Download tekstsamlingen til Tanzania-samlingen (pdf)

og samfund er forandrede. Ingen stammer kan således siges at være oprindelige,
forstået på den måde, at der skulle gå en lige linie fra hvad de er nu, til hvad de var i
tidligere.
Befolkningstætheden har aldrig været så stor som den er nu i Tanzania, men den har
været i vækst i mange hundrede år. Alligevel er det sikkert at befolkningstallet aldrig
er vokset så meget som det er de seneste halvtreds eller hundrede år, som vi også
kender det fra Europa.
Det tanzanianske kystområde ved det Indiske Ocean har igennem århundreder været
i kontakt med arabere og indere bl.a. gennem handelsaktivitet. Man regner med, at
de første arabere ankom til Kaole og det nuværende Bagamoyo allerede omkring år
1000. Arabere og indere bedrev handel med guld og elfenben, og havnene ved det
Indiske Ocean blev brugt som transithavne på varernes vej fra det indre af landet til
de arabiske sheikdømmer. Selvom de mest drev denne handel i kystområdet, hvor
øen Zanzibar var kernepunktet, så nåede de også langt ind i landet. Dette skete via
handelskaravaner, som både arabere og nyamvezi-folket kontrollerede. Disse
handelsnetværk rakte helt ind i det indre af landet ind til Nyasasøen (Malawisøen),
Tanganyikasøen og Victoriasøen. Araberne drev slavehandel fra den tanzanianske
kyst, og her fungerede byen Bagamoyo som udskibningshavn for slaverne. Slaverne,
som araberne solgte, kom fra det indre af landet, men disse slaver kom ikke, som vi
kender det fra Vestafrika, til Nord- eller Sydamerika. Slaverne blev først og fremmest
solgt som arbejdskraft til Arabien og kryddernellike-plantagerne på Zanzibar. Men
man ved også fra historiske kilder, at det i Kina var populært for den rigere del af
befolkningen at eje afrikanske slaver som f.eks. tjenere. Slavehandelen blev forbudt i
1873, men fortsatte alligevel nogle år endnu.
Et par århundreder senere begyndte europæerne at interessere sig for det, der nu er
Tanzania. Det skete med våben og magt, og med en voldsomhed, der fik det til at se
ud som om, europæerne opdagede et uberørt land beboet af primitive. Portugiserne
var de første europæere, der drev handel i det østafrikanske område, men de blev
dog fortrængt fra det tanzanianske territorium af araberne. Portugiserne etablerede
sig i stedet i landet Mozambique syd for Tanzania, der forblev under portugisisk styre
som koloni indtil 1976.
I den sidste del af 1800-tallet viste de europæiske nationer stor interesse i at dele det
afrikanske territorium i mellem sig, for at kunne kolonisere det. Dette kaldes på
engelsk 'the scramble for Africa' eller kapløbet om Afrika, og ved en konference i
Berlin i 1884 delte man Afrika syd for Sahara i mellem de europæiske kolonimagter
England, Frankrig, Tyskland, og Belgien.
Der kom missionærer fra adskillige europæiske lande, for eksempel Frankrig,
Tyskland, England, Italien, ja endog lidt senere fra Danmark. Dette skete samtidig
med at de europæiske lande udkæmpede et kapløb om at indtage så meget af
Østafrika som muligt førend et andet europæisk land indtog samme område. Man
byggede jernbaner om kap, for med disse at retfærdiggøre ens lands krav på store
Side 5 af 57 - Generel tekst