Gitte Haslebo og Maja Loua Haslebo, Etik i organisationer ... - UCF

More documents

Recommendations

Info

socialfunktionalist, symbolsk interaktionist, fænomenolog, kritisk sociolog mv. *…+ Især bidrag fra den symbolske interaktionisme og fænomenologien har haft stor betydning for udviklingen af socialkonstruktionismen” (s. 102). I kapitel 5 kommer en foreløbig teoretisk konklusion: socialkonstruktionismen som erkendelsesteori modstillet alle de andre, som er præsenteret (undtagen Erving Goffman). Her er et af de steder, hvor jeg som nævnt bliver lidt irriteret. Cooperider, Srivasta, Campbell, Gergen og Haslebo selv bliver ikke mindre væsentlige og interessante ved, at alle andre smækkes ned i samme kasse med etiketten ”Realisme”. I dette kapitel bliver det tydeligt, at forfatterne har en mission (som også Annemette Mortensen skriver i sin anmeldelse af bogen 1 ), og jeg savner nogle selvkritiske refleksioner. Det spændende perspektiv i forhold til etik og moral består i, hvordan socialkonstruktionismen som erkendelsesteori ”på gennemgribende vis inkorporerer en relationel etik og definerer nogle vigtige moralske erkendelser” (s. 124) , og det kommer der heldigvis nogle meget kvalificerede refleksioner over – og nogle nyttige bud på. Den teoretiske ramme Kapitlerne 6-10 udfolder fem centrale begreber: kontekst, relationer, diskurser, anerkendelse og magt. De illustreres og analyseres af fortællinger, og de kobles med temaer, som bliver til syntesens moralske holdepunkter. Begreberne afdækkes igennem en præsentation af klassiske systemiske teorier og teoretikere: Coordinated Management of Meaning (CMM), positioneringstrekanten, anerkendende udforskning (Cronen, Gergen, Pearce, Cooperider, Srivasta, Davies, Harré), og der foretages interessante analytiske relateringer til bl.a. Wittgenstein (sprog), Austin (talehandlinger), forandringsledelse, Dewey (erfaringsbaseret læring o.a.), Honneth (anerkendelse) og adskillige andre. Man får en personlig, stringent og interessant analyse af grundlæggende systemiske begreber. Gennemgangen af Axel Honneths analyser af anerkendelse var en anden af bogens gaver til mig. Kapitlerne er gode til repetition, og de giver gode bud på, hvem det kunne være interessant at kaste sig over, når man vil blive klogere på konsulentarbejde, ledelse og organisationsudvikling. Der er en tankevækkende diskurs om sygdom, diagnose og behandling (arbejdsmiljø, mobning og stress), og i forbindelse med netop denne diskurs præsenteres den ene fortælling, som ifølge forfatterne netop ikke gør nogen til offer. Generelt savner jeg også i disse kapitler, at forfatterne prøver ”at tage egen medicin”. Der fokuseres stort set kun på handlinger, som fører til subjekt-objektrelationer, og hvor nogen gøres (eller gør sig selv) til offer eller klient. Der fokuseres m.a.o. på fejl – andres fejl. Moralen er selvfølgelig, at handlinger baseret på systemisk tænkning og socialkonstruktionistisk erkendelsesteori fører til subjekt-subjektrelationer, og rammen for disse handlinger kommer i kapitel 11. De meget bastante, overpædagogiske modstilling af realister og systemikere misbruges således også her. Hvor rigtigt er det fx: At spørgeren i en socialkonstruktionistisk tilgang (altid) stiller spørgsmål ud fra en ikke -vidende position? At spørgsmål i en realistisk tilgang (altid) stilles for at indsamle enkeltstående informationer, mens spørgsmål i en socialkonstruktionistisk tilgang (altid) stilles for at belyse mulige sammenhænge? At spørgeren med en realistisk tilgang (altid) stiller spørgsmål for at nå frem til en diagnose?
