helvede - Hus Forbi

hus forbi 

nr. 81 januar 2009 | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb kun af Hus Forbi-sælgere 

Bananmanden 

giver hjemløse mad 

tema 

Fanget i 

stoffernes 

helvede 

brigitte stallone nielsen 

Jeg vandt over 

alkoholen

hus forbi 

UDGIVER: Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2., 1131 København K 

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: 

Robert Olsen 

rolsen11@hotmail.com 

REDAKTØR-TEAM: 

Tina Juul Rasmussen, tlf. 2990 2424 

tina-juul-rasmussen@mail.dk 

Karen Pedersen, tlf. 2990 2424 

karen.pedersens@gmail.com 

SALGSMEDARBEJDER: 

Leif Baran, tlf. 3132 8456 

leif@husforbi.dk 

DEBATINDLÆG OG ANNONCER: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 31. januar. 

FORSIDEFOTO: Scanpix 

BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du 

sætte beløbet ind på dette konto-nr.: (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus 

Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 3132 8456 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året – inkl. moms, porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 

eller karina@notatgrafisk.dk 

LAYOUT: salomet grafik 

TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland 

OPLAG: 60.000 

ANTAL SÆLGERE: ca. 400 

LÆSERTAL: 2. halvår 2008 ifølge TNS Gallup: 391.000 

ISSN: 1397-3282 

OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996. 

Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang 

om måneden. Salgsrekorden er ca. 78.000 solgte eksemplarer 

(december 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og 

tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker 

– det, man under ét kan kalde ’skæve eksistenser’. Avisen 

sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet 

med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et 

id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus 

Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri 

og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres 

primært af professionelle freelancere, fotografer og 

illustratorer. Der er fem fastansatte på Hus Forbi. 

Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Det går din 20’er til 

moms 

reserve 

markedsføring sælgeren 

husleje mv. 

løn til 

medarbejdere 

Vi støtter Hus Forbi 

Lions Club Søllerød Mølleaa 

www.loge86.dk 

produktion 

og tryk 

| HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 

| leder | 

En vej ud af helvede? 

1. januar trådte forsøget med lægeordineret heroin i kraft i Danmark. 

Det indebærer, at en gruppe udvalgte narkomaner hver dag 

på apoteket kan få udleveret gratis heroin, som de kan injicere på en 

klinik, mens en læge eller andet sundhedsuddannet personale holder 

øje med dem. 

Hvordan det praktisk kommer til at foregå, og hvor myndighederne 

vil skaffe heroinen fra, var ved redaktionens afslutning endnu ikke 

afklaret. Og allerede inden forsøget – som har gået sin sejrsgang i 

bl.a. England og Schweiz – var trådt i kraft, såede eksperter tvivl om, 

hvorvidt den lægeordinerede heroin over- 

Kampen for hver dag 

at skaffe sine stoffer 

efterlader først og 

fremmest misbrugeren 

selv, men også familie, 

venner og bekendte i 

et uværdigt, livsfarligt 

og meningsløst 

helvede. 

hovedet ville komme de dårligste og mest 

udsatte narkomaner til gode. 

Udfordringen bliver nemlig at få dem til 

at møde op på faste tidspunkter og bestemte 

adresser hver dag for at få udleveret 

og injiceret heroinen. Og det magter mange 

af dem ikke, vurderer eksperterne. Tiden 

vil vise, om deres bekymring bliver gjort 

til skamme. 

Sundhedsstyrelsen skønner, at der er cirka 

25.000 stofmisbrugere i Danmark. Og når 

man har læst de historier, tidligere og 

nuværende narkomaner fortæller i dette 

nummer af Hus Forbi, kan der ikke være et 

gran af tvivl tilbage om, at livet som narkoman er et helvede. Intet 

mindre. 

Kampen for hver dag at skaffe sine stoffer efterlader først og 

fremmest misbrugeren selv, men også familie, venner og bekendte 

i et uværdigt, livsfarligt og meningsløst helvede. For misbrugeren 

handler alt om at få fred for abstinenserne, og de fleste skyer ingen 

midler for at skaffe penge til stofferne. I mange tilfælde handler det 

om tusindvis af kroner om dagen. 

Kvinder tvinges til at sælge deres krop på gaden og udsætte sig 

selv for sygdomme, fysiske og psykiske krænkelser og overgreb. 

Mænd bliver kriminelle og er parat til at slå deres egen bedstemor 

ihjel for næste fix. 

Derfor kan man kun hilse forsøget med gratis, lægeordineret heroin 

velkommen. Og håbe på, at man overvinder de første startvanskeligheder 

og børnesygdomme, så det kan opfylde sit formål: At give narkomanerne 

et mere værdigt, sundere og roligere liv, som for nogle af 

dem forhåbentlig betyder, at de en dag har kræfterne og overskuddet 

til at finde en vej ud af stoffernes helvede. 

God læselyst. 

Tina Juul Rasmussen 

Journalist og konstitueret redaktør, Hus Forbi

| indhold | 

8 

9 

10 

1 

14 

16 

18 

0 

6 

7 

0 

1 

Fanget i stoffernes 

helvede 

Faste rammer skræmmer 

misbrugerne væk 

I morgen er det slut 

Den søde tand 

Mit navn er Martin, 

jeg er narkoman 

Frie tøjler i behand- 

lingen af narkomaner 

Min mor gjorde mig til 

narkoman 

kommentar 

Den rette recept? 

Manden på risten 

Som 18-årig kom Helge 

Thomsen fra Assens til 

København og blev 

hjemløs. Året var 1938, 

og den sociale nød var stor. 

noter 

noter 

x-ord 

vorherres 

køkkenhave 

historie 

fra gaden 

Det er uhyggeligt svært at 

komme ud af et heroinmisbrug, 

siger Jim Keis. Men han gjorde 

det. 

TEMA 8- 1 

Fanget i stoffernes helvede 

Mød tidligere og nuværende misbrugere, der fortæller om kampen for at blive clean. Om tænderne, der falder ud af 

munden. Om det manglende tilsyn med behandlingsstederne. Og om erfaringerne med lægeordineret heroin i 

England – et forsøg, som også starter i Danmark fra årsskiftet. 

4 4 

YES WE CAN! 

Den verdensberømte skuespiller 

Brigitte Nielsen gik i behandling for 

sit alkoholmisbrug for åben skærm. 

Social revolution 

Zambia har fået en hjemløseavis, 

som vil tage kampen op mod 

social uretfærdighed i landet. 

9 

Bananmanden 

Han deler bananer, madpakker 

og varm suppe ud til gadens 

hjemløse. 

| et billede fra gaden | foto Holger Henriksen 

Lillian med de frække øjne. 

Lillian tyvstartede julefrokosten 

på Kultorvet allerede i november. 

Burgeren fik hun af nogle af 

rødderne på gaden, der også fik 

grinet frem hos Lillian. 

HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 |

igittes hilsen 

til hus forbis læsere: 

- Jeg vil gerne sende kærlighed til 

danske stofbrugere og alkoholikere 

og opfordre dem til at gå i behandling. 

Man kan altid gå igen, hvis man 

finder ud af, at man ikke vil være der. 

Men giv det en chance. Misbrug er en 

sygdom. Det er ikke noget at skamme 

sig over. Husk, som Obama siger: ”Yes 

we can!” 

4 | HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 

Yes 

we can! 

Efter i flere år at have drukket for meget 

valgte den danske model og skuespiller 

Brigitte Nielsen at gå i behandling for sit 

misbrug for åben skærm. 

- Behandlingen var det nemmeste. 

Udfordringen lå i at tackle livet bagefter 

uden alkohol, siger Brigitte Nielsen. 

af Marisa Matarese 

| marisa.matarese@gmail.com 

I Hollywood, hvor den danske model og 

skuespiller Brigitte Nielsen tidligere boede, lå 

der en kiosk på hvert et gadehjørne, hvor man 

kunne købe øl og spiritus. Og kalenderen var 

fyldt med cocktailparties. Alt sammen fristelser, 

der sætter en alkoholikers styrke på en 

hård prøve og udfordrer en ædru alkoholiker. 

- Livet er fyldt med undskyldninger for at 

drikke. Under behandlingen blev vi forberedt 

på, at vi skulle ud og leve et normalt liv uden 

alkohol, når behandlingen var slut, fortæller 

Brigitte Nielsen i telefonen fra hjemmet i Palm 

Springs, USA, til Hus Forbi.

- Et hvilket som helst misbrug ender med at trække alle omkring misbrugeren ind i et helvede og slå alt omkring dig ihjel, siger Brigitte Nielsen efter år som alkoholiker. 

For hende kom den vigtigste udfordring, 

efter hun forlod Drew Pinskys rehabiliteringscenter. 

- De tre ugers behandling var det nemmeste. 

Den rigtige prøve kom først, da jeg forlod 

behandlingscentret og skulle leve et ’normalt’ 

liv igen uden alkohol. Det sværeste er ikke at 

blive fristet til at drikke, siger Brigitte Nielsen. 

