Kampen for friheden

under jorden. Alle vågnede op igen, deres fortryllelse var brudt, og de kunne nu komme videre. De
gik og gik, men der skete intet.
“Duk jer” råbte Ufol.
Alle smed sig ned på jorden. En kæmpe morgenstjerne kom susende igennem luften. En træbit, som
ikke var opmærksom, blev ramt og slynget ind i Labyrintens hårde mur. Alle samlede sig rundt om
ham, de kunne se at han blødte adskillige steder. En træånd prøvede forgæves at vække den
døende træbit igen, men uden held. Der var ikke andet at gøre end at lade ham ligge på sit dødsleje.
Det var sørgeligt at miste endnu en befrier.
Oprørerne forsatte videre mod Tårnet. Pludselig mødte de en Satyr. De stoppede op og Rakfølv tog
en pose med magisk pulver op af lommen. Han kastede pulveret op mod Satyren, men den undgik
det kraftfulde pulver. Rakfølv tog et skridt tilbage og hviskede til Ufol, at han skulle gå om bag
Satyren og kaste denne forbandelse på den. Rakfølv rakte ham et lille glas med noget blåt vand i.
“Ufol kast 2 dråber på Satyren, og den vil være besvimet i et stykke tid!”, råbte Rakfølv. “Imens
kan vi nå at flygte.”
Satyren løb hen imod Rakfølv. Den tog en bautasten og kastede den over imod ham og oprørerne.
De undgik den med nød og næppe. Ufol, der i mellemtiden var gået om bag Satyren, skulle LIGE til
at dryppe væsken på den, da han tabte den. Satyren vendte sig om og gik til angreb på Ufol. Rakfølv
tog noget nyt pulver fra posen og kastede det på Satyren. Og inden den nåede at angribe Ufol -
”puf” forsvandt den.
Nu kunne de endelig se Tårnets indgang foran dem, men også her stod soldater og bevogtede.
døren. Det var nu Tora skulle bruge fløjten for at komme videre og mens hun spillede forstenede
soldaterne.
Solen stod lige over dem. Pludselig blev der mørkt omkring dem. En skygge lagde sig over dem.
Den røde fugl var tilbage, men den var ikke alene, den havde Svend med sig.
“Svend er det virkelig dig?”, råbte Toke.
Toke omfavnede Svend af glæde, de var alle glade for at se Svend igen.
Nu var afgørelsens time kommet. De var alle samlet. Det var nu Fyrsten skulle falde.
“Arg!!”, skreg Tora. Hun havde fået sit ansigt ind i et monsterstort spindelvæv, idet de trådte ind i
Tårnet. De stod inde i en kold og fugtig sal. Der var meget mørkt og stilheden hang i luften.
Pludselig lå Toke på gulvet med hænderne for ørerne. I starten forstod de andre ikke, hvad der
foregik, men så huskede Svend det. Toke kunne se ting, der var usynlige for andre. Han kunne
åbenbart også tyde dyrenes sprog. Ca. 10 flagermus kom derefter flyvende om ørerne på dem, så de
var ved at falde omkuld. “Toke, hvad siger de?”, Svend var ivrig. “Det er noget med at soldaterne
kommer”, sagde Toke skræmt, “så vi er nødt til at gemme os hurtigt!” En dør åbnede sig og to
mænd kom gående ind i salen. Deres skridt borede gennem ørerne. De snakkede om noget, men
hvad? En af oprørerne kom til at vælte en vase, idet han vendte sig om. “Stop! Vent lige lidt”, jeg
77