Nytårsstævne | Stemmer i detaljer | Lille parti ... - Radikale Venstre

42
Et skridt
frem
og
to tilbage
Som 2007 sang på sit sidste vers mødtes en hel verdens miljøministre, organisationer,
eksperter og miljøforkæmpere til FN’s Klimakonference på Bali. Resultatet af konferencen
var imødeset med stor spænding, men spørger man i radikale kredse, så blev Baliaftalen
til en varm fuser. Selv om signalet er, at verden nu er parat til at gøre noget ved
klimaet, så skal der helt andre boller på klimasuppen, hvis ikke kloden skal koge over.
TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: Dita Alangkara/Polfoto
Midt i december sidste
år, sagde 187 lande
ja til hinanden på
ferieøen Bali. Ja’et
faldt på FN’s klimakonference
og var en tilkendegivelse
på, at landende nu agter at arbejde frem
mod en global klimaaftale ved næste
års topmøde i København. Og ikke
bare sagde de 187 nationer ja, de tilsluttede
sig også konklusionerne fra FN’s
klimapanel om, at menneskeskabte klimaforandringer
er et alvorligt problem,
der truer mennesker, dyr og planter på
jorden.
Den internationale enighed på Bali
udmøntede sig også i en køreplan med
fi re såkaldte forhandlingsmøder frem
til 2009 – for eksempel om, hvor meget
CO2 de enkelte lande må udlede.
Alligevel er resultatet fra Bali langt fra
godt nok. Det er faktisk dybt skuffende,
hvis man spørger den radikale klima-
og miljøordfører Johs. Poulsen.
– Endnu engang har verdens ledere
vist, at de ikke er i stand til at håndtere
klimaudfordringen. Bali-aftalen
medtager ikke henvisninger til de vigtigste
anbefalinger fra FN’s klimapanel,
og statslederne indskriver dermed
aftalen i den endeløse række af alt for
uforpligtende papirtigre, siger Johs.
Poulsen, der også retter en skarp kritik
af, at USA endnu engang satte en kæp i
hjulet på bestræbelserne på at forbedre
miljøet. Således nedlagde USA – der er
verdens største udleder af CO2 – veto
mod, at der kom konkrete målsætninger
for reduktionen af CO2-udslip med
i Bali-aftalen.
Det har efterfølgende fået en række
miljøorganisationer til, i skarpe vendinger,
at kritisere aftalen for at være
uden reelt indhold, retning eller ambitioner.
En kritik som Johs. Poulsen er
enig i.
– USA fi k endnu engang lov til at
præge håndteringen af den måske største
udfordring for jordkloden på en negativ
måde – det er sørgeligt og dybt
skuffende, siger Johs. Poulsen, som
dermed er på linje med fl ere af de andre
oppositionspartier, der også har kritiseret
aftalen for at være for vag og uforpligtende.
NU ER DER MYG
Også den radikale folketingskandidat
Christian Friis Bach er kritisk over for
aftalen. I sin egenskab af international
chef for Folkekirkens Nødhjælp deltog
han i konferencen på Bali. Her mød-
te han en virkelighed, som står i skarp
kontrast til resultatet af konferencen.
– En af deltagerne fra Sri Lanka fortalte
mig, at da han var barn, var der ingen
myg i det centrale Sri Lanka, men
det er der nu. Landmænd i Malawi beretter
om, at tørkeperioderne er blevet
længere. I sværmen af temperaturkurver
og klimamodeller er det den slags
jordnære beskrivelser, der gør størst
indtryk. Den menneskeskabte klimakrise
er ikke en blot en risiko, vi løber
om 100 år. Den er allerede i dag en realitet,
som mennesker i verdens fattige
lande rammes af – og dør af, fortæller
Christian Friis Bach.
Derfor er Christian Friis Bach også
meget kritisk over for Bali-aftalen.
– Kontrasten fra de barske realiteter
og til de abstrakte og højtfl yvende
juridiske tekster, som forhandlingerne
endte med, er massiv. De afsluttende
tekster var fyldt med gummiord og forbehold
som ”overveje”, ”under hensyn
til” og ”hvis passende”. Set i forhold
til den enorme udfordring, vi står over
for, var resultatet derfor uendeligt deprimerende,
siger Christian Friis Bach,
der ligesom Johs. Poulsen også kritiserer
USA’s massive og negative fi ngeraftryk
på den endelige aftale.
►