Social Responsivitet - Spindet

More documents

Recommendations

Info

DET SOCIALE LIVS ELEMENTÆRE FORMER - Social responsivitet og kollektiv erindring af Lotte Kragh cand.psych. & ekstern lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet Den svenske socialpsykolog Johan Asplund udfoldede i 1987 ideen om social responsivitet i værket Det sociala livets elementära former. Bogen satte tidligere spredte ideer på en analytisk form, der kan opfattes som en ambitiøs bestræbelse på at udvikle en generel teori om menneskers sociale liv samlet om begrebet ’social responsivitet’. Selve ideen om social responsivitet var i visse henseender allerede undfanget i Asplunds tidligere arbejde som for eksempel Om mättnadsprocesser fra 1967, hvor han udforskede menneskets tilbøjelighed til at køre træt efter i nogen tid at have været opslugt af noget og have omfattet dette noget i omverdenen med ivrig interesse. Eller Tid, rum, individ och kollektiv fra 1983, hvor han analyserede forholdet mellem individ og samfund som et socialt forhold, der forudsætter en form for adskillelse mellem forholdets parter, som giver mulighed for en ny forbindelse i form af samfundsmæssighed (Asplund 1967, 1983, 1987). Denne artikel beskæftiger sig med begrebet ’social responsivitet’ som udgangspunkt for en generel teori, og det diskuteres, hvor man kan mene, at den sociale responsivitet nødvendigvis må forstås konkret og dermed rammer en grænse for begrebets generelle anvendelse. Artiklen behandler problemstillingen ved at stille spørgsmålet, om social responsivitet rækker ud over tid og sted og specifikke interaktioner mellem konkrete aktører? Først behandles problemstillingen abstrakt med sigte på en generel indkredsning af begrebet om social responsivitet. Her- {1} Social Responsivitet OFF TOPIC FAFOS TEMA efter stilles spørgsmålet konkret i forhold til en problemstilling om kollektiv erindring og brug af mindeord, som det for eksempel kendes fra personbeskrivelser ved begravelser og i avisernes nekrologer. Det sociale livs elementære former Forudsætningen for begrebet om social responsivitet er forestillingen om det ’elementære’ som en mindste betydningsbærende enhed i form af forholdet mellem S-R, stimulus og respons. I denne forudsætning ligger tydeligvis en arv fra klassisk eksperimentel socialpsykologi, tidlig perceptionspsykologi, Gestaltpsykologi og fra Asplunds kendskab til psykologiske behavioristiske teorier. I måden, Asplund rammesætter sit problem, er han tro mod klassiske psykologiske forlæg med tanken om kæder af stimulus og respons som et grundlæggende begrebsmæssigt skema. Pudsigt nok er det ikke et teoretisk afsæt, han opholder sig synderlig meget ved i hans indledende kommentarer til fremstillingens gang, selv om bedømt ud fra titlen Det sociala livets elementära former kunne man måske forvente en detaljeret bestemmelse af det ’elementære’. Men faktisk omgår Asplund problemet i en kortfattet behandling af George Caspar Homans monografi Social Behavior – Its Elementary Forms (1966) ved først at kritisere Homans begrænsede individpsykologiske fokus, og herefter at afvise Homans bestræbelse på at ville forklare den sociale adfærds elementære former via deduktion ud fra fremsatte påstande. Asplund begrunder afvisningen af at forklare det ’elementære’ med henvisning til en metodologisk problemforskydning, der så at sige gør den videnskabelige metode til undersøgelsens egentlige omdrejningspunkt. Han understreger, at Homans fremgangsmåde har tjent som forbillede i synet på deduktion som en udledning af påstande, der
’DET SOCIALE LIVS ELEMENTÆRE FORMER’ antager form som ’konsekvensrige udsagn’ (Asplund 1987:31). Men selv om deduktion således opfattet er et centralt moment ved erkendelsesarbejde i videnskabelige sammenhænge, er det netop blot dette – et moment – og som moment betragtet findes deduktion også i menneskers hverdagsvirksomhed. Definition af det ’elementære’ kan ikke koges ind til resultatet af deduktion i form af påstande, der efterfølgende lægges til grund for empirisk efterprøvning. Problemet skal ifølge Asplund rejses på en anden måde, nemlig som spørgsmålet om de elementære formers socialitet. Det er med andre ord en indholdsorienteret og beskrivende snarere end en formal-analytisk bestemmelse af det elementære, der skal til. Fra dette punkt forlader Asplund i realiteten diskussionen