Whistleblowing ud fra Niklas Luhmann Kan f nomenet afindiv

FORSVARSAKADEMIET 

Fakultet for Ledelse og Organisation 

Stabskursus 2009/2010 

Specialkonsulent Amanda Georgii 

UKLASSIFICERET 

Specialeemne: 

Whistleblowing ud fra Niklas Luhmann. 

Kan fænomenet afindividualiseres? 

17. maj 2010 

Problemformulering: 

Min hypotese er, at whistleblowing kan afindividualiseres ved hjælp af Luhmanns 

systemteori. I min analyse forklarer jeg whistleblowing ud fra Luhmanns teori og afklarer 

om min hypotese kan be- eller afkræftes. 

Vejleder: Michael Rose 

Antal ord: 16893 

Side 1 af 54

Abstract 

My thesis deals with the phenomenon of whistleblowing according to Niklas Luhmanns 

theories. 

I have described whistleblowing as it appears in most articles and literature i.e. from an 

individual perspective in chapter 2. 

The theories I use, are those of Niklas Luhmann about social systems. The weight of my 

thesis is in chapter 3, where I focus on the theories. It has been necessary for me to put 

the main emphasis on his theories, as they are both complicated and difficult to access. 

As Luhmanns theories deals with social systems, it is the systemic perspective, which has 

been used in looking upon the phenomenon in chapter 4. I have divided my analysis in 

three parts. 

After the opening part of chapter four, I analyze the general concept of whistleblowing. The 

tools of my analysis I have got from Luhmanns theories, dealt with in chapter 3. In the last 

part of the chapter I have my analytical tools to work on a specific whistleblowing case – 

Frank Grevil. 

Chapter 5 contains both a discussion of my thesis –”can whistleblowing as a concept be 

depersonalized” and conclusions of my findings. 

Side 2 af 54

Resumé 

Mit speciale omhandler fænomenet whistleblowing ud fra Niklas Luhmanns systemteori. 

Whistleblowing tager sit afsæt i individets behov for at ytre sig på baggrund af etiske og 

moralske forhold på arbejdspladsen. 

Efter en omfattende søgen efter empiri og teori, endte jeg med et forsøg på at anskue 

fænomenet whistleblowing ud fra Niklas Luhmanns teorikompleks. 

Luhmanns systemteori anerkender ikke individet som spiller, hvilket skærpede min 

interesse for forklaringskraften bag hans teorier i relation til fænomenet. 

Kernen i mit speciale er Luhmanns teorikompleks, som er meget omfattende. Teorien skal 

forsøge at belyse - forklare whistleblowing som fænomen og samtidig undersøge om 

fænomenet kan afindividualiseres. 

Som det fremgår, er tyngden i mit speciale på den teoretiske side af problemstillingen. Den 

primære begrundelse for dette er, at kunne retfærdiggøre teoriens kompleksitet. 

Min problemformulering er således, en hypotese om, at fænomenet whistleblowing kan 

afindividualiseres ved hjælp af Luhmanns teori. 

Ved at bevæge mig ind i Luhmanns systemteori, har jeg bevæget mig ud på en rejse, som 

jeg ikke troede, ville ende indenfor overskuelig tid. For hver ny sten jeg har vendt, er jeg 

faldet over endnu flere. Ved vejs ende kunne jeg konstatere, at min iagttagelse af min 

iagttagelse, som er en af Luhmanns centrale begreber, har været en vedvarende proces. 

Så snart jeg fik afdækket et problemfelt, opstod et nyt. I takt med det er min forståelse for 

Luhmann blevet mere og mere uddybet og nuanceret. 

Igennem mit arbejde med Luhmann i relation til fænomenet whistleblowing er jeg bl.a. 

kommet frem til, at såfremt whistleblowing opstår som fænomen, vil jeg analysere 

sammenhængen i hvilket fænomenet forekommer, frem for at se nærmere på den enkelte 

person, som whistleblower. Sammenhængen, hvor fænomenet opstår, er vigtigere end 

personen, som whistleblower. 

Individet har som nævnt være omdrejningspunktet i specialet. Luhmanns opfattelse af 

begrebet moral har derfor været interessant at se nærmere på. Hvordan forklares 

begrebet moral ud fra whistleblowing fænomenet, hvor moral netop er knyttet til individet? 

I følge Luhmann findes der ikke en universalkode til moral, omkring hvilken der kan skabes 

konsensus i vores komplicerede verden. Moral er ifølge Luhmann altså ikke knyttet til 

mennesket, men til de handlinger der finder sted i de funktionsbestemte systemer. Dette 

understøtter min hypotese. 

Min analyse resulterer i nogle interessante forklaringer på fænomenet whistleblowing ud 

fra Luhmanns systemteori, men tager samtidig tager en anden drejning, end jeg havde 

forventet. 

Min umiddelbare forventning til, at fænomenet whistleblowing kunne afindividualiseres ud 

fra Luhmanns systemteori blev indfriet, men ikke på den måde jeg havde forventet. 

Side 3 af 54

Jeg havde forventet at individet blev inkluderet i samfundet, men det skete ikke. I stedet 

viste analysen, at mennesket befinder sig udenfor samfundet, men som en forudsætning 

for samfundets eksistens. Det betyder, at det alene er mit fokus eller nærmere perspektiv, 

der har flyttet sig. 

At arbejde med Luhmanns systemteori i relation til fænomen whistleblowing, har i den grad 

været med til at reducere kompleksiteten i min forståelses ramme. Luhmanns ønske om at 

reducere kompleksiteten, er således lykkes overfor mig. 

Metoden i mit speciale har således været, at starte med en generel gennemgang af 

Luhmanns systemteori, naturligvis med henvisning til whistleblowing. Dernæst har jeg med 

de nyerhvervede analytiske værktøj lavet en analyse af whistleblowing som begreb. 

Mit speciale afsluttes med en konkret whistleblowing case – Frank Grevil – hvor min nye 

analytiske viden bliver sat på prøve og dermed også hypotesen i min problemformulering. 

Side 4 af 54

Indhold 

1. INDLEDNING ......................................................................................................................................................... 7 

1.1. PROBLEMFORMULERING ........................................................................................................................... 9 

1.2. METODE .......................................................................................................................................................... 9 

1.3. TEORI ............................................................................................................................................................. 12 

1.4. EMPIRI ........................................................................................................................................................... 12 

1.5. BEGRÆNSNINGER ...................................................................................................................................... 12 

2. WHISTLEBLOWING .......................................................................................................................................... 13 

2.1. GENNEMGANG AF TEORIER/VINKLER .................................................................................................. 15 

2.2. INTERN WHISTLEBLOWING ..................................................................................................................... 16 

2.3. EKSTERN WHISTLEBLOWING .................................................................................................................. 17 

2.4. DELKONKLUSION ....................................................................................................................................... 18 

3. LUHMANNS SYSTEMTEORI ........................................................................................................................... 18 

3.1. INDLEDNING ................................................................................................................................................ 18 

3.2. GENERELT OM SYSTEMTEORI ................................................................................................................. 19 

3.2.1. Sociale systemer ..................................................................................................................................... 20 

3.2.2. Psykiske systemer ................................................................................................................................... 20 

3.2.3. Strukturel kobling ................................................................................................................................... 20 

3.2.4. Interaktionssystemer ............................................................................................................................... 21 

3.2.5. Uddifferentiering af sociale systemer ..................................................................................................... 21 

3.2.6. Sammenfatning ....................................................................................................................................... 21 

3.3. LUHMANNS CENTRALE BEGREBER ....................................................................................................... 22 

3.3.1. Iagttagelse .............................................................................................................................................. 22 

3.3.1.1. Iagttagelse som begreb ........................................................................................................................... 22 

3.3.1.2. Anden ordens iagttagelser - blinde pletter ............................................................................................. 23 

3.3.1.3. Sammenfatning ....................................................................................................................................... 24 

3.3.2. Luhmanns paradoksbegreb..................................................................................................................... 24 

3.3.2.1. Den paradoksale blindhed ...................................................................................................................... 24 


3.3.3. Autopoietiske systemer ........................................................................................................................... 26 


3.3.4. Luhmanns kommunikationsbegreb ......................................................................................................... 27 

3.3.4.1. Kommunikationens bestanddele ............................................................................................................. 28 

3.3.4.2. Kommunikationens tre elementer ........................................................................................................... 28 


3.3.5. Risiko/fare .............................................................................................................................................. 29 


3.3.6. Moral ...................................................................................................................................................... 30 


3.3.7. Mennesket ............................................................................................................................................... 31 


4. ANALYSE AF FÆNOMENET WHISTLEBLOWING .................................................................................... 33 

4.1. INDLEDNING ................................................................................................................................................ 33 

4.2. FØRSTE DEL AF ANALYSEN ..................................................................................................................... 34 

4.2.1. Whistleblowing i forhold til verden ........................................................................................................ 34 

4.2.2. Whistleblowing i forhold til samfundet ................................................................................................... 34 

4.2.3. Whistleblowing i forhold til sociale systemer ......................................................................................... 34 


4.3. ANDEN DEL AF ANALYSEN ...................................................................................................................... 35 

4.3.1. Whistleblowers placering og opgaveløsning .......................................................................................... 35 

4.3.2. Iagttagelse og perspektiv ........................................................................................................................ 36 

4.3.3. Forstyrrelse, uro og interaktionssystemer .............................................................................................. 37 

4.3.4. Risiko/fare .............................................................................................................................................. 38 

4.3.5. Moral ...................................................................................................................................................... 39 


Side 5 af 54

4.4. TREDJE DEL AF ANALYSEN ...................................................................................................................... 40 

4.4.1. Indledning ............................................................................................................................................... 40 

4.4.2. Frank Grevil som whistleblower ............................................................................................................ 41 



5. KONKLUSION ..................................................................................................................................................... 47 

6. LITTERATURLISTE ........................................................................................................................................... 51 

Side 6 af 54

1. INDLEDNING 

Mit valg af problemstilling ser jeg som resultatet af en rejse. Mit udgangspunkt var at 

fokusere på kommunikationen i forsvaret. Jeg endte efter en lang rejse med et forsøg på 

at anskue fænomenet whistleblowing med udgangspunkt i Niklas Luhmanns (Luhmann) 

teorikompleks. 

Whistleblowing tager sit afsæt i individets behov for at ytre sig på baggrund af etiske og 

moralske forhold på arbejdspladsen. Luhmanns systemteori anerkender ikke individet som 

spiller, hvilket vækkede min interesse for forklaringskraften bag hans teorier i relation til 

fænomenet. 

Min søgen efter en problemstilling startede med en undren over, at jeg oplevede, at der i 

forsvaret var, en eskalering af medarbejdernes behov for at ytre sig til medierne. Forsvaret 

har igennem de seneste par år været en del i den nationale presse. Det er der givetvis 

mange kausale sammenhænge og forklaringer på. En af faktorerne, der har en direkte 

afledt effekt i relation til interessen for forsvaret, er forsvarets stigende engagement på den 

internationale scene. Den stigende risiko – forbundet med de internationale operationer 

og Danmarks oplevelse af at miste menneskeliv – har yderligere været med til at skærpe 

mediernes bevågenhed. 

Historierne, der er blevet fortalt i den nationale presse, er ikke kun publiceret af det 

professionelle medieberedskab, men næste i lige så høj grad af enkeltpersoner. Medierne 

er i den forbindelse anvendt bredt. Både TV, aviser (netaviser), fagblade, bøger og 

læserbreve har været i spil. 

De personer, der har ytret sig, har ikke alene været dem, der har været part eller vidende 

til en konkret sag/situation, men ligeledes personer, der har haft behov for at ytre deres 

holdning til en given sag/situation. 

De forskellige ytringer har i perioder skabt en relativt, negativ presseomtale af det danske 

forsvar. 

Min rejse tog en drejning, da det viste sig, at der som udgangspunkt ikke er noget mønster 

i de typer af udtalelser, der er blandt forsvarets ansatte de senere år. Udtalelserne har 

omhandlet så forskelligartede emner som: procedure ved hjemsendelse, psykologbistand, 

materielanskaffelse, efterretninger mv. 

Det forekom mig, at der måtte findes en anden forklaringsmodel end den, der tog sit afsæt 

i individets etik og moral i relation til organisationen. 

Parallelt med forsvarets stigende eksponering i den nationale presse har debatten om 

ytringsfrihed floreret i den offentlige debat. I februar 2010 blev forslaget til 

folketingsbeslutningen om oprettelse af et nævn til sikring af offentligt ansattes 

ytringsfrihed behandlet. Samtidig har diskussionen vedrørende whistleblowing været en 

del af debatten i såvel de nationale såvel som de internationale medier. 

Whistleblowing som fænomen er ikke nyt. Rumfærgen Challenger fra 1986 er et eksempel 

på intern whistleblowing, hvor ingeniørerne forsøgte at hejse advarselssignalet i relation til 

den ustabile ”O”-ring. (Claus Jensen, 1993) 

Side 7 af 54

Som tidligere ansat i forsvaret lækkede Frank Grevil i 2004 fortrolige oplysninger af etiske 

grunde og har i januar 2009 modtaget en international pris for sit mod som whistleblower. 

Større organisationer som DanskeBank, Vestas mv. har i dag implementeret deres egen 

politik for whistleblowing. 

Forsvaret, som en stor offentlig organisation, har ikke forholdt sig til begrebet 

whistleblowing. 

Den gængse 1 opfattelse af fænomenet whistleblowing har individet som centralt begreb til 

forskel fra Luhmann, som ikke opererer med begrebet individ. Luhmann opererer med 

personer i sin begrebsverden, men personer er ikke centrale i hans systemteori. 

Ved en nærmere granskning af teorikomplekset og Luhmanns hovedbudskab om, at hans 

teoriapparat er et forsøg på at mindske kompleksiteten for at forstå og forklare verden, er 

interessen fæstnet ved dobbeltheden i min problemstilling, som jeg beskriver nedenfor. 

Iagttagelse og blinde pletter er centrale begreber i Luhmanns teorikompleks og 

dobbeltheden i min problemstilling er interessant. Luhmann opererer med systemer i sin 

systemteori. 

Ved at jeg som person er en del af et studiesystem, der iagttager et andet system for at 

søge efter en problemstilling, er jeg qua min rejse blevet en anden ordens iagttager af min 

problemstilling. Man kan endda advokere for en tredje- eller fjerdeordens iagttager. 

Luhmanns begreber første-, anden- og tredjeordens iagttager refererer til, at man ikke 

opererer som primær iagttager. Jeg – som en del af et studiesystem – er naturligvis 

primær iagttager i kraft af min første problemstilling vedrørende kommunikationen i 

forsvaret. Gennem min lange rejse har jeg flyttet mig således, at jeg som en del af 

studiesystemet kan opfattes som en anden-, tredje- eller fjerdeordens iagttager af 

problemstillingen. I takt med at det system, der iagttager, flytter sig, bliver nogle af de 

blinde pletter afdækket og nye opstår. Dobbeltheden i problemstillingen består i, at jeg 

igennem mit arbejde med Luhmanns begreber ser på/iagttager begreber i relation til 

whistleblowing og samtidig udgør et studiesystem, der iagttager og i skrivende stund 

derfor er offer for blinde pletter. Min lange rejse har afdækket mange blinde pletter og nye 

er opstået. 

Som nævnt opererer Luhmann ikke med individet og derfor er det systemet, det er 

interessant at se på. I ovenstående har jeg alligevel valgt at benævne individet i overført 

betydning i relation til systemet, uagtet at det ikke er helt i tråd med Luhmanns tanker om 

individet. Dette har jeg alene gjort af pædagogiske hensyn og i takt med gennemlæsning 

af specialet vil Luhmanns opfattelse af systemer – og hvorfor individet ikke er en del af 

hans systemteori – fremgå mere klart. 

1 Den gængse opfattelse af fænomenet whistleblowing er en samlet opfattelse af nedenstående kilder. 

Bøger: Jeppe Villadsen ”Det støjende samfund. På besøg i ytringsfrihedens kampzone”, Magaret von Platen 

– ”Sanningssägare eller karriärist – en bok om civilkurage”, 2008, 

Artikler: Krista E. Blaabjerg – ”Dilemmaet mellem ytringsfrihed og loyalitetspligt for privatansatte”, Gitte K. 

Nørgaard – ”Ansatte i etisk dilemma om ret eller pligt til at slå alarm”, Advokat Filip Hermann & Pia Kirstine 

Voldmester – ”Whistleblowing–regler kan give danske organisationer problemer”, Advokaten 10/2009, Helle 

Gudiksen – ”Om at hejse advarselssignalet – whistleblowing og loyalitet”, 1998, Paul Hegedahl – 

”Samvittighedens pris – eller Hvad er loyalitet” 

Side 8 af 54

1.1. PROBLEMFORMULERING 

Kernen i mit speciale er Luhmanns teorikompleks, som er meget omfattende. Teorien skal 

forsøge at belyse whistleblowing, hvorfor fænomenet er blevet et værktøj til at begrænse 

tilgangen til Luhmann. 

Mit speciale forklarer fænomenet whistleblowing ud fra Luhmanns systemteori. Jeg lægger 

særlig vægt på begreberne systemer, iagttagelse, autopoiesis og kommunikation. 

Resultatet af min analyse afprøver jeg på en whistleblowing case – Frank Grevil. 

Som det fremgår, vælger jeg at fokusere på den teoretiske side af problemstillingen. Den 

primære begrundelse for det er at kunne retfærdiggøre teoriens kompleksitet. Samtidig har 

det været interessant for mig at undersøge, om fænomenet kan afindividualiseres. 

