En sygdom med social slagside - Hus Forbi

Tre spørgsmål til Preben Larsen, 42 år,
Hus Forbi-sælger og sælgerrepræsentant
Hvad er den mest mærkelige oplevelse, du har haft på gaden?
- Engang jeg sad på et offentligt toilet, var der pludselig én, der hev min taske med aviser og
penge ud under døren. Og så skulle jeg altså skynde mig at få bukserne på. Det viste sig at være
én, der troede, at toilettet var tomt. Men prøver man så ikke lige at tjekke, om døren er låst først?
Hvad skal der til, for at de hjemløse får det lidt nemmere?
- Hurtigere sagsbehandling. Vi har ikke den tålmodighed, der skal til, når man bliver kastet
rundt mellem forskellige sagsbehandlere. Man skal have kontakt til én person, ellers kan
man ikke overskue det, går for lud og koldt vand og dør i en alt for ung alder.
Hvad fik du at spise i går?
- Boller i karry. Jeg lavede det selv med poseris og en medister, jeg lavede boller af. Men
jeg spiser nu også en del på Falkevej (Hjemløsehuset, red.).
Af Birgitte Ellemann Höegh
Foto: Holger Henriksen
Pludselig havde jeg noget at stå op til
Historier fra gaden
Efter nogle turbulente år på
gaden er Preben Larsen faldet
til ro i sin lejlighed, men han
har stadig behov for at være
ude mindst 12 timer om dagen.
Sommeren er for alvor kommet
til Hjemløsehuset i Københavns
Nordvest-kvarter. Himlen er høj og
skyfri, og mange brugere er rykket
udendørs og sidder i undertrøjer og
flasher deres tatoveringer, snakker,
drikker øl og kaffe. Her er hunde
og vandskåle, cykler og barnevogne
med de få ejendele, som hjemløse
vandrer omkring med.
Fra køkkenet kommer en liflig
duft af krebinetter med persillesauce,
som kokken og de frivillige
er ved at tilberede. Jo tættere vi
nærmer os kl. 12, jo flere dukker op
for at købe varm middagsmad til 15
kr. En af de fremmødte er Preben
Larsen, som netop er blevet valgt
af de andre sælgere, som Hus Forbis
nye sælgerrepræsentant, efter
Henrik Pedersens død i april.
- Nu, hvor jeg har et sted at
bo, synes jeg godt, at jeg kan gøre
noget for dem, der ikke har noget.
Så nu er det mig, der skal til at lave
opsøgende arbejde på gaden, snakke
med sælgerne og høre, om de har
brug for hjælp, fortæller Preben.
Han har solgt Hus Forbi de sidste
seks år og har kendt Henrik Pedersen
gennem alle årene.
32 hus forbi · nr. 74 · juni 2008
- Han var altid positiv og
hjælpsom, uanset hvor man var, og
hvad tid på døgnet det var. Jeg ved
godt, at det bliver en tæt på umulig
opgave at udfylde hans plads, fordi
han var så afholdt af alle sælgerne,
men jeg vil gøre mit bedste, siger
Preben.
Rejste rundt med tivoli
Han har selv levet et liv på gaden i
sammenlagt fire år og kender alt til
de problemer, der opstår, når man
ikke har fast tag over hovedet.
- Jeg sov på min søsters sofa og
hos venner og bekendte, når det var
koldt. Udenfor tog jeg de steder, der
var nærmest, når jeg var træt. Jeg
joggede byen rundt til benene ikke
kunne mere, og jeg var træt nok til
at falde i søvn med det samme på en
bænk eller i noget buskads, fortæller
han.
Preben er opvokset på ydre
Nørrebro i nærheden af, hvor han
bor i dag. Fra han var i begyndelsen
af 20’erne og de næste ti år frem,
rejste han hver sommer rundt med
Kjærs Tivoli – hovedsagelig som
karruselmand – og arbejdede som
autodidakt blikkenslager og mekaniker
om vinteren. Men i en periode
gik det hele i hårdknude.
- Da jeg på et tidspunkt var helt
nede i lortet, tog jeg tilbage til min
mor i København igen. Havde jeg
ikke gjort det, tror jeg ikke, at jeg
havde levet i dag. Jeg var så langt
ude på stoffer, at jeg var ligeglad
med det hele. I København hjalp
min familie mig med at blive tørlagt,
men så mødte jeg en ny kvinde. Vi
drak ret kraftigt, jeg røg på stoffer
igen og blev sparket ud på gaden
endnu en gang, siger han.
Hver gang Preben er endt på
gaden har det haft forbindelse med
et forlist forhold, forklarer han selv.
Men for seks år siden begyndte han
at sælge Hus Forbi, og siden da er
det gået den rigtige vej.
- Jeg begyndte at føle, at jeg
havde noget at stå op til. Det var
Jeg joggede byen rundt til benene ikke kunne mere,
og jeg var træt nok til at falde i søvn med det samme
på en bænk.
i samme periode, jeg stoppede mit
misbrug, og i dag kan jeg nøjes med
en daglig dosis Subutex (alternativ
til metadon, red.). Jeg var begyndt
at tænke på mine børn – specielt
min knægt på 12 år, som nødig skulle
ryge ud i samme slags liv som mig.
Nu har jeg samvær med ham hver
tredje weekend, mens min datter, der
er en stor pige på 17 år, kommer, når
hun har lyst, fortæller Preben.
Svært at være indendørs
I dag lever han alene med sine
to katte, Betterøv og Kingsie, og
opholder sig det meste af dagen på
gaden, selvom han har fået lejlighed.
- Det er svært at sidde inden
døre foran tossekassen, når man har
været vant til at være udendørs.
Jeg er ude 12-16 timer i døgnet. Så
sælger jeg aviser, eller også er der
én, der har en bil, der ikke kan køre,
eller en sofa, der skal fjernes. Og
så cykler jeg hjem et par gange om
dagen for at se til kattene og give
dem mere vand. I dag, hvor det er så
varmt, har jeg sat en blæser op til
dem, fortæller Preben.
Han kan i en alder af 42 år se tilbage
på mange vanskelige år med en
del kriminalitet og fængselsophold –
senest halvandet år tilbage, hvor han
sad inde i otte måneder for uagtsomt
manddrab.
- Jeg kørte en lastbil, og pludselig
røg der en bil over i min vejbane,
og fordi jeg var for tæt på midterlinjen,
smadrede jeg bilen og føreren
døde. Havde der været rumlelinjer,
var det ikke sket, siger Preben.
Han har fået en prøveløsladelse
på to år og glæder sig til om et halvt
år at kunne føle sig som en helt fri
mand igen. Da vi forlader ham, er
han på vej ud til et stort supermarked
i Københavns Nordvest-kvarter,
hvor han sælger aviser ved indgangen.
- Her har jeg solgt de sidste fem
år. Den første dag blev jeg jaget væk
af bestyreren, men dagen efter gik
jeg ind og præsenterede mig selv
og fortalte om avisen, og så har jeg
stået der siden.
birgitte.hoegh@os.dk