Skejby Sygehus

Mandag morgen møder jeg efter ferie.
Da jeg træder ind i afdelingen, bliver jeg
mødt af to kolleger, som straks beder
mig gå ind på et af vores sengeafsnit. En
kollega har om fredagen været udsat for
vold fra en indlagt patient.
Jeg går ind i afdelingen og finder min kollega.
Vi sætter os. Hun er synligt påvirket,
ryster lidt og sitrer i stemmen, da hun
fortæller om hændelsen.
„Jeg sad på sengekanten og pludselig slog
han mig med sin knyttede næve i ansigtet.
Jeg ringede alarm, og fire andre kolleger
kom og hjalp med at holde patienten. Jeg
sad med is på kinden i halvanden time.
Ingen vidste, hvad de skulle gøre, og du,
Connie, havde ferie.“
Hun får tårer i øjnene, og jeg forsøger at
berolige og blot være til stede. Mens jeg
er hos min kollega, kommer min oversygeplejerske,
som også lige er kommet tilbage
fra ferie og ligesom jeg lige har hørt
om sagen. Vi enes om at lave en skadesanmeldelse
straks. Hverken min kollega,
oversygeplejersken eller jeg selv er i tvivl
om, at der er behov for krisehjælp fra en
professionel.
Tankerne flyver gennem mit hoved: „Hvorfor
reagerede mine kolleger tvivlende på,
hvad der skulle ske ved sådan en hændelse?
Hvorfor fandt ingen voldspolitikken
frem? Hvad skulle jeg som sikkerhedsrepræsentant
have gjort anderledes i forhold
til at implementere voldspolitikken i
afdelingen?
Ny politik trådt i kraft
I min ferie var den ny voldspolitik for
Skejby Sygehus trådt i kraft. Da jeg samme
mandag gik på min mail, kunne jeg
printe den ud. Desuden havde jeg det seneste
halve år selv deltaget i arbejdet med
at udarbejde en procedure i afdelingen for
posttraumatiske oplevelser. Proceduren
mangler endelig godkendelse i det lokale
LMU, men den har været drøftet i LMU og
ventes vedtaget i efteråret.
Jeg har været sikkerhedsrepræsentant i to
et halvt år, og siden Arbejdstilsynet besøgte
os sidste år, har vi haft en arbejdsmiljømappe
stående i hvert afsnit tilgængelig
for alle, jeg repræsenterer. I den mappe
fandtes – og findes nu – voldspolitikken
for Skejby Sygehus.
Men ingen af mine kolleger havde haft
fat i denne mappe. Hvorfor ved ingen
– og det er egentlig også sagen uvedkommende.
Voldspolitikken på Skejby Sygehus bakkes
op af en konkret aftale, der er indgået
med Dansk Krisekorps. Aftalen medfører,
at man kan rekvirere psykologhjælp til en
voldsramt medarbejder, og hjælpen kommer
så med ganske kort tids varighed.
Denne morgen beslutter vores oversygeplejerske
og jeg – i samråd med arbejdsmiljøkoordinator
Helle Lehmann – straks
at rekvirere hjælp til min kollega. Hun får
hjælpen, og er efterfølgende glad for den.
Men hun ville naturligvis gerne have haft
den før.
Implementering er vigtig
Min kollega har det heldigvis langt bedre
nu. Og vi har i afdelingen lært meget af
forløbet, som vi gerne vil dele med resten
af sygehuset: At vedtage en ny, vigtig
politik er ikke nok i sig selv. Den skal implementeres
ordentligt ude på de enkelte
afdelinger.
Dét som, vi har erfaret på afdelingen, er
utroligt vigtigt er, at vi får tid og lejlighed
til at drøfte voldspolitikken og den
procedure, der følger med. Den enkelte
afdeling skal simpelthen sikre, at alle
medarbejdere kender til politikkens eksistens.
At forvente at alle kender proceduren
til bunds, er nok for meget forlangt.
Men de skal vide, at den eksisterer, så
de kan finde og bruge den, når det er
nødvendigt.
Her på afsnittet har vi besluttet at lave et
ultrakort sammendrag af proceduren:
1. Tal med kolleger straks
2. Kontakt sikkerhedsrepræsentant/daglig
sikkerhedsleder/afdelingsledelsen
3. Vurder om psykologhjælp er vigtig her
og nu
4. Kontakt Dansk Krise Korps
5. Anmeld ulykken.
Denne „opskrift“ skal ligge i laminerede
lommer ved alle afsnittets telefoner, så
alle kan se dem – altid.
Afsnit laver egen politik
Derudover overvejer vi den samme model,
som de har på Psykiatrisk Hospital,
hvor de overordnet benytter Århus Amts
voldspolitik – men hvor det enkelte afsnit
udarbejder deres egen „underpolitik“.
Det skyldes blandt andet, at deres klientel
varierer meget fra afsnit til afsnit – og det
har den indlysende fordel, at de enkelte
afsnit får drøftet, hvor deres grænser er,
og hvilke regler, de mener, skal gælde.
På den måde sikres, at medarbejdere har
kendskab til politikken og handler ud fra
en fælles forståelse af problematikken.
Vi er altså nu i fuld gang med at implementere
politikken på afsnittet. Desværre
foranlediget af en konkret episode. Jeg vil
gerne opfordre andre til også at få gang
i implementeringen. Meget gerne, inden
der udspiller sig en konkret voldsepisode.
Vi kan ikke helt undgå vold på vores
arbejdsplads, desværre. Men voldspolitikken
er et fremragende redskab for sygehusets
personale, både når det handler
om at forebygge vold og om, hvad der
skal gøres, når volden alligevel sker. Det
kræver bare, at vi alle kender den – og det
er den store udfordring lige nu.
Tekst Sikkerhedsrepræsentant Connie Overgaard, Afdeling T-Intermediær | Foto Tonny Foghmar