Derfor valgte hun og ægtemanden, den tidligere 

italienske model Mattia Dessie, at flytte 

væk fra vennerne og jetset-livet i Hollywood 

til Palm Springs. 

- Vi skiftede vennerne ud, fik nye rutiner. 

Det at flytte fra Hollywood til Palm Springs 

var en måde at rense tankerne og sindet på én 

gang for alle. 

Og strategien ser ud til at virke. I snart 

halvandet år har Brigitte Nielsen ikke drukket. 

- Og jeg er stoppet med at ryge efter 30 år, 

griner hun og tilføjer: 

- Jeg har da også taget 15 kilo på. 

Ville ikke miste mand og børn 

Brigitte Nielsen begyndte at drikke i sit tidligere 

ægteskab fra 1993-2005 med den schweizisk-italienske 

racerkører Raoul Meyer. 

- Alkohol var for mig en slags medicin mod 

alle de dårlige ting og dårlige vaner, jeg gerne 

ville glemme. 

- Jeg startede med at drikke til fester, og 

når der var sjov i gaden. Men efterhånden 

handlede det bare om at drikke så meget som 

muligt, så ofte som muligt. Og så var det ikke 

sjovt længere. 

Drikkeriet fortsatte ud af det ene ægteskab 

og ind i det næste. 

- Jeg indså, at hvis jeg ikke stoppede, ville 

jeg tabe. Jeg ville miste min mand, som betyder 

meget for mig – og mine børn. Eller også 

ville jeg selv være faldet ned ad en trappe i en 

brandert og dø, fortæller Brigitte Nielsen og 

tilføjer: 

- Et hvilket som helst misbrug ender med 

at trække alle omkring misbrugeren ind i et 

helvede og slå alt omkring dig ihjel. 

Fordi Brigitte Nielsen ikke ville miste 

kontakten med sine fire drenge eller sin mand, 

ringede hun til Cry Help (amerikansk behand- 4 

HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 | 

scanpix

Brigitte Nielsen bor i Palm Springs i Los Angeles med sin femte mand, italieneren Mattia Dessie. 

lingscenter, red.) efter at have drukket en halv 

flaske vodka. 

- Den behandling, jeg fik der, var meget 

brutal. Det var som at være i militæret. 

Hun havde været hos Cry Help i to uger, da 

hendes manager ringede til hende og fortalte, 

at MTV lavede et reality show, celeb rehab. I 

en række udsendelser ville man følge kendte i 

misbrugsbehandling. 

- Jeg tænkte, at når folk har set mig optræde 

som dum og pinlig i fuld tilstand på tv, skal 

de også se, at jeg forsøger at få det bedre. 

I tre uger var Brigitte Nielsen i behandling. 

- Nu har jeg det, som om jeg er blevet født 

igen. Jeg føler, at jeg har fået mit liv tilbage, 

efter jeg har været i behandling. 

Brigitte Nielsen har ikke drukket siden den 

9. juli 2007. 

- Det er virkelig det værd. 

Selvom hun ikke længere drikker, holder 

hun sig ikke nødvendigvis hjemme fra fester. 

Brigitte Nielsen blev i 1985 gift med den amerikanske 

skuespiller Sylvester Stallone. 


scanpix 

- Man kan sagtens nyde livet uden at drikke. 

Jeg er så glad for at vågne op om morgenen 

uden tømmermænd. At kunne huske, hvad jeg 

lavede aftenen før, og hvad jeg sagde til folk, 

griner hun. 

Misbrug er en sygdom 

Problemet med alkohol ligger ifølge Brigitte 

Nielsen i, at vi drikker for meget til hverdag, 

og at ingen taler åbent om faresignalerne. 

- I Italien, hvor jeg har boet en del, drikker 

man vin til maden. I Danmark drikker man 

øl og snaps. Det hører med til kulturen. Alle 

drikker, og når nogen ryger derud, hvor de 

drikker mere end to-tre genstande om dagen 

i længere tid, er der ingen, der råber ”hey, 

pas lige på dig selv”. Man taler ikke om det, 

selvom det går ud over mange mennesker. De 

sætter deres helbred på spil. 

For Brigitte var det derfor en kæmpe lettelse 

at komme i behandling og møde andre 

brigitte nielsen 

• Født den 15. juli 1963 i Rødovre og døbt Gitte Nielsen. 

• Dansk model og skuespiller. 

mennesker, der som hende selv erkendte 

situationen og begyndte at tale om alle detaljer 

af misbruget. 

- Det føltes så godt at kunne overgive sig til 

behandlingen. Jeg følte, at et pres på hundrede 

tusinde tons blev løftet fra mine skuldre, da 

jeg indrømmede min situation og sagde: ”jeg 

hedder Gitte, og jeg er alkoholiker”. 

Især var det vigtigt for Brigitte Nielsen at få 

defineret misbruget som en sygdom. 

- Tag for eksempel kræft. Hvis man finder 

ud af, at man har kræft, taler man om det, man 

kommer på hospitalet og bliver behandlet. Alkoholmisbrug 

taler ingen om. Men det er også 

en sygdom, der skal behandles. 

Derfor opfordrer Brigitte Nielsen andre i 

samme situation til at starte med at tale om 

deres misbrug. 

- Vi bliver nødt til at få det ud. Og sammen 

er jeg sikker på, at vi kan klare det. Yes we can! 

slutter hun med hævet stemme. | 

• Mest kendt er hun nok for sit ægteskab med den amerikanske skuespiller Sylvester Stallone, 

som hun var gift med 1985-87. 

• Før det var hun gift med den danske musiker Kasper Winding (1983-85). 

• I dag bor hun i Palm Springs i Los Angeles med sin femte mand, italieneren Mattia Dessie, 

som hun har været gift med siden 2006. Han er tidligere model. 

scanpix 

• Mor til fire drenge, den ældste er 24 år, den yngste 13 år. 

- Jeg er så glad 

for at vågne 

op om morgenen 

uden tømmermænd. 

At 

kunne huske, 

hvad jeg lavede 

aftenen før, og 

hvad jeg sagde 

til folk.

nyt redaktørteam 

Hus Forbis redaktør gennem 

de seneste to år, Jaku-Lina E. 

Nielsen, er fratrådt sin stilling. 

Og som et led i den ’oprydning’, 

som den ekstraordinære generalforsamling 

var startskud til, 

har Hus Forbis bestyrelse valgt 

ikke at slå redaktør-stillingen op, 

før der er styr på organisationen 

igen. I stedet har man hyret to 

journalister, Karen Pedersen og 

Tina Juul Rasmussen, til i fællesskab 

at sørge for, at avisen bliver 

produceret og kommer på gaden, 

indtil redaktørstillingen igen kan 

besættes på vanlig vis. 

Karen Pedersen var redaktør 

på det allerførste nummer af 

Hus Forbi, som udkom i 1996, 

og fortsatte som redaktør i en 

årrække. Siden har hun skrevet til 

avisen som freelance-journalist. 

Tina Juul Rasmussen har været 

tilknyttet avisen som freelance- 

journalist siden 1997 og har 

vikarieret som redaktør adskillige 

gange. | - taj 

Karen Pedersen kan kontaktes på 

tlf. 990 4 4 eller 

karen.pedersens@gmail.com 

Tina Juul Rasmussen kan kontaktes 

på tlf. 990 4 4 eller 

tina-juul-rasmussen@mail.dk 

ny portal om 

udsattes sundhed 

Landsforeningen af Væresteder 

og Projekt Udenfor sætter 

fokus på udsattes sundhed på 

en ny hjemmeside www.udsattesundhed.nu. 

Sundhedsportalen 

samler og formidler viden om 

socialt udsattes sundhed og ulighed 

i sundhed. Undersøgelsen 

SUSY-Udsat, som Rådet for Socialt 

Udsatte og Statens Institut 

for Folkesundhed gennemførte 

i 2008, viste, at socialt udsattes 

sundhed er alarmerende ringe 

sammenlignet med den generelle 

befolknings sundhed. | 

- kap 

Se udsattesundhed.nu 

- Jeg er sikker på, vi nu redder avisen i stedet for at lægge den i graven, sagde 

Chopper, sælgernes talsmand efter den ekstraordinære generalforsamling. 

Oprydning i Hus Forbi 

af Morten Bruun 

| mob@redaktionen.dk 

Efter længere tid med både 

snavs og murren i krogene blev der 

både gjort rent og talt ud, da Foreningen 

Hus Forbi i begyndelsen 

af december holdt ekstraordinær 

generalforsamling i Hjemløsehuset 

i København. 

Den var indkaldt af en gruppe 

på godt hundrede af avisens sælgere, 

som frem for alt var utilfredse 

med, at Hus Forbis bestyrelse 

havde valgt at blive siddende trods 

det mistillidsvotum, den blev mødt 

med på den ordinære generalforsamling 

i oktober: 

- Vi er sure på ledelsen og nervøse 

for avisens fremtid. Vi bliver 

ikke længere hørt, og der mangler 

i den grad kommunikation. Det er 

ikke for sjov, vi står 12 timer i kulde 

og sælger Hus Forbi. Vi er også 

medlemmer af foreningen og vil 

have indflydelse på avisen, lød det 

blandt andet fra sælgernes talsmand, 

Chopper, som pepsnakkede 

den ekstraordinære generalforsamling 

i gang. 

