En politisk og økonomisk oversigt af Kathrine Toftkær Larney

Men oppositionen krævede omvalg med henvisning til, at den
mangelfulde vælgerregistrering havde været til UDF’s fordel.
Desuden slog oppositionen på, at forfatningen kræver, at en
præsidentkandidat opnår mindst 50 pct. af de stemmeberettigedes
stemmer for at blive valgt. Det gjorde Bakili Muluzi
ikke, han fik lidt over halvdelen af de afgivne stemmer.
Men efter valget i juni 1999 begyndte en ny tendens at
vise sig i malawisk politik. En gruppe politikere fra de tre
partier tog initiativ til en freds- og forsoningsproces, der
skal bane vejen for en konstruktiv politisk dialog i landet.
Gruppen har bl.a. (med støtte fra Danida) inviteret det
sydafrikanske center for konfliktløsning til Malawi for at analysere
problemerne og bane vejen for en egentlig fredsproces.
Partiernes ledere er ikke begejstrede for initiativet, men det
ledes til gengæld af de næstkommanderende, som ikke kan
forfølge deres egne politiske ambitioner i det fastlåste og
konfrontationsprægede klima.
Forsoningsinitiativet er ikke det eneste tegn på kommende
ændringer. Ved valget i 1999 blev to tredjedele af parlamentsmedlemmerne
udskiftet, og de nye politikere har deres klare
loyalitet i deres valgkredse. I landsbyerne har befolkningen
for længst oversat “demokrati” til “udvikling”, og det er
disse mennesker, der skal vælge politikerne. Det er derfor
i politikernes interesse, at parlamentet fungerer, så de kan
hente udviklingsprojekter hjem til deres vælgere.
Den nye tendens i retning af forsoning og praktisk politisk
arbejde vil sammen med afholdelse af lokalvalg og dermed
yderligere decentralisering næppe rykke på det faktum, at
de tre partier henter deres stemmer i Malawis tre forskellige
regioner. Men den kan have afgørende betydning for det
demokratiske klima i landet.
Lokal administration og politik
Administrativt er Malawi inddelt i 27 distrikter. Hvert distrikt
ledes af en District Commissioner (DC). DC’en hører direkte
under præsidentens kontor og er udpeget af regeringen. Som
hovedregel rekrutteres DC’en fra en anden region og dermed
en anden stamme end det område, hvor han bliver ansat. De
forskellige ministerier har lokale kontorer i hvert distrikt, hvor
de fungerer som en slags teknisk forvaltning under DC’ens
ledelse. Desuden står DC’en bl.a. for den lokale skatteopkrævning
fra de handlende på markedet. Den overordnede
planlægning af udviklingen i distriktet, f.eks. skolebyggeri,
anlæg og infrastruktur, foregår i de såkaldte District Development
Committees under ledelse af DC’en. Under sig har
DC’en et netværk af såkaldt traditionelle ledere, høvdinge,
der ligesom DC’en bliver afl ønnet fra centralt hold.
Den administrative model blev opbygget af det engelske
kolonistyre og senere anvendt af Banda-regimet. Begge parter
havde for øje at holde ro og orden og at trække det størst
mulige økonomiske overskud ud af distrikterne. Men den
politiske ledelse lå i begge tilfælde et helt andet sted, nemlig
i den centrale regering. Både DC’en og de traditionelle
ledere var bindeleddet mellem den nationale regering og
befolkningen, men deres interesse lå først og fremmest i
at gennemføre love og regulativer fra den centrale administration,
de selv var økonomisk afhængige af. Den lokale
administration delte altså ikke nødvendigvis befolkningens
interesser, den var ikke ansat til at høre efter eller formidle
befolkningens behov, og udvikling af distrikterne stod ikke
på dens dagsorden. Denne skævhed præger stadig Malawis
lokale administrationer, som desuden er svækkede af
manglende ressourcer og en til tider kaotisk og desperat
budgetlægning fra centralt hold.
Malawis landsbyer er organiseret omkring landsbyformanden,
som har til opgave at sørge for, at ritualer og skikke
bliver videreført til den næste generation. En ny formand
vælges som regel blandt slægtninge af den afdøde formands
mødrende slægt, og i visse områder – især blandt chewa- og
nyanga-folkene i det centrale og sydlige Malawi – kan også
kvinder vælges til formænd. Hvad enten landsbyformanden
er muslim eller kristen og uanset vedkommendes politiske
ståsted, er det hans eller hendes pligt at bevare traditionen
og afgøre tvister mellem beboerne. Landsbyformandens rolle
er først og fremmest vendt mod landsbyens liv, og disse
mennesker blander sig sjældent i den politiske debat.
100 års tradition i Malawi foreskriver, at politik foregår
nationalt, mens de lokale distrikter og dermed landbefolkningen
må nøjes med en administration til at gennemføre
72 73