om definition af det ’elementære’ for i stedet at koncentrere sig om, hvad man kan kalde for socialitetens problem. Det antages i en vis forstand, at det elementære er socialitetens problem, idet det fastslås, at socialpsykologi er læren om socialitetens og responsivitetens sammensmeltning. Denne pointe fastslås yderligere således, at ’[d]en socialpsykologiske synsvinkel består i at se mennesket som socialt responsiv eller responsivt social’ (ibid.). Forestillingen om det elementære som kæder af stimulus og respons er indeholdt i Asplunds forståelse af responsivitet som en orientering rettet mod udefrakommende impulser. Asplund foretager en overordnet almen bestemmelse af nøglebegrebet ’social responsivitet’ som menneskets tilbøjelighed til at svare tilbage (Asplund 1987:33). ’Socialitet’ forstås som selskabelighed eller en orientering i retning af fællesskab, og ’responsivitet’ som en udvidelse af ’respons’, der som bekendt betyder svar eller gensvar (ibid. 11). Asplund opererer med en forestilling om menneskets væsen som grundlæggende interesseret, nysgerrigt og selskabeligt af natur. Mennesket har ifølge Asplund en naturlig trang til at svare, når det stilles spørgsmål, og {2} ofte er denne trang så stærk, at vi stiller spørgsmål blot for at få mulighed for at svare selv (ibid. 29, 34). De stimuli, som den sociale responsivitet er rettet mod, er dels sociale stimuli, der stammer fra mennesker og andre levende væsener. Dels impulser fra ting og genstande i omverden, der kan opfattes som stimuli, der kræver en reaktion. Det kan for eksempel være en person, der flyver med en drage. Drageflyvning er et eksempel på social responsivitet (Asplund 1987:15). Man kan opfatte personen i dennes egenskab som drageflyver som et individ, der dyrker socialiteten med sig selv, for aktiviteten opleves som en social aktivitet, selv om personen i situationen måske objektivt set er alene. I og med drageflyveren flyver med en genstand som en drage, engagerer personen sig i et kommunikativt forhold baseret på sekvenser af stimuli og respons i relationen mellem drageflyveren, dragen og vinden, der trækker i dragens snor. Den sociale responsivitet er i elementær forstand ’fri’. Social responsivitet må ikke forveksles med mere eller mindre faste svar, der på forhånd ligger kodet ind i generne, psyken, hjernen, menneskets personlighed, sproget, kulturelle mønstre eller samfundssystemets struktur. Alment betragtet er social responsivitet som nævnt at opfatte som en tilbøjelighed til at svare, og som sådan kan man måske tænke på ’responsivitet’ som en iboende kapacitet hos individet til at reagere på stimuli i omverden og give igen. Men responsivitet er aldrig kun en reaktion på allerede eksisterende forhold. Responsiviteten rummer også altid en fundamental social rettethed, der som følge af menneskets nysgerrighed og interesse overskrider begrænsningerne i det forud givne. Som sådan er den sociale responsivitet grundlæggende åben for alle mulige responser. Ifølge Asplund findes der som udgangspunkt ikke på forhånd givne responser på bestemte stimuli, for gjorde
Page 1 and 2: SProgpsykologisk INformation og DEb
Page 3: LEDER ………………………
Page 7 and 8: ’DET SOCIALE LIVS ELEMENTÆRE FOR
Page 9 and 10: ’DET SOCIALE LIVS ELEMENTÆRE FOR
Page 11 and 12: ’ANTYDNING AF SOCIAL RESPONSIVITE
Page 26 and 27: OVERSÆTTELSE: UDBRÆNDTHED II fra
Page 28 and 29: Nu er mange erhverv og funktioner,
Page 30 and 31: gennemførtes i alvor, ikke under f
Page 32 and 33: SPØGELSET I DEN SOCIALE MASKINE af
Page 34 and 35: os fra forgiftet eller dårlig mad
Page 36 and 37: ende. Derudover tages der slet ikke
Page 38 and 39: når forekommer responsen sporadisk
Page 40 and 41: anerkender hinanden ved at interage
Page 42 and 43: MØDER MED HINANDEN I ØJENHØJDE:
Page 44 and 45: i klassen og med faget. Efter somme
Page 46 and 47: Evaluering som redskab i undervisni
Page 48 and 49: Fremmedsprogsundervisning er en kom
Page 50 and 51: I almindelighed Alsidighed i at hø
Page 52: epetition. En elev kommenterer at t
Page 55 and 56:
’UNDERVISNING, EVALUERING & LÆRI
Page 57 and 58:
’LYT TIL ELEFANTERNE’ kommunika
Page 59 and 60:
KLUMME TAK FRA FORHENVÆRENDE FAFOS
Page 61 and 62:
’2 ADJUNKTER + PH.D. BESKRIVELSER
Page 63 and 64:
’SPECIALER’ SPECIALER 2009 Broc
show all

Social Responsivitet - Spindet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?