Talrige løfter fra ny formand 

Kritikerne var – trods risiko for 

et langvarigt juridisk og måske 

ødelæggende slagsmål – på forhånd 

klar til at vælte den siddende 

bestyrelse og indsætte en helt ny 

ledelse. Så vidt gik det ikke. Blot 

to dage før den bebudede storvask 

valgte den hidtidige formand, 

Dieter Sebelin, at trække sig og 

overlade stolen til suppleant i bestyrelsen 

Robert Olsen, forstander 

på Mændenes Hjem i København. 

Og sammen med den nye næstformand, 

Stig Tarnow, daglig leder 

af Hjemløsehuset, som har støttet 

de vrede sælgere, kunne han 

række hånden frem til kritikerne. 

- Vi ønsker ikke at skabe et 

modsætningsforhold, og vi må 

frem for alt passe på, at vi ikke 

skader jeres sag og situation, 

sagde Robert Olsen. Han lovede 

blandt andet at genindføre de 

månedlige sælgermøder, sikre 

tættere bånd til sælgerne med 

en justering af vedtægterne og 

arbejde på atter at samle redaktion 

og salgsafdeling under samme tag. 

- Og så indkalder vi til ekstraordinær 

generalforsamling igen inden 

for det næste halve år, forsikrede 

Robert Olsen. 

Vi har reddet avisen 

Selv om nogle af deltagerne undervejs 

holdt fast i ønsket om at 

vælte bestyrelsen, valgte man efter 

en rummelig debat at acceptere 

den nye ledelses udspil. Det lykkedes 

ikke mindst, fordi den ekstraordinære 

generalforsamling vedtog 

at nedsætte en observationsgruppe 

med en håndfuld sælgere, der 

vil følge foreningens genrejsning 

og bestyrelsesarbejdet tæt. 

Efter mødet var sælgernes 

talsmand særdeles fornøjet med 

udfaldet: 

- Jeg er meget, meget tilfreds. 

Jeg er sikker på, vi nu redder 

avisen i stedet for at lægge den i 

graven, sagde Chopper. 

Og derfor kommer Hus Forbi 

også på gaden i næste måned. | 

foto Ulrik Jantzen 

kommunerne 

smøler 

Tre fjerdedele af kommunerne 

kommer til at bryde budgettet 

i år, når det handler om socialt 

udsatte børn. Det viser en undersøgelse, 

som Politiken Research 

har foretaget. 

- Det kommer ikke bag på os, 

at billedet ser sådan ud i kommunerne. 

Desværre. For mønsteret 

har jo i årevis været det samme: 

Kommunerne smøler. De skubber 

problemerne med de socialt 

udsatte familier foran sig i stedet 

for at gøre det, vi alle ved virker, 

nemlig en tidlig indsats over for 

de her børn, siger Kirsten Nissen, 

formand for Socialpædagogerne. | 

- taj 

indtægt ud over 

kontanthjælpen 

Syv kroner i timen. Det er, 

hvad en kontanthjælpsmodtager 

med deltidsarbejde har tilbage, 

når skatten er betalt. Og det er 

for lidt, mener Venstres socialordfører, 

Ellen Trane Nørby. Hun 

foreslår, at loven bliver lavet 

om, så de mest socialt udsatte, 

f.eks. hjemløse og folk, som har 

fået tilbudt en ’skæv bolig’, får 

lov til at tjene mere ved siden af 

kontanthjælpen. 

- Incitamentet for at arbejde 

som hjemløs er enormt lille. Syv 

kroner får ikke en hjemløs ud på 

arbejdsmarkedet. Det skal kunne 

betale sig at arbejde, så de hjemløse 

kan mærke en økonomisk 

forskel, siger Ellen Trane Nørby 

til dagbladet Information. 

Rådet for Socialt Udsatte 

glæder sig over forslaget. Man 

vurderer, at 60.000-70.000 

danskere er særligt udsatte, og 

rådets formand, Preben Brandt, 

mener, at mindst 5.000 af dem 

vil kunne få glæde af ordningen. 

Han mener i øvrigt, at de nye 

regler bør gælde alle udsatte. 

Socialdemokraterne og SF bakker 

op om Venstres forslag. | 

- kap 

Kilde: Information 

HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 | 7

Fanget i stoffernes he 

Vi har omkring 25.000 

narkomaner i Danmark. 

Bag hvert enkelt tal i 

statistikken gemmer 

sig et menneske, hvis 

skæbne er grusom, 

uværdig, tragisk – eller 

i bedste fald bare 


bundhamrende ulykkelig. 

For nogle lykkes 

det at kvitte misbruget, 

for andre er det et 

livslangt åg. 

Men for en lille 

gruppe af dem lysner 

det måske i horison- 

ten. Efter flere års 

debat startede forsøget 

med lægeordineret 

heroin 1. januar 2009 i 

Danmark. Det betyder, 

at udvalgte stofbrugere 

hver dag gratis 

kan hente deres stof 

og injicere det, mens 

en læge eller sygeplejerske 

ser på. 

Tanken er, at det 

skal give narkomanerne 

et mere roligt, 

mindre kriminelt og 

sundhedsfarligt liv.

lvede 

I anledning af forsøget 

sætter vi i dette 

nummer af Hus Forbi 

fokus på stofmisbrug 

og stofmisbrugere. 

- taj 

Faste rammer skræmmer 

misbrugerne væk 

Eksperter frygter, at man ikke får fat i de dårligst stillede 

narkomaner med lægeordineret heroin. Det er svært for de 

mest udsatte misbrugere at møde op på en klinik på faste 

tidspunkter hver dag. 



illustration Hanne Louise 

Nielsen 

Fra 1. januar 2009 kan omkring 

300 danske stofbrugere hente 

heroin på apoteket og injicere 

det på en klinik under supervision 

af en læge eller andet uddannet 

personale i åbningstiden. 

Netop de faste rammer om, 

hvor og hvornår brugerne kan 

tage deres heroin, vil få betydning 

for ordningen. Det mener 

bl.a. Karen Groos, formand for 

Landsforeningen for Human 

Narkobehandling. 

- Desværre er det ikke de 

dårligst stillede, man hjælper på 

den måde, siger Karen Groos og 

fortsætter: 

- Der findes misbrugere og 

brugere. Brugerne fungerer normalt, 

mens misbrugerne trænger 

til en hjælpende hånd. De har 

ikke styr på tilværelsen. Derfor 

bliver det svært for dem at møde 

op på en klinik på et bestemt 

tidspunkt. 

Vil gerne hjælpe flere 

Formålet med lægeordineret he- 

fakta om lægeordineret heroin 

• Ordningen med lægeordineret 

heroin træder i kraft den 1. januar 

2009 i de kommuner, der vælger at 

indføre ordningen. 

• Sundhedsstyrelsen regner med, 

at mindst 300-600 personer vil få 

gavn af tilbuddet om lægeordineret 

heroin. 

• For at komme i betragtning skal 

man være i metadonbehandling og 

have et heroinmisbrug ved siden af. 

roin er netop at give brugerne et 

mere anstændigt liv og mere frihed 

til at tænke på sig selv, men 

de faste rammer kan skræmme 

dem, der virkelig kunne få gavn 

af ordningen, væk, mener Christian 

Hvidt, klinisk overlæge i 

København Kommunes socialforvaltning. 

- Det kan virke skræmmende 

for brugerne, at de skal møde op 

på en klinik to gange om dagen 

for at indtage heroinen overvåget. 

Det begrænser den frihed, 

de er vant til fra deres metadonbehandling. 

Når der sker 

ændringer i folks frihed, gør de 

modstand. Lad os se, hvor mange 

der synes tilbuddet er attraktivt, 

når de ser kravene, siger han og 

tilføjer: 

- Det er nok ikke de allerværst 

stillede, der får gavn af 

ordningen. De har simpelthen for 

svært ved at møde op. 

Både Christian Hvidt og Karen 

Groos hilser dog ordningen 

velkommen og ser det som en 

mulighed for at lære af erfaringerne 

og forbedre forholdene 

med årene. 

- Vi skal i første omgang vise, 

at vi kan behandle en gruppe 

• Heroinen skal hentes på apoteket 

og injiceres på en klinik under 

opsyn af en læge og mindst to 

sundhedsuddannede inden for 

åbningstiden. 

• I ordningen lægges der op til, at 

patienten tager sin heroin to gange 

dagligt. For at undgå abstinenser 

om natten, når klinikken holder lukket, 

udleveres metadon. 

brugere, der kan få gavn af 

lægeordineret heroin. Når vi 

om nogle år har gjort os nogle 

erfaringer, kan justeringer sikre, 

at flere får tilbud om behandling 

med lægeordineret heroin, siger 

Christian Hvidt. 

Han skønner, at højst 300 narkomaner 

på landsplan vil tage 

imod tilbuddet om lægeordineret 

heroin. 

