Kampen for friheden

"JEG skal i hvert fald have noget!" sagde Tora og satte sig ned ved siden af Shokato.
"Ja, det er ikke mig, der dør af sult..." sagde Svend og satte sig ned ved siden af de to andre.
Toke stod lidt og kiggede med sultne øjne. Til sidst overgav han sig og satte sig og spiste ved de
andre.
Det smager faktisk ikke så slemt, tænkte Toke.
Efter at de havde spist, begyndte de at gå, de skulle nå langt. De kunne nok være i Utopia omkring
eftermiddag.
Stemningen var blevet betydeligt bedre efter de var blevet mætte, og de gik og småsnakkede. De
havde gået en times tid, så stoppede Tora pludselig op.
"Hvad er der, Tora?" spurgte Svend.
"Se mine hænder!" svarede Tora.
Svend, Toke, og Shokato kiggede på hendes hænder, som lyste kraftigere end nogensinde.
"Vi må være tæt på Utopia nu..." sagde Svend.
"Det ligger lige bag Thaurancaion..." sagde Shokato.
"Prosit!" sagde Toke grinende.
Shokato smilede. "Det er elversprog og betyder Elverbjeget. Elverne kan måske give os noget
rigtigt mad," forklarede han.
"Kan du snakke elversprog?" spurgte Svend.
"Ja lidt. Jeg lærte det af min far, lederen af Comadia," svarede Shokato. "Er din far lederen af
Comadia?" spurgte Toke med store øjne.
"Ja endnu... Han er ved at blive gammel og kan dø når som helst," sagde Shokato bedrøvet.
"Bliver du så leder af Comadia?" spurgte Tora endnu mere forbavset.
"Ja, når jeg om et år bliver atten, er jeg klar til at lede folket," sagde han afsluttende, og de forstod,
at han ikke ville snakke mere om det.
De gik en times tid, til de stod for foden af et bjerg.
"Er det her Elverbjerget? Jeg kan da ikke se nogen elvere..." sagde Svend.
"De bor i et enormt slot, men man kan ikke se det her fra. Det ligger inde i bjerget," svarede
Shokato.
De gik op ad bjerget i et kort stykke tid. Pludselig stod de foran en enorm port. Shokato bankede
hårdt på porten.
"Vedui il'er! Amin Aranedlorion," råbte han.
Tora fniste. "Hvad betyder det?"
"Noget i stil med: Hejsa, Allesammen! Det er Shokato!," svarede Shokato. Pludselig kom der to
elvere ud, og den ene sagde: "Mae govannen Aranedlorion."
De hilste på Shokato. Toke, Svend og Tora kiggede spørgende på hinanden.
"Hvad betyder det, de lige sagde?" spurgte Toke.
"Det betyder: Velkommen Shokato." svarede han.
"Kan du ikke præsentere os for dem?" spurgte Svend. Shokato nikkede. "Melundomeiel," sagde
han, mens han pegede på Tora. Elverne nikkede venligt til hende.
"Teltarmaion," sagde Shokato og pegede denne gang på Toke. Elverne nikkede igen venligt.
"Dimlondion," sagde Shokato. Elverne nikkede også venligt til Svend. "Dette her er mine
barndomsvenner: Carlossëion og Melisilwen."
Han pegede på en høj, mørkhåret elvermand, og en høj elverpige, med langt lyst hår.
"Tolo dan na ngalad," sagde Melisilwen, elverpigen, og viftede dem inden for.
Shokato og Carlossëion, den høje elvermand, snakkede, mens de gik. De bevægede sig ind i en stor
sal, og Shokato hviskede til Tora, Toke og Svend: "Vi skal møde kongen og dronningen nu. I skal
helst være stille." Da de kom ind af den næste port, blev de meget forbavsede. Det var den største
og smukkeste sal, de nogensinde havde set. Der var forgyldte møbler, smukke og store malerier på
44