Hvis resultatet af min analyse bekræfter denne hypotese, kan det have betydning for, 

hvordan man imødegår problemstillingen om fænomenet whistleblowing. 

Såfremt whistleblowing viser sig primært at være et strukturelt problem, kan man måske 

minimere risikoen for, at fænomenet opstår ved at stramme/løsne op for et systems 

struktur. Såfremt whistleblowing primært viser sig at være et individuelt problem, kan 

psykologisk screening etc. overvejes, hvis organisationer ønsker at minimere forekomsten 

af whistleblowing. 

I min konklusion vender jeg tilbage til, hvorvidt resultatet af min analyse kan omsættes i 

praksis. 

Problemformulering: 

Min hypotese er, at whistleblowing kan afindividualiseres ved hjælp af Luhmanns 

systemteori. I min analyse forklarer jeg whistleblowing ud fra Luhmanns teori og afklarer 

om min hypotese kan be- eller afkræftes. 

1.2. METODE 

I starten af mit speciale er jeg vidt omkring. Min rejse (søgen og undren) har medført, at 

jeg nu er i stand til at indsnævre mit problemfelt. Den teoretiske gennemgang i mit 

speciale følger samme metodik. Det betyder, at både udvælgelse af problemfelt og 

udvælgelse af teori har gennemgået en indsnævring. 

Kapitel 1 giver dig som læser en overordnet introduktion til, hvilken rejse du skal på. 

Kapitlet indeholder informationer om, hvilken transport du skal anvende for at nå din 

destination. 

Som læser af mit speciale vil man opleve at blive ført igennem en tragt, både hvad angår 

fænomenet whistleblowing og Luhmanns systemteori. 

I kapitel 2 lægger jeg særlig vægt på de aspekter af whistleblowing, som jeg finder 

interessante i forhold til Luhmann. Hvad angår teori, foretager jeg i kapitel 3 en kort 

gennemgang af systemteorien. Dernæst fokuserer jeg på de begreber hos Luhmann, som 

jeg finder særlig relevante i relation til min problemstilling. 

Side 9 af 54

Fænomenet whistleblowing beskriver jeg i relation til den gængse opfattelse, jf. note 1. 

Teorien beskriver jeg ved en generel indføring til Luhmanns systemteori, som er en 

forudsætning for den senere analyse. Herefter føres læseren igennem den smalle ende af 

tragten for at opleve fænomen og teori blive operationaliseret og slutteligt smelte sammen 

i relation til problemfeltet – kapitel 4. Kapitlet indeholder både en analyse af, hvordan 

whistleblowing kan forklares ud fra Luhmanns teorikompleks og en operationalisering ved 

at anvende resultatet af min analyse på casen ”Frank Grevil”. 

Det er væsentligt at fremhæve, at tyngden i mit speciale ligger både i forståelsen af teorien 

og i analysen. Andet er ikke muligt med en teoretiker, hvis teorier har dette omfang og 

kompleksitet. I den forbindelse vil jeg ligeledes gøre opmærksom på, at nogle læsere vil 

kunne opleve gentagelser i teori- og analysekapitlet. Efter nøje overvejelse har jeg 

vurderet, at fordelene ved denne pædagogiske fremgangsmåde langt overstiger de mulige 

ulemper ved gentagelserne. 

Specialet afsluttes med en konklusion i kapitel 5, hvor jeg konkluderer, om resultatet af 

min analyse kan tilføje fænomenet whistleblowing en ekstra dimension. 

På næste side er en model af min fremgangsmåde. 

Side 10 af 54

METODEMODEL 

Side 11 af 54

1.3. TEORI 

I min søgen efter et mønster hos individer, der udtaler sig i pressen, og i min indsnævring 

af personkredsen til alene at omfatte whistleblowers, udeblev det forventede resultat. 

Jeg kunne ikke genkalde et mønster, som tager sit afsæt i individet og derfor har jeg valgt 

at se nærmere på Luhmanns teori, hvor individet ikke er i fokus. 

Fænomenet whistleblowing i relation til Challenger eksemplet, hvor det internt i 

organisationen er en faglig gruppering som whistleblower overfor en politisk gruppering, 

understreger, at det ikke er individet, der er i fokus. Eksemplet viser snarere, at der er tale 

om grupperinger/systemer, der er bærere af fænomenet. Mit teorivalg bliver derfor 

yderligere bekræftet. 

1.4. EMPIRI 

Min empiri består af at beskrive fænomenet whistleblowing, herunder den gængse 

opfattelse. Den gængse opfattelse er beskrevet med udgangspunkt i de bøger og artikler 

benævnt note 1. For yderligere at illustrere problemstillingen omkring fænomenet, vælger 

jeg at beskrive en konkret case om whistlebloweren Frank Grevil. Casens empiri er dels 

hentet fra hans egen udlægning af sagen, dels diverse artikler, jf. kapitel 4.4. 

1.5. BEGRÆNSNINGER 

I skrivende stund har jeg et udgangspunkt for min problemstilling, hvor mine blinde pletter 

bliver min begrænsning. Det interessante ved mine blinde pletter er, at d har flyttet sig i 

min proces og formentlig vil flytte sige yderligere inden rejsen ender. Et eksempel på en af 

mine blinde pletter, som i skrivende stund er blevet helt central for min problemstilling, er, 

at jeg startede med at fokusere på begrebet individ og er endt med at forsøge at 

afindividualisere individbegrebet. Det betyder, at jeg i henhold til Luhmann, har flyttet mig 

fra det, jeg så, til det jeg ikke kunne se – en af mine blinde pletter. Det interessante er at 

erfare, hvilke blinde pletter der når at blive afdækket undervejs på min rejse og samtidig 

medfører, at der bliver gjort plads til yderligere blinde pletter. 

Rejsen slutter aldrig og dermed er det centralt at konstatere, at min analyse er et 

øjebliksbillede, som er i konstant udvikling. 

Side 12 af 54

2. WHISTLEBLOWING 

I nedenstående beskrivelse af fænomenet whistleblowing vælger jeg at tage afsæt i den 

gængse beskrivelse, jf. min reference i kapitel 1, note 1. 

Der hvor jeg mener, det er centralt i relation til min beskrivelse af whistleblowing, vælger 

jeg at fremhæve min kobling til Luhmanns begreber med tankestreg -”fed”. 

Whistleblowing stammer fra de engelske ”Bobbies”, som var udrustet med en fløjte, som 

de blæste i, når de under deres patrulje observerede, at der blev begået en forbrydelse. 

Lyden tilkaldte andre betjente og advarede samtidig borgerne om fare. 

I dag er det en betegnelse for en medarbejder, der enten eksternt eller internt ytrer sig om 

forhold på arbejdspladsen, som vedkommende ikke mener, bør finde sted. Medarbejderen 

vælger at gøre brug af fløjten – give utryk for, at der er noget etisk galt. 

Whistleblowing kan foregå både internt og eksternt i en organisation. Internt, når 

medarbejdere holder deres advarsel internt i organisationen - således indenfor et 

system. Eksternt, hvor de både kan være aktører udenfor organisationen, der 

advarer/afslører fx Dorthe Tofts blog om IT Factory - omverden - og interne aktører der 

vælger at anvende eksterne kanaler for at komme ud med sit budskab - midlertidige 

interaktionssystemer. 

Et eksempel på intern whistleblowing var opsendelse af rumfærgen Challenger i 1986 

(Claus Jensen, 1993). Producenterne af den såkaldte ”O-ring” til rumfærgens løfteraketter 

gjorde flere gange internt opmærksom på, at der kunne opstå problemer med 

komponenten ved opsendelse i koldt vejr. Ingeniørerne meddelte den kolde januardag i 

1986, at de ikke kunne stå inde for ”O-ringens” holdbarhed, da temperaturen var under nul 

grader. Den interne whistleblowing blev ikke taget til efterretning og Challenger blev meldt 

klar til opsendelse og eksploderede kort tid efter. Efterfølgende viste det sig, at ”O-ringen” 

var årsagen til eksplosionen. Tilbage står spørgsmålet: Kunne eksplosionen være undgået 

ved at ingeniørerne havde anvendt ekstern whistleblowing – var gået til medierne med 

deres bekymring? Her kunne der være tale om to underordnede systemer – et fagligt 

og et politisk i forhold til et overordnet – organisationens/rumstationens. 

Et eksempel på ekstern whistleblowing er medarbejderen Stanley Adams, der anvendte 

ekstern whistleblowing mod sin arbejdsgiver, det multinationale medicinalfirma Hoffmann- 

La Roche i Schweiz. Stanley Adams mente, at firmaet anvendte ulovlige 

forretningsmetoder og gik i 1972-73 til EF-kommissionen. Stanley Adams havde ikke 

forsøgt sig med intern whistleblowing først. Han blev efterfølgende udråbt som sindssyg, 

kom i fængsel og led store økonomiske tab. (Stanley Adams, 1984). Det omvendte 

spørgsmål til Challenger ulykken kan her stilles. Ved at anvende intern whistleblowing 

kunne Stanley Adams da have undgået de fatale konsekvenser, det fik for ham som 

individ? 

Hvis jeg anskuer denne situation ud fra et systemteoretisk perspektiv, kan der være tale 

om, at Stanley Adams og EF-kommissionen udgør et midlertidigt interaktionssystem i 

forbindelse med den konkrete problemstilling whistleblowing. Det helt centrale begreb – 

med hensyn til Luhmann – er iagttagelsen som grundlag for kommunikation. Hvad er det 

Stanley Adams (som en del af et system) iagttager? 

Side 13 af 54

Frank Grevil er et andet eksempel på ekstern whistleblowing. Frank Grevil var ansat i 

Forsvarets efterretningstjeneste (FE), hvor han som whistleblower den 22. februar 2004 

lækkede en række hemmeligt stemplede Irak-vurderinger til pressen. Papirerne viste, at 

FE var væsentligt mere forsigtig i sin vurdering af Iraks masseødelæggelsesvåben, end 

den danske regering tog FE til indtægt for. Frank Grevil sagde sin stilling op, inden han 

blev opdaget, men blev efterfølgende bortvist i opsigelsesperioden. Den 23. september 

2005 blev Frank Grevil idømt fire måneders ubetinget fængsel for sin videregivelse af 

papirerne til Berlingske Tidende. 

Som det fremgår af de tre nævnte eksempler, kan det have voldsomme konsekvenser for 

de pågældende, der gør brug af whistleblowing. 

Det efterlader den enkelte tilbage med følgende muligheder (Helle Gudiksen Pedersen, 

1998): 

At forblive passiv og ignorere urigtige handlinger. 

At sige sin stilling op. 

At hejse advarselssignalet internt i organisationen. 

At hejse advarselssignalet eksternt. 

Helle Gudiksen Pedersen fokuserer på individuelle handlemåder. 

Det fremgår af mine kilder 2 , at der er relativt få, der vælger at hejse advarselssignalet. Det 

fremgår endvidere, at flertallet mener, at der er tilstrækkelige retsregler, vejledninger mv., 

som regulerer området 3 . 

En undersøgelse om offentligt ansatte offentliggjort i 2006 viser, at 53 % af de offentlige 

ansatte mener det kan få negative konsekvenser for dem at ytre sig 4 . Som forklaring 

peges på, at det alene er kulturen 5 , der er eller skabes i den enkelte organisation, som kan 

forklare dette fænomen. Som det fremgår, bliver kulturen repressiv overfor individet og 

individet udnytter derfor ikke sine muligheder i henhold til gældende retsregler. Denne 

forklaringsmodel er tvedelt. Den individuelt forventede handling udebliver på grund af et 

kollektivt samfundsskabt pres. 

I min kommende analyse i kapitel 4, undersøger jeg, hvilken forklaringskraft Luhmanns 

begreber om fare/risiko – og i den forbindelse iagttager af anden orden – kunne have. I 

denne sammenhæng ses den forklaring som bestående alene af et led: Det 

samfundsmæssige. 

I det følgende gennemgår jeg kort nogle af de forskellige teoretiske indfaldsvinkler, som 

jeg har været omkring under min søgen efter en teori til at anskue fænomenet 

whistleblowing. Ved gennemgangen undlader jeg at referere til Luhmann men redegør blot 

for mine iagttagelser. 

2 Jf. note 1. 

3 Jf. B 64 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et nævn til sikring af offentlige ansattes 

ytringsfrihed og Betænkning fra Udvalget om offentlige ansattes ytringsfrihed og meddeleret, Betænkning nr. 

1472, marts 2006. 

4 Jf. Meinke, Marianne og Gleerup, Inge: Hver anden offentligt ansatte er bange for at udtale sig. 

5 Jf. note 3 og Meinke, Marianne og Gleerup, Inge: Skandaler kan undgås, hvis ansatte råber op. 

Side 14 af 54

Hvorfor jeg vælger Luhmann frem for andre teoretikere, fremgår af min delkonklusion. 

2.1. GENNEMGANG AF TEORIER/VINKLER 

Hvad driver den enkelte medarbejder til at ytre sig? Hvad er medarbejderens 

bevæggrunde til at hejse advarselssignalet? Hvad trigger den enkelte medarbejder? Er det 

konsekvensen af handlingen i fx Challenger, at den kan forulykke, der er bevæggrunden, 

eller er det hensigten, at handlingen er af en sådan art, at ingen bør udføre den 

overhovedet. Det er de etiske overvejelser, der bringes i spil. 

Tænkemåden er et udtryk for de etiske begreber deontologi og konsekvensialisme. 

Deontologien beskæftiger sig med pligtlæren – med de gode handlinger, som udelukkende 

er gode, hvis de er udført af pligt – ønsket om at ville det gode. Deontologien beskæftiger 

sig udelukkende med hensigten og ikke med handlingens konsekvenser. Hvis en 

medarbejder føler sig forpligtet til at ytre sig om noget, der opleves urigtigt i 

organisationen, er handlingen god og konsekvenserne er uinteressante. 

I henhold til Emmanuel Kants deontologiske handleregel, har mennesket pligt til ”altid kun 

at handle efter den maksime ved hvilken det kan ville, at den bliver til en almen lov” 

(Immanuel Kant, 1996). I Challenger eksemplet betyder det, at ingeniøren skal forholde sig 

til følgende: ”Kan jeg ville, at alle rumfærger sendes op, hvis de ikke er sikre?” I Stanley 

Adams eksemplet betyder det, at Stanley Adams skal forholde sig til: ”Kan jeg ville, at alle 

firmaer har ulovlige forretningsmetoder?”. 

Konsekvensialisme beskæftiger sig med selve konsekvenserne af en handling. 

Konsekvenserne skal være gode. Hvordan, man er kommet frem til dem og hensigten, er 

underordnet. Implicit ligger der, at handlingen er god, når konsekvenserne er gode. Det 

primære er dog, at konsekvenserne maksimeres, skal tilstræbe at flere tilgodeses. 

Overvejelserne går på, om konsekvenserne er gode for organisationen og om de måske er 

endnu bedre for samfundet. 

Det er ikke nok at tænke i hensigter og konsekvensialisme, for i et vist omfang vil da alle 

handlinger kunne retfærdiggøres ud fra den tese. Loyalitetsproblemstillingen får her en 

fremtrædende rolle. 

Her er det interessant at definere loyalitet. 

Definitionen af loyalitet som anvendes i specialet, er Claus Møllers definition: 

”Loyalitet er ikke ensbetydende med, at man uden videre skal gøre som den person eller 

organisation man vil være loyal over for, ønsker. Loyalitet er ikke ensbetydende med blind 

lydighed. At være loyal vil snarere sige, at man selv handler og optræder på en måde, så 

organisationens interesser efter ens bedste overbevisning fremmes. Loyalitet kan derfor i 

nogle situationer betyde at gøre noget, der er i modstrid med, hvad andre ønsker af en, 

eller hvad man har fået ordre til. Loyalitet kan i nogle situationer være at sige fra over for 

forhold, som man mener, vil skade organisationen, teamet, eller de ansatte. I sin yderste 

konsekvens kan loyalitet være at anmelde organisationen til myndighederne, skrive indlæg 

i presse – være den der slår alarm”. (Claus Møller, 1994). 

Både etik og loyalitet er centrale begreber ved drøftelse af fænomenet whistleblowing. Det 

leder frem til, hvad der skal til, for at det kan retfærdiggøres at hejse advarselssignalet. 

Side 15 af 54

Helle Gudiksen har i sin artikel om whistleblowing opstillet fire idealkriterier for, hvornår det 

kan retfærdiggøres at hejse advarselssignalet (Helle Gudiksen, 1998). 

” 

1. Det første er som netop beskrevet medarbejderen der oplever at der foreligger en 

umoralsk, illegal eller ulovlig handling fra organisationens side. Bevæggrunde for at 

ytre sig kan være ud fra den deontologiske eller den konsekvensialistiske tænkemåde. 

Det vil ofte være en blanding af de to tænkemåder. Altså en prosocial handlemåde. 

”Prosocial adfærd er en positiv adfærd, fordi den har til hensigt at være gavnlig for 

andre mennesker, men i modsætning til altruistisk adfærd, kan de, der handler 

prosocialt også have til hensigt at opnå en belønning for sig selv” 6 

2. Medarbejderen har gode beviser for at der handles urigtigt eller planlægges at handle 

urigtigt. 

3. Medarbejderen overvejer graden af den urigtige handling. Er det vigtigt at gøre den 

overordnede opmærksom på problemet eller kan det løses uden indblanding. Ofte kan 

begrundelsen for at hejse advarselssignalet findes i både den deontologiske og den 

konsekvensialistiske tænkemåde. Den deontologiske vil begrunde handlingen med en 

pligt til at informere omverdenen fx i forbindelse med undslip af farlige stoffer. Den 

konsekvensialistiske tænkemåde vil begrunde det med, vidtrækkende konsekvenser 

for mennesker og dyreliv ved udslip af gasser. 