- I behandlingssystemet vil 

vi gerne have fat i endnu flere 

stofmisbrugere og hjælpe med at 

give dem et anstændigt liv. Måske 

kan tilbud om lægeordineret 

heroin også være en måde at få 

flere i behandling på. | 

Ved redaktionens slutning kunne 

Lægemiddelstyrelsen endnu ikke 

svare på, hvorfra man vil få heroinen, 

der skal udleveres, men oplyser, 

at man sandsynligvis vil købe 

det i Holland, hvor det produceres 

syntetisk. Reglerne for, hvordan 

man indfører heroin, der endnu ikke 

er godkendt som lægemiddel i Danmark, 

er endnu ikke afklarede. | 

Læs også kommentaren på side 

20 om erfaringerne med læge- 

ordineret heroin i England. 

• Man kan ikke få heroinen med 

sig, hvis man eksempelvis skal på 

ferie, indlægges på hospitalet eller 

afsone en dom i et fængsel. | 

Kilde: Vejledning om ordination af 

injicerbar heroin ved opioidafhængighed, 

Sundhedsstyrelsen, 

november 008. 


I morgen er det slut 

Sådan blev Fini Flensgart ved med at sige til sig selv. Alligevel tog 

det ham 30 år, inden han kvittede stofferne. I dag lever han et næsten 

borgerligt liv, selvom netop modstanden mod det sendte ham ud i misbruget. 

af Birgitte Ellemann Höegh 

| birgitte.hoegh@os.dk 

foto Holger Henriksen 

Fini Flensgart bor i Stege på Møn. Her har han 

en lejlighed i et byhus, der huser en håndfuld 

af byens narkomaner, pushere, alkoholikere 

– og så Fini selv, der også tidligere har været 

på alt fra dope og heroin til kokain, sovepiller, 

og nervepiller igennem 30 år. 

Men for to et halvt år siden tog han en beslutning 

om, at det skulle være slut. For langsomt 

var det gået op for ham, hvad der havde 

sat hele hans misbrug i gang, og nu syntes han, 

at han var klar til at kvitte stofferne. 

En ualmindelig narkoman 

Fini har selv henvendt sig til Hus Forbi, fordi 

han mener, at han har noget vigtigt at fortælle, 


og tror også, at han måske kan hjælpe andre 

stofmisbrugere videre i livet. Derfor er vi taget 

til Stege og dukker op i skumringstimen, efter 

Fini har fået fyraften på Bisca-fabrikken. 

I Finis lejlighed ser det ud, som om tiden 

er frosset fast i slutningen af 1960erne, lige 

bortset fra en mikrobølgeovn. Fini har sat 

Pink Floyds ”Wish you were here” på anlægget, 

hans to hunde er dysset til ro på hver sin 

sovepose, og så går Fini i gang med at fortælle 

i håb om, at vi kan følge hans tankegang. 

- Jeg er en ualmindelig narkoman, fordi jeg 

har haft en lykkelig barndom i en lille arbejderfamilie 

på Amager. Men da jeg kom ud af skolen 

og gik i lære som mekaniker, skete der noget 

inde i mig. Jeg begyndte ellers optimistisk - 

skulle ud at arbejde og opleve den gode verden. 

Jeg nåede at blive uddannet automekaniker og 

siden hen lokomotivassistent, men hver gang 

Fini Flensgart har sæsonarbejde på Bisca-fabrikken, hvor han bl.a. er med til at bage småkager til jul. Han 

hygger sig med kollegerne, men ville hellere arbejde med at passe børn. 

jeg begyndte at blive en ’borger’, strittede noget 

imod, og så søgte jeg over i fester og stoffer. Jeg 

troede i mange år, at jeg havde festet mig ind i 

mit misbrug, men nu har jeg fundet ud af, at det 

handler om noget helt andet. 

Var ladet op med positiv energi 

Fini holder en lang pause, leder efter ordene, 

for han ved ikke helt, hvordan han skal forklare 

sig, men så læner han sig forover, tager 

et ordentligt sug af sin cigaret og fortæller om 

sine teser. 

- Vi mennesker er født med og er positiv 

energi, og så skal vi jo gerne fortsætte med at 

blive ladet op positivt. Jeg var jo ladet meget 

positivt op, men problemet var, at det samfund, 

vi lever i, er negativt – og positiv energi 

skaber balance, mens negativ energi skaber 

ubalance. Det er først nu, jeg har fundet ud af, 

- Det er vigtigt 

for mig at have 

et job, og jeg er 

glad for mine 

kolleger, som jeg 

har været åben 

over for om mit 

liv som mis- 

bruger.

-Jeg er en ualmindelig 

narkoman, 

fordi jeg har haft en 

lykkelig barndom 

i en lille arbejderfamilie 

på Amager. 

Men da jeg kom ud 

af skolen og gik i 

lære som mekaniker, 

skete der noget 

inde i mig. – Det, der står tydeligst for mig, er den måde, stofferne forandrede mig på og bragte mig ind i en anden verden, der 

at det var derfor, at jeg havde så påtrængende 

en følelse af, at jeg ikke ville den vej, alle andre 

skulle, og det gav et kaos af følelser, så jeg 

flygtede over i stofferne. 

Fini fortsætter med at forklare, at vi mennesker 

består en krop – et elektricitetsværk 

– og et magnetfelt. Når vi dør, er kroppen 

tilbage, men livet – magnetfeltet – er væk. 

Han taler om solens kraft, der lader planeten 

op, til den skal være sol engang, og positive 

og negative energier, der kan give magnetiske 

ubalancer og være med til, at vi også som mennesker 

kan lades negativt op. 

Hvad var det, der skete for dig, da du begyndte 

at tage stoffer? 

- Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig og 

købte et lille kolonihavehus. Jeg startede med 

at sniffe heroin i weekenderne. Lige pludselig 

var det både fredag, lørdag og søndag, lige 

pludselig var jeg rigtig glad for, at der var én 

dag midt i ugen, hvor jeg ikke tog noget, og så 

blev uoverskuelig at ændre. For mig blev det hurtigt en angst for nedturen. Jeg kan ikke forstå, at det skulle tage 

så mange år og være så svært, siger Fini Flensgart, som har været clean i snart tre år. 

syntes jeg pludselig ikke, at det var så slemt, at 

jeg sniffede hver dag, for de andre, der fixede, 

var meget værre – og sådan kunne jeg hele 

tiden undskylde mig selv og gled til sidst helt 

ind i stofferne, da jeg var omkring 22 år. 

Faldt i søvn som lokofører 

Hvordan var dit liv så? 

- Jeg vidste hele tiden, at stofferne var noget 

lort og nåede at arbejde som svend ganske 

kort tid, men da var heroinen allerede kommet 

ind over. Senere blev jeg lokomotivassistent 

og kørte S-tog i to år, hvor jeg sad og stenede, 

faldt nogle gange i søvn og kørte forbi stationerne… 

men på et tidspunkt blev jeg anholdt 

og røg i Vester Fængsel. Generelt har jeg ikke 

været ret meget i spjældet, jeg har klaret 

mig med småplat, lån, sort arbejde og samlet 

tomme flasker. 

Hvornår var det allerværst? 

- Jeg har haft perioder, hvor jeg sov på gul- 

vet hos mine forældre. De har sgu altid hjulpet 

mig. Engang lå jeg og pissede på deres sofa. De 

ringede efter en vagtlæge, der lige løftede mit 

øjelåg og sagde: ”Ham dér skal I ikke spilde 

mere tid på”. Der var mest knald på, da jeg var 

25-30 år. Jeg tog over et gram heroin hver dag, 

havde sår på armene, kunne ikke finde en åre 

at fixe i og solgte heroin i Istedgade. 

Har en fornuftig datter 

Men så fik Fini en datter, der dæmpede stofindtaget 

for en stund. 

- Jeg begyndte at få metadon, og så faldt der 

lidt ro over det, men jeg havde stadigvæk et 

konstant misbrug med sovepiller og nervepiller 

skyllet ned med guldøl. 

Kunne du passe din datter, selvom du havde et 

misbrug? 

- Det er gået, og hun er blevet en god pige 

– for den grundlæggende kærlighed var der. 

Hun har vidst, hun havde mig, selv om jeg 

HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 | 11 

4

talte sort, nogle gange gik sidelæns og faldt 

i søvn ude i halmen, når jeg fulgte hende til 

ridning. 

Hvordan har hun det i dag? 

- Fint, nu er hun 21 år og er så fornuftig, at 

man ikke skulle tro, hun var min datter. Det er 

sgu lidt mærkeligt. Da hun blev 13 år, flyttede 

vi ned til Møn sammen med min søster på en 

gård i fire år. Men det gik ikke. Så da hun var 

18 år, flyttede jeg til Stege. Jeg kunne kun få 

den her lejlighed, og det var ikke et miljø for 

hende, så hun flyttede ud på den gård, hvor 

hun havde opstaldet sine to heste. Nu bor 

hun i København sammen med en veninde og 

arbejder i Føtex. 

Havde angst for nedturen 

Hvad har gjort størst indtryk på dig som narkoman? 

