Kampen for friheden

hørte noget, ”vi er ikke alene.”, sagde den ene soldat til den anden. Det var ham med den sjove
næse, der snakkede. Fem af Rakfølvs mænd rejste sig og gik faretruende hen imod soldaterne.
Svend tog et stykke glas fra den smadrede vase, og brugte det mod mændene. Han kom bagfra og
snittede halsen over på dem. Men der kom flere soldater væltende. Det endte med en drabelig kamp,
mand mod mand . Oprørerne fik kraft gennem troldmændene. Fyrstens soldater faldt én efter én,
hvorimod kun én af Rakfølvs mænd måtte ofre sit liv.
De gik ad endeløse trapper, som sandsynligvis ikke havde været i brug i mange år. Alle var trætte
og nogle af oprørerne var ved at give op, men de måtte videre. Lidt efter holdt trapperne op, og i
stedet var der værelser, hvor øjet end kiggede hen. En uniform lå smidt på gulvet. Tora mærkede på
den, den var stadig varm. Da de kiggede ind i værelserne så de, at nogle af vinduerne stod åbne.
Nogle soldater sprang ud for at redde livet, andre nåede det ikke. En dør var halvt åben, Svend
åbnede den helt og snørklede trapper kom igen til syne.
“Nej, jeg orker ikke flere opadgående trapper!”, Olierne var trætte. “Vi må ikke give op nu. I kan da
ikke bare lade os i stikken!”, sagde Svend alvorligt. “I klarer jer bedre uden os. Vi vil bare forsinke
jer”, sagde de. Svend, Toke og Tora måtte nu klare sig uden Olierne. Nu stoppede trapperne igen
og man kunne høre stemmer inde fra rumme, hvor Fyrsten var. Det vidste Svend jo alt om. Der var
én dør og rundt om den var der omkring 25 soldater, der vogtede Fyrsten. Oppefra kunne man høre
dunkende skridt, som lyden af hundrede heste. Masser af soldater kom væltende ind i Fyrstens rum.
“Fløjten er væk!” hørte man én af dem råbe. Derefter et brøl:“Neeej! Jeg kan da heller ikke sætte jer
på én eneste opgave, uden at I fejler!”, Fyrsten var vred. Tora brugte fløjten, det skulle gå stærk nu.
Soldaterne uden for værelset faldt i dyb søvn. Nu manglede de “bare” at nedkæmpe soldaterne inde
i rummet. Var alle klar nu? De rystede af skræk, men til sidst tog Svend mod til sig, “Vi gør det!”,
sagde han. De trådte ind i salen. Rummet var næsten helt tomt, men bagest var der fyldt med
soldater, der stod rundt om en stor mand. Manden sad i en prægtig stol, iklædt mørke klæder.
Ansigtet var smalt og langt, men øjnene var hårde og lynede af raseri. Fyrsten. Oprørerne havde
overset en soldat. Han stod i et hjørne og stirrede ondskabsfuldt på dem. Kampen fortsatte. Begge
hold fik kamp til stregen. De var lige stærke, og alle kæmpede bravt. Toke opdagede pludselig, at
Fyrsten var ved at liste ud af en lille lem i væggen. Svend, Toke og Tora sneg sig lydløst hen bag
soldaterne. De skulle nå Fyrsten, inden det var for sent.
Tora kastede sig og greb fat i hans fod. “Hvor tror du, du skal hen?”
Det var første gang, Svend havde hørt hende lyde så vred og ophidset. De klemte ham ind i et
hjørne, mens han hulkede og råbte på sine mænd, der rædselsslagne flygtede til alle sider, men
ingen hørte ham. De greb fat i hver deres kniv, klar til at dræbe.
“En mand som dig har fortjent at dø!”, skreg Toke. Hans stemme dirrede ikke som den plejede. I
samme øjeblik, som Svend og Toke skulle til at gennembore ham, greb han fat i dem. Svend råbte:
“Brug fløjten, Tora!” Hun gjorde, som han sagde, men underligt nok faldt han ikke i søvn. I stedet
blev han svækket. En skygge rejste sig bag dem. Det var Rakfølv
“Du, min bror, du har altid hadet mig. Du fik din vilje, du fik magten, men du kunne ikke styre dine
kræfter. Du misbrugte dem. Tilintetgør ham!” Svend, Toke og Tora stak hver sin kniv i Fyrstens
stenhårde hjerte -
Fyrsten faldt død om på gulvet.
78