Både ud fra en pragmatisk hverdagsforståelse og videnskabsteoretisk er den voldsomme generalisering urimelig og forkert. Man vil banalt sagt altid kunne finde dén ene Popper’ske undtagelse, som ville falsificere hypotesen, hvis det var en hypotese. Der er imidlertid ikke tale om hypoteser, men om generelle udsagn. Der er så meget power i den systemiske tilgang, at den ikke har brug for at simplificere andre positioner for at fremhæve egen fortræffelighed! Kapitel 10 om magt er baseret på Michel Foucault, som mig bekendt aldrig selv forholdt sig til systemisk tænkning. Han døde i 1984 og aldrig fandt sig i at blive sat i nogen bås. Kapitlet rummer en prisværdigt klar redegørelse for Foucaults tænkning om magt, primært baseret på Dreyfus’ og Rabinows værk om Foucault. Den moderne magtudøvelse er i Foucaults optik hverken personlig, ressourcebaseret eller institutionel, men allestedsnærværende, usynlig, indirekte og subtil. Vi kontrollerer os selv og anvender en række teknologier (kaldet ”selvteknologier”), som indeholder beskrivelser af det normale, af præstationer og skalaer til at vurdere vores normalitet og vores præstation. Det er i mine øjne et glimrende træk fra forfatternes side, at de vælger magtdimensionen som den femte, væsentlige dimension omkring de moralske holdepunkter. Gitte Haslebo har sammen med Michaela Schnoor skrevet en rigtig god artikel om 2 , hvor de afsøger, hvordan en magtbaseret, en magtfri og en magtreflekterende tilgang til coaching influerer på lederes etiske overvejelser i forbindelse med coaching af egne medarbejdere. Tankerne fra denne artikel har Haslebo desværre ikke nået at få indflettet i denne bog. Det praktiske fokus i dette kapitel er ”selvteknologier” inden for lederudvikling, personalepolitik og organisationsudvikling, dvs. redskaber, som resulterer i en ”sandfærdig” bedømmelse eller i en gennemsnitsbedømmelse udtrykt ved et tal. Der er her tale om 360° evaluering og medarbejdertilfredshedsundersøgelser. Den manglende kontekstafklaring (og værktøjet i det hele taget), indebærer, at lederen i 360° evalueringen ikke fik noget godt udgangspunkt for sin videre personlige udvikling, og at en leder snød en medarbejder i en MUS. I refleksionerne over fejlene i værktøjerne og brugen af dem skæres det ud i pap, at en bedømmelseskontekst og en udviklingskontekst ikke må blandes sammen, fordi den ene skaber subjekt-objektrelationer, og den anden skaber subjekt-subjektrelationer. Den uafklarede betyder, at ”de traditionelle ledervurderinger [kan] betragtes som en systematiseret iscenesættelse af krænkelser af organisationsmedlemmernes sociale værdi for fællesskabet …” Foucault giver også værktøjerne den lidet flatterende betegnelse ”selvbekendelsesteknologier”, og de to Haslebo’er medregner også NLP plus mere uspecificeret arbejdsseminarer om samarbejde, sammenhold, motivation, arbejdsglæde og psykisk arbejdsmiljø, hvor deltagerne indrømmer egne fejl og opstiller personlige udviklingsplaner. I alle tilfælde har intentionen været at udvikle medarbejdere, team eller leder, men resultatet blev det stik modsatte. Forfatternes refleksioner over brugen af selvteknologier eller bekendelsesteknologier er tankevækkende konsulentlæsning, men jeg sidder tilbage med fornemmelse af, at fortællingerne er udvalgt og tilrettelagt, så man forføres til at tage afstand fra teknologierne og ikke tilbydes en alternativ diskurs med andre antagelser, med kontekstafklaring og relationsskabelse. Også her bliver jeg ærgerlig over dualismen i forfatternes verdensbillede, her i deres omgang med magtteori: der er det realistiske og så det socialkonstruktionistiske perspektiv inspireret af Foucault. Når forfatterne så yderligere beskriver det dette perspektiv som ”muligheden for at kunne definere virkeligheden og bestemme, hvad der er ”sand” viden” (s. 119), kunne jeg godt have ønsket mig, at forfatterne havde prøvet at præsentere politologiske
Page 1 and 2: Gitte Haslebo og Maja Loua Haslebo,
Page 3: levet lidt irriteret og har følt m
Page 7: 1 Annemette Mortensen: Etik i organ

Gitte Haslebo og Maja Loua Haslebo, Etik i organisationer ... - UCF

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?