Download tekstsamlingen til Tanzania-samlingen (pdf)

Således blev wangonierne langsomt underlagt tyskernes herredømme selvom de var
et stærkt og stolt krigerfolk. Men inden wangonierne overgav sig fuldstændigt, fandt
der først den blodige Maji-Maji-opstand sted i Songea-området, som senere er blevet
til et nationalt symbol på tanzanianernes modstand mod kolonimagten. Maji-Majiopstanden
fandt sted i årene 1905-1907, og det estimeres, at mellem 2-300.000
mennesker blev dræbt under opstandene eller efterfølgende døde af sult. Dette
svarede til 30% af områdets befolkning på dette tidspunkt.
Opstandene startede med, at to medicinmænd i området spredte det rygte, at de
besad vand (maji), som gav modstandskraft mod tyskernes geværkugler, for de
mennesker som drak dette hellige vand. Tyskernes krudt og kugler blev simpelt hen
omdannet til vand ved denne magi. Samtidig gik der rygter om, at tyskerne i
kystområdet allerede var blevet nedkæmpet, og dette ansporede wangonierne, der
gerne ville genvinde deres selvstændighed og ikke være underlagt tyskerne,
yderligere.
Opstanden kulminerede med, at en tysk missionær og benediktinermunk, broder
Francis Leuthner, i 1905 afbrændte én af wangoniernes hytter nær Peramiho, fordi
han mente, at der blev ofret til forfædrene her. Dette irriterede høvding Mputa, der fik
hævn ved at dræbe munken. Størstedelen af missionsstationen Peramiho blev
plyndret og nedbrændt efter denne hændelse. De tilbageværende munke og nonner
måtte flygte, for ikke at blive slået ihjel af wangonierne, der var overbevist om at det
hellige vand var effektivt mod tyskernes kugler.
Men den tyske hær sendte forstærkninger til området, og slog derefter hårdt ned på
wangonierne. Oprørerne blev nedkæmpet og deres høvdinge blev arresteret og
senere dømt til døden. Høvdingene blev hængt i 1906, og stedet for deres
henrettelse er endnu bevaret i Songea by. Men hvad der var endnu værre end
krigens blodighed var den hungersnød, der efterfølgende kostede mange tusind
mennesker livet. Fordi der havde været krig, havde folk ikke passet deres marker, og
da krigen var slut var der ikke mere mad. Afgrøderne var enten blevet ødelagt eller
brugt som mad til krigerne. Så folk sultede ihjel i stort antal, og det var dette der for
alvor knækkede wangoniernes modstand mod tyskerne. Mange valgte også at flygte
for ikke at blive straffet af tyskerne for det, de havde gjort under krigen.
Maji-Maji-opstanden betød således enden på wangoniernes modstand mod den
tyske kolonimagt: deres ledere blev henrettet og de tilbageblevne magtede ikke at
kæmpe videre. I mange år herefter skete der meget lidt i dette sydlige område. Man
betragtede først og fremmest wangonierne som en arbejdskraftreserve, og mange
rejste til andre dele af Tanzania for at arbejde i bomulds-, te-, kaffe- eller
sisalplantagerne, som tyskerne havde anlagt. Men Maji-Maji-opstanden er for
tanzanianerne blevet et historisk symbol på, at folk ikke blot overgav sig til
kolonimagten uden kamp, men kæmpede aktivt for at bevare det, som de mente var
deres.
Side 12 af 57 - Generel tekst