4. Ud fra et konsekvensialistisk synspunkt kan det hævdes at der skal være en vis 

sandsynlighed for at henvendelsen til de overordnede internt eller eksternt bliver en 

succes.” 

Afhængig af om man som medarbejder vælger at anvende ekstern eller intern 

whistleblowing, fremtvinger det forskellige problemstillinger, som jeg redegør nærmere for. 

2.2. INTERN WHISTLEBLOWING 

Tillid, som er nært forbundet med loyalitet, er et centralt begreb, når vi taler om intern 

whistleblowing. For at kunne gøre brug af intern whistleblowing, er det en forudsætning, at 

der internt i organisationen eksisterer brugbare kommunikationskanaler. Hvis 

medarbejderne ikke har kendskab til de interne kommunikationskanaler og tillid til, at de 

rent faktisk bliver anvendt i en positiv ånd, er der større sandsynlighed for, at 

medarbejderne griber til eksterne kommunikationsmidler. Som udgangspunkt må det 

antages at være i ledelsens interesse, at problemstillingerne bliver taget op internt først. 

Loyalitet er en sidegevinst ved at udvise tillid til medarbejderne. Hvis medarbejderne 

oplever, at der bliver lyttet til deres bekymring, skabes der medarbejderloyalitet. 

Der kan være både fordele og ulemper ved at vælge at gøre brug af den interne hejsning 

af advarselssignalet. Fordelene er mest at få øje på fra organisationens side. 

Offentligheden får ikke kendskab til sagen, der er mulighed for hurtig forbedring af 

6 

Jf. Janielle B. Dozier & Marcia P. Miceli: Potential Predictors of Whistle-Blowing: A Prosocial Behaviour 

Perspective”. I: Academy og Mangement Review, vol. 10, nr. 4, 1985. 

Side 16 af 54

problemstillingen og medarbejderne opfattes som loyale, eftersom de gør opmærksom på 

problemstillingen internt. Ulemperne er, at den overordnede kan vælge at sidde 

bekymringen overhørig, medarbejderne er ikke beskyttet mod repressalier og 

medarbejderen risikerer ingen støtte at have fra kolleger. 

Medarbejderen har dog yderligere et skud i bøssen, eftersom vedkommende kan vælge at 

gøre brug af ekstern hejsning af advarselssignalet. 

2.3. EKSTERN WHISTLEBLOWING 

Stanley Adams er, som tidligere nævnt, et eksempel på ekstern hejsning af 

advarselssignalet. Stanley Adams havde en høj stilling i organisationen og kontaktede 

ikke på noget tidspunkt den allerøverste ledelse for at drøfte forretningsmetoder. Han 

valgte at gå direkte til EF-kommissionen med ønske om, at hans navn blev hemmeligholdt 

for organisationen. 

På det etiske plan kan der argumenteres for, at Stanley Adams har haft en prosocial 

tænkemåde. Ud fra et deontologisk perspektiv, har Stanley Adams ment, at han ikke kan 

ville, at der skal forekomme ulovlige forretningsmetoder og set ud fra et 

konsekvensialistisk perspektiv anskuet, at konsekvenserne ved de ulovlige 

forretningsmetoder var, at forbrugerne bliver snydt med højere medicinpriser. 

De eksterne kommunikationskanaler er mange og de kan anvendes anonymt. Det skaber 

dog ofte problemer, at medierne ikke har noget konkret at arbejde ud fra og ikke alle 

medier ønsker at bringe historier, hvis ikke der er en vis sikkerhed for ”materialet”. Det 

skaber endvidere et problem i relation til troværdighed og fare for ubegrundede påstande. 

Et af de seneste eksempler vi har i dansk historie er instruktøren Christoffer Guldbrandsen 

der har lækket informationer til DR om, at han er i besiddelse af informationer om hvem 

der lækkede oplysningerne om Jægerbogssagen. Christoffer Guldbrandsens troværdighed 

har imidlertid skabt modvind for ham, eftersom han ikke vil fortælle, hvem der har lækket 

informationerne om Jægerbogssagen, men blot informere om at han er i besiddelse af de 

pågældende oplysninger. 

Fordelene for medarbejderen ved at anvende ekstern whistleblowing er, at organisationen 

dårligt kan undgå at forholde sig til den konkrete sag og medarbejderen føler sig bedre 

beskyttet. Både i La-Roche sagen med Stanley Adams, hvor han blev udråbt til sindssyg, 

fik fængselsstraf mv. og i Frank Grevil sagen, hvor behandlingen i medierne ikke forløb 

uden konsekvenser, oplevede de formentlig ikke at være beskyttet i nævneværdig grad. 

Frank Grevil kom bl.a. i fængsel og kunne ikke forsørge sin datter i den mellemliggende 

periode. 

Organisationen kan ved en hurtig reaktion på sagen vinde offentlighedens tillid. Ud fra en 

deontologisk tænkemåde kan medarbejderen rent faktisk have gjort en god gerning for 

organisationen. 

Ulemperne for organisationen er den negative omtale i medierne, som afføder dalende 

tillid til organisationen. 

Side 17 af 54

For medarbejderen er ulempen det store pres fra medierne og omverdenen og hvis sagen 

ikke viser sig at være relevant, stilles medarbejderen i et meget dårligt lys. 

Når først advarselssignalet er hejst, er det ”point of no return”. Langt de fleste oplever at 

blive mødt med en eller anden form for repressalier. Et sigende citat for en, der hejser 

advarselssignalet, er ”Vejen for en, der hejser advarselssignalet er ikke nem, og ofte er det 

bistiksprincippet der bringes i anvendelse. Man har kun ét stik til sin rådighed – og at 

bruge det, betyder meget ofte, at man ødelægger sin karriere” (Gerald Vinten, 1994). 

Repressalierne skyldes ofte en opfattelse af, at medarbejderen er illoyal i sin optræden. 

Ofte kan det modsatte opfattes, at medarbejderen udviser loyalitet – netop ved at hejse 

advarselssignalet. 

2.4. DELKONKLUSION 

Som det fremgår af ovenstående gennemgang er individets opfattelse af moral, loyalitet og 

pligt meget central i teorierne. Et væsentligt aspekt er de konsekvenser, individets 

handlinger har for individet selv. Det betyder, at de samfundsmæssige aspekter er 

nedtonede. Omvendt er der en tendens 7 til at anskue whistleblowing som et 

samfundsproblem. 

Ved at operere med individet som det primære i den teoretiske forståelse af whistleblowing 

samtidig med, at det antages, at det er samfundet, der skaber retsreglerne, som muliggør, 

at individet kan ytre sig – skabes der et paradoks. 

Det synes mere naturligt at søge forklaringskraften ud fra en teoretisk vinkel med fokus på 

den samfundsmæssige kontekst/kompleksitet, hvorfor Luhmann med sit fokus på 

samfundet og dets systemer forekommer som et relevant valg. Luhmanns teori om sociale 

systemer har et andet udgangspunkt for forståelsen af kompleksiteten i samfundet og 

heraf følgende problemstillinger. 

Afslutningsvis kan jeg ikke undlade at nævne, at det Luhmannske paradoksbegreb 

understreger mit valg af teori. 

3. LUHMANNS SYSTEMTEORI 

3.1. INDLEDNING 

Beskrivelsen af Luhmanns teori i dette kapitel tegner rammen for analysen i kapitel 4. 

Som nævnt i indledningen, har jeg behov for at undersøge, om fænomenet whistleblowing 

kan afindividualiseres. Efter at have stiftet nærmere bekendtskab med Luhmanns 

systemteori, er der ud fra mit nuværende perspektiv dele af teorien, som forekommer mig 

mere relevant og som jeg derfor har valgt at fokusere på. Min gennemgang af teorien er 

også et udtryk for mit forsøg på at forstå Luhmann. 

7 

Jf. Betænkning fra Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret, nr. 1472 2006, B 64 Forslag 

til folketingsbeslutning om oprettelse af et nævn til sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed 2009/10, 

Vejledning om offentlig ansattes ytringsfrihed september 2006, Advokaten 10/2009 – Wistleblowing-regler 

kan give danske organisationer problemer af Advokat Filip Hermann & Pia Kirstine Voldmester. 

Side 18 af 54

Jeg er opmærksom på, at der kan ske en forskydning i mit perspektiv i takt med, at jeg får 

en dybere forståelse af Luhmanns teorier. 

I kapitlet starter jeg med at beskrive de systemer, der er væsentlige for at analysere min 

problemstilling. 

Efterfølgende beskriver jeg systemernes sammenhæng og interaktion. 

Kapitlet består herudover af 7 begreber, som er nøje afstemt i relation til min 

problemstilling. De udvalgte begreber udfylder Luhmanns systemteoretiske ramme og er 

samtidig værktøjer i min analyse. 

3.2. GENERELT OM SYSTEMTEORI 

Årsagen til, at jeg har valgt at tage udgangspunkt i dele af Luhmanns systemteori i 

forbindelse med at analysere fænomenet whistleblowing, er fordi jeg har en forventning 

om, at dette bibringer en ny dimension til forståelsen. 

Det Luhmannske teorisystem er komplekst. Begreberne indenfor teorien forudsætter en 

introduktion og for at begreberne skal gøres operationelle, forudsættes en rimeligt 

nuanceret forståelse – både af teorien og begreberne. 

Min teorigennemgang starter derfor med en kort introduktion til systemteorien og til dets 

systemer, hvorefter jeg mere indgående introducerer de begreber, der bliver afgørende for 

min gennemgang af whistleblowing. 

Tyngden i min gennemgang af Luhmanns begreber ligger på iagttagelse – herunder 

iagttagelsen af anden orden og paradokser samt autopoiesis. Disse begreber, vurderer 

jeg, har en større forklaringskraft i relation til fænomenet whistleblowing. 

Jeg vil gøre opmærksom på, at min teorigennemgang begrænses i forhold til, hvorledes 

teorien kan komme i spil i forhold til mit ”fænomen”. Den historiske udvikling af teorien 

kommer jeg derfor ikke ind på, ej heller de kritikpunkter/den polemik, der er opstået 

omkring teorien. Dette er en nødvendig afgrænsning, både under henvisning til teorien og 

kommentarernes omfang. 

Luhmann ønskede at skabe en teori, der tog afsæt i forståelse, ikke i en forklaring af 

virkeligheden. Hans afsæt var at beskrive virkeligheden – at se/iagttage virkeligheden eller 

snarere et udsnit af denne for at reducere kompleksiteten og derved højne forståelsen. 

Frem for at forsøge at iagttage samfundet koncentrerer Luhmann sig om at iagttage 

samfundets egen iagttagelse. Hans systemteori handler om at se ved andet øjekast. 

I forlængelse heraf har han udviklet en systemteori. Et system bliver defineret som ”den 

gensidige relation mellem elementer i helheder”. (Georg Kneer & Armin Nassehi, 

1997:25). 

I min gennemgang benytter jeg mig af Luhmanns teori om sociale systemer, som 

forgrenes ud i 3 systemer: 1. interaktionssystemer – opstår midlertidigt i forbindelse med 

Side 19 af 54

afgrænset begivenhed, 2. organisationssystemer – der fastlægger visse handlingsforløb i 

organisationer, som gør dem beregnelige både for medlemmer og for ikke medlemmer, 3. 

samfundssystemer - der er mere end summen af alle interaktions- og 

organisationssystemer – et system af højere orden (Niklas Luhmann, 2000:37) 

Der er yderligere et system, der per definition kommer i spil, når vi taler om sociale 

systemer – det er det psykiske system, som dog ikke er et socialt system. 

3.2.1. Sociale systemer 

Luhmann definerer et socialt system som enhver social kontakt og hævder, at et system i 

sin iagttagelse afgrænser sig fra en omverden netop igennem sit iagttagende skel. Et 

system er således en helhed – jf. definitionerne – som lukker sig omkring sig selv med 

udgangspunkt i sin skelen/differentiering fra omverden. 

Ifølge Luhmann skaber det sociale system sig selv ud af intet eller ud af den støj som 

opstår, når psykiske systemer forsøger at nå hinanden (Ole Thyssen, 1994:79). 

Et system er stabilt dynamisk (Luhmann: 2000:88ff). Stabilt, fordi det igennem sin skelen 

fra omverden defineres ud fra faste begreber, ret/uret, magt/ikke magt, betalingsevne/ikke 

betalingsevne etc. Dynamisk, fordi systemet hele tiden er under en uendelig forvandling. 

Denne forvandling beskrives under begrebet ”autopoiesis” og kommunikation. Det 

kendetegnende ved sociale systemer er, at der ved siden af autopoiesen, som er en 

kvalitet ved alle systemer, forudsættes ”kommunikation”, som er et særkende ved sociale 

systemer. Det Luhmannske begreb ”kommunikation” bliver også behandlet selvstændigt. 

3.2.2. Psykiske systemer 

En, der whistleblower, er ud fra den gængse opfattelse relateret til mennesket. Luhmann 

tager aldrig afsæt i mennesket, når han beskriver sociale systemer. Mennesket befinder 

sig uden for systemet (som en del af den samfundsmæssige omverden). 

Det psykiske system er en del af mennesket. Dette psykiske system er nødvendigt for det 

sociale systems funktion. De psykiske systemer er ikke sociale, idet de ikke kan 

kommunikere (Luhmann, 2000:139). De opretholder sig ved hjælp af autopoiesis, men 

grundlaget for denne autopoiesis er ikke kommunikationen, men bevidsthed som er lig 

med tanker. 

3.2.3. Strukturel kobling 

Sociale og psykiske systemer er strukturelt koblede, således at de er hinandens 

forudsætning. Et socialt system forudsætter to eller flere psykiske systemer. 

”Strukturel kobling betegner en specifik relation mellem to systemer. Strukturelle koblede 

systemer er henvist til hinanden – for så vidt de ikke er autarke – men samtidig opererer 

de autonomt, dvs. de forbliver omverden for hinanden”. (Georg Kneer & Armin Nassehi, 

1997:68). 

Side 20 af 54

3.2.4. Interaktionssystemer 

I min gennemgang inkluderer jeg Luhmanns tanker om interaktionssystemer. 

Begrundelsen er, at selve fænomenet ”whistleblowing” formentlig beskrives som en 

interaktion/et interaktionssystem i analysekapitlet. 

Interaktioner har nærvær som afgrænsningskriterium. Interaktioner er ligeledes knyttet op 

på perception, dvs. vi taler ikke om den systeminterne kommunikation, som tager sit afsæt 

i selektion af information, i stedet taler Luhmann om perception som kommunikationens 

første led. Luhmann skriver: ”I sammenligning med kommunikation er perception en mere 

fordringsløs måde at opnå information på. Den muliggør information, som ikke er 

afhængigt af at være valgt og kommunikeret som information. Det giver en vis sikkerhed i 

forhold til bestemte fejlkilder, særligt til bedrag og psykisk betinget forvrængning. 

Evolutionært set er perception også den primært mest udbredte informationsmåde, og kun 

i få tilfælde fortætter den sig til kommunikation”. (Luhmann. 2000: 474). Men når 

interaktion bliver til et interaktionssystem, bliver dette systems autopoiesis bundet af 

kommunikationen. 

3.2.5. Uddifferentiering af sociale systemer 

Sprog muliggør uddifferentiering af kommunikationsprocesser fra en perceptionskontekst. 

Først gennem uddifferentiering af kommunikationsprocesser fremkommer uddifferentiering 

af sociale systemer. Uddifferentiering af sociale systemer til et nyt system øger den 

samfundsmæssige kompleksitet, idet et nyt system, sat ud fra nye skel/binære koder, 

skaber nye selektionsprocesser. 

Systemdifferentiering dækker over sociale systemers evne til at danne subsystemer. Ved 

generering af subsystemer deler systemer sig i delsystemer og skaber nye interne 

systemer. På den måde ”flytter” omverdensbegrebet sig. Et givet delsystem indenfor et 

system har andre af de samlede systemers delsystemer som sin omverden. 

Det gamle systems kompleksitet reduceres i øjeblikket, men gør samtidig nye 

tilslutningsmuligheder mulige – hermed paradoksproblemstillingen. Systemets 

funktionsmæssige struktur bliver noget anderledes. I horisonten af ethvert system ligger 

naturligvis mulighed for funktionstømning – giver systemet mening eller ej – og et system 

uden mening/funktion ophører med at eksistere. 

Midlertidige interaktionssystemer opstår i forbindelse med en konkret begivenhed og bliver 

funktionstømte efter begivenhedens opløsning. (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:46- 

47). 

3.2.6. Sammenfatning 

Efter den generelle introduktion til Luhmann håber jeg, at følgende står klart; Fænomenet 

whistleblowing bliver behandlet ud fra Luhmanns systemteori, hvorfor sociale og psykiske 

systemer er centrale begreber i min forklaringsmodel. Samspillet mellem de sociale 

systemer og mellem de sociale og psykiske systemer er ligeledes væsentlig. Derfor 

beskrives ”interaktionssystemer” og ”strukturel kobling”. Forandring og udvikling er et 

aspekter af ethvert socialt fænomen hvorfor uddifferentiering også beskrives. 

Side 21 af 54

3.3. LUHMANNS CENTRALE BEGREBER 

3.3.1. Iagttagelse 

3.3.1.1. Iagttagelse som begreb 

Gennemgangen af Luhmanns iagttagelsesbegreb bibringer en ny dimension. Som altid 

med Luhmann står man med en ny forståelse af et kendt gammelt begreb. 