Fini tænker sig længe om. 

– Det, der står tydeligst for mig, er den 

måde, stofferne forandrede mig på og bragte 

mig ind i en anden verden, der blev uoverskuelig 

at ændre. For mig blev det hurtigt en angst 

for nedturen. Jeg kan ikke forstå, at det skulle 

tage så mange år og være så svært. 

Føler du, at du har levet? 

- Ja, jeg har mange gode minder. Jeg er 

heldigvis så positiv, at jeg for eksempel har fået 

noget godt ud af at få leverbetændelse, for så 

holdt jeg op med at dele værktøj med andre, og 

det reddede mig fra at få aids. Jeg ville da gerne 

have klaret det på en anden måde. Men jeg er 

skide stolt af, at jeg ikke bare kom ind i borgerfolden 

og i dag sidder med et parcelhus og stemmer 

konservativt. For mig er alle de mennesker 

forført. De siger, at de unge bare skal tage sig 

sammen og købe en lejlighed, så skal det hele 

nok gå den rigtige vej. Men det er netop, mens 

man er ung, at ens instinkt i livet er stærkest. 


Det er derfor, man reagerer, når man opdager, 

hvad samfundet indeholder af lort. 

Kunne du have tacklet tilværelsen anderledes? 

- Hvis jeg havde mødt et positivt samfund, 

eller hvis nogen havde forklaret mig, at min 

utryghed ved systemet var helt normal, var 

det måske gået. 

Clean som 50-årig 

Først da Fini runder de 50 år, får han taget tyren 

ved hornene og får has på sit stofmisbrug. 

- Nu er det hele vendt i mig – lige pludselig 

forstår jeg det hele. 

Hvad har givet dig den forståelse? 

- Man lærer jo som barn, at man skal dele 

og være sød ved hinanden, men når man kommer 

ud i samfundet, er det jo kun ’mig, mig 

og mig’. Vi har et system, der skaber forskel, 

splittelse, egoisme og ensomhed – ting som et 

socialt flokdyr i hvert fald ikke har brug for. 

Hver gang jeg kom tilbage fra nedtrapning, gik 

det ud på, at jeg skulle sluses ind i samfundet, 

betale skat, afdrag og terminer, og så mistede 

jeg fuldstændigt lysten. Men da jeg blev 

omkring 50 år og kunne se, at misbrugerne 

omkring mig døde, fandt jeg ud af, at jeg ville 

være clean. Jeg brugte min mentale styrke til 

at opsøge misbrugscenteret i Vordingborg og 

kom sidenhen til et rigtigt godt center nord for 

Aalborg, hvor jeg kunne have mine hunde med 

og blev nedtrappet på 15 dage. 

Lever for det, jeg har brug for 

I dag er du en mand på 53 år, der arbejder, har 

kollegaer, en lejlighed og to hunde, du lufter. 

Hvori er forskellen på den måde, du lever, og det 

samfund, du ikke gider være en del af? 

- At jeg kan gennemskue det hele. Jeg lever 

ikke for systemet, men for det, jeg har brug 

for. Går til svømning tre gange om ugen, sør- 

I dag lever Fini Flensgart et stilfærdigt og regelmæssigt liv i Stege med sit job og sine to hunde, som han går 

over fem kilometer med hver dag. 

ger for at gå over fem kilometer med hundene 

hver dag, spiser ordentligt og smører en mad 

til hver pause på mit arbejde. 

Er du glad for dit arbejde? 

- Det er vigtigt for mig at have et job, og jeg 

er glad for mine kolleger, som jeg har været 

åben over for om mit liv som misbruger, men 

jeg er ikke glad for at lave småkager. Jeg vil 

hellere passe børn, og det skal jeg nok komme 

til - jeg tror bare, at man skal flytte sig langsomt. 

Og hvad med stofferne? 

- Jeg ryger en fed en gang imellem. Men 

heroin, morfin, metadon, kokain, speed, øl, 

sovepiller og nervepiller er helt ude af billedet. 

Hvad med vennerne? 

- Jeg bliver hurtigt træt af at høre på dem, 

når de sidder og råber, så dem ser jeg ikke så 

meget mere. De gamle venner fra København 

er døde alle sammen. Nu er jeg begyndt at se 

lidt til en kollega – hjælper ham med at klippe 

træer. Men det handler altså for mig om alt 

det med balance og positive energier. For mig 

er det meget indlysende, men jeg kan godt 

mærke, at de fleste ikke rigtig forstår mig. 

Hvad siger din datter? 

- Hun siger: ”Far – det gider jeg da ikke høre 

om. Vil du ikke høre det sidste nye musik?” 

Men en dag bliver hun nødt til at høre på mig. 

For det handler jo om alt det, jeg synes, er det 

væsentligste her i livet. 

Skeptisk over for cyberspace 

Der er blevet buldrende mørkt på Møn. Vi 

taler lidt om, at det måske var en idé for Fini at 

forsøge sig med internettet. Måske han kunne 

finde nogle åndsfæller i cyberspace, men det 

ved han nu ikke rigtigt, for Fini kan bedst lide 

at sidde over for andre mennesker og snakke 

om livets positive energier og ubalancer. | 

- Jeg er skide stolt af, 

at jeg ikke bare kom 

ind i borgerfolden og 

i dag sidder med et 

parcelhus og stemmer 

konservativt.

Den søde tand 

Normalt har voksne 28 tænder, 

og nogle har op til fire visdomstænder. 

Godt halvdelen af alle stofbrugere 

har mindre end 20 tænder tilbage i munden. 





Nielsen 

Det går hårdt ud over tænderne 

at være i metadonbehandling. 

Metadon er fyldt med sukker, og 

for dårlige tandhygiejne ødelægger 

derfor tænderne, fortæller 

Kate Caroc, klinikmanager hos 

glemt tandbørsten 

Sukker kombineret med den dårlige 

tandhygiejne gør, at tænderne 

til sidst falder ud. 

- Når man vågner om morgenen 

og kun tænker på, hvordan man 

skal skaffe stoffer, så glemmer man 

tit tandbørsten. Vores brugere har 

ikke overskud til at børste tænder. 

Stofferne er vigtigere, siger Kate 

Caroc. 

Jo ældre man bliver, jo værre ser 

det ud. Tre ud af fire stofbrugere 

over 55 år mangler mere end 12 

tænder. | 

Bisserne, de hjemløses tandklinik 

på Mændenes Hjem i København. 

- Når man tager metadon i 

flydende form uden at børste tænder 

regelmæssigt, så får det lov 

at ligge i mundhulen som madding 

til plak. Derudover er vores 

patienter særligt glade for sukker. 

De bruger op til seks-syv teskefulde 

sukker i kaffen. Sukker er 

også et vanedannende stof. | 

tandpastasmil 

Et smil, der viser rådne stumper og 

betændt tandkød ser ikke godt ud 

til en jobsamtale. 

Kate Caroc viser en ung kvindes 

journal frem: En illustration af tandsættet 

med krydser i de tænder, 

hvor der er karies. 

- Alle tænderne i overmunden 

skal rives ud, og de tænder i undermunden, 

der ikke skal rives ud, har 

karies. 

- Hun kommer ikke ud på 

arbejdsmarkedet, før hun har fået 

hevet sine tænder ud og fået en 

tandprotese. | 

guld i mund 

Det koster at få ordnet tænderne. 

Især hvis man skal have nyt tandsæt. 

Men i modsætning til andre 

grupper har socialt udsatte ikke 

mange muligheder for at få hjælp til 

tandlægeregningen, medmindre de 

har nedsat førlighed eller et vidtgående 

fysisk eller psykisk handicap. 

Er de folkepensionister, kan de få 

dækket op til 85 procent af tandlægeregningen, 

og i særlige tilfælde 

kan kommunen gå ind og hjælpe 

med at betale tandlægeregningen, 

hvis behandlingen er ”nødvendig og 

velbegrundet”. 

Rådet for Socialt Udsatte mener, 

at denne bestemmelse administreres 

meget restriktivt. 

- Det er derfor, vi har travlt her 

hos os. Vores målgruppe er de hjemløse, 

men vi får henvendelser fra 

mange, der har egen bolig, men som 

ikke har råd og ikke kan få hjælp 

andre steder, siger Kate Caroc og 

fortsætter: 

- En dag ringede de til os fra et 

behandlingssted i Jylland og spurgte, 

om de kunne sende en busfuld 

brugere herover til os. Det har vi 

ikke ressourcer til. De 19 tandlæger 

og ni tandplejere, der arbejder her, 

får ingen løn, siger Kate Caroc fra 

Bisserne. | 

Kilde: Rådet for Socialt Udsattes 

Årsrapport fra 008. 

Kate Caroc, klinikmanager hos 

Bisserne, de hjemløses tandklinik på 

Mændenes Hjem. 


Mit navn er Martin, 

jeg er narkoman 

af Martin 

illustration Hanne Louise Nielsen 

Jeg har været tæt på at dø. Jeg har været 

på sygehuset mindst ti gange, fire gange på 

forsorgshjem og tre gange i døgnbehandling 

i ni måneder. Intet har hjulpet. Jeg er stadig 

narkoman. 

