Gitte Haslebo og Maja Loua Haslebo, Etik i organisationer ... - UCF

magtteorier og måske overvejet, om Foucaults definition på magt kunne ikke minde om det, som andre
forstår ved socialisering.
Forfatterne foretager en spændende kobling til den australske psykoterapeut Michael White, som
fokuserer på fænomenet personlig fiasko, som ifølge ham er vokset i de senere år. Der er tre former for
fiasko: Undladelser, udelukkelser og modstande. Sådan prøver vi at undslippe den normaliserende
fordømmelse. Dette leder forfatterne frem til, at de forkerte antagelser om, at medarbejdere og ledere er
forpligtede på personlig udvikling erstattes af retten og pligten til at mødes som moralske aktører – med de
rettigheder forpligtelser, som fremgår af den udfoldede, fembladede blomst, som jeg startede med at
præsentere.
Jeg tror kun, jeg tør anbefale bogen til deciderede teorifreaks, men jeg vil meget gerne anbefale syntesen i
kapitel 11, og man kan godt lystlæse i de kapitler, som udfolder grundlaget for et eller flere af blomstens
blade.
Mit personlige udbytte
Erving Goffman og Axel Honneth er strøget til tops på listen over teoretikere, jeg gerne vil kende mere til.
De moralske holdepunkter, som forfatterne når frem til i deres syntese, demonstrerer, at den systemiske
tænkning rummer en etik og åbner for nogle vigtige moralske overvejelser – og nogle bedre handlinger. Det
sidste er jeg overbevist om. Forfatterne skal have meget ros for at have sat ord på disse overvejelser og for
at have tilbudt os en ramme at indtænke vores handlinger i. Den ramme vil jeg holde op for mig selv mange
gange.
Jeg vil glæde mig til at læse autentiske eksempler på, hvordan den relationelle etik udfoldes i praksis og
skaber oplevelser af værdsættelse, anerkendelse og udvikling. Jeg vil glæde mig til en selvkritisk refleksion,
specielt i lyset af de mikroprocesser, som man aldrig rigtig selv kan se. Ind imellem må det være sådan, at
en systemisk konsulent eller leder ikke får afklaret konteksten præcist, og relationsskabelsen må ind
imellem kikse.
Tilføjelse
Jeg har luftet min irritation over den firkantede kategorisering af realismen. Når det handler om
forfatternes beskrivelse af, hvad videnskab er og gør, var jeg på kanten af at blive rigtig ærgerlig:
”Al videnskabelig viden drejer sig om relationer mellem os selv og den omskiftelige omverden –
ikke om isolerede genstande” (s. 229).
”En videnskab må altid vurderes ud fra dens evne til at føre til forbedringer” (s. 230).
Ifølge den traditionelle videnskabsopfattelse ”består videnskabelige landvindinger i navngivningen
af alt det, der kan være i vejen med mennesker, organisationer og samfund” (s. 258).
”Videnskabelig udvikling baserer sig i så høj grad på et problem- og mangelsprog, at et
forskningsresultat, der fører til lanceringen af en ny diagnose, kan være på niveau med optagelsen
af en ny stjerne i verdensrummet” (s. 258 om Cooperider & Whitney).
Dét er simpelthen under forfatternes niveau! Som konsulent kunne jeg måske være ligeglad, men når
nogen tager patent på sandheden, tager jeg ladegreb jeg mit pennalhus.