Social Responsivitet - Spindet

opfyldelsen er et samarbejde, hvor vi er hjælpeløse
uden den anden, bliver den sat i system
af dem vi samarbejder med og vi lærer
den grundlæggende rationelle indstilling, at
gøre som de andre. Sproget læres ved at vi
forbinder noget vi gør (f.eks. et ord vi siger)
sammen med strukturer (”Bamse”). Det vi
gør (siger) er tilfældigt forbundet med disse
strukturer, men da vi er i en sammenhæng
hvor sproget allerede er etableret, oplever vi
det som om forbindelsen mellem udtryk og
struktur er nødvendig18. Den udtrykte konvergens
er underlagt et pragmatisk tilstrækkelighedskrav.
Hvis vi konvergerer med
(dvs. siger) ”Mo!” er det oftest tilstrækkeligt
for at bringe mor nær. Vor kunnen bliver
omfattende og kravene til tilstrækkelig konvergens
bliver mere finkornet efterhånden
som vi vokser op.
Som sprogbrugere er vi altid udadrettede og
dermed kan vi konvergere, udtrykkende mod
ting, episoder og hele historier, som vi underlægger
den grundlæggende rationelle indstilling,
da disse ting, episoder og hele historier
er underlagt og forklarer vore kollektive
normer.
Den grundlæggende rationelle indstilling
virker, fordi den er økonomisk: Hvis man
f.eks. skal lære at køre på cykel eller hvordan
man opfører sig når man er ”ude og spise”
kan der ikke stilles regler op for, hvordan
man skal gøre. Sprog kan hjælpe, men kun
korrigerende over for en handling som allerede
er i spil.
I første tilfælde ved vi hvordan det ser ud
når nogen kører på cykel og det er først og
fremmest balancen vi lærer noget om. Det
handler mere om fornemmelse end om reg-
18 Her sprintes over et gærde: Fra at kunne benævne
ting der er her og nu, lærer vi at bruge her
og nu som udgangspunkt for referencer i et rum-
og tidkontinuum. Den transcendens kan beskrives,
men det er ikke inden for denne artikels rækkevidde.
{15}
TEMA
ler, selv om opmuntringer og korrektioner
kan hjælpe.
I det andet tilfælde holder man sig også
til hvad handlinger de fleste gør. Ingen behøver
fortælle en, at man ikke må danse med
tjeneren, råbe ”Tittebøh” efter hver mundfuld
og hvad man ellers kan finde på af underlige
ting. Samlingen af formelle regler og undtagelser
ville blive meget stor (hvis ikke uendelig)
hvis man skulle tage højde for bare de
mest normale ting, der kunne ske når ”man
er ude”.
Sætninger som ”Der er mad i køleskabet”,
”Drej til højre i krydset” og ”I nakkerne bor
en hemmelighed/lille som en stjerne i natten”
kan kun forstås hvis en handlende, følende
levet krop er forudsat. Den konkrete
krop er ikke til at udtrykke. Det nærmeste vi
kan komme er en beskrivelse. Grundlæggende
er vi gørende. Hvis vi gør som de andre er
chancen for succes i længden størst og vi kan
lære alle de færdigheder der er allemandseje i
det samfund, vi vokser op i.
I barnets leg ses allerede tidligt indøvelsen i
voksenlivet. Vi interesserer os for hvad andre
gør for at lykkes og for at føle. Dermed finder
narrative kunstarter og historie deres berettigelse
som rationelle og moralske eksempler
til afskrækkelse eller efterfølgelse. Vi vokser
op i sociale vaner, vi kalder dem kulturer og
sprog. Via social konvergens bliver vores
adfærd formet så vi får opfyldt vore behov.
Den specialiserede praksis og viden der er
akkumuleret gennem menneskets historie har
vi direkte adgang til fordi vi vokser op i den.
Problemet med den sociale konvergens er
imidlertid at den ikke kan forklare det ”nye”:
At vi får ny viden, at der opstår nye kulturelle
dannelser m.v.