Download tekstsamlingen til Tanzania-samlingen (pdf)

områder og for at kunne transportere varer fra det indre af landet ud til havnene på
kysten.
Englænderne sendte adskillige opdagelsesrejsende til Østafrika, bl.a. den kendte
David Livingstone, der endte sine dage på bredden af Victoriasøen.
Tyske missionærer begyndte deres missionærvirksomhed i landet fra 1884. Dette
skete ved at man forhandlede med stammelederne om accept mod at stammerne
nød tysk beskyttelse mod deres naboer. Tysk Østafrika navngav tyskerne det, der nu
er Tanzania. Her var Zanzibar dog undtaget, fordi øen forblev et selvstændigt
sultandømme. Tyskerne byggede et net af jernbaner og veje med det primære mål at
kunne transportere råvarer, så som bomuld, sukker, sisalsnor, kaffe og gummi ud af
landet. Store plantager oprettedes og folk blev sat til at dyrke råvarer de ikke selv
behøvede, men som tyskerne kunne tjene penge på. På denne måde blev
tanzanianerne inddraget i en pengeøkonomi, for når de ikke længere dyrkede deres
egne fødevarer, var de afhængige af at tjene penge til livets opretholdelse.
Efter første verdenskrig overgik landet fra at være tysk koloni til at være et britisk
protektorat. Dette var led i Folkeforbundets politik. Englænderne kaldte landet for
Tanganyika, som på swahili betyder landet bag byen Tanga. Tanga var og er en
havneby i det nordlige Tanzania. England fik rollen som leder af landet indtil det
kunne klare sig selv, bestemte man. Man regnede med at dette ville tage op mod
hundrede år, men allerede i slutningen af 1950’erne voksede presset for at løsrive sig
fra det engelske styre, der blev betragtet som en kolonimagt, lige som tyskerne havde
været det.
På mange måder har de europæiske kolonisatorer og missionærer været med til at
introducere det, der senere blev til hjørnestene i det tanzanianske nationale
fællesskab. Dette drejer sig først og fremmest om uddannelse og sundhed, for langt
de fleste steder i landet var det missionærerne, der grundlagde både skoler og
hospitaler. Hvis man eksempelvis havde modtaget undervisning på en missionsskole,
betød det at man var langt bedre stillet i forhold til at få en god uddannelse og
dermed et godt job senere. De første afrikanske ledere i Tanzania var således
næsten alle uddannet gennem missionsskolerne.
Natten mellem den 8. og 9. december 1961 blev Tanzania et selvstændigt land. Dette
skete uden blodige krige eller optøjer som i mange andre afrikanske lande. Der
havde i årene forinden dannet sig en stærk folkelig bevægelse TANU (Tanganyika
African National Union), som formåede at overbevise FN om, at landet var modent til
at tage vare om egne interesser. Fordi FN bakkede Tanzania op, kunne overgangen
til selvstyre foregå i ro og mag. I 1977 blev TANU lagt sammen med politisk parti på
Zanzibar og tog navneforandring til CCM (Chama cha Mapinduzi, der betyder
revolutionspartiet).
Tanzanias leder igennem de første mange år som selvstændigt land hed Julius
Nyerere. Hans vision for Tanzania var den såkaldte afrikanske socialisme, og for at
Side 6 af 57 - Generel tekst