Men hvis du ser mig på gaden, vil du ikke 

kunne se det. Hvis du fører en samtale med 


mig, vil du ikke kunne høre det – at jeg er 

narkoman. 

Jeg er 34 år gammel, universitetsuddannet, 

på overfladen velfungerende, men delvist 

fysisk og inderst inde psykisk ødelagt efter 

ti års afhængighed. Jeg har sniffet mindst to 

virkelig gode parforhold væk. Mine nærmeste 

relationer til venner og familier er kraftigt 

belastede af mit misbrug. Muligheden for at 

anvende min uddannelse til andet end lidt 

Jeg er 34 år gammel, 

universitetsuddannet, 

på overfladen velfungerende, 

men delvist 

fysisk og inderst inde 

psykisk ødelagt efter 

ti års afhængighed. 

Tre døgnbehandlinger har ikke kureret mit misbrug. 

En stor del af ansvaret er mit, men måske skal man også se på, om de 

behandlingssteder, som samfundet poster millioner af kroner i, er gode nok. 

vikar-arbejde hist og pist har jeg ikke engang 

magtet. For det er svært at undervise, hvis 

man skal have sit kokain hver halve time. 

Ville væk fra mig selv 

Det begyndte som et ganske, efter nutidens 

normer, normalt weekend-misbrug af kokain, 

ecstasy og amfetamin. Den første streg tog 

jeg en nytårsaften og var hunderæd for en 

overdosis. Men jeg kunne lide det. Følelsen

mindede om en forelskelse. Og jeg blev meget 

forelsket og hurtigt dybt afhængig af alle 

tænkelige narkotiske stoffer og piller. Når jeg 

ikke havde penge til mine stoffer, drak jeg. 

Mest snaps; der kom branderten hurtigst. Og 

jeg kom hurtigst væk. 

Mit stofmisbrug handler nemlig om at 

komme væk. Væk fra mig selv. 

Jeg har ikke haft nogen traumatisk barndom, 

lidt turbulent måske som skilsmissebarn, 

men ikke noget særligt. Jeg har heller 

aldrig oplevet noget, der kunne give mig Post 

Traumatisk Stress Syndrom. Mit grundlæggende 

problem er, at jeg ikke kan være alene 

med mig selv, og samtidig at jeg hele tiden er 

på jagt efter det sus, jeg fik den nytårsaften 

for mange år siden. Det sus, jeg ved, jeg aldrig 

får igen. 

Intet har stoppet mig 

Mit galoperende kokain-misbrug har betydet 

hospitalsindlæggelser, fordi jeg vitterligt 

har været døden nær. Min afhængighed har 

engang drevet mig direkte fra Aalborg Sygehus 

Syd, ind i en taxa og ned til en pusher, 

som meget bekvemt boede to stoppesteder fra 

hospitalssengen. 

Jeg har kopieret morfinrecepter på en 

farvekopimaskine, drukket hostesaft blandet 

op med Fanta og kastet blod op ud over hele 

min lejlighed. Jeg har levet i en overfladisk 

diskoteksverden, hvor prisen på mine sko var 

uendelig meget mere vigtig, end hvad jeg følte, 

jeg havde på hjertet. Og ikke mindst har jeg 

bedraget og løjet over for alt og alle. Konsekvenserne 

har været klare og håndgribelige. 

Og alligevel har intet kunnet stoppe mig. Ikke 

engang tre døgnbehandlingssteder har kunnet 

hjælpe mig. Hvorfor? 

Samfundet betaler regningen 

Jeg bebrejder på ingen måde dem, som tænker, 

at jeg selv er ude om det – at jeg ”bare 

kan tage mig sammen”. De samme mennesker 

må bare leve med, at de bor i et land, hvor en 

gruppe af deres medmennesker ikke ’bare’ 

kan tage sig sammen, men behøver andres 

hjælp. Problemet er måske, at de to grupper 

ikke forstår hinanden. For hjælp får man – på 

behandlingssteder. Efter min erfaring rækker 

den bare ikke. 

Konsekvenserne har 

været klare og håndgribelige. 

Og alligevel 

har intet kunnet stoppe 

mig. Ikke engang tre 

døgnbehandlingssteder 

har kunnet hjælpe mig. 

Hvorfor? 

Nogle behandlingssteder kører efter Minnesota-modellen. 

Andre tror på, at årsagen 

til misbruget skal findes i sociale og psykiske 

forhold i opvæksten. Behandlingsstederne 

er private, og prisen pr. misbruger ligger på 

18-20.000 kroner om måneden. Kommunen og 

dermed samfundet betaler regningen. 

Snød dem alle sammen 

Første gang jeg var i behandling, var jeg ikke 

klar. Jeg gjorde det kun for min mor og lillesøsters 

skyld. Jeg bildte folk omkring mig ind, at 

jeg var færdigbehandlet efter tre måneder og 

tog hjem en måned før tid. 

Anden gang – på Sydgården i Haderslev 

– gennemførte jeg behandlingen. Det samme 

gjorde omkring ti procent af ’min’ generation 

på stedet, og de er stadig clean og ædru i dag. 

Det lyder som uhyrligt få. Og det er uhyrligt 

få. Folk faldt fra som fluer, og personalet og 

ledelsen gjorde intet for at rette op på den 

statistik, selv om det, når alt kommer til alt, 

handler om liv og død. 

For mig lykkedes det at opbygge et image 

af at være fantastisk ærlig. Jeg indrømmede, 

at jeg stadig havde trang til at tage stoffer, 

selvom jeg udmærket var på det rene med de 

principper og begreber, behandlingen byggede 

på. Det var nærmest komisk, så populær 

jeg blev. I virkeligheden havde jeg allerede 

halvanden måned før min ’løsladelse’ planlagt 

mit tilbagefald og købt tre gram kokain, som lå 

klar til den fredag, jeg skulle hjem. 

Efter hver samtale med psykiater og psykolog 

gik jeg ud med en følelse af at have narret 

Sydgården og dermed bevist min overlegen- 

hed. Selvfølgelig havde jeg først og fremmest 

narret mig selv. Det skriver jeg ikke for at 

kritisere Sydgården, men for at påpege fejl og 

mangler. Jeg er blot stadig i næsegrus forundring 

over, at professionelle behandlere ikke 

gennemskuede mig. 

Rejste efter tre uger 

I maj startede jeg på min sidste behandling på 

et lille sted med cirka 12 beboere – en slags 

’Minnesota-light’-behandling. Ingen mobiltelefon, 

visitation ved ankomsten, men så heller 

ikke mere. På hjemmesiden stod der om ’rig 

mulighed for psykoterapeutisk behandling’, og 

at den første tid på stedet var ’aktiv’. Ingen af 

delene passede for os nyankomne. 

En kvindelig psykoterapeut, som sammen 

med en advokat var en af stedets fire ejere, tilbragte 

mest tid på sin klinik i København. Og 

det meste af den ’aktive hverdag’ gik med at 

ryge cigaretter og spise. For som nyankommen 

var man stærkt medicineret og derfor ikke 

modtagelig for behandling, lød begrundelsen. 

Personligt gik jeg ikke rundt i nogen rus. 

Jeg er stadig chokeret over at have oplevet 

en af de ansatte terapeuter i et foredrag nævne 

en ikke tilstedeværende beboers metadon- 

ordination. Et klokkeklart brud på forvaltningslovens 

regler om tavshedspligt, men 

endnu mere et udtryk for behandlerens mangel 

på professionalisme og omsorg. Jeg rejste 

fra stedet efter tre uger. 

Der er noget galt 

Igen spørger jeg (mest mig selv): Hvorfor har 

den dyre behandling ikke hjulpet? Selvfølgelig 

bærer jeg min del af ansvaret. Men sagen 

er, at jeg har mødt mange med problemer som 

mine, og 90 procent af dem har haft lignende 

oplevelser på behandlingsstederne. Så ja – der 

er måske noget galt. Måske trænger vi til en 

revision af de mange steder, som kommunerne 

poster millioner i. 

For der skal meget til. Stofmisbrugere er 

næsten pr. definition yderst kreative bedragere 

og skuespillere. Skuespillere, der skal 

gennemskues, før de kan hjælpes. | 

Martin er forfatterens rigtige navn, men han har 

ønsket at være delvist anonym. Hus Forbi er 

bekendt med hans fulde identitet. 


Frie tøjler 

i behandlingen 

af narkomaner 

Der er ingen kontrol med de metoder, 

landets behandlingsinstitutioner bruger. 

Her bruges både svedehytter og religiøs 

omvendelse til at behandle misbrugerne. 

Og resultaterne er ikke forbedret siden 

1970’erne. Eksperter efterlyser skærpede 

krav på området. 




Nielsen 

- Hvor tit onanerer du, Charlotte? 

Onanerer du, inden du lægger dig 

til at sove? 

Spørgsmål som disse fik Charlotte 

i sin terapi på en døgnbehandlingsinstitution 

i Jylland. 

