Kampen for friheden

“Tag Ringen, Svend! Gør det nu. Jeg skal nok forklare senere”.
Svend rakte tøvende hånden frem. Ringen blev ligesom levende, og den vandrede gennem luften
fra Træåndens hånd og satte sig behageligt til rette på Svends venstre tommeltot. Omkring dem var
der et underligt rødligt lys, og de kunne høre en sagte, meget smuk stemme nynne en lille
melodistump.
Tora havde tårer i øjnene, men da hun kiggede bort for at takke Træånden, var han og alle de andre
forsvundet som dug for solen.
“Jeg kan ikke få den af. Hvad er det for noget, Tora? Hvorfor skal jeg bære Ringen og ikke dig? Jeg
er jo kun en fattig dreng, der ikke vil trælle under Fyrsten. Hvorfor skal jeg have den? Åh, den
brænder i kødet! Fortæl mig det, Tora, Tora!”
Svend kunne ikke mere. Han smed sig grædende ned på jorden. Toke og Tora trøstede ham, men
Tora ville ikke fortælle ham noget endnu.
“Det er for farligt her. Der er for mange uvedkommende, der lytter. Vi må tilbage til Flodmanden,
inden det bliver mørkt”.
“Fik du Ringen, Svend?” tordnede en stemme, da de nærmede sig slagpoplen.
“Hvad! Kender du mig?”
“Ja”, buldrede stemmen,” og hvor har jeg glædet mig til, at du kom.
Nu skal I finde Stenen og rokke med den, så kan I komme ind til mig i træet.”
“Jamen hvilken sten? Der er tusinde sten herude. Hvordan finder vi den rigtige?” Toke var meget
træt og orkede ikke flere udfordringer.
“Den er meget stor, og der er nogle tegn og mønstre på den”.
De begyndte at lede. Det store træ slog ud efter dem, hver gang de kom for tæt på grenene. Toke var
uopmærksom og blev slået omkuld flere gange. Han kunne ikke mere og blev liggende, mens han
holdt hænderne skærmende for ansigtet. Han drejede hovedet og dér, var den jo, den meget store
sten. Underligt nok holdt træet op med at slå, så modløse og trætte begyndte de at bakse med den. I
starten var den umulig at rokke, men lidt efter lidt rykkede den sig modvilligt, og en slidske kom til
syne. Den førte ned ad - ind i jorden.
Pludselig blev benene slået væk under dem, og i rasende fart rutschede de ind i mørket.
Langsom vænnede deres øjne sig til mørket. De kunne skimte omridset af en skikkelse, der kom
nærmere. Toke var ved at besvime af skræk. Han knugede Svends hånd så hårdt, at han udbrød.
“Av, så slap da lige af, din odder”.
16