Download pdf-fil - Statens Institut for Folkesundhed

pr. år blandt 10-14-årige drenge og 0,2 blandt
10-14-årig piger. I gennemsnit begik 13 mænd
og 4 kvinder i alderen 15-19 år årligt selvmord
i denne periode.
I alle aldersgrupper har der været et fald i
selvmordsraterne fra 1980, og både for
mænd og kvinder er aldersraterne i perioden
1998-2001 de laveste overhovedet. Udviklingen
i selvmordshyppigheden kan ikke forklares
ud fra relativt højere eller lavere risiko
blandt særlige fødselskohorter. Det gælder
for både mænd og kvinder. Fx har mænd i 65-
74 års alderen haft den samme selvmordsrisiko,
hvad enten de var født i 1865 eller 1915.
Ændringerne i selvmordsraterne i Danmark er
således mere bestemt af perioder end af
fødselskohorter.
Der er betydelige regionale forskelle i selvmordshyppigheden.
Det markante udsving i
selvmordsraten i fire 8-års perioder, 1970-
2001, er betinget af udviklingen i Københavns
og Frederiksberg Kommune, og den
påfaldende høje selvmordsrate i 1980 var
mest markant i Københavns kommune.
Selvmordsraten i hovedstaden var tre gange
så stor i den første del af perioden frem til
1985 som i perioden 1994-2001, mens den i
de øvrige regioner er omtrent uændret i de tre
første perioder og kun lavere i den sidste
periode.
Forgiftningsselvmord har for både mænd og
kvinder udgjort en meget stor andel af selvmord.
Frem til 1950 var der en stigning i disse
dødsfald, et fald frem til midten af 1960’erne
og derefter en svag stigning frem til slutningen
af 1970’erne og en meget høj forekomst i
1980. Siden har der været et markant fald.
Hængning er dog den mest anvendte selvmordsmetode
blandt mænd, bortset fra perioden
1945-til starten af 1950’erne, hvor halvdelen
af selvmord blandt mænd skete ved
forgiftning. Blandt kvinder skete næsten
halvdelen af selvmord ved hængning i
1920’erne, men siden har forgiftning været
den hyppigst anvendte selvmordsmetode.
Faldet i selvmord skyldes først og fremmest
et fald i forgiftningsdødsfald. Dette kan delvist
forklares ved en ændret adgang til en
række lægemidler og kulilte og til forbedret
behandling af forgiftninger og dermed øget
overlevelse. Der er dog også registreret et
fald i antallet af selvmord ved drukning og
hængning og ved andre metoder. I den samme
periode er der en mindre stigning i registrerede
ulykkesbetingede forgiftningsdødsfald,
men ikke i ulykkesbetinget drukning, og
eventuelle ændringer i tolkningen af
dødsmåde ved drukning og andre metoder
kan ikke forklare den registrerede udvikling i
selvmord. For hovedstadsområdet gælder det
dog, at der for mænd er en omtrent fordobling
i raten af dødsfald med usikker dødsmåde,
fra 10 pr. 100.000 i 1970-1977 til knap 20
pr. 100.000 i 1994-2001, og at denne stigning
mindsker faldet i den samlede rate for selvmord
og usikker dødsmåde i perioden. For
kvinder er der samme tendens.
Der findes ingen entydige forklaringer på den
beskrevne udvikling i selvmord i Danmark.
Udviklingen følger ikke de økonomiske konjunkturer
i landet, der er fx ikke nogen sikker
relation til arbejdsløshed. I modsætning til
hvad der er observeret i andre lande, faldt
selvmordsraten ikke under 2. Verdenskrig,
dvs. i starten af 1940erne, men den bratte
stigning i selvmordsraten blandt kvinder i
1945-46 er blevet relateret til ”tyskerpigers”
trange kår efter krigen. Der foreligger dog
ikke undersøgelser, der kan bekræfte denne
hypotese.
Psykisk sygdom er den stærkeste risikofaktor
for selvmord. En forbedret behandling af
depressioner og andre affektive lidelser kan
derfor have haft betydning for det observerede
fald i selvmord.
Selvmord i Danmark Side 11