Social Responsivitet - Spindet

de. I det øjeblik vi spørger om mening retter
vi opmærksomheden på et ”noget”, som skal
repræsentere et bindeled mellem sprog og
verden. Den måde spørgsmålet stiller sig på
lægger op til et bedrag. Hvis vi spørger til
mening, spørger vi altid et individ om mening.
Principielt har alle individer meninger
med det de siger. Spørgsmålet får karakter af
at være i omegnene af: ”Hvad mener DU når
du siger…”. Når individet så overvejer hvad
”meningen” med en sætning er, så fikserer
vedkommende den som et noget der er meget
præcist, f.eks. har individet et ”billede” af
hvad han mener og opgaven bliver så at finde
ud af hvordan man som individ kan ”overføre”
dette billede til andre ved hjælp af ord.
Hvis vi tror det er nogenlunde i den boldgade
vi befinder os, når vi bruger sprog, er vi
ikke langt fra at snakke om tankeoverførsel
eller trylleri. Desværre er det sådan, de fleste
forestiller sig det er.
Vi bliver snydt når vi spørger efter mening,
fordi spørgsmålet leder os til tro at
sprog er nøjagtigt. Sprog virker netop fordi det er
tilpas unøjagtigt. Hvis jeg taler om en kaffekop
på et bord er mit ”mentale” billede af ”kaffekoppen
på bordet” kun en af uendeligt mange
instanser hvor ”kaffekoppen står på bordet”
er opfyldt, og hvor sætningen dermed er
sand. En isoleret sætning udtrykker altså muligheder
der kan opfyldes på mange måder
og dermed er den i sig selv upræcis. Denne
mangel på præcision er netop grunden til, at
sproget virker. I interaktion er der ikke noget
krav om nøjagtighed, men om tilstrækkelighed.
Mening er ”struktur af mulig væren24”, men
spørger vi efter ”meningen” i et konkret tilfælde,
bliver vi nødt til at fiksere den for at
kunne anskue den. Dermed bliver vi narret til
at tro, at mening er noget meget præcist i alle
tilfælde. Vi kan fiksere meningen for os selv
24 Denne definition er vag. Da ”mening” skal fikseres,
og dermed skifter karakter når vi snakker
om den, bliver vi nødt til at være vage.
{19}
TEMA
for bedre at kunne navigere mens vi snakker,
og det er en betingelse for, at vi i det hele
taget kan forstå noget, der transcenderer omverdenen
her og nu, men det meste af tiden
behøver vi ikke fiksere meningen, for vi har
lært og ikke glemt hvad ordene betyder. Vi
har altså forstand på struktur af mulig væren
og dermed kan vi ”rette os” mod mulig væren.
Dette er sproglig konvergens. Hvis verden
opfylder den ”struktur af mulig væren”
vi konvergerer mod i en indikativ sætning, er
sætningen sand. Når vi snakker og begge
fikserer ”meningen” kan den godt tage sig
forskellig ud, men strukturen er ens.
Vi kan nu se hvordan det ”ensgørende”
ved sprog som Nietzsche fandt så problematisk
er betingelsen for at sproget virker. Nietzsche
ville aldrig kunnet have fremført sin
kritik uden han tavst forudsatte et vi.
Selvom hver vores individuelle fikserede
mening ikke er ens, er der ens strukturer og
det er tilstrækkeligt. Klumpe- Dumpe har
altså ret: Ordene betyder lige det vi vil have
dem til… såfremt vi bestemmer.
Hvordan alt dette kunne være interessant
for de psykologisk mindede.
De fænomener Asplund studerede i ”Det
sociala livets elementära former” var ”resultater”
af social responsivitet. Vores mildt kritiske
røst i starten af denne artikel var, at Asplund
præsenterede en stribe cases, uden at
have nogen samlende ramme hvori de forskellige
cases belyste hinanden. Vi har nu
skitseret en ramme. Spørgsmålet er så om
denne ramme kan bruges af de sprog- eller
socialpsykologisk mindede. Vi vil prøve at
skildre nogle implikationer af rammen og
sandsynliggøre en brugbarhed.
For det første betragter vi kollektivet og
den grundlæggende rationelle indstilling
som værende initialt stærkere end hvert af de