- 85 procent af terapien cirkulerede 

omkring sex. Mit liv handler 

ikke kun om sex. Jeg havde 

brug for at tale om andre ting, 

men terapeuten drejede hele tiden 

samtalen over på sex, fortæller 

Charlotte. 

Hun forlod stedet efter fire 

måneders behandling lige efter 

påske. Nu får hun metadon. 

- Desværre, siger Charlotte og 

det siger bekendtgørelsen 

Godkendelse af pædagogik, 

fysiske rammer, økonomi og 

personale 

§ 9. Kommunalbestyrelsen godkender 

opholdsstedets, botilbuddets 

eller behandlingstilbuddets pædagogiske 

metode og målsætning for 

det pædagogiske arbejde i forhold 


tilføjer: - Jeg var meget motiveret 

for at blive clean. Det lykkedes 

ikke, fordi jeg var fejlplaceret. Jeg 

skulle aldrig have været på det 

behandlingssted. Terapeuterne 

gjorde mig utryg, fordi det hele 

drejede sig om sex. 

Ingen krav til metoderne 

Steder som det, Charlotte fortæller 

om, får stofbrugere i behandling, 

fordi der ikke stilles krav til 

fagligheden i metoderne på landets 

døgnbehandlingscentre. Det 

mener blandt andre centerleder 

Mads Uffe Pedersen fra Center for 

Rusmiddelforskning ved Århus 

Universitet. 

- Der er ingen krav til faglige 

kompetencer eller metoder på de 

stoffri døgnbehandlingsinstitutioner. 

Det betyder, at man kan 

til opholdsstedets, botilbuddets 

eller behandlingstilbuddets målgruppe. 

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan 

godkende fagligt forsvarlige pædagogiske 

metoder, selv om de afviger 

fra de metoder, som anvendes i 

tilsvarende kommunale tilbud. 

Stk. 3. Den pædagogiske metode 

og målsætning skal fremgå af godkendelsen. 

| 

Kilde: Bekendtgørelse om godkendelse 

af og tilsyn med private opholdssteder, 

private botilbud og private 

behandlingstilbud for stofmisbrugere, 

kapitel .

- Hvis mine 

børn nogensinde 

kommer ud i 

misbrug, vil jeg 

aldrig være tryg 

ved at sende 

dem i døgn- 

behandling. 

nedsætte sig uden uddannelse eller 

uden en defineret metode og kalde 

sig en døgnbehandlingsinstitution 

og bruge svedehytter som behandling, 

hvis det er det, man vil, siger 

Mads Uffe Pedersen. 

Og det det gør man faktiskpå 

behandlingsstedet Narconon. 

Her sveder misbrugere i behandling 

stofferne ud af kroppen 

i en svedhytte, baseret på et 

sauna-program, der er udviklet af 

scientologygrundlæggeren L. Ron 

Hobbard. Stedet er godkendt af 

det daværende Vestsjællands Amt 

som behandlingssted. 

Risikerer at slå ihjel 

Mads Uffe Pedersen kritiserer 

også indsatsen, efter misbrugeren 

har forladt behandlingsstedet: 

- Det er ikke nok, at folk bliver 

stoffri. Det kan vi se, fordi effektiviteten 

i behandlingen ligger 

på samme niveau som i 1971, siger 

han. 

Succesraten måles ved at opsøge 

misbrugere et år efter, de har 

været i behandling, for at se, om 

de stadig er stoffri. Men behandlingen 

følges ikke til dørs, mener 

Mads Uffe Pedersen. 

- Resultaterne er ikke blevet 

bedre, fordi tankegangen er, at 

når personen er blevet stoffri, 

så er behandlingen forbi. Det er 

først, når stofbrugeren bliver 

sendt hjem, at arbejdet med at 

holde fast i at være stoffri for 

alvor begynder, siger Mads Uffe 

Pedersen og tilføjer: 

- Det er helt håbløst, at man 

bliver overladt til sig selv, når 

man er blevet stoffri. 

Det nikker Ingelis Langgaard 

fra Københavns Amts Behandlingscenter 

for Stofbrugere, 

KABS, genkendende til: 

- Det er virkelig en katastrofe. 

Det mindste er at blive stoffri. At 

gøre nogen stoffri uden at forandre 

deres netværk, sikre bolig og 

nye relationer er det værste, man 

kan gøre. Uden det har behandlingen 

været spildt, og personen 

ender tilbage på gaden. 

- I værste fald kan en manglende 

koordineret indsats slå 

mennesker ihjel, siger hun. 

Kontrollen er lemfældig 

Brancheforeningen for Danske 

Behandlingsinstitutioner (BDB) 

tæller omkring en tredjedel af 

landets 35 behandlingssteder. Her 

mener man, at kommunerne ofte 

mangler de rette kompetencer til 

at løfte opgaven. 

- Det er mit indtryk, at kommunerne 

ikke er klædt på til at 

vurdere den faglige del af behandlingen 

på institutionerne. 

Derfor kigger de hovedsageligt 

på, om vi opfylder kravene til 

økonomien, som der især stilles 

krav til i bekendtgørelsen på 

området, siger Christian Messel, 

BDB’s generalsekretær. 

Han mener desuden, at kon- 

der er klare regler, mener minister 

Det var ikke muligt at få et interview 

med velfærdsminister Karen 

Jespersen (V), men hun har sendt 

følgende kommentar via sin pressesekretær: 

- Der er ganske klare regler for 

godkendelse af behandlingstilbud 

til stofmisbrugere. Det fremgår 

af bekendtgørelsen for området, 

trollen med kvaliteten af behandlingsinstitutionerne 

er lemfældig: 

- Institutionerne får det mere 

eller mindre, som de vil have det, 

konstaterer han. 

For at forbedre kvaliteten i 

behandlingen forsøger brancheforeningen 

at tiltrække flere 

medlemmer og sikre et fagligt 

niveau baseret på samarbejde 

med forskere på området. 

Kommunen betaler 

Fordi der ikke stilles specificerede 

krav til den pædagogiske metode, 

poster kommunerne penge 

i behandlingsinstitutioner med 

tvivlsom praksis, mener psykolog 

Liese Recke fra Gadejuristen, 

som arbejder med narkomaner på 

gadeplan i København. 

- Jeg har aldrig hørt om, at et 

behandlingssted ikke kunne godkendes 

på grund af en pædago- 

Man kan nedsætte 

sig uden 

uddannelse 

eller uden en 

defineret metode 

og kalde 

sig en døgn- 

behandlings- 

institution og 

bruge svedehytter 

som 

behandling. 

at kommunalbestyrelserne, som 

har ansvaret, skal godkende både 

institutionens pædagogiske arbejdsmetoder 

og personalet. Der er i de 

senere år taget en række initiativer 

for at forbedre kommunernes indsats 

på området. Det gælder blandt 

andet sagsbehandling, visitation 

og uddannelse af sagsbehand- 

gisk metode, siger psykolog Liese 

Recke og fortsætter: 

- Der stilles krav til økonomi, 

men der er ingen regler til det 

faglige indhold, så på den konto 

foregår der tvivlsomme tiltag, 

f.eks. helbredelse gennem religiøs 

omvendelse. Jeg synes, det er 

problematisk, når kommunen 

finansierer religiøse sekter, der 

lancerer religiøs omvendelse som 

en metode, der virker. Det ville 

være det samme, hvis vi anerkendte 

koranskoler som behandlingsinstitutioner, 

fordi hvis man 

bliver radikal muslim, holder man 

op med at anvende rusmidler. Det 

har jeg som skatteborger og psykolog 

et meget stort problem med, 

siger Liese Recke. 

Ingen tillid til behandlingen 

Fordi Charlotte selv har mærket, 

hvad det betyder, at der ikke stilles 

krav til behandlingsmetoden 

for misbrugere, og at kvaliteten 

ikke kontrolleres, ville hun tænke 

sig om, inden hun sendte sine 

børn i behandling. 

- Hvis mine børn nogensinde 

kommer ud i misbrug, vil jeg 

aldrig være tryg ved at sende dem 

i døgnbehandling. Man tror, man 

lægger sit liv i hænderne på nogle 

mennesker, der vil én det godt. I 

mit tilfælde overskred opholdet 

mange grænser, og jeg følte, det 

var et seksuelt psykisk overgreb, 

siger Charlotte. | 

Charlotte har valgt at være anonym, 

men redaktionen er bekendt med 

hendes rigtige identitet. 

lere. Desuden er SFI i gang med en 

kvalitativ undersøgelse, som bl.a. 

omfatter indholdet i behandlingen 

af stofmisbrugere og individuelt 

tilpassede behandlingstilbud. Så der 

gøres rigtig meget for hele tiden at 

forbedre behandlingstilbuddene til 

stofmisbrugere. | 


Min mor 

gjorde mig til narkoman 

Da Lykke var 16 år, fik hun morfin af sin mor. I takt med at livet gjorde ondt, 

voksede misbruget. Hun har været på afvænning flere gange, men det 

lykkedes først, da hun lå seks måneder på en madras med kæresten. 