Luhmanns iagttagelsesbegreb er helt central for den analyse, vi skal igennem i kapitel 4. 

Det er samtidig her, koblingen mellem fænomenet whistleblowing og Luhmanns 

systemteori med fokus på samfundet, bliver særlig interessant. Luhmanns grundtanke ved 

hans iagttagelsesbegreb er at betragte iagttagelser som operationer, der ikke refererer til 

bevidste subjekter, men til forskelle. Som det fremgår af kapitel 3 har den gængse 

opfattelse af whistleblowing særlig vægt på individet og heri bliver analysen i kapitel 4 

særlig interessant. 

Fra 1980’erne begynder Luhmann at bevæge sig fra at betragte sociale systemer som 

handlingssystemer til at betragte dem som autopoietiske kommunikationssystemer, der 

består af og ved kommunikation (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:17). Det afgørende 

er, fra hvilken orden man betragter det, man betragter. 

Luhmanns systemteori tager udgangspunkt i iagttagelse. Luhmann definerer iagttagelse 

som en bestemt forskelsdannende operation: ”At iagttage er at mærke noget indenfor 

rammen af en forskel” (Niels Åkerstrøm Andersen, 1999:109). Iagttagelsen funderes i en 

forskel. I forståelse af Luhmann er det helt grundlæggende at forstå, at ”forskellen” er helt 

central. Alt iagttages så at sige ud fra en forskel. Ikke en enhed – ikke forsoning. Ingen 

iagttager kan iagttage alt på samme tid. Derfor starter enhver iagttagelse med en skelnen, 

en skelnen der bruges til at filtrere, hvad der iagttages fra, hvad der ikke iagttages 

(Luhmann, 2000:312ff). 

Skelen i Luhmanns univers er altid tosidige. Den tosidige forskel illustreres ved at have en 

markeret og en umarkeret side. Når der iagttages, markeres der en side af en forskel og 

den anden side forbliver umarkeret. Det markerede adskiller det umarkerede fra det 

markerede og udgør dermed forskellen. En iagttagelse kan ikke iagttage noget, der er 

smukt og grimt samtidig i tid og rum, ellers er der ikke tale om den samme iagttagelse. 

Markeres begge sider samtidig aflyses forskellen (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997: 

99-115). 

For eksempel kan forskel ses som sand/falsk, hvoraf det ene udsagn vælges som 

værende sandt, da det ikke er muligt at udtrykke begge udsagn af forskellen samtidig. Det 

vil sige, at forskellen, som iagttages, ikke kan ses, fordi den ligger til grund for 

iagttagelsen. Det er dog muligt at vende tilbage senere og reflektere over valget og ændre 

dette, hvorved den forrige iagttagelses forskel iagttages. Systemets egen logik er 

bestemmende for, hvad det optager fra omverden. Et system i sin iagttagelse afgrænser 

sig fra en omverden netop gennem sit iagttagende skel. Et retssystem bruger således 

skellet ret/uret til at iagttage sin omverden. Andre velkendte skel er fx videnskabens 

sandt/falsk eller etikkens godt/ondt. Luhmann valgte selv at bruge skellet 

system/omverden. Derved ser han på, hvorledes sociale systemer iagttager, og hvilke skel 

de bruger i deres iagttagelse. Systemteorien bliver således iagttagelse af iagttagelser. 

Side 22 af 54

Min gennemgang af iagttagelse som begreb er relativt grundig, fordi jeg mener, det har 

afgørende betydning for hvad eller hvad der ikke iagttages og hvordan der iagttages. 

3.3.1.2. Anden ordens iagttagelser - blinde pletter 

Luhmann taler om iagttagelse af anden orden. Forstået som hvis første orden er noget i 

verden inden for rammen af en forskel, så er iagttagelsen af anden orden, den der retter 

sig mod den blinde plet. Det betyder, at alle anden ordens iagttagelser samtidig er 

iagttagelser af første orden indenfor rammen af en forskel. 

Der eksisterer blindhed i alle iagttagelser, da iagttageren er blind for andre forskelle og 

blind for sin egen rolle som iagttager. Den blinde plet består i, at iagttagelsen ikke kan se, 

hvad det er den ikke kan se. 

Forskellen på første ordens iagttagelse og anden ordens iagttagelse er, at første ordens 

iagttagelse er et systems iagttagelser af noget i systemet ud fra et skel – dette skel 

befinder sig stadig indenfor den af systemet afgrænsede ramme (binær kode). 

Iagttagelse af anden orden: man kan nu fra et iagttager-perspektiv af anden orden, fx en 

forsker skille system/omverdens differencen fra det system/omverdens difference, som 

anvendes i systemet selv. Ligesom iagttagerne fra den anden side kun kan tænkes som et 

selvreferentielt system (Luhmann, 2000:44) af omverden. Systemerne kan således 

iagttage hinanden men ikke kommunikere. 

En anden ordens iagttagelse i potenseret form, som iagttager sig selv, som iagttager sig 

selv osv., vil kunne resultere i, såfremt iagttagelsen til sidst kommer udenfor det 

oprindelige systems ramme, i nyt system med en ny kode. Luhmann har en forklaring på 

dette, som i sin nuanceringsgrad falder udenfor rammen af dette speciale. 

Anden ordens iagttagelser er således iagttagelser af det iagttagende system selv – som 

iagttager – selvrefererende. 

Første og anden ordens iagttagelser er iagttagelser indenfor rammen af en forskel. 

Luhmann opererer med 3 forskellige måder at sætte en forskel på (Niels Åkerstrøm 

Andersen, 1999:112). Den, jeg arbejder med i specialet, er en særlig variant af begreber, 

som Luhmann benævner anden ordens begreber. 

Luhmann taler om begreber, der kan begrebsliggøre sig selv. Indenfor rammen skal 

forskellen genindtræde eller genindføres i sig selv. Hvis et system skal iagttage sig selv 

som iagttager, skal systemet splittes op i to halvdele; Luhmann sondrer mellem systemet 

som iagttager og det, der iagttages. Systemet, der iagttager, går ikke forud for den 

omverden, der iagttages. Begge konstrueres i iagttagelsen, der skiller dem ad. Det er 

iagttagelsen og den forskel, der iagttages, som bestemmer det system, der iagttager. Det 

kan illustreres ved et eksempel; En regering/opposition kan genindføre sig selv i den 

forstand, at både regering og opposition kan beskrive sig selv som bestående af en 

regering – en bestemmende fløj og en opposition – et opponerende mindretal. (Niels 

Åkerstrøm Andersen, 1999:113). 

Side 23 af 54

Det afgørende for forståelsen er, at ingen iagttagelse kan iagttage sig selv. Når en 

iagttager en iagttagelse, er det umuligt at iagttage den forskel, der anvendes til 

iagttagelsen, hvorfor det udgør iagttagelsens blinde plet. En anden iagttagelse kan 

derimod godt iagttage den forskel, dvs. betegner den første forskel med en anden forskel 

og dermed bliver det, det Luhmann kalder iagttagelse af anden orden - anden ordens 

iagttagelse. 

Det skal nu gerne stå klart, at anden ordens iagttagelse adskiller sig væsentligt fra første 

ordens iagttagelse. Anden ordens iagttagelse forholder sig til første ordens blinde plet, 

men samtidig opstår nye blinde pletter. I forhold til fænomenet whistleblowing vil 

Luhmanns blinde pletter være et af omdrejningspunkterne i analysen. 

3.3.1.3. Sammenfatning 

Som det fremgår af min gennemgang af Luhmanns iagttagelsesbegreb herunder anden 

ordens iagttagelse og blinde pletter, giver denne del af Luhmanns teori mulighed for 

fordybelse i samfundsproblematikken i kapitel 4. Hvilket system anskuer hvilken 

problemstilling i relation til hvilket behov mv. 

Af denne gennemgang fremgår det, at iagttagelsens iagttagelse kun i tid og rum er et ”snit” 

og at iagttagelser af iagttagelser er uendelige og dermed bliver et værktøj til at forstå 

kompleksiteten i verden - i et tidsmæssigt øjeblik. 

3.3.2. Luhmanns paradoksbegreb 

3.3.2.1. Den paradoksale blindhed 

Videnskabsmænd går som oftest uden om begrebet paradoks. Luhmann – med sin 

anderledes måde at tænke på – omfavner og udbygger begrebet. 

Det klassiske eksempel på et paradoks er en side, hvorpå der står ”Alt hvad der står på 

denne side er løgn”. 

Det er karakteristisk, at paradokser i den videnskabelige opfattelse skal undgås og 

elimineres (Luhmann 2000:120). Luhmann forholder sig anderledes til paradokser og 

forståelsen heraf er en afgørende nøgle til forståelsen af sociale systemer. I min 

gennemgang af Luhmanns paradoksbegreb oplever man, at begreberne selvreference, 

iagttagelse og den blinde plet dukker op igen, da begreberne er med til at binde Luhmanns 

iagttagelsesbegreb sammen. 

Et paradoks er det, der sætter os ude af stand til at afgøre en situation. I situationen 

hersker der uafgørbarhed. Et paradoks indeholder to værdier, hvoraf ingen af dem kan 

udelukkes. Så snart man vælger den ene værdi, medfører det automatisk, at man lander 

på den anden værdi og vice versa. Udsagnet ”alt der står på denne tavle er løgn” 

medfører, at hvis man slutter sig til, at alt der står på tavlen er løgn, betyder det, at det, at 

det står på tavlen, er løgn. Denne skiften mellem to værdier, hvor ingen kan afgøres, er 

det karakteristiske for et paradoksalt udsagn. 

Der er to forhold, der er karakteristiske ved paradokser. Det ene er, at der sigtes på en 

fuldstændig beskrivelse – ”alt der står på tavlen”. Det fordrer dog, at det indbefatter sig 

Side 24 af 54

selv. Her kommer det selvreferentielle ind. Det, som de udsiger, gælder også sig selv. Det 

andet, der gør sig gældende, er, at paradoksale udsagn indeholder et modsætningsforhold 

– løgneren/ikke løgneren – en forskel. Dvs. paradoksale forhold arbejder med to 

betingelser: 1. selvreference og 2. benyttelse af en forskel. De to forhold tilsammen 

medfører situationen – uafgørbarhed. Dvs. der ligger altid forskelle til grund for alle 

paradokser. Det betyder, at et paradoks altid er et problem i et iagttagende system. I 

enhver iagttagelse gemmer der sig et paradoks, når vi prøver at vende vores egen optik 

mod os selv. Vi er alle blinde for det skel, vi anvender i iagttagelsen. Vi kan ikke se, at der 

er noget, vi ikke kan se, og vi kan selvsagt heller ikke se, hvad vi ikke ser. 

Skismaet opstår, når iagttagelsen sigter på fuldstændighed, dermed forvilder den sig ind i 

et paradoks, så snart den selvreferentielt medinddrager sig selv. Anvendelse af den 

iagttagelsesledende forskel på iagttagelsen selv, fører til en situation med uafgørbarhed. 

Enhver iagttagelse er bundet til en bestemt forskel, hvis enhed den imidlertid ikke kan 

iagttage og herved opstår paradokset. Den iagttagelsesledende forskel fungerer som 

iagttagelsens blinde plet. 

”Enhver iagttagelse bruger sin forskel, og altså paradokset i det forskelliges identitet, som 

sin blinde plet, ved hjælp af hvilken den kan iagttage” (Luhmann 2000:123). 

Ethvert paradoks får iagttageren til at pendle mellem en værdi og dets modværdi, hvilket 

medfører et tab af bestemtbarhed. Man kan kun tilslutte sig en værdi i paradokset, når det 

tilgrundliggende paradoks bliver opløst eller gjort usynligt og dermed ikke længere er et 

paradoks – hermed afparadoksering. 

Luhmann taler om afparadoksering som en ændring fra ubestemtbar kompleksitet til 

bestemt kompleksitet. 

Paradokser har en unik evne til at undslå sig forandring. For at forandre må man først 

fastholde, og da paradokser undslår sig entydig definition og beskrivelse, er de meget 

bestandige overfor forandring. Vi kan ikke ændre, hvad vi ikke kan tale om. Hvis 

samfundet er en sandstrand, der overskylles af historiens tidevand, er paradokserne de 

sten, der ligger tilbage, når alt andet er skyllet bort. Det er disse paradoksale sten, der 

danner kernen i samfundets institutioner og systemer (Georg Kneer & Armin Nassehi, 

1997). 


Dette afsnit er det, der binder iagttagelsesbegrebet sammen, hvorfor paradoksbegrebet 

også har stor betydning for min analyse af whistleblowing. Luhmanns systemteori, som 

stiller skarpt på paradokser frem for at undvige dem, fremstår som et positivt alternativ til 

gængse samfundsanalyser og teorier. Meget vælges fra, når man kun ser på iagttagelse, 

men i tilgift får vi et redskab til at se de blinde punkter i samfundets egen selviagttagelse, 

samt en mulighed for at favne en snert af helheden. 

På paradoksal vis er det netop i vores individuelle subjektive verdensbilleder, at vi ligner 

hinanden mest. Vi ser forskelligt men på samme måde. Luhmanns tilgang er en ny optik, 

der kan blive et uundværligt redskab i vores bestræbelse på at forholde os til en stadigt 

mere hyperkompleks virkelighed. Når helheden er blevet for stor til, at vi kan se den, er det 

Side 25 af 54

edste alternativ muligheden for at stille skarpt på denne blindhed. Vi kan ikke se, hvad vi 

ikke ser, men det er en hjælp at erkende, at der er facetter, som vi er blinde for. 

3.3.3. Autopoietiske systemer 

At et system er autopoietisk 8 betyder, jf. Luhmann, at det skaber og opretholder sig selv og 

alt hvad det består af. 

Begrebet autopoiesis er muligheden for en entydig betragtning af samfundet og dets 

sociale systemer som noget selvstændigt, der ikke kan reduceres til noget andet end sig 

selv fx bevidsthed eller en sum af handlinger (Niels Åkerstrøm Andersen, 1999:124). Det 

interessante er at betragte samfundet, som det fremstår, uden at referere til 

samfundseksterne forhold. 

Luhmann overfører Varela og Maturanas autopoiesis begreb direkte til sociologiens 

område. Ifølge Luhmann bliver autopoiesisbegrebet generaliseret og overført til andre 

systemarter som bl.a. psykiske systemer/bevidsthedssystemer (Luhmann, 2000:75). 

Systemer, der producerer og opretholder sig selv, fremstiller og producerer selv de 

komponenter og bestanddele, som de består af; de skaber m.a.o. fortløbende deres egen 

organisation gennem deres egen opereren. En cirkulær proces, hvor systemet består ved, 

at der bestandig bliver skabt de komponenter, som er nødvendige for systemets 

opretholdelse. 

Autopoietiske systemer er operationelt lukkede systemer, der selv skaber deres 

komponenter i en rekursiv proces. Autopoietiske systemer er kendetegnet ved, at 

lukketheden er forudsætning for åbenheden (Luhmann, 2003:80-81). 

Psykiske systemers autopoiesis består af bevidstheden, hvis elementer er tanker eller 

forestillinger. En tanke bliver afløst af en ny tanke, hvorved den første tanke forfalder og 

går over i bevidsthedstilstand og fortsætter på denne måde i det uendelige. Dvs. at 

bevidstheden er beskæftiget med hele tiden at frembringe nye tanker, som leder til en ny 

bevidsthed – dermed bevidsthedens autopoiesis, jf. Luhmann. 

Luhmann anvender autopoiesisbegrebet konsekvent i relation til produktion. Det er 

væsentligt at holde sig for øje, at begrebet produktion ikke refererer til en skabelse ud af 

intet (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:65). Autopoietiske systemer er henvist til 

bestemte tilførsler fra omverdenen. For psykiske systemer gælder det, at intet 

bevidsthedssystem kan eksistere og fortsætte sin autopoiesis uden passende bidrag fra 

omverdenen (Luhmann, 2000: 262ff). 

Psykiske systemer hører til de sociale systemers omverden. Psykiske systemer er 

autopoietiske systemer, der former mening i en lukket bevidsthedssammenhæng, ved at 

tanker knytter an til tanker. 

8 Begrebet autopoiesis stammer fra Varela og Maturana hvis tanke var at anvende begrebet til bestemmelse 

af levende systemer. Med autopoietiske systemer forstås de selvskabende og selvopretholdende enheder. 

Autopoietiske systemer består af et rekursivt netværk af interagerende komponenter af en sådan art, at 

komponenterne gennem deres interaktion igen producerer det samme netværk, jf. Georg Kneer & Armin 

Nassehi, 1997:60. 

Side 26 af 54

Sociale systemer hører samtidig til de psykiske systemers omverden. Sociale systemer er 

autopoietiske systemer, der former mening i en lukket kommunikationssammenhæng, ved 

at knytte kommunikationer til kommunikationer. 

Hverken psykiske eller sociale systemer kan række ud over sig selv. Tanker kan kun 

knytte an til tanker i et psykisk system og kommunikation kan kun knytte an til 

kommunikation i et socialt system. 


Det er helt afgørende at slå fast, at en indgående forståelse af autopoiesis begrebet er en 

forudsætning for at komme videre i Luhmanns system teori. Man kan sige, at det udgør 

grundelementet i ethvert system. 

Jeg har gjort rede for, at autopoiesen har forskellige former, afhængig af i hvilket system 

den indgår. I specialet er fokus naturligvis på de sociale og psykiske systemers 

autopoiesis i henhold til min problemstilling – whistleblowing. 

