norges officielle statistik. - SSB

Xedenes Amt. • 1891. I i
kommissionen taget ganske energiske Forholdsregler. Hvor der har været Diphtherit
og Gulvene var gamle og umulige at male, har man indlagt nye Gulv, ellers
har man paabudt Malning og Gipsning af Væggene. Til Desin fek tionsovne
benyttes fremdeles de saakaldte Badstuer, hvor man vistnok ikke har strømmende
Damp, men hvor til Gjengjæld Heden bringes op til en saadan Høide, at Klæde
svides, og Træværket næsten forkulles, altsaa Temperaturer, som langt overskrider
Sterileringsapparaternes 150 ° C. Det har hændt, at der er gaaet Ild i
Badstuvæggen eller Tøiet, og at baade Badstuen og det, som skulde desinficeres,
er brændt op. Ifølge Undersøgelser af Professor O. E. Schiøtz, hvis Resultater
han velvilligen har meddelt mig, e tænder tort Træ under almindelige Omstmndigheder
først ved en Temperatur paa over 310 ° C., tort Filtrerpapir ved lidt over
300 ° C. og Knusk mellem 230-240 ° C. Imidlertid bliver Træet Ved den hoie
Temperatur tildels forkullet for Antændelsen». Da Fjærdyner her er sjeldne, og
Befolkningen har megen Øvelse i at benytte Badstuerne, gaar Desinfektionen
meget godt for sig, og kan jeg ikke i Løbet af 15 1/2 Aar paavise et eneste Tilfælde,
hvor Smitte er optraadt efter Benyttelsen af badstuebehandlede Klæder.
Fra gammel Tid har det været fast Skik efter Dødsfald at «deie» d. e. badstuebehandle
den Afdødes Sengklæder og andre Klæder. (E. B. Hansen).
Angaaende den sexuelle Hygiene i Sætersdalen skriver Distriktslæge
J. Stang: «Efter den offentlige Statistik over uægte Born skulde man af disses
ringe Antal tro, at Sædeligheden var god i Amtet. Hvad Seetersdalen angaar,
kan det dog neppe siges, naar man kjender Bygdeskikkene i Anledning Forlovelse
og Bryllup. Dans ansees utilladelig for Børn, men saasnart Jenten er konfirmeret,
begynder hun at deltage i Ungdommens Dansemoroer paa Landeveien udover
Sommerkvældene og i Kaffeslaberaserne om Vinteren. Herfra begivet. de
Par, som har godt Oie for hinanden, sig til Fjøset eller Laden, hvor da de 2
Unge tilbringer Natten i Enrum, taler og sover sammen og kommer vel da ofte
i altfor intim Berørelse med hinanden, hvilket især er antageligt, naar man
erindrer, at Kvinderne — med Stakken tilknæs -- ikke bærer Bukser, og at
Kvinderne drikke sig drukne ligesaavel som Mændene. (Cfr. min Medicinalberetning
for 1887). Dette er Skikken: «at ligge ude» og herunder nydes ofte
Brændevin. Nægter en Jente at tage imod en Frier i Enrum om Natten, saa
er det forbi med Lejken. Det ansees desto gjeevere, jo flere Friere en Jente har,
thi da kan hun vælge den rigeste. Formodentlig for i det længste at have frit
Valg vedkjender Ingen sig at være forlovet, før det er lyst og ofte ikke da
engang. Gutten tør ikke erklære sig forlovet af Frygt for at blive kastet i
Næsen, at han blev vraget for en anden. Hermed hænger det sammen, at det
=sees for et Karsstykke, at en Mand snapper Bruden bort fra en anden — og
det lige til Dagen for Vielsen. Gjentagne Lysninger for samme Individer med
eller uden Personforandringer er derfor ikke ukjendt. Ja det hender, at Brudgommen
svarer Nei i Kirken. Det sidste ansees dog for utilbørligt. Men Sætersdølerne
ere indbyrdes meget overbærende, saaat en saadan Slyngel ude blandt sine
Sambygdinger bliver lige artigt behandlet for det. Derimod vil ingen Dalekarl
have en Jente, som midt paa lyse Dagen har gaaet sammen med en Bymand paa
aabne Landeveien. Bruden flytter til Brudgommen senest Dagen for Vielsen.
Naar de da blive uenige, flytter Bruden hjem igjen, som om Ingenting var iveien.
Paa den Maade har enkelt Rigmand havt 2--3 Brude tillaans. Af dette Forhold
resulterer dog sjeldent Born. En Del Kvinder er jo sterile. Derfor vil nogle
Mænd, at det skal vise sig, om Kvinden er forplantningsdygtig, for han bestemmer,
enten han vil ægte hende eller ei. Det gj elder for disse at faa en
Arving til Gaarden. — Naar man kommer tilgaards om Natten, bliver man
budt at lægge sig i Ægtefællernes Soverum, om end Manden er fraværende.
Af- og Pa,aklædning foregaar alligevel noksaa ugenert. Uagtet al Mistillid og