Et jordbrug uden gødning og jordforbedringsmidler eksisterer ikke, og de bruges også meget i grønne områder. Især på plæner og navnlig til sport. Men den store faglige opmærksomhed synes de ikke at få. <strong>Grønt</strong> <strong>Miljø</strong> forsøger at gøre afbigt i en samtale med Finn L. Juul der er markedschef for grønne områder i Garta. Hvorfor er gødning noget man bare bruger i det grønne, men ikke rigtigt taler om? „Måske fordi der er mere fokus på maskiner. Der er en vis tendens til at gødning, det er noget man bare skal have, det samme hver gang. Det ville da være dejligt hvis der var en større faglig interesse.“ Hvordan skelner man mellem gødninger og jordforbedringsmidler? Mellem kunstgødning og naturgødning? „Jeg ser det sådan at gødning er noget planterne har brug for, mens jordforbedringsmidler er noget ekstra. Man siger ikke så meget kunstgødning mere. Man siger gødning som så kan være i forskellige former, f.eks. i blandinger med både mineralsk gødning og organisk gødning.“ Hvor bruger man især gødning i grønne områder? „Først og fremmest plæner, og især golfbaner og fodboldbaner hvor man også har de mest specielle krav. Der er også et forbrug i de meget intensivt dyrkede plantebede og kummer i byen og i haver.“ Der er et væld af gødningstyper. Hvilke bruges mest i grønne områder? „En væsentlig skelnen er om gødningen er hurtig eller langsom opløselig. På sportsbaner skal gødningen være hurtigt opløselig så den er væk når spillerne kommer næste dag. Det går de meget op i. En smågranuleret gødning opløses hurtigt. Til greens er det almindeligt med 1-2 mm granulat, mens 2-4 mm er fint til fairways. Gødningen kan også være flydende. Men jo hurtigere opløselig gødningen er, desto kortere holder den også. Til blomsterbede og kummer er det almindeligt med mere langtidsvirkende gødninger, altså med grove granulater.“ Og hvad med den mineralske sammensætning? 18 PRODUKTREVY 6: GØDNINGEN Ikke bare det samme hver gang „Ja, udgangspunktet er selvfølgelig NPK i indtil flere blandingsforhold eller bare en eller to af hovednæringsstofferne kvælstof, fosfor og kali. Og plus eller minus mikronæringsstoffer. Det er typisk med en kvælstofrig startgødning som 23-3-7 om foråret. Hen på sommeren kan man bruge 14- 3-18 og om efteråret 6-5-25, altså med meget kali så græsset vinterhærder bedre.“ Hvor meget og hvor tit gøder man så? „Det er meget, meget forskelligt. På golfbaner og fodboldbaner kan det være for hver fjorten dage, måned eller seks uger. I haver og parken er det typisk to gange på en sæson. Og hvor meget, ja, det kommer jo an på jorden og gødningstypen. Generelt kan man sige at en fodboldbane skal have 60-80 kg kvælstof pr. hektar om året. Bruger man kun NPK 14-3-18, bliver det f.eks. til omkring 400 kg pr. hektar på en sæson eller cirka 100 kg pr. udbringning.“ Hvordan bør man bruge gødning? Skal det altid være efter analyse, eller kan man nøjes med fornemmeren? „Hvor der gødes systematisk, især på sportsbaner, bør man gøde ud fra analyser og gødningsplan. Vi anbefaler at tage en del af banen hvert år, f.eks. seks af de 18 huller. Så når man det hele på tre år. Analysen kan være jordbundsanalyser, men kan også være bladanalyser. De har den fordel at man får resultatet hurtigt og kan planlægge sin gødskning med det samme. Ellers kan det være ret upraktisk at man tager jordbundsanalysen om efteråret og først gøder om foråret. Det kan nå at ændre sig meget i mellemtiden.“ Hvis man skal bruge en sur gødning til f.eks. surbundsbede, hvad kan man så bruge og kan det erstatte spagnum? „Så skal man bruge svovlsur ammoniak. Den er meget brugt i grønne områder, men en sur gødning er ikke nok hvis det skal være rigtigt. Der findes jo også særlige rododendrongødninger. Sure.“ Hvordan påvirker miljøspørgsmålet, herunder udvaskning, forbruget af gødning? „Det påvirker det lidt, men det er ikke det helt store. Man mærker at forbrugerne gerne vil have forbruget så meget ned de kan, men det betyder på den anden side ikke at der laves flere gødningsanalyser. Der er også tendens til at kunderne foretrækker mere organisk gødning, men jeg vil gerne advare om at meget af det der er på markedet, ikke er godkendt.“ Er det bedre for planterne at de får organisk gødning fremfor ren mineralsk gødning? „Det er vist mest et spørgsmål om religion.“ Sker der en produktudvikling inden for gødningsområdet, eller er det bare de samme grundlæggende næringsstoffer vi bruger altid? „Der kommer hele tiden noget nyt. Meget er naturligvis det samme NPK, men i nye blandinger, former og størrelser. Inden for de organiske gødninger er der kommet en masse forskelligt. Vi er selv ved at lancere champost baseret på 25% champignonkompost. Det kommer fra den norske gødningsproducent Yara og har været en stor succes i Finland.“ I har Arena som mærkevare. Er den slags almindeligt? Og hvad karakteriserer jeres? „Arena er granuleret gødning i små kornstørrelser netop til sportsplæner og grønne områder. Ja, det er almindeligt med mærkevarer, også inden for gødning. Det er blandt andet for at markere at det ikke er landbrugsgødning. Landbrugsgødning er ret meget billigere, men har ikke de egenskaber som er væsentlige i grønne områder, især den hurtige opløselighed.“ Har I en særlig nyhed med på udstillingen? „Ja, vi har faktisk en organisk gødning med, Melspring, fra en hollandsk producent. Det er en smågranuleret gødning i udgaver lige fra 25% til 100% organisk indhold. Gødningen kan bruges til fodboldog golfbaner, men er generel brugbar i grønne områder.“ sh DE UDSTILLER GØDNING OG JORDFORBEDRINGSMIDLER PÅ HAVE & LANDSKAB 09 Biologisk Kakao-flis, stand 11 Dansk Hormolinmuld ApS, stand 190 Dansk Jordforbedring ApS, stand 144 Garta, stand 26 Vognmand Kold A/S, stand 424 Trendbutikken.dk, stand 12 GRØNT MILJØ 6/2009
60 01 35 28 engcon Nordic ab · Fredensvej 23 5620 Glamsbjerg · Danmark · www.engcon.se HR-Design.dk GRØNT MILJØ 6/2009 19