Samtidig skal forståelse ligge i forståelsen af, at et samfund ikke kan reduceres til andet 

end det, det er i sig selv - totaliteten af alle kommunikationer. Ifølge Luhmann finder disse 

kommunikationer sted (indtil videre - der kommer måske et bedre bud) (Niklas Luhmann 

2003:82) indenfor rammen af, at al rationalitet skal bekræfte sig selv som rationalitet. 

3.3.4. Luhmanns kommunikationsbegreb 

Vi har konstateret, at systemer opretholdes ved hjælp at autopoiesis. Det sociale systems 

autopoiesis består af kommunikationen, som fortløbende producerer kommunikation ud fra 

kommunikation. Vi har endvidere konstateret, at en forudsætning for sociale systemer er 

tilstedeværelsen af to eller flere psykiske systemer. 

Hvorfor så ikke bare sætte lighedstegn mellem psykiske systemer og mennesker og sige, 

at der foregår en samtale mellem personer. Det er fordi, i den Luhmannske verden er 

psykiske systemer ikke lig med mennesker og kommunikationen er ikke en samtale men 

en social konstruktion. Psykiske systemer er lukkede systemer, som alene kan referere til 

sig selv. Det psykiske systems medie er tanken, som er grundlag for dette systems 

autopoiesis. En tankes afslutning glider over i næste tankes afslutning osv. i al 

uendelighed. 

Et psykisk system har mulighed for at pirre et socialt system og derved påvirke det sociale 

systems kommunikation, såvel som det sociale systems kommunikation kan pirre og 

påvirke det psykiske system. Men tanken såvel som kommunikationen forbliver system 

intern. 

Men hvorfor forudsættes to eller flere psykiske systemers deltagelse i et socialt system for, 

at der kan tales om et socialt system, der kommunikerer. Jo, fordi den kommunikation, 

som finder sted, skal have to fix punkter. Disse fix punkter kaldes i Luhmanns verden for 

personer, som i kommunikationsprocessen netop er defineret til at være - fix punkter, dvs. 

”sender” og ”modtager” på systemets vegne. Man kunne også sige, at kommunikationen 

bliver tilknyttet en persons handlinger. Men det skal understreges, at det alene er 

Side 27 af 54

kommunikationen, der kommunikerer. Luhmann mener ikke at kommunikation og handling 

i virkeligheden kan skilles ad, men dog skelnes fra hinanden (Luhmann, 2000: 179ff). 

3.3.4.1. Kommunikationens bestanddele 

Kommunikationen har tre bestanddele – information – meddelelse – forståelse. En syntese 

af disse bestanddele udgør kommunikation, som finder sted indenfor den systemspecifikke 

forventningsramme (Luhmann, 2000:158). 

Det sociale systems funktion er sat af en binær kode, som er opstået med udgangspunkt i 

en iagttagelse. Et eksempel på en binær kode kunne være ret/uret. Kommunikationen, 

som finder sted i et socialt system, er således ”programmeret” indenfor denne ramme – 

forventningsramme, som også definerer systemets funktion. 

Kommunikationen er således selvrefererende og samtidig rekursiv. 

3.3.4.2. Kommunikationens tre elementer 

Fælles for alle tre elementer er, at der finder en selektionsproces sted – en udvælgelse 

blandt flere muligheder og derved en udelukkelse af andre muligheder. 

Information 

Informationen – det første led i kommunikationskæden, er som nævnt et valg blandt 

muligheder. Dette udvalgte stykke information skal meddelelse i en 

Meddelelse 

Som skal have en form – et valg blandt muligheder – eksempelvis mundtlig, skriftlig, 

kropslig osv. Forudsætningen for at der er tale om kommunikation, er, at informationen i 

form af en meddelelse registreres af 

Forståelsen 

Forståelsen – også her er mange muligheder for forståelse til stede. En af disse 

muligheder bliver valgt. 

Kommunikationen er syntesen af disse tre elementer. Denne syntese bliver sendt fra et fix 

punkt til et andet fix punkt. 

Udvælgelsen, som finder sted i det enkelte led i kommunikationen, er defineret af systemet 

– selvrefererende. Måden, det finder sted på, er rekursiv, dvs. en kommunikation afføder 

en ny kommunikation, som igen afføder en ny osv. 

Det er vigtigt at holde sig for øje, at hver gang en cirkulær kommunikations forløb er 

kommet til vejs ende og er resulteret i et nyt cirkulært forløb, er der sket en ændring qua 

selektionsprocessen. Ingen kommunikation er derfor den samme som forudgående 

kommunikation. 

Vi har nu konstateret, at kommunikationsprocessen er selvreferentiel, dvs. systemintern. 

Dog kan psykiske systemer pirre kommunikationen, således at selektionen inde i systemet 

kan påvirkes. 

Side 28 af 54


Jeg har nu gennemgået, hvorledes kommunikationen ser ud, ud fra Luhmanns perspektiv. 

Niveauet i gennemgangen er sat af specialets omfang. Det er dog min forhåbning, at 

følgende står klart: Mennesket hos Luhmann eksisterer ikke som helhed, ej heller i 

forbindelse med kommunikationen. De psykiske systemer kan ikke kommunikere, fordi de 

mangler en af de forudsætninger, som skal være til stede, for at kommunikation skal finde 

sted – nemlig forståelsen. Den kommunikation, som finder sted, vil derfor altid være 

systemintern. 

3.3.5. Risiko/fare 

I forbindelse med behandling af fænomenet whistleblowing kan man ikke komme udenom 

at forholde sig til Luhmanns overvejelser om risikokommunikation. 

Dels fordi fænomenet næsten altid optræder i forbindelse med situationer, hvor trufne 

beslutninger bliver anskuet som farer, dels fordi ”risiko”’ er et af de mest fremtrædende 

temaer i det moderne samfunds selvtematisering (Georg Kneer & Armin Nassehi, 

1997:172), det vil sige samfundets iagttagelse af sig selv. 

Protestgrupper fokuserer på risici, organisationer er opmærksomme på risici ved 

beslutninger, sundhedsvæsenet i forbindelse med helbredelse etc. 

Til forskel fra tidligere kan man ikke længere tilskrive uønskede konsekvenser af 

beslutninger eller katastrofer skæbnen. ”Det moderne samfund producerer selv de skader, 

hvorpå det må reagere, og det kan lære at forstå dette som den fremtidige risiko ved 

nutidig handlen” (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:174). Det moderne samfund bliver 

derfor opfattet som et risikosamfund, idet enhver beslutning eller udeladelse af beslutning 

kan indebære en risiko eller fare, idet beslutning eller manglen på beslutning på tidslinjen 

ligger inden effekten. Men for at en beslutning skal opfattes som risikofyldt, skal iagttagere 

skelne mellem ønskede og uønskede effekter af beslutningen. 

Luhmann anskuer risiko/farebegrebet ud fra en antagelse om at iagttage, for hvem udgør 

”beslutningen” en risiko og for hvem udgør den en fare? Hvem beslutter og hvem bliver 

ramt. Den, der træffer en beslutning, gør sig til genstand for en iagttagelse, hvilket er 

centralt ud fra Luhmann. Heraf følger, at afhængigt af fra hvilket funktionelt system 

iagttagelsen finder sted, bliver genstanden for iagttagelsens kommunikation præget af 

systemets funktion (binære kode). Der kan således være mange 

kommunikationer/udlægninger af et og samme fænomen. ”Interpenetrerende systemer 

konvergerer i enkelte elementer, men de giver dem i hvert enkelt tilfælde forskellig 

selektivitet og forskellig tilslutningsevne, forskellig fortid og forskellig fremtid”.(Niklas 

Luhmann, 2000:259). 

Risiko/sikkerhed opfattes som en ”paradoks”/falsk problemstilling, idet konsekvenserne af 

en beslutning først kan tidsfastsættes efter beslutningen, hvorfor talen om sikkerhed bliver 

illusorisk. Man kan kun vide sig sikker på, at man ikke kan vide sig sikker. 


Giver Luhmanns overvejelser omkring risici en reduktion i kompleksiteten? Umiddelbart 

ikke, men anskuelsen giver mulighed for, at de forskellige systemers risikoopfattelse af 

Side 29 af 54

samme fænomen kan sammenlignes og dermed tydeliggøres forskellen mellem de 

forskellige systemer og deres omverden. 

Min intention er således at applicere ovennævnte forståelse af Luhmanns analyse af risiko 

på fænomenet whistleblowing. 

3.3.6. Moral 

”Moralen betegner de betingelser, under hvilke personer kan agte eller foragte sig selv”, jf. 

Luhmann (Niklas Luhmann, 2000:122). Denne agtelse/ringeagt må per definition være 

knyttet til en handling/kommunikation i et system, altså være defineret ud fra det sociale 

systems autopoiesis og dermed systemets grundlæggende binære kode. 

Da personer er sociale systemers omverden, er moralen således knyttet både til systemet 

og til personerne. Det kan siges at være en midlertidig iagttagelsesform, som opererer ud 

fra begreb godt/ondt, men med den særlige tilslutning, at den er knyttet til personformen. 

Her må man holde in mente, at psykiske systemer/personer har evnen til at pirre sociale 

systemer og at støjen mellem et psykisk og socialt system kan danne grundlag for opståen 

af et nyt system. Moral kan derfor ikke længere i vores komplekse verden være entydig - 

den er polykontekstural. Alligevel – eller måske netop derfor – har jeg en forhåbning om, at 

Luhmanns moralbegreb vil kunne fremme min forståelse af fænomenet whistleblowing. 

I ovennævnte forbindelse er et relevant spørgsmål, om Luhmann ikke har overvejelser 

omkring mennesket og hvorledes denne form opererer i forhold til både sig selv og sociale 

systemer. Jo, han behandler dette emne. Men igen må jeg afgrænse 

min analyse under henvisning til opgavens omfang og blot konstatere, at min analyse vil 

befinde sig på et relativt primitivt plan i forhold til de muligheder, som er til rådighed 

indenfor Luhmanns teorikompleks. 

Dog kan jeg ikke undlade at afslutte min gennemgang af begrebet moral med et direkte 

citat fra Luhmann (Niklas Luhmann, 2000:459): Det er i forbindelse med, at han 

gennemgår, at konflikter normalt er ubetydelige og at disse ”opstår og forgår på 

interaktionsniveauet uden vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser”. Men i samme 

åndedrag spørger han, hvordan det udvælges, som har betydning. Nogle af hans 

overvejelser er, som følger: 

”Hovedmidlet til selektion af lovende ”nejer” og konflikter, der kan risikeres, har vel altid 

været retten eller udtrykt mere nøjagtigt: forstærkning af økonomiske og politiske 

positioner, af ejendom og magt gennem ret. Den, der besidder ejendom og/eller magt, kan 

tillade sig konflikter. Han kan afvise krav i tilfælde af konflikt bringe andre i en udsigtsløs 

situation. Udstyret med en sådan kapacitet går hans position ud over det, som den 

umiddelbart indeholder. Der tilfalder ham yderligere merværdi i forhold til ejendommen og 

magten på grund af samvirket mellem kredit og afskrækkelseseffekt”. 

Det er igen min formodning, at dette citat vil komme i spil i forbindelse med min 

gennemgang af whistleblowing. 

Etik og moral er uløseligt forbundet. Etikkens opgave har båret præg af at være det, som 

skal begrunde moralske domme (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:187). Enhver 

Side 30 af 54

egrundelse/selektion åbner op for nye muligheder for selektion og saboterer derved sig 

selv – igen det Luhmannske paradoks. Luhmanns opfattelse er, at etikken bør beskrives 

som moralens reflektionsteori – en slags iagttagelse af den moralske iagttagelse og bør 

derfor indskrænke sig til en ”kognitiv beskrivelse af moralske sagsforhold”. 

Ifølge Luhmann bør man omgås moral på listefødder, idet den har tendens til at skabe 

strid og ”så igen skærpe striden” (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:186). 

Der kan ikke længere findes en universalkode til moral, omkring hvilken der kan skabes 

konsensus i vores komplicerede verden. Det er derfor Luhmanns opfattelse, at det 

moderne samfund ikke er baseret på moral – en universalkode. Det bør alene betragtes 

ud fra en funktions differentiering af systemer. Iagttagere af systemet kan applicere en 

moralsk funderet iagttagelse ud fra systemets funktion. 

Med denne relativistiske etik/moral mener Luhmann, at der skabes en bedre forståelse for 

kompleksiteten og derved den fortsatte evolution/udvælgelsesproces i samfundet. 


Det skal gerne stå klart, at Luhmann afviser, at moral er et universalbegreb, der omhandler 

godt/ondt. Hos Luhmann er moral knyttet til kommunikation, dvs. noget der kan 

forekomme systeminternt. Hvis systemet ønsker at benytte godt/ondt i sin kommunikation, 

forudsætter det, at der samtidig skal peges på agtelse/ringeagt ved en persons handlinger, 

for at der skal være tale om moral. 

3.3.7. Mennesket 

Luhmanns syn på mennesket er central i relation til min indledende tese om, at 

fænomenet whistleblowing kan afindividualiseres. Jeg har nu konstateret, at Luhmanns 

opfattelse af mennesket er meget anderledes. Mennesket bliver ikke behandlet som et 

handlende subjekt. Mennesket er heller ikke et system med en flerhed af systemer. Dog 

findes der ”ingen autopoietisk enhed, som er overgribende i forhold til disse 

forskelligartede systemer” (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:79). 

De psykiske systemer, som er et af de systemer, som er en del af mennesket, spiller 

derimod en afgørende rolle i forhold til Luhmanns systemteori. Det er nemlig det eneste 

system, der formår at pirre de sociale systemer og dermed har en implicit indflydelse på 

sociale systemers udvikling. Dermed kan der opstå nye systemer. 


Jeg har nu gennemgået Luhmanns teorikompleks med afsæt i fænomenet whistleblowing. 

Vægten har jeg lagt på de begreber, som har afgørende indflydelse på min analyse af 

fænomenet. 

Det billede, der tegner sig, er af en teoretiker, hvis blik vender op og ned på begrebers 

sædvanlige betydning: 

Side 31 af 54

Samfundet består ikke af handlende systemer, men af sociale systemer, der 

kommunikerer med sig selv. 

Psykiske systemer er ikke mennesker men forudsætninger for sociale systemers 

eksistens. 

Iagttagelse bliver ikke defineret ud fra mennesket men ud fra systemer. 

Systemer opretholder sig selv systeminternt. 

Mennesker kan som udgangspunkt ikke kommunikere. 

Til forskel fra andre videnskabsmænd tager Luhmann sit afsæt i paradokser i stedet for 

at forsøge at undgå dem. 

Risikovurdering fremstår som et paradoks. Ifølge Luhmann kan man ikke tale om 

risikovurdering, fordi konsekvenserne af beslutningen først kan iagttages, efter 

hændelsen er indtruffet. 

Moral er relativ og eksisterer i relation til sociale systemer i afgrænsede forløb. 

Disse konstateringer vil udgøre skelettet i min analyse i kapitel 4. 

Hypotesen i min problemstilling om at kunne afindividualisere fænomenet whistleblowing 

bliver hermed underlagt ovenstående billede. 

Når en iagttager ikke er et menneske og et menneske består af delsystemer, er det min 

overbevisning, at analysen af whistleblowing vil bekræfte min hypotese, men om 

kompleksiteten af fænomenet whistleblowing er blevet blotlagt på en sådan måde, at min 

forståelse er blevet dybere, tilbagestår at afprøve i min analyse. 

Side 32 af 54

4. ANALYSE AF FÆNOMENET WHISTLEBLOWING 

4.1. INDLEDNING 

Som jeg beskrev under mit metodeafsnit i kapitel 1, vil man som læser i kapitel 4 blive ført 

igennem den smalle ende af tragten. 9 Det er her, vi står nu. Fænomenet og teorien 

operationaliseres og smeltes sammen i relation til problemfeltet. 

Kapitel 4 indeholder tre afsnit, hvor hovedvægten er lagt på de to første. I de to første 

afsnit analyseres fænomenet whistleblowing i sin rene form. Det betyder, at referencer til 

specifikke whistleblowing cases for så vidt undgås. Dette gør jeg for at afprøve teoriens 

holdbarhed på fænomenets substans. Hensigten er at opnå et resultat, som er brugbart på 

whistleblowing som generelt fænomen. Det vil derfor være meningsforstyrrende, hvis 

denne del af analysen er knyttet an til en specifik case. 

Det tredje afsnit indeholder en illustration af analysens resultat, applikeret på et konkret 

tilfælde af whistleblowing – Frank Grevil. Jeg tror, det vil bibringe læseren en ekstra 

dimension at se analysens resultat applikeret på en reel case. 

For at anskueliggøre min fremgangsmåde har jeg udarbejdet en analysemodel, som 

fremgår nedenfor. Den illustrerede model udgør grundstammen i min analyse. 

ANALYSEMODEL 

Psykisk system 

Interaktionssystemer 

VERDEN 

Samfundet 

Omverden 

Kommunikation 

Iagttagelse 

Organisation 

Sociale systemer 

Delsystem 

Autopoiesis 

9 Kapitel indeholder ikke kildehenvisninger i samme omfang, som kapitel 2 og 3, eftersom det netop er 

indholdet af disse kapitler, der danner baggrund for analysen i dette kapitel. 

Side 33 af 54

4.2. FØRSTE DEL AF ANALYSEN 

4.2.1. Whistleblowing i forhold til verden 

For Luhmann eksisterer der intet udenfor verden i systemteoretisk sammenhæng. 

Ydersiden af grænsen af verden er intet, dvs. stumt og relationsløst. Placering af 

whistleblowing i forhold til verden kræver dog yderligere præcisering, jf. analysemodellen. 

