En politisk og økonomisk oversigt af Kathrine Toftkær Larney

ikke plads til det traditionelle skiftemarksbrug, hvor markerne
ligger brak i perioder, og på grund af de stigende priser
på kunstgødning får de fleste marker kun næring fra afbrændingen
af træer og affald fra afgrøderne. Overdyrkningen er
en trussel mod både miljøet og landbrugsproduktionen.
I 1990 krævede Verdensbanken som betingelse for yderligere
støtte til Malawi, at regeringen ophørte med at udstykke
jord til private. I dag optager den samlede estate-sektor
omkring 1,15 mio. ha af Malawis landbrugsjord.
4,1 mio. ha af Malawis landbrugsjord dyrkes af småbønder,
men et resultat af udviklingen er, at deres jordstørrelser er
skrumpet. I de distrikter, hvor al traditionel jord er fordelt,
er eneste løsning at dele den enkelte families marker op i
endnu mindre bidder. Samtidig er det udbredt praksis at
overdrage brugsretten til sin jord mod penge, og det har
en del fattige familier benyttet sig af. En undersøgelse fra
1993 viser, at 78 pct. af familierne på landet dyrker mindre
end 1 ha jord. 41 pct. af Malawis småbønder dyrker mindre
end 0,5 ha jord, og de er officielt klassificeret som jordløse.
En tommelfingerregel siger, at der skal mindst 0,2 ha til at
forsørge en familie på seks medlemmer med mad i et år,
dertil kommer det overskud, der skal til for at få dækket de
mest basale behov. 65 pct. af Malawis jordløse er kvinder.
I 1996 nedsatte regeringen en jordreformkommission,
der fik til opgave at afdække ejerforholdene og udnyttelsen
af Malawis landbrugsjord. I oktober 1999 offentliggjorde
kommissionen sin endelige rapport, og dens anbefalinger
er et opgør med 100 års jordpolitik. Rapporten anerkender
nemlig fælles ejet (traditionelt ejet) jord som udgangspunktet
for en fremtidig jordfordeling.
Rapporten anbefaler, at Malawis freehold-land, typisk de
gamle privatejede plantager, omdannes til land, der er lejet
af staten. Desuden foreslår kommissionen en skat på estatejord
for at sikre, at den bliver dyrket optimalt.
Rapportens konklusion er, at landbrugets overordnede
problem er manglende produktivitet. Småbøndernes produktivitet
er for lav, fordi der mangler arbejdskraft i højsæsonen,
og fordi de teknologisk set befinder sig på jernalderstadiet.
Produktiviteten i estate-sektoren er heller ikke nær så høj,
som man kunne have forventet, og især er den lav på de
De seneste års økonomiske
opsving for tobaksbønderne
er et eksempel
på, at arealstørrelse ikke
er den eneste faktor i
landbrugsproduktionen.
Malawis jordspørgsmål
handler også om, hvordan
jorden bliver udnyttet.
Foto: Mikkel
Østergaard/Billedhuset
estates, hvis ejere bor i byen – med andre ord de landbrug,
der blev givet som frynsegoder til tro embedsmænd under
Hastings Banda.
De overordnede konklusioner i rapporten bliver bakket
op af undersøgelser, der viser, at jordspørgsmålet ikke kun
er et spørgsmål om jordfordeling og mangel på jord. Problemet
er først og fremmest, at jorden udnyttes for dårligt
på grund af den dybe fattigdom blandt Malawis småbønder
og dermed manglende input til landbrugsproduktionen. En
omfordeling af alle landets estates til småbønderne vil ikke
i sig selv øge produktiviteten i landbruget.
Men jordspørgsmålet er en politisk sag, ikke mindst i
Southern Region, hvor befolkningspresset er størst, hvor en
række freehold-plantager i dag ejes af politikere fra UDF
og MCP, og hvor konflikten næres af jordbesættelser og
af politisk retorik. Derfor vil kampen om Malawis jord
fortsætte som et udtryk for den dybe armod blandt Malawis
småbønder.
124 125