En politisk og økonomisk oversigt af Kathrine Toftkær Larney

ikke havde interesse som landbrugsland for hvide farmere.
Området lå for afsides og var for underudviklet. Op gennem
kolonitiden opkøbte administrationen land fra de europæiske
farmere og udstykkede det til malawierne. Men europæerne
fortsatte med at sidde på de økonomiske sværvægtere
i landbruget, te, tobak og kaffe. Der blev ikke foretaget
nogen investeringer i de malawiske bønder, og i en tidsalder,
hvor den vestlige verden gik fra hestekraft og selvbindere til
traktorer og mejetærskere, forblev hakken det eneste tekniske
hjælpemiddel i Nyasaland. Samtidig blev landets industrielle
udvikling holdt på et minimum, og i stedet for at styrke
lokal produktion blev markedet dækket af varer fra Rhodesia
(Zimbabwe) og Sydafrika.
Nyasalands økonomi var blevet en del af verdensøkonomien,
og malawiernes plads i Det Britiske Imperium lå fast;
de skulle levere billig arbejdskraft til de europæiske farmere
og til nabolandene. Ikke andet. Først i 1948 fik landet
en “secondary school”, hvor det var muligt at få en mellemskoleuddannelse,
og i årene 1956 til 1963 faldt antallet
af skolesøgende børn trods en betydelig befolkningstilvækst.
Uddannelsesforholdene var elendige selv efter kolonitidens
målestok.
I 1950 udbrød der hungersnød i det sydlige Nyasaland.
Kolonistyret uddelte såsæd og stiklinger til bønderne og
mad til de gamle, børnene og de døende. Men det var en
nødhjælpsindsats. Der blev ikke ændret på de skævheder,
der førte til stigende fattigdom og forarmelse.
Titusindvis af malawiske migrantarbejdere har gennem
1900-tallet været med til at opbygge minerne, industrien
og økonomien i det sydlige Afrika, og malawiske fagforeningsfolk
har bidraget til at udvikle den politiske kultur
i nabolandene.
I 1992 indledte en gruppe unge malawiere bogen “Malawi
at the Crossroads” med disse ord: “Intet land i det sydlige
Afrika har som Malawi bidraget til regionens udvikling både
på det politiske og det økonomiske område” (5).
Men så sandt som det er sagt, er det også, at landet selv
forblev håbløst underudviklet gennem hele kolonitiden.
Malawi var ikke bare den mindste sten i imperiets krone,
det var imperiets slumkvarter.
Oprør og uafhængighed
I 1953 etablerede briterne Den Centralafrikanske Føderation.
Føderationen bestod af Syd-Rhodesia (Zimbabwe),
Nord-Rhodesia (Zambia) og Nyasaland, og den var beregnet
på at sikre de europæiske interesser i området. Indtægterne
fra kobberminerne i Nord-Rhodesia skulle fi nansiere
investeringer i industrien i Syd-Rhodesia. Nyasaland skulle
levere billig arbejdskraft. Sagen var klar for briterne, men
det var den også for malawierne. De kendte udmærket
racelovene i Syd-Rhodesia, og ingen behøvede at fortælle
dem, hvad det ville sige at leve under total europæisk dominans.
Modstanden mod føderationen fik den almene utilfredshed
til at bryde frem i lys lue, og ikke overraskende var de
første til at reagere, de hårdt prøvede indbyggere i syd, hvor
det kom til plyndringer og voldelige overfald på europæiske
og asiatiske indbyggere. Optøjerne blev slået ned, men fra nu
af stod kolonistyret i et uløseligt dilemma. På den ene side
krævede Nyasaland Congres Party, på vegne af befolkningen,
at landet holdt sig ude af føderationen. På den anden side
dikterede London, at føderationen var en realitet, uanset
hvad malawierne måtte mene om den.
London vandt i første omgang, men Congress-partiet
gav ikke op. I 1958 ankom den brillante politiske strateg
Hastings Banda fra England hidkaldt af partiet efter mange
års liv i udlandet. Han overtog ledelsen af partiet og gik
sammen med sin højre hånd, Orton Chirwa, i gang med at
mobilisere befolkningen. Banda rejste land og rige rundt.
Han holdt flammende taler og blev mødt med vild begejstring,
hvor han kom. En engelsk undersøgelseskommission
beskrev senere begivenhederne således: “... hans modtagelse i
Nyasaland og den ærefrygt og tilbedelse, han mødte overalt, var
nok til at fordreje hovedet på selv den mest beskedne mand; og
det er dr. Banda ikke; den tanke kunne end ikke strejfe ham,
at selv hans uudtalte ønsker ikke var lov” (6).
Kolonistyret satte sikkerhedsstyrkerne ind mod befolkningen,
adskillige blev dræbt. Banda og en række andre
aktivister blev sat i fængsel, Nyasaland African Congress
blev forbudt, og partiet blev mere populært end nogensinde
før.
42 43