For forståelsens skyld tager jeg udgangspunkt i en forenklet fremstilling af Luhmanns 

systemteori, som består af: 

1. Det psykiske system, som tænker 

2. Det sociale system, som kommunikerer 

3. Det biologiske system, som lever 

Disse systemer består alle af uendelige antal undersystemer, men samlet udgør de en del 

af verden. Whistleblowing er placeret i et socialt system, som har de andre to systemer 

som sin omverden. I pkt. 4.2.2 og 4.2.3 kommer jeg mere detaljeret ind på forholdet 

mellem sociale systemer og omverden i relation til whistleblowing. Det er derfor blot at 

konstatere, at whistleblowing i forhold til min illustration befinder sig i verdens epicenter. 

4.2.2. Whistleblowing i forhold til samfundet 

Næste store cirkel i analysemodellen er samfundet. Det lyseblå felt i modellen illustrerer 

samfundets omverden. De røde cirkler i det lyseblå felt udgøres af de psykiske og 

biologiske systemer som beskrevet ovenfor - dvs. de udgør samfundets omverden. 

Samfundet er lig med totaliteten af sociale systemer, hvilket fremgår af indercirklen. Nogle 

af systemerne, som befinder sig indenfor den samfundsmæssige cirkel, er organisations- 

/institutionssystemer. 

Samfundet har som tidligere nævnt en omverden, som består af andre systemer, herunder 

psykiske systemer. Psykiske systemer er en del af det, man i daglig tale kalder 

mennesket. Det er således værd at bemærke, at psykiske systemer, som er en del af 

mennesket, er placeret udenfor samfundet i dets omverden. 

Samfundet består af sociale systemer, som igen består af kommunikation. Det er således 

kommunikation – ikke mennesket – som er samfundets målestok. I takt med at vi bevæger 

mig længere ned i min analyse, vil dette få betydning i forhold til begrebet moral. 

Sociale systemer består altså af kommunikation. Whistleblowing befinder sig i et af disse 

sociale systemer. 

4.2.3. Whistleblowing i forhold til sociale systemer 

Som det fremgår af analysemodellen, har jeg for at sikre modellens forklaringskraft, valgt 

at placere whistleblowing som et fænomen i et delsystem - i en organisation. Det er 

væsentligt at pointere, at fænomenet whistleblowing altid vil fremtræde i forhold til 

omverdenen. Alle sociale systemer i samfundet er lig med samfundet. Imidlertid er det 

Side 34 af 54

alene iagttagelsens perspektiv, der afgør om et system skal anskues som et delsystem, 

som er strukturelt koblet eller alene er strukturelt koblet uden at være et delsystem. Hvis 

det anskues som delsystem, er det strukturelt koblet til et eller flere andre systemer. I 

forhold til sociale systemer vil samfundet altid være det overordnede system. Iagttagelsens 

perspektiv vil afgøre, hvorledes den strukturelle kobling anskues. I den strukturelle kobling 

ligger, at systemerne er henvist til hinanden, men alligevel fungerer autonomt. 

For at anvende Luhmanns ord, har jeg for at reducere kompleksiteten, placeret 

fænomenet whistleblowing i en organisation – herunder et delsystem, hvorved 

forventeligheden til de forskellige kommunikationer vil fremstå tydeligere. 

Sociale systemer består af flere forskellige typer. Luhmann skelner bl.a. mellem 

”institutioner” og ”organisationer”. For begge gælder, at der er medlemmer og at der 

fastlægges handlingsforløb, som gør dem beregnelige – både for medlemmer og ikke 

medlemmer (Georg Kneer & Armin Nassehi, 1997:47). 

En organisation skal opfylde en funktion, som fastsætter den nævnte forventelighed. Jeg 

har bevidst i min fremstilling sat lighedstegn ved organisation og institution, idet mit 

speciale ikke skal forholde sig til yderligere en nuancering. Det er min opfattelse, at 

problemstillingen kan bære denne afgrænsning. 

Ydermere kan det konstateres, at en organisation som oftest består af delsystemer 

baseret på økonomi, videnskab, lovgivning etc. Mange af disse delsystemer er strukturelt 

koblede til systemer i omverden. 


I ovenstående har jeg konstateret, at der intet er udenfor verden ifølge Luhmanns 

systemteori. Endvidere har jeg konstateret, at mennesket befinder sig udenfor samfundet, 

eller snarere de psykiske systemer, som er en del af mennesket. 

I midten er samfundet. Dette udgøres af sociale systemer, som består af kommunikation. 

Kommunikationen er samfundets indhold. 

Organisationer er en type af socialt system. Jeg har placeret ”whistleblowing” i en 

organisations delsystem. 

Det fremgår således af denne udlægning, at fænomenet whistleblowing skal anskues ud 

fra begreberne kommunikation og iagttagelse - ikke ud fra et psykisk system eller 

samfundets omverden. 

4.3. ANDEN DEL AF ANALYSEN 

4.3.1. Whistleblowers placering og opgaveløsning 

Fænomenet ”whistleblowing” er nu blevet placeret i Luhmanns systemteori på det 

generelle plan. Udgangspunktet er afsnittet om autopoiesis i mit teoriafsnit, dvs. den 

systeminterne kommunikation i sociale systemer. 

Side 35 af 54

Som tidligere nævnt har jeg placeret whistleblowing i et delsystem. Dvs. hvis delsystemet 

er et økonomisystem, vil whistlebloweren skulle forholde sig til økonomi. I en 

profitmaksimerende organisation er økonomisystemet af afgørende betydning for den 

samlede organisation, men er naturligvis altid underlagt en vurdering fra organisationens 

ledelse. Samtidig vil jeg påpege, at det overordnede organisationssystem 

(profitmaksimerende organisation) er strukturelt koblet til det overordnede 

samfundsmæssige økonomisystem. 

Delsystemet bliver til genstand for den overordnede organisations iagttagelser. Det vil 

sige, en foreteelse, iagttaget fra delsystemets side, vil igennem det overordnedes systems 

optik se anderledes ud og indeholde whistleblowerens blinde plet. 

Delsystemet kommunikerer systeminternt ud fra en funktionsopfyldelse. Kommunikationen 

er selvrefererende og rekursiv. Det interne system udvikles i tråd med kommunikationens 

udfoldelse. Iagttagelsesbegrebet er væsentligt, eftersom kommunikationen sker ud fra en 

selektion af informationer. Umiddelbart vil dette kommunikationssystem ske uden konflikter 

og vil udfolde sig ”dynamisk stabilt”. Det vil sige, at det vil være en igangværende evolution 

i overensstemmelse med funktionens formål. 

Hvis vi vælger at anskue det ud fra en økonomifunktion i en organisation, vil det beskrives 

således, at organisationen i dagligdagen vil udvikle økonomisystemet i takt med de 

indhøstede erfaringer. Der vil løbende ske finjusteringer, således at den dynamiske 

stabilitet kan opretholdes. Sagt på en anden måde udgør det systemets autopoiesis. 

Økonomisystemets formål vil hele tiden være at sikre løbende oversigt over 

organisationens indtjeningsevne. Delsystemets opgave er alene dette ifølge Luhmanns 

systemteori. Når whistlebloweren placeres i et sådant delsystem, forventes det, at 

autopoiesens kommunikation finder sted ud fra den ramme, det vil sige skabes i den 

kontekst. 

Der er andre systemer i organisationen, som fungerer på tilsvarende måde men ud fra en 

anden kontekst. Det kunne være forskning, administration etc. Disse systemer/afdelinger 

er omverden for delsystemet. Alle delsystemer er placeret indenfor rammen af 

organisationen og er underlagt den overordnede funktion. 

En opgave i en afdeling vil af medarbejderne vurderes som vellykket, hvis den støtter 

afdelingens funktion. Den samme opgave vil af ledelsen blive betragtet som vellykket, hvis 

den har en funktion i forhold til ledelsens langsigtede strategi. 

Den tidsmæssige og indholdsmæssige forskydning i perspektiv kan gøre, at vurderingen 

af opgaven/nytteværdien falder anderledes ud, afhængig af hvilken del af organisationen 

man befinder sig i. 

4.3.2. Iagttagelse og perspektiv 

Når en organisation skal forsikre sig om virkelighed, kan den ikke sammenligne 

virkeligheden med sin egen iagttagelse af virkeligheden, eftersom virkeligheden kun er 

Side 36 af 54

tilgængelig via iagttagelse – hermed paradoksproblemstillingen. Det er ikke muligt at 

vende sin egen optik mod sig selv. Vi er blinde for det skel, vi anvender i iagttagelsen. 

Derfor må modstanden testes hos egne operationer mod egne operationer, så 

realitetstesten bliver modstand, hvilket åbner for spørgsmål om, hvordan det afgøres, hvad 

der berettiger til at afvise en iagttagelse. Dette peger bl.a. på den handling der er 

forbundet med at whistleblowe. Omdrejningspunktet er, hvem der iagttager organisationen 

ud fra hvad. 

Forventeligheden i systemerne ligger i iagttagerens position og orden. Hvis iagttagerens 

perspektiv er det overordnede system/organisationen, der iagttager sit delsystem, vil 

forventeligheden til delsystemet adskille sig fra den forventelighed, som delsystemet har til 

sig selv. 

Den orden, der iagttages fra, sætter rammen for iagttagelsen. Iagttagerens iagttagelse er 

ligeledes begrænset af iagttagerens perception. Perceptionen er bl.a. defineret af 

forventeligheden til systemet/systemets funktion. Analysens omfang tillader dog ikke en 

nuancering af perceptionsbegrebet. 

En vellykket opgave i økonomiafdelingen – set ud fra afdelingens perspektiv – kan være at 

levere et program, der kan håndtere reduktion af omkostninger fx på personaleområdet. 

Ud fra et strategisk ledelsesperspektiv vil man kunne afvise at implementere en sådan 

løsning. 

Den manglende implementering af en afdelings output, vil kunne skabe misfornøjelse hos 

medarbejderne. Denne misfornøjelse vil kunne skabe en forstyrrelse mellem det 

overordnede system og delsystemet og dermed en forstyrrelse i delsystemets omverden. 

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der hos Luhmann er tale om en systemekstern 

forstyrrelse og en systemintern uro. Systemet kan vælge at inkludere uroen (selektere 

information i forhold til autopoiesen) i sit system alternativt etablere et interaktionssystem. 

Som nævnt har jeg valgt at fokusere på whistleblowing i delsystemet og dermed den uro, 

som delsystemet er udsat for. Den uro, som det overordnede system bliver udsat for, 

forholder jeg mig ikke til, men jeg vil understrege, at det afgørende for, hvordan en 

begivenhed bliver anskuet, er perspektivet. 

4.3.3. Forstyrrelse, uro og interaktionssystemer 

I dette afsnit er fokus på uroen i delsystemet og hvorledes forstyrrelsen mellem to 

systemer kan resultere i et midlertidigt interaktionssystem – whistleblowing. 

Enten ophører det midlertidige interaktionssystem, når problemet er håndteret ellers 

fremtvinges et nyt system. Når Stanley Adams, jf. min tidligere gennemgang af 

whistleblowing i kapitel 2, retter henvendelse til EF-Kommissionen, opstår et midlertidigt 

system – mellem Stanley Adams og Kommissionen. Det midlertidige system nedlægger 

sig selv, når den specifikke situation er håndteret. Såfremt der kommer mange 

henvendelser af denne type, ville der opstå et nyt system. Det vil medføre en 

uddifferentiering af et system. 

Side 37 af 54

Systemerne perciperer mange ting. Nogle af disse perceptioner vil blive glemt, andre vil 

blive til information i et systems autopoiesis. De færreste perceptioner bliver til 

iagttagelser, men når dette sker, vil en anden ordens iagttagelse afgøre, om iagttagelsen 

vil kunne finde sted/optages i systemets autopoiesis. 

De iagttagelser, som ikke vil kunne indfri systemets forventninger til sig selv, vil ikke kunne 

optages i systemets autopoiesis og vil falde udenfor. Iagttagelsen bliver i stedet hægtet på 

et system, som kan håndtere afvigelsen midlertidigt. Såfremt dette midlertidige 

interaktionssystems håndtering af iagttagelsen ikke resulterer i, at denne kan rummes i det 

oprindelige system, opstår et nyt system. 

Hvis vi går tilbage til vores økonomisystem, kan man forestille sig, at systemet anmodes 

om at udbetale penge til en kilde, hvor denne transaktion falder udenfor systemets 

selvopfattelse/autopoiesis. At udbetale til kilden ville ifølge systemets iagttagelse være lig 

med korruption. Systemet kan vælge at udvide sin autopoiesis til at omfatte korruption 

eller afvise at tage det ind i sin autopoiesis. Hvis systemet afviser at tage det ind i sin 

autopoiesis, afføder det automatisk, at en interaktion opstår omkring fænomenet, som 

ligger udenfor systemet. Eftersom det er det overordnede system, der har pålagt 

delsystemet at foretage handlingen (inkorporere korruption i sin autopoiesis), vil en 

afvisning resultere i en konflikt. 

Whistleblowing er her en oplagt mulighed som en afledt konsekvens. 

4.3.4. Risiko/fare 

Jeg har tidligere sagt, at man ikke kan komme udenom at forholde sig til 

risikokommunikation i forbindelse med fænomenet whistleblowing. Fænomenet optræder 

netop der, hvor en truffet beslutning bliver betragtet som en fare ud fra et specifikt 

perspektiv. Det vil sige, iagttagelsen afgør, for hvem der er tale om en risiko og for hvem, 

der er tale om en fare. Risiko er ud fra en systemintern iagttagelse og fare ud fra en 

omverdensbetragtning. 

En whistleblower vil altid reagere på en beslutning truffet i et overordnet system. Det vil 

sige, beslutningen bliver genstand for whistleblowerens iagttagelse. Da beslutningstageren 

befinder sig i whistleblowerens omverden, taler jeg her om, at beslutningen vil indebære 

en fare. 

Den beslutning, jeg taler om, er truffet i forhold til et funktionsbestemt system. Ifølge mine 

iagttagelser er denne beslutning truffet i et overordnet system og whistlebloweren befinder 

sig som medlem af organisationen med et af sine psykiske systemer i en af 

organisationens delsystemer, som bliver påvirket af beslutningen. 

Som tidligere nævnt består mennesket af et flertal af psykiske systemer. Ud fra min 

opfattelse af Luhmanns systemteori sker følgende i denne situation: 

En af whistleblowers andre psykiske systemer kommer i spil og bliver dermed det system, 

som iagttager beslutningen. Årsagen, til at netop dette psykiske system kommer i spil, er 

fordi dette system – udover at anskue den interne uro – anskuer det eksterne faremoment 

for samfundet, som beslutningen afføder. Dette psykiske system har været i stand til at 

Side 38 af 54

opfange den uro/larm, som har været i systemet. Det har opfattet den systeminterne 

kommunikation om kommunikationen gående på godt og ondt. Det psykiske system har 

iagttaget, at den handling, som bliver knyttet til systemet (ond) god vil indebære 

agtelse/ringeagt for den person, som udfører handlingen. Handlingen i sig selv vil udgøre 

en fare for såvel delsystemet som det overordnede system Det psykiske systems ageren 

er knyttet til en moralsk vurdering. 

Det øjeblik, at et psykisk system træder udenfor det eksisterende system med henblik på 

at etablere kontakt til det sociale system, som bedst dækker problemstillingens funktion og 

bliver en del af det systems autopoiesis, er whistleblowingen et faktum. 

4.3.5. Moral 

Efter min opfattelse udgør moral et væsentligt element i whistleblowing og dermed i 

operationaliseringen af Luhmanns systemteori. Derfor er det nødvendigt for mig at knytte 

yderligere bemærkninger til begrebet. 

Personer er via deres psykiske system sendere og modtagere af kommunikation på 

systemets vegne i den pågående autopoiesis - de er adressater. Et menneske er en 

flerhed af sender- og modtagermuligheder på flere systemers vegne. Flerhedsprofilen på 

et menneske varierer og er knyttet til det enkelte menneskes historie. 

Her får det betydning for whistlebloweren, hvorledes profilen er sammensat og 

hvilken/hvilke profiler, der dominerer, jf. afsnit 4.3.4. Så snart det ikke er funktionsprofilen, 

der dominerer, opstår der en konflikt for whistlebloweren, idet han træder udenfor 

systemet. 

Moralen er som nævnt en midlertidig iagttagelsesform, som opererer ud fra begrebet 

godt/ondt i forhold til systemets autopoiesis, det vil sige den kommunikerer om 

kommunikationen, men med den særlige tilslutning, at den er knyttet til personformen. 

Denne tilknytning er den første forudsætning for, at man kan tale om moral. Den anden er, 

at moralen er knyttet til en persons handlinger og den agtelse/ringeagt, som denne 

handling kan afføde. 

I forhold til vores problemstilling vedrørende økonomisystemet ville den midlertidige 

iagttagelsesform være, at afdelingen internt taler om, hvis det er godt eller skidt, at 

pengene skal udbetales – en midlertidig kommunikation om kommunikationen. Denne 

kommunikation resulterer i en stillingtagen. Først når kommunikationen udmøntes i en 

konkret handling, vil denne være knyttet op på en person og dermed blive underlagt 

vurderingen agtelse/ringeagt. Det er denne vurdering, som udgør moralens kerne. 


Jeg har valgt at lave en sammenfatning, hvor whistleblowing vil blive beskrevet ud fra 

Luhmanns systemteori, men uden mellemregninger. Min sammenfatning vil føre frem til en 

diskussion/problematisering af specialets problemformulering. 

