis grad af generalisering, da den bygger på statistik.
Det, man imidlertid skal huske som kliniker, er, at det enkelte
menneske ikke placerer sig gennemsnitligt inden for en population.
Ofte vil folk spørge »hvor stor er chancen for at blive
rask«, og det vil altid være svært at sige. Men her er den terapeutiske
funktion i at indgyde håb og optimisme vigtigere end
gennemsnittet. Og det er vigtigt at fastholde, at det er individer,
vi har med at gøre.
kontakten­til­det­kliniske­arbejde
Halvdelen af Ulrik Haahrs tid er defineret som forskningslektorat,
hvoraf 1 dag om ugen er helliget evalueringen af TIPSprojektet.
Den anden halvdel tid bruger han til klinisk arbejde,
lægelig sparring samt supervision og undervisning af OPUSmedarbejderne
tilknyttet de enkelte distrikter.
Kombinationen af forskning og klinisk arbejde ser
Ulrik Haahr som en styrke, også selvom det kræver
disciplin at fordele tiden ligeligt mellem de to funktioner:
- Det kan være svært at holde på sin tid til forskning, når man
ved, der er patienter, som »står i døren« og har det rigtig dårligt.
Men man skal fastholde, at forskningen kan være med til at
forbedre behandlingen på længere sigt.
Ulrik Haahr kunne dog ikke tænke sig kun at lave forskning:
Fakta
HVeM er MeD i tiPs-ProJektet?
TIPS-projektet er et internationalt forskningsprojekt
mellem Rogaland Fylke (Stavanger og Haugesund),
Ullevål Universitetssygehus, Oslo, Oslo Universitet, det
tidligere Distrikt Midt i Psykiatrien Roskilde og Yale
University, USA. I alt 301 patienter indgår i projektet, der
startede i 1997.
HVaD UnDersøger tiPs-ProJektet?
TIPS-projektet undersøger, om det er muligt gennem massive
oplysningskampagner til hele befolkningen, undervisning
i skoler af elever og lærere, træning af praktiserende
læger m.v. at reducere varigheden af ubehandlet psykose.
HVaD konkLUDerer tiPs-ProJektet?
I den eksperimentelle del af undersøgelsen viste det sig
muligt at reducere varigheden af ubehandlet psykose fra
26 uger til typisk 5 uger. Patienterne er fulgt i 5 år, og
det har vist sig, at de patienter, der er kommet tidligt i
behandling, klarer sig bedre på længere sigt. Lige nu pågår
en 10 års-opfølgning.
HVaD konkLUDerer oPUs-ProJektet?
Det intensive tidlige interventionsprogram har vist
betydende positiv effekt efter 2 år, hvad angår psykotiske
symptomer, negative symptomer, sekundært misbrug,
tilknytning til behandlingen, lavere dosis af antipsykotisk
medicin samt højere tilfredshed med behandlingen.
- Jeg mener, hvis man skal lave klinisk forskning, så skal man
også have tid i den kliniske praksis. Det giver nemlig en forståelse
for, hvad der overhovedet er klinisk relevant at forske
i, og dertil kommer også, at man vedligeholder sin evne som
kliniker.
gode­råd­til­forskerspirer
Som en del af forskningslektoratet vejleder og underviser
Ulrik Haahr ph.d.- og medicinstuderende, både i Psykiatrien
Roskilde og på universitetet:
- Nogle af de råd, jeg kan give videre til forskerspirer, er, at
man virkelig skal brænde for det, man forsker i. Man skal have
hjertet med og en dyb interesse i forskningsområdet, ellers fungerer
det ikke for en selv eller for det givne forskningsprojekt.
Og så skal man forstå, at det at være forsker også er en uddannelse.
Der er ikke nogen nemme veje; det er hårdt arbejde hele
vejen igennem, også blot det at få ind under huden, hvad forskning
er for en størrelse. Det sidste råd, jeg vil give, er, at man
skal finde en mentor. Det kan være en mere erfaren forsker,
en overlæge på en afdeling eller en gruppe personer, bare det
er nogen med mere erfaring end en selv. Det er vigtigt at have
nogen at læne sig op ad, når man kommer i tvivl eller det hele
bliver for surt. For ellers kan det blive meget ensomt at forske.
Årsrapport 2009 11