Kampen for friheden

Inde i byen var der stille. Beboerne var i deres huse. Alle sov nok nu efter dagens hårde arbejde.
Der var heller ingen soldater at se – alt åndede fred og ro. De listede stille rundt i gaderne og fandt
snart det sted, hvor Toke og Svend boede.
Der blev glæde i de to hjem, da man endelig fandt ud af, at det ikke var Fyrstens soldater, men deres
sønner, som kom på besøg.
Svend og Toke måtte fortælle hele historien om og om igen.
Tora fortalte om oprøret. De skulle holde sig klar, for opgøret var tæt på.
Næste dag var der stor aktivitet i byen. Soldater løb frem og tilbage i gaderne. Der måtte være sket
noget. Svend, Toke og Tora tog afsked med familien og gik stille og roligt ud på gaden. Tora gik
mellem dem, så det så ud til, at hun var fange.
”Nu må vi finde porten til Tårnet,” hviskede Svend.
”Jeg glæder mig til at kunne smide den lede uniform væk. Jeg hader denne her sorte farve.”
De gik i den vestlige retning, for Tora mente at have set Tårnet, da hun blev sat i fangekælderen.
Svend og Toke tog godt fat i Tora og råbte af og til af hende. Ingen så ud til at fatte mistanke til
dem.
De gik ad smalle og kringlede stræder. Overalt var der soldater, som kommanderede med fanger og
arbejdere. Hvor ville det blive dejligt, når dette galskab fik en ende.
De gik og gik. De blev ved med at gå i rundkreds, fordi de havde glemt hvordan alle gaderne så ud.
De vidste, at porten lå i udkanten af vestbyen.
Da de kom til Brønden i byen, stod der lige pludselig 5 soldater foran dem. Soldaterne så lumske
ud. De kom nærmere og nærmere --- her så det ikke ud til, at forklædningen ville hjælpe.
Tora greb sin fløjte og pustede. Der kom et fløjt, men der skete intet. De var meget bange. Sveden
piblede frem på Tokes pande.
”Den virker ikke”, sagde Tora.
”Jamen for pokker. Har du ikke lige fået den lavet?… Prøv igen,” råbte Toke.
69