Side 39 af 54

Ifølge Luhmann er det kommunikationen, som finder sted i sociale systemer, som er 

samfundets målestok. Mennesket befinder sig udenfor de samlede sociale 

systemer/samfundet og kan derfor ikke udgøre en målestok. 

Ovennævnte påstand udgør en udfordring i min analyse af whistleblowing. Ifølge min 

analyse vil whistleblowing som oftest finde sted i et delsystem strukturelt koblet til en 

organisation, hvis handlinger bærer præg af den forventelighed, der er sat af 

organisationens funktion – både i forhold til medarbejdere og omverden. 

Når en beslutningstager i organisationens ledelse træffer en beslutning, som fra et 

delsystems iagttagerposition kan udgøre en fare, kan ledelsen ikke sammenligne 

virkeligheden med sin egen iagttagelse af virkeligheden. Det er ikke muligt at vende sin 

egen optik mod sig selv. Ledelsens iagttagelse bliver derfor testet hos egne operationer 

mod egne operationer. 

I denne testning kan der skabes uro i et delsystem. Denne uro vil i de fleste tilfælde blive 

inkorporeret i autopoiesen. I de tilfælde, hvor uroen omdannes til en systemekstern 

forstyrrelse, betyder det, at et af de psykiske systemer er trådt ud af det sociale systems 

autopoiesis. At et psykisk system er trådt ud af autopoiesen, er afstedkommet af, at i den 

flerhed af systemer (historie og flerhed) – menneske - skaber netop denne beslutning en 

pirrelighed. Denne pirrelighed bliver opfanget af et andet socialt system, som inkluderer 

denne pirren i sin autopoiesis. Der opstår et loop – et midlertidigt interaktionssystem. 

Interaktionssystemets kommunikation omkring beslutningen har en tillægskommunikation 

om godt/ondt. I tilslutningen til den systeminterne kommunikation er der sket yderligere en 

tilslutning. Handlingen, som bliver resultatet af beslutningen, hæftes op på en person. 

Denne person bliver tilknyttet en vurdering af agtelse/ringeagt (moral) - whistleblowing er 

en kendsgerning. 

4.4. TREDJE DEL AF ANALYSEN 

4.4.1. Indledning 

I dette afsnit illustrerer jeg ved hjælp af en specifik case analysens resultat i praksis. 

Brugen af case, vil formentlig tydeliggøre, hvorvidt analysens resultat kan tilføje 

fænomenet whistleblowing en ekstra dimension eller ej. 

Jeg vil i det næste afsnit beskrive casen om Frank Grevil, som den fremstod i de danske 

medier tilbage i 2004. Empirien til afsnit 4.4.2 er hentet fra dommen afsagt i henholdsvis 

Københavns Byret den 10. september 2004 (dommen blev anket til Østre Landsret) og 

Østre Landsrets dom af 23. september 2005. I min gennemgang af empiri tilknytter jeg 

løbende mine teoretiske overvejelser. I min sammenfatning fremgår det, om jeg har kunnet 

operationalisere min analyse på den konkrete case. 

4.4.2. GENERELT OM FRANK GREVIL CASEN 

Frank Grevil er tidligere major og arbejdede som analytiker i Forsvarets 

Efterretningstjeneste (FE), hvor han som whistleblower den 22. februar 2004 lækkede en 

Side 40 af 54

ække hemmeligt stemplede Irak-vurderinger til pressen. Papirerne viste, at FE var 

væsentlig mere forsigtig i sin vurdering af Iraks masseødelæggelsesvåben, end den 

danske regering tog FE til indtægt for. 

I de rapporter, som Frank Grevil videregav til journalisterne, stod der, at der ikke forelå 

sikre oplysninger om, at Irak havde operative masseødelæggelsesvåben. Da spørgsmålet 

om eksistensen af masseødelæggelsesvåben og Iraks overholdelse af FN's pålæg om 

destruktion af masseødelæggelsesvåben havde været et argument for den danske 

regering til at tilslutte sig den krigsførende koalition mod Irak, gav de lækkede rapporter 

anledning til en betydelig debat. 

Frank Grevil blev den 23. september 2005 idømt 4 måneders ubetinget fængsel for sin 

videregivelse af fortrolige oplysninger til Berlingske Tidende, jf. straffelovens § 152, stk.2, 

som bestemmer: 

”Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget 

videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse 

har fået bekendtskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. 

Stk. 2. Straffen kan stige med fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at 

skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller der i øvrigt foreligger særlige skærpende 

omstændigheder. 

Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er 

betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at 

varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser”. 

4.4.2. Frank Grevil som whistleblower 

I følgende afsnit har jeg valgt at indrykke de teoretiske kommentarer med kursiv, således 

at Frank Grevils historie kan fremstå tydeligere. 

Da Frank Grevil 10 hørte Statsminister Anders Fogh Rasmussen erklære fra Folketingets 

talerstol, at efterretninger viste, at Saddam Hussein var i besiddelse af 

masseødelæggelsesvåben, reagerede Frank Grevil. Frank Grevil havde selv været med til 

at indsamle og videregive de efterretninger, som statsministeren henviste til og der var 

efter Frank Grevils opfattelse ikke sammenfald mellem de efterretninger og det som 

statsministeren sagde. Frank Grevil mente, at statsministeren havde vildledt såvel 

Folketinget som den danske befolkning og havde talt direkte imod bedre vidende, da han 

fra Tingets talerstol erklærede, at Saddam Hussein var i besiddelse af 

masseødelæggelsesvåben. Dette var den altovervejende begrundelse for dansk 

deltagelse i den amerikansk ledede invasion af Irak. Frank Grevil havde været med til at 

skrive de rapporter, som statsministeren anførte som dokumentation for sin 

argumentation. 

10 Alle beskrivelser af Frank Grevils argumenter for at whistleblowe er taget fra domsafsigelsen indeholdende 

citater fra bl.a. politiafhøringer mv., jf. U.2006.65Ø 

Side 41 af 54

Ifølge Luhmanns systemperspektiv er følgende systemer i spil ud 

fra ovennævnte passus. Det overordnede system er demokratiet. 

De systemer, som beskrives efterfølgende, er delsystemer til 

hinanden placeret som kinesiske æsker – dvs. delsystem i 

delsystem: 

Folketinget 

Regeringen 

Forsvarsministeriet 

Forsvarskommandoen 

FE 

I ovennævnte citat fremtræder personer med navns nævnelse, 

men disse fremtræder alene i sin funktion som sender/modtager i 

det sociale delsystem, hvor de er placeret. Det er systemerne, 

der kommuniker og det er kommunikationen, som finder sted i 

sociale systemer, som er samfundets målestok. 

Genstandsfeltet for citatets kommunikation er en iagttagelse om 

krig/ikke krig (forenklet). Perspektivet for denne iagttagelse vil 

afhænge af systempositionen og dermed systemets 

kommunikation omkring handlingen. Dette er således en kort 

beskrivelse af ovennævnte passus ud fra Luhmanns systemteori. 

Frank Grevil var ydermere forarget over, at de rapporter, som FE præsenterede for 

statsministeren og Udenrigspolitisk Nævn som selvstændigt efterretningsarbejde, 

angiveligt og stort set var rene oversættelser af rapporter fra blandt andre Central 

Intelligence Agency, CIA. 

Denne forargelse beskriver et psykisk systems pirring. 

Nedenstående citater er Frank Grevils egne argumenter for at whistleblowe i forbindelse 

med de afsagte domme og afstedkommer bl.a. fra politiafhøringer. 

” … Tiltalte har bl.a. forklaret, at han følte, at det var hans pligt som samfundsborger at 

tilføje debatten ny næring, så der kunne komme et retvisende billede af FE’s rolle i 

tilvejebringelsen af beslutningsgrundlaget. Han mente, at FE fremstod som de rene idioter, 

og da ingen i FE’s ledelse tog skridt til at korrigere den opfattelse, ringede han til 

Berlingske Tidende…”. 

”… Omverden måtte tro, at FE var enig i det, der kom frem officielt, men de ansatte i FE 

vidste imidlertid bedre end det…” 

Frank Grevil nævner sin samfundsborgerlige pligt. I det øjeblik 

han gør det, træder han udenfor FE’s autopoietiske 

funktionssystem. FE’s ledelse har inkluderet iagttagelsen i 

systemets autopoiese. 

Side 42 af 54

Frank Grevils iagttagelse af ledelsen og medarbejderne tages fra 

den position, hvor han er udenfor FE’s funktionssystem. Samtidig 

er hans tidligere inkludering i selv samme system (FE’s 

funktionssystem) en forudsætning for at kunne træde uden for og 

foretage denne agtelse/ringeagt (moral) af ledelsen – et af 

Luhmanns paradokser. 

”… at han kunne gå til sin egen ledelse. Det ville være selvmord…” 

”… Tiltalte har under domsforhandlingerne blandt andet forklaret, at han fandt, at det var 

uhyggeligt, at Folketinget ikke blev delagtiggjort i grundlaget for regeringens beslutning om 

at deltage i Irak-krigen. Han ville gøre opmærksom på, at oppositionen bad om de forkerte 

dokumenter, og ville vise hvilke dokumenter regeringen havde haft til sin rådighed over, da 

de traf beslutningen…” 

I ovennævnte citat er der to ting, jeg ønsker at gøre opmærksom 

på: Luhmanns risiko/fare- og moralbegreb. 

Vedrørende risiko/fare, som er knyttet til en beslutning, fremgår, 

at regeringen har truffet en beslutning om at gå i krig. Hvis 

regeringens beslutning om at gå i krig bliver afvist af psykisk 

system i et af delsystemerne er grundlaget for whistleblowing til 

stede. 

Med hensyn til moral vil jeg knytte følgende udsagn fra Luhmann 

til citatet. 

”Hovedmidlet til selektion af lovende ”nejer” og konflikter, der 

kan risikeres, har vel altid været retten eller udtrykt mere 

nøjagtigt: forstærkning af økonomiske og politiske positioner, af 

ejendom og magt gennem ret. Den, der besidder ejendom 

og/eller magt, kan tillade sig konflikter. Han kan afvise krav i 

tilfælde af konflikt, bringe andre i en udsigtsløs situation. Udstyret 

med en sådan kapacitet går hans position ud over det, som den 

umiddelbart indeholder. Der tilfalder ham yderligere merværdi i 

forhold til ejendommen og magten på grund af samvirket mellem 

kredit og afskrækkelseseffekt”. 

Tiltalte forklarede 

”… at flere af FE’s eksperter udførte et godt stykke arbejde, men var utilfredse med 

situationen. De led under, at FE var gennempolitiseret. Tiltalte fulgte med i den debat, der 

foregik og syntes, det var forkert, at oppositionen ikke kunne få adgang til de hemmelige 

oplysninger. Han mente, at regeringen gav henholdte svar, hvilket han opfattede som 

foragt for oppositionen. Regeringen ville ikke erkende, at den ikke kun havde oplysninger 

fra åbne kilder, men at den også havde oplysninger fra lukkede kilder. Tiltalte følte, at de 

rapporter, som FE udarbejdede blev ignoreret…” 

Her fremgår det, at der er en systemintern uro - medarbejderne 

var utilfredse med situationen. 

Side 43 af 54

Citatet giver anledning til at problematisere perspektiverne. Som 

jeg har beskrevet tidligere er FE et delsystem og ifølge 

analysemodellen underlagt 2 overordnede delsystemer. Den 

systeminterne opfattelse i de tre forskellige systemer - regering, 

ministerier og FE - af den samme handling (udført i et af 

systemerne) – vil være underlagt store variationer med afsæt i de 

forskellige perspektiver for iagttagelsen. 

For en iagttager helt udenfor disse systemer kan uroen i et af 

systemerne, anskues ud fra, at en systemintern funktions 

grænse er nået. Whistleblowing kan derfor ligeledes anskues 

som et udtryk for en sådan proces. 

Ovenstående citater understreger, at Frank Grevil handlede ud fra et samfundsmoralsk 

ansvar som borger i kongeriget Danmark, et demokrati. Det fremgår endvidere af 

dommen, at Frank Grevil var bevidst om, at han var underlagt straffelovens bestemmelser 

om tavshedspligt – der indgik således en risiko/farevurdering i hans overvejelser. 


Frank Grevil casen er i et Luhmann perspektiv et resultat af sociale systemers 

kommunikation i samfundet. I dette tilfælde er der tale om et overordnet system, 

demokratiet, som har følgende delsystemer knyttet til sig: Folketing, regering, ministerium, 

FKO, FE, som er placeret i en funktionspyramide. 

Casens omdrejningspunkt, krig/ikke krig er ligeledes det iagttagelsesperspektiv, som er 

kommunikationens omdrejningspunkt i systemerne. Det iagttagelsesperspektiv, som 

danner grundlag for whistleblowing er placeret i funktionspyramidens base. 

Her befinder Frank Grevil sig, som ud fra mit perspektiv er en flerhed af psykiske 

systemer, hvis historie og antal gør Frank Grevil til unikum. Netop de forskellige psykiske 

systemers historie og indbyrdes placering, er nøglen til det enkelte systems pirrelighed. 

I forbindelse med regeringens beslutning om at gå i krig optræder der uro i Frank Grevils 

delsystem. Ledelsen vælger at lade uroen inkludere i systemet, dvs. accepterer 

beslutningen og dermed omfattes denne af funktionssystemets autopoiesis. Et af Frank 

Grevils psykiske systemer, som ikke er indeholdt i delsystemet bliver forstyrret af denne 

beslutning. 

Dette psykiske systems forstyrrelse/pirrelighed bliver opfanget af et andet socialt system, 

som inkluderer denne pirren i sin autopoiesis. Man kan sige, at der opstår et loop – et 

midlertidigt interaktionssystem, som er lig med whistleblowing. Det midlertidige systems 

funktion er risikovurderingen af den trufne beslutning. Her tilføjes en tillægskommunikation 

om godt/ondt. 

Side 44 af 54

Det, der sker i Frank Grevils case, er, at han lækker oplysninger til Berlingske Tidende, 

fordi Frank Grevil anser den trufne beslutning for at være til fare for landet, og dermed er 

en dårlig beslutning. 

Der knyttes yderligere en vurdering an til beslutningen i det midlertidige 

interaktionssystem, den om agtelse/ringeagt. Den tilfalder umiddelbart regeringssystemet, 

men bliver knyttet op på statsministeren som person og er dermed et udtryk for moral. 

Af sammenfatningen fremgår det, at dynamikken i whistleblowing ligger i systemerne og 

deres måde at agere/kommunikere på. Individualiteten hos mennesket (en flerhed af 

psykiske systemer) eksisterer kun som en afledt virkning af de sociale systemer. De 

psykiske systemer har ikke nogen selvstændig iboende kraft og er derfor uden vilje. Frank 

Grevil bliver ikke anskuet som et individ, som handler ud fra en viljesakt, men som en 

flerhed af systemer, som qua sin relation til forskellige sociale systemer kommer i et 

passivt spil, hvor den afgørende indflydelse tildeles det social systems kommunikation. 

Konkluderende er min opfattelse, at det er lykkedes mig at overføre Luhmanns systemteori 

på fænomenet whistleblowing i en konkret case. 


Ifølge Luhmann er det kommunikationen, der er samfundets målestok - ikke mennesket. 

Mennesket befinder sig i samfundets omverden. 

Den samfundsmæssige evolution er resultat af en dynamisk stabilitet i de sociale 

systemer. Det er den pågående autopoiesis, der ved hjælp af kommunikation i totaliteten 

af de sociale systemer, skaber dette. Ethvert system er bundet op på en funktionskode 

betinget af samfundets opretholdelse. Dette er en indiskutabel kendsgerning for Luhmann 

ud fra hans betragtning af samfundet. Men ifølge hans egen teori er også hans betragtning 

behæftet med en blind plet, men Luhmanns blinde plet, er udenfor dette speciales 

problemstilling. 

Hvor er så mennesket henne!? Mennesket befinder sig i samfundets omverden i form af 

psykiske systemer. Disse psykiske systemer ligger således udenfor rammen af den 

samfundsmæssige evolution samtidig med, at de er en forudsætning for den. Autopoiesen 

kan nemlig ikke fungere uden det psykiske systems sender/modtagerfunktion. Dette er et 

eksempel på en af Luhmanns talrige paradokser. 

I min teoretiske gennemgang har jeg gjort rede for de afledte virkninger, sociale systemer 

har på psykiske systemer og omvendt. Endvidere har jeg – i min gennemgang af 

whistleblowing som fænomen – gjort rede for, at jeg har placeret dette i et socialt system. 

Det sociale system har jeg defineret som et delsystem. Delsystemet er placeret i et 

overordnet system, som har en funktionskode, som alle delsystemer er underordnet i sine 

respektive funktionskoder. 

Endvidere har jeg atter gjort opmærksom på, at udviklingen i et socialt system er bestemt 

af den kommunikation, som finder sted indenfor systemets rammer. 

Side 45 af 54

Såfremt der finder whistleblowing sted i et delsystem, har jeg fokuseret både på 

kommunikationen i det pågældende delsystem i forhold til det overordnede system og 

perspektivering af iagttagelser i de respektive systemer. 

Whistleblowing har endvidere foranlediget en udredning af psykiske systemer både i 

forhold til de sociale systemer såvel som til fænomenet. Luhmann anerkender ikke 

mennesket som et selvstændigt handlende subjekt, men anskuer mennesket som en 

samling psykiske systemer (i daglig tale roller), som kommer til udfoldelse og bestemmes 

af det sociale system, som det pågældende psykiske system sender og modtager i forhold 

til. 

