Whistleblowing ud fra Niklas Luhmann Kan f nomenet afindiv

3.3. LUHMANNS CENTRALE BEGREBER
3.3.1. Iagttagelse
3.3.1.1. Iagttagelse som begreb
Gennemgangen af Luhmanns iagttagelsesbegreb bibringer en ny dimension. Som altid
med Luhmann står man med en ny forståelse af et kendt gammelt begreb.
Luhmanns iagttagelsesbegreb er helt central for den analyse, vi skal igennem i kapitel 4.
Det er samtidig her, koblingen mellem fænomenet whistleblowing og Luhmanns
systemteori med fokus på samfundet, bliver særlig interessant. Luhmanns grundtanke ved
hans iagttagelsesbegreb er at betragte iagttagelser som operationer, der ikke refererer til
bevidste subjekter, men til forskelle. Som det fremgår af kapitel 3 har den gængse
opfattelse af whistleblowing særlig vægt på individet og heri bliver analysen i kapitel 4
særlig interessant.
Fra 1980’erne begynder Luhmann at bevæge sig fra at betragte sociale systemer som
handlingssystemer til at betragte dem som autopoietiske kommunikationssystemer, der
består af og ved kommunikation (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:17). Det afgørende
er, fra hvilken orden man betragter det, man betragter.
Luhmanns systemteori tager udgangspunkt i iagttagelse. Luhmann definerer iagttagelse
som en bestemt forskelsdannende operation: ”At iagttage er at mærke noget indenfor
rammen af en forskel” (Niels Åkerstrøm Andersen, 1999:109). Iagttagelsen funderes i en
forskel. I forståelse af Luhmann er det helt grundlæggende at forstå, at ”forskellen” er helt
central. Alt iagttages så at sige ud fra en forskel. Ikke en enhed – ikke forsoning. Ingen
iagttager kan iagttage alt på samme tid. Derfor starter enhver iagttagelse med en skelnen,
en skelnen der bruges til at filtrere, hvad der iagttages fra, hvad der ikke iagttages
(Luhmann, 2000:312ff).
Skelen i Luhmanns univers er altid tosidige. Den tosidige forskel illustreres ved at have en
markeret og en umarkeret side. Når der iagttages, markeres der en side af en forskel og
den anden side forbliver umarkeret. Det markerede adskiller det umarkerede fra det
markerede og udgør dermed forskellen. En iagttagelse kan ikke iagttage noget, der er
smukt og grimt samtidig i tid og rum, ellers er der ikke tale om den samme iagttagelse.
Markeres begge sider samtidig aflyses forskellen (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:
99-115).
For eksempel kan forskel ses som sand/falsk, hvoraf det ene udsagn vælges som
værende sandt, da det ikke er muligt at udtrykke begge udsagn af forskellen samtidig. Det
vil sige, at forskellen, som iagttages, ikke kan ses, fordi den ligger til grund for
iagttagelsen. Det er dog muligt at vende tilbage senere og reflektere over valget og ændre
dette, hvorved den forrige iagttagelses forskel iagttages. Systemets egen logik er
bestemmende for, hvad det optager fra omverden. Et system i sin iagttagelse afgrænser
sig fra en omverden netop gennem sit iagttagende skel. Et retssystem bruger således
skellet ret/uret til at iagttage sin omverden. Andre velkendte skel er fx videnskabens
sandt/falsk eller etikkens godt/ondt. Luhmann valgte selv at bruge skellet
system/omverden. Derved ser han på, hvorledes sociale systemer iagttager, og hvilke skel
de bruger i deres iagttagelse. Systemteorien bliver således iagttagelse af iagttagelser.
Side 22 af 54