Dog anviser han, at den særlige sammensætning af psykiske systemer og hvordan disse 

placeres i forhold til hinanden indenfor det psykiske systems rammer, har en afgørende 

indflydelse på, hvordan en pirring af det sociale system kan finde sted. Men det psykiske 

system kan ikke kommunikere denne pirring til et socialt system, det er alene et socialt 

system, som kan vælge at agere ud fra denne pirring og inkorporere denne i sin 

autopoiesis. Det psykiske system er altså alene en sender af støj. I forhold til 

whistleblowing kan det umiddelbart siges, at individualiteten i whistleblowing i forhold til 

Luhmann er svær at få øje på – umiddelbart er den reduceret til støj uden konsekvens, 

som et socialt system kan vælge at forholde sig til eller ignorere. 

Frank Grevils case er blevet placeret i denne forståelsesramme, hvor der ved siden af de 

andre begreber er blevet fokuseret på interaktionssystemer og moral. Der er intet i casen, 

som støder på modstand i forhold til min gennemgang af whistleblowing med 

udgangspunkt i Luhmanns systemteorier. 

Jeg er kommet frem til, at min analyse af, hvordan whistleblowing kan forklares ud fra 

Luhmanns teorikompleks understøttes af min analyse af casen Frank Grevil. 

Side 46 af 54

5. KONKLUSION 

Hypotesen i min problemformulering er: ”at fænomenet whistleblowing kan 

afindividualiseres ved hjælp af Luhmanns teori.” 

Et grundlæggende paradoks i Luhmanns systemteori er, på den ene side er mennesket 

udenfor samfundet i samfundets omverden og uden direkte indflydelse. På den anden side 

er mennesket en forudsætning for samfundet i det hele taget. Det Luhmannske paradoks 

har derfor en afgørende betydning for be- eller afkræftelse af min hypotese. 

Såfremt whistleblowing som fænomen skal være et resultat af et enkelt psykisk 

systems/persons handling, kan jeg konstatere, at interdependensen mellem psykiske og 

sociale systemer må ophæves. 

Det er alene kommunikationen, som udgør samfundet og definerer samfundet. Den 

samfundsmæssige kommunikation finder sted i de sociale systemer. De sociale systemer 

er funktionsbestemte og ultimativt til for at opretholde og udvikle samfundet på den 

”dynamisk stabile måde”. Samfundet er dog strukturelt koblet til de psykiske systemer, 

således at de er hinandens forudsætning. De psykiske systemer er en del af samfundets 

omverden. Udenfor samfundets omverden er verden, som er altings grænse – udenfor 

verden eksisterer intet. 

I forhold til min problemstilling står jeg således med et element – whistlebloweren – i en 

samfundsmæssig kontekst, en samling psykiske systemer, som grundlæggende befinder 

sig udenfor samfundet og som derfor ikke har indflydelse på den samfundsmæssige 

udvikling. Det andet element i min problemstilling er de sociale systemer, som samlet 

udgør samfundet og som ved hjælp af kommunikation i det enkelte system medvirker til 

den samfundsmæssige evolution. 

Det er dog en ”lille udfordring” i forhold til min problemstilling – ”Kan whistleblowing 

afindividualiseres.” De samfundsmæssige, sociale systemer kan ikke eksistere uden de 

psykiske systemer i dets omverden. Samtidig bliver det beskrevet, at 

udviklingen/evolutionen ligger i den samfundsmæssige autopoietiske kommunikation. Der 

må således være yderligere en kvalitet ved den strukturelle kobling, som går ud over, at 

systemerne er hinandens forudsætning. Jeg vil komme tilbage til dette, efter at jeg har 

beskrevet mennesket i forhold til Luhmanns teori. 

Mennesket består af en flerhed af psykiske systemer. I daglig tale ville jeg kunne benævne 

de psykiske systemer, som de forskellige roller vi påtager os i løbet af en dag - i løbet af et 

liv. I en rolle påtager vi os en forventelig ageren i forhold til en relation. Individet har stor 

indflydelse på sin rolle. Til forskel er Luhmanns psykiske system uden synderlig indflydelse 

i forhold til det sociale systems funktionalitet. Det psykiske system fungerer mere som 

sender/modtager i forhold til den systeminterne kommunikation. 

Dog medgiver Luhmann, at flerheden af systemer knyttet til et menneske (mor, far, patient, 

lærer, jurist etc.) er individuel – både i forhold til historie og sammensætning. 

Det er her jeg måske kommer ind på noget interessant i forhold til individualitet – forstået 

som (med)bestemmende enhed i et evolutionsforløb. De psykiske systemer er knyttet til 

Side 47 af 54

en bevidsthed, som ved hjælp af tanken udgør det psykiske systems autopoiesis. Tanker 

kan ikke kommunikere, blot opretholde det psykiske systems autopoiesis. Det skulle så 

reducere dem til alene at være adressater i samfundsmæssig evolution. 

Her kommer dog en nuancering ind i teorien. De psykiske systemer besidder den kvalitet, 

at de kan pirre de sociale systemer. Det betyder, at de sociale systemer i sin 

systeminterne kommunikation kan vælge at lade sin selektion af information påvirkes. 

Selektionsprocessen er ene og alene systemintern og dog ... 

Hvilke psykiske systemer går ind og pirrer hvilke sociale systemer på hvilket tidspunkt? 

Min opfattelse er, at den individuelle flerhed af profiler i kombination med deres historie vil 

gøre, at på et givet tidspunkt i forhold til et givet socialt system, vil netop et specifikt 

psykisk system udgøre pirringen. 

Selve pirringen vil have indflydelse på den systeminterne kommunikationsudvikling. Men 

hvorledes indflydelsen bliver, ligger udenfor det psykiske systems rækkevidde. 

Jeg er her midt i mit Luhmannske paradoks fra starten af min konklusion. Jeg befinder mig 

altså et sted, hvor al udvikling i samfundet er systembestemt, men ikke kan finde sted 

uden de psykiske systemer. De psykiske systemer kan pirre/forstyrre de sociale systemer, 

men kan ikke være en del af deres interne funktionsbestemte kommunikation. 

Min udfordring er nu at bestemme, hvilken indflydelse dette paradoks får på min hypotese. 

Ifølge min opfattelse er mennesket afindividualiseret ifølge Luhmanns systemteori. Han 

anerkender menneskets individualitet, idet hvert enkelt menneske er et unikum bestående 

af et antal psykiske systemer og i besiddelse af en historik. Dette unikum er i besiddelse af 

en evne til forstyrrelse knyttet an til profilen. Men mennesket er ikke et handlende subjekt. 

Handlinger/kommunikation finder alene sted i samfundets sociale systemer. 

Oftest opfattes mennesket som et handlende subjekt udstyret med moral. Jeg har allerede 

slået fast, at mennesket ifølge Luhmann ikke er et handlende subjekt, men hvad med 

moralen? 

I følge Luhmann findes der ikke en universalkode til moral, omkring hvilken der kan skabes 

konsensus i vores komplicerede verden. Det er derfor Luhmanns opfattelse, at det 

moderne samfund ikke er baseret på moral som en universalkode. 

Godt/ondt eksisterer universelt – men alene i tilknytning til et socialt systems funktion. 

Moral forudsætter, at en god/ond tilknytning til en systemintern kommunikation udmøntes i 

en persons handling, som der knyttes agtelse/ringeagt til. Med person menes her, en 

bærer af et systems funktionalitet, jf. Anders Fogh Rasmussen på Talerstolen, som bærer 

af et politisk system – Regeringen. 

Moral er ifølge Luhmann altså ikke knyttet til mennesket, men til de handlinger der finder 

sted i de funktionsbestemte systemer. Dette understøtter yderligere min hypotese. 

I Luhmanns systemteori, som tidligere konstateret, er det samfundet, der er i centrum, ikke 

mennesket. Det er den anderledeshed i perspektivet, som udgør den store forskel. 

Iagttagelser sker således ud fra samfundet, ikke mennesket. Det vil sige, at hypotesen om 

Side 48 af 54

at afindividualisere fænomenet whistleblowing ud fra Luhmann er lykkedes. Det er dog 

ikke lykkedes på den måde, som jeg havde forventet. 

Det er anderledesheden i perspektivet (samfund frem for menneske), som har medført, at 

afindividualiseringen er sket. Jeg havde en formodning om, at mit perspektiv ville ændre 

sig, men der er snarere tale om en forskydning af perspektivet ved at anvende Luhmann. 

Det er meget analogt med Luhmanns begreb autopoiese. Ved at følge Luhmann har mit 

perspektiv flyttet sig 180 grader ved analysens afslutning - det er noget af et paradoks. 

Dette er givetvis sket gradvist. Ved problematisering af min problemformulering i kapitel 1, 

var fokus på individet. Forventningen var, at afindividualiseringen ville ske ved, at 

mennesket blev inkluderet i/assimileret af samfundet. Dette er ikke sket. I stedet befinder 

mennesket sig udenfor samfundet, men som en forudsætning for dettes eksistens. Det er 

alene mit fokus, som har flyttet sig. 

I min indledning gjorde jeg opmærksom på, at min analyse alene ville give mig et 

øjebliksbillede. Såfremt jeg fortsat ville beskæftige mig med Luhmanns teorier, er jeg 

overbevist om, at nye perspektiver, nye blinde pletter løbende ville opstå. Men for nu 

ender min rejse her. 

For mig har det været en opdagelsesrejse i Luhmann med whistleblowing i hånden. 

Ved rejsens afslutning har det været interessant at se, om jeg er kommet hjem med de 

samme kufferter, som jeg rejste ud med. Jeg må konstatere, at kufferterne er blevet 

tungere og tungere under min rejse. Ved hvert stop er der blevet tilføjet noget i min 

forståelse af Luhmann. Når jeg står ved rejsens afslutning og ser tilbage, har min 

iagttagelse af min iagttagelse, været en vedvarende proces. Det markerede/umarkerede 

felt har hele tiden flyttet sig, således at min forståelse er blevet mere og mere uddybet og 

nuanceret. Om det nogensinde er muligt at nå til ”vejs ende” i Luhmanns teoriunivers, vil 

jeg sætte spørgsmålstegn ved. 

Mit projekt bærer præg af min rejse. Det kan opfattes som en ubalance, men ifølge min 

opfattelse er det alene et utryk for min rejse. Hvis jeg går ud af mit ”billede” betyder det, at 

min teorigennemgang af Luhmann ikke fremstår ligeså nuanceret som min analyse, men 

var et øjebliksbillede på min rejse. 

Rejsen har haft en betydning for min forståelse af fænomenet whistleblowing. Har det så 

nogen konkret betydning i forhold til håndtering af whistleblowing i praksis? Ja, det har den 

betydning for mig, at såfremt whistleblowing opstår som fænomen, ville jeg analysere 

sammenhængen i hvilket fænomenet forekommer, frem for at komme med en psykologisk 

forklaring i forhold til den person, som whistleblower. 

Dette er måske en understregning af, at jeg tidligere har peget på, at det ikke er retsregler, 

som mangler på området – men udnyttelsen af disse. Det peger ligeledes i retning af, at 

sammenhængen, hvor fænomenet opstår, er vigtigere end personen, som whistleblower. 

Med hensyn til moralbegrebet, som er afskaffet som universel moralkodeks i Luhmanns 

verden, er den funktionsbestemte moral interessant for mig. Hvis jeg tager Frank Grevil og 

han indgår i et interaktionssystem underlagt demokratiet, er dette systems funktion at 

Side 49 af 54

opretholde demokratiet. Den funktionsbestemte moral gør, at systemet reagerer på 

forstyrrelsen genereret af Frank Grevil. Denne betragtning har sat mig på sporet af en ny 

iagttagelse. En sådan iagttagelse forudsætter en fortsat rejse. Mit øjebliksbillede er, at 

moral sat i relation til et system, afføder yderligere problemstillinger vedrørende 

funktionalitet og funktionalitetens ansvarlighed, men mit øjebliksbillede må være 

tilstrækkelig for nu. 

Jeg kan kun være enig med Luhmann i, at når en problemstillings kompleksitet bliver 

reduceret, opstår nye tilslutningsmuligheder, som ikke tidligere var mulige. 

Side 50 af 54

6. LITTERATURLISTE 

Bøger 

Adams, Stanley (1984): Samvittighedens pris. Adams mod Roche – 10 års kamp mod en 

overmagt, Forlaget komma. 

Andersen, Niels Åkerstrøm (1999): Diskursive analysestrategier: Foucault, Kosselleck, 

Laclau, Luhmann, København, Nyt fra samfundsvidenskaberne. 

Fuchs, Peter (1996): Nicklas Luhmann - Iagttaget en indføring i systemteorien, København 

Ø, Unge pædagoger. 

Gerald Vinten (red) (1994): Whistleblowing. Subversion or Corporate Citizenship? London, 

Paul Chapman Publishing. 

Jensen, Claus (1993): Challenger – Et teknisk uheld: en dokumentarisk fortælling om vor 

tid af Claus Jensen, Viborg, Samleren. 

Kant, Immanuel (1996): De store tænkere, 2. Oplag, København, Munksgaard. 

Kneer, Georg; Nassehi, Armin (1997): Niklas Luhmann – introduktion til teorien om sociale 

systemer, København, Hans Reitzels forlag. 

Luhmann, Niklas (2003): Iagttagelse og paradoks Essays om autopoietiske systemer, 

København, Nordisk forlag. 

Luhmann, Niklas (2007): Indføring i systemteorien, København Ø, Unge pædagoger.. 

Luhmann, Niklas (2002): Massemediernes realitet, København, Hans Reitzel forlag. 

Luhmann, Niklas (2000): Sociale systemer, København, Hans Reitzels forlag. 

Thyssen, Ole (2004): Genkendelsens under En lille bog om iagttagelse, København, 

Nordisk forlag. 

Thyssen, Ole (2000): Iagttagelse og blindhed, København, Handelshøjskolens Forlag. 

Thyssen, Ole (1994): Kommunikation, kultur og etik, 2. Oplag, København, 

Handelshøjskolens forlag. 

Thyssen, Ole (2007): Værdiledelse om organisationer og etik, 5. Udgave, København, 

Nordisk forlag. 

Villadsen, Jeppe (2007): Det støjende samfund på besøg i ytringsfrihedens kampzone, 

København, Museum Tusculanum forlag. 

Jens Christian Jacobsen (red.) med bidrag af Niklas Luhmann m.fl.(1992), Autopoieses: 

En introduktion til Nicklas Luhmanns verden af systemer, København, Politisk revy. 

Side 51 af 54

Artikler 

Aamund, Asger m.fl.: Ytringsfrihed. I: Offentlig ledelse 2008, 2:2008:Juni. 

Blaabjerg, Krista E: Dilemmaet mellem ytringsfrihed og loyalitetspligt for privatansatte. 

I:www.etik.dk, hentet fra internettet den 19.02.2010. 

Blaabjerg, Krista E og Nørgaard, Gitte K: Ansatte i etisk dilemma om ret eller pligt til at slå 

alarm. I:www.etik.dk, hentet fra internettet den 22.02.2010. 

Drevsfeldt, Sabrina og Clemmensen, Lillian: Ledere skal elske kritik 2009.18. August 

2009. I:www.Information.dk, hentet fra internettet den 22.02.2010. 

Ditlevsen, Søren Dalager: Privat ledelsesstil hæmmer ytringsfrihed 2009, 13. Maj 2009. 

I:www.Information.dk, hentet fra internettet den 18.02.2010. 

Gleerup, Inge: Ytringsfrihed. I Magasinet Reasonans nr. 16, 2006, www.ftf.dk, hentet fra 

internettet den 18.02.2010. 

Hermann, Filip og Voldmester, Pia Kirstine: Whistleblower- regler kan give danske 

virksomheder problemer 2009. I: 10-12-2009 Advokaten 10/2009, hentet fra internettet den 

18.02.2010. 

Hegedahl, Paul: Samvittighedens pris – eller Hvad er loyalitet 2009, 06/02/2009. I:www.dknyt.dk, 

hentet fra internettet den 18.02.2010. 

Meinke, Marianne og Gleerup, Inge: Hver anden offentligt ansatte er bange for at udtale 

sig. I: Magasinet Resonans nr. 16, 2006, www.ftf.dk, hentet fra internettet den 18.02.2010. 

Meinke, Marianne og Gleerup, Inge: Skandaler kan undgås, hvis 

ansatte råber op. I: I Magasinet Reasonans nr. 16, 2006, www.ftf.dk, hentet fra internettet 

den 18.02.2010. 

Siegumfeldt, Pernille: Ytringsfriheden er staten er fortsat under pres 2009. I: DM Offentlig, 

Nr. 3 2009. 

Pedersen, Helle Gudiksen: Om at hejse advarselssignalet. I: Ledelse i dag 1998, NR. 

29/Forår 1998. 8 årgang, nr. 1. 

Lovforslag, betænkning, domme, vejledninger mv. 

B 64 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et nævn til sikring af offentlige 

ansattes ytringsfrihed, hentet fra internettet den 18.02.2010. 

Betænkning fra Udvalget om offentlige ansattes ytringsfrihed og meddeleret, Betænkning 

nr. 1472, marts 2006, hentet fra internettet den 16.02.2010. 

Side 52 af 54

Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, 14. september 2006, hentet fra internettet 

den 18.02.2010. 

God adfærd i det offentlige juni 2007, udgivet af Personalestyrelsen, KL og Danske 

Regioner, hentet fra internettet den 18.02.2010. 

Dom afsagt vedrørende Frank Grevil: U.2006.65Ø. 

Side 53 af 54

Side 54 af 54

Whistleblowing ud fra Niklas Luhmann Kan f nomenet afindiv

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?