- Da jeg var ti år, kom jeg hjem og fandt min 

far på gulvet. Der var hjernemasse ud over 

hele rummet. Han havde skudt sig selv. 

Sådan starter 31-årige Lykke sin historie 

om et liv, hvor alt gik skævt. Hun begyndte 

at tage stoffer som 16-årig og nåede op på 60 

Ketogan (stærkt smertestillende medicin, red.) 

om dagen. For at finansiere sit misbrug trak 

hun en overgang i Skelbækgade ved Halmtorvet 

i København. Den hårde kamp ud af misbruget 

foregik på en madras med en kæreste. 

Slappede af med morfin 

I dag sidder hun i sin sofagruppe i sort læder, 

der hvor madrassen lå. Bag hende hænger et 

sølvspejl over skænken med familiefotos, omgivet 

af lysestager med blomsterkranse. Her bor 

hun sammen med sin kat. Stofferne er fortid. 

- Det var min mor, der gjorde mig til narkoman, 

fortæller Lykke. 

Hendes mor, som kom fra en velhavende 

familie, fik ordineret morfin mod sine smerter. 

Hun forsøgte forgæves at købe Lykke med tøj 

og penge, men det virkede ikke. 

- Så begyndte hun at give mig morfin, så 

jeg kunne slappe lidt af. Det virkede. Jeg fandt 

ud af, at jeg fik det godt af at tage pillerne. 

Efterhånden blev jeg tvunget til at tage hjem 

til hende for at få flere piller. 

- Både min mor og min mormor var pillemisbrugere. 

Jeg er – eller var – tilføjer Lykke 


Han sagde, at 

jeg måtte vælge 

mellem stofferne 

og min datter. 

Jeg valgte stofferne. 

skyndsom, også pillemisbruger. Misbrug er 

arveligt, men det har også noget med social 

adfærd at gøre. Siden jeg kunne gå, har jeg 

lært, at hvis man har ondt, skal man bare tage 

nogle piller. 

Tog piller på kontoret 

Samtidig med at Lykkes morfinmisbrug voksede, 

passede hun sin uddannelse som merkonom 

og senere sit job som kontorassistent i 

Kirkeministeriet. Her var hun i fem et halvt år, 

indtil hun som 24-årig fødte en dødfødt pige. 

- Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. 14 

dage senere mødte jeg en mand i fitness-centret, 

som jeg så flyttede ind hos. Han var 23 

år ældre end mig. Han bankede mig hver dag, 

og jeg var faktisk ikke forelsket i ham. Det 

var udelukkende for at slippe væk fra min 

mor. Hun var maniodepressiv og ringede nogle 

gange 15 gange om dagen og råbte og skreg 

i telefonen. Alle hendes aggressioner gik ud 

over mig, fortæller Lykke. 

Alligevel blev hun sammen med manden, og 

i 2001 blev hun gravid. 

- Jeg fødte et dødfødt barn, og så begyndte 

jeg for alvor at tage piller for at dæmpe depressionen. 

- Jeg havde ikke taget stoffer under graviditeten, 

tilføjer hun. 

Fire måneder senere blev Lykke gravid igen, 

og denne gang forløb det hele fint. Hun fødte 

en pige. 11 dage før fødslen døde moren af 

kræft i Lykkes arme. 

- Det var svært at glæde mig over min datter, 

når min mor lige var død. 

På udgang efter stoffer 

Tre uger efter fødslen stoppede hun med at 

amme. Hun brugte arven fra moren til at 

finansiere et stigende pilleforbrug. 

- Min mand fik mig indlagt på misbrugsafdelingen 

på Sankt Hans. Her mødte jeg en fyr, 

der præsenterede mig for Ketogan. Det virkede 

meget bedre end de andre piller. 

Lykkes nye ven var også på afvænning, men 

havde udgang seks timer om dagen. Det var nok 

til, at han hver dag kunne nå ind til København 

og købe stoffer bag Hovedbanegården. 

- Jeg blev der en måned. Så stak jeg af og 

tog hjem til min mand. Han blev stiktosset, da 

han så mig og sagde, at jeg måtte vælge mellem 

stofferne og min datter. Jeg valgte stofferne. 

Lykke pakkede sin sportstaske og stak af 

klokken to om natten. 

- Jeg kunne ikke slæbe rundt med en pige 

på halvandet år på armene, når jeg ikke en 

gang vidste, hvor jeg skulle sove. 

Faren fik forældremyndigheden, og Lykke 

så ikke sin datter i tre et halvt år.

- Jeg kom op på 60 ketoganer og 30 benzodener 

(beroligende piller, red.) om dagen. Det 

kostede omkring 2.800 kroner for de 60 ketoganer, 

og til sidst havde jeg brugt hele arven 

fra min mor på stoffer. 

Så Lykke måtte finde på en ny måde at tjene 

penge på. En af hendes veninder tog hende 

med i Skelbækgade. 

- Den første var en ung knægt på 18-19 år. 

Han fik et blowjob. Jeg kan huske, jeg tænkte: 

”Hvad laver du?” Det var forfærdeligt. Jeg 

havde altid været den pæne pige, og det var en 

stor grænse at overskride at skulle sælge sig 

selv. Men jeg var syg og havde brug for penge 

til stoffer, husker Lykke. 

I starten var kunderne i Skelbækgade helt 

vilde, fordi der var kommet en ny pige, og 

Lykke kunne lave 4.000 kroner på en dag. 

Han fik et blowjob. 

Jeg kan huske, jeg 

tænkte: ”Hvad laver 

du?” Det var forfærdeligt. 

Jeg havde altid 

været den pæne 

pige, og det var en stor 

grænse at overskride 

at skulle sælge sig selv. 

- Men hjernen kan ikke klare, at man er 

prostitueret; at man skal gøre det med en 

fremmed mand, der ikke har været i bad, så 

misbruget bliver hele tiden forhøjet. 

Død i fire minutter og 37 sekunder 

Lykke fortæller, at hun 16 gange har fået en 

overdosis. To gange måtte hun genoplives med 

elektrochok. 

- En gang var de ved at skrive rapport, fordi 

jeg havde været klinisk død i fire minutter og 

37 sekunder, fortæller Lykke. 

- Jeg tog rigtig mange ketoganer. Når 

jeg ikke tog piller, blev jeg syg. Man ryster, 

sveder, fryser, skider i bukserne og kaster op. 

Man har det ad helvede til. Jeg ville ud af pillerne. 

Lykke mødte en fyr, der også var stofmisbruger. 

- Han spurgte mig: ”Vil du være clean?” Og 

jeg svarede: ”Ja!” 

Men denne gang skulle det ikke være på 

et misbrugscenter. Ud over opholdet på Sankt 

Hans havde Lykke været på afvænning på behandlingshjemmet 

Kongens Ø i otte måneder. 

Hun blev clean, men under udslusningen faldt 

hun i igen. Lykke opsøgte derfor Bispebjerg 

Hospital for at komme i metadonbehandling, 

og sammen med kæresten tog hun en kold 

tyrker for at komme ud af pillemisbruget. 

- I et halvt år lå vi på en madras her, siger 

hun og nikker over, hvor den sorte lædersofa 

står. 

- Det eneste, jeg ejede, var en sofa og et sofabord. 

Vi stjal knive og gafler i grillbaren, og 

madrassen fandt vi i naboopgangen. Jeg holdt 

op med at trække, og vi levede af min 

bistandshjælp og det mad, vi stjal i forret- 

ninger. 

- Vi elskede hinanden, og vi ville ikke give 

op, selvom vi ingen kræfter havde. Men vi 

havde hinanden. Havde det ikke været for 

ham, var jeg død i dag, siger hun og griner: 

- Vi bollede og bollede og bollede. På den 

måde glemte vi rysteturene. 

Lykke trappede ned fra de 60 daglige ketoganer, 

og kæresten hjalp hende over på misbrugscentret 

to gange om ugen, så hun kunne 

hente sin metadon. 

- Hver uge tog jeg to ketoganer mindre. De 

to sidste var de sværeste at slippe. Abstinenserne 

fik mig til at føle, at jeg var blevet banket 

sønder og sammen med et baseball-bat. 

Svært at give slip 

Lykke tænder en Prince Light og kigger over 

på sofaen, hvor madrassen lå. Kæresten fik 

tilbagefald og er igen på stoffer, men stik mod 

alle odds har Lykke holdt sig clean i mere end 

et halvt år. 

- Det er svært at give slip på stofferne, 

når man har været så meget igennem. Meget 

svært. Alt i alt har det taget mig seks år at 

blive stoffri. Men i dag tager jeg ingenting, 

heller ikke metadon. | 

Lykke har valgt at være anonym, men redaktionen 

er bekendt med hendes rigtige identitet. 


| kommentar | af 

Erin O’Mara er australier, bosat i 

London og har været misbruger i 

18 år. Hun får i dag lægeordineret 

heroin og er redaktør hos Black 

Poppy Publications, en non-pro- 

fit-organisation, som udgiver et 

magasin om stofmisbrug. 

Nu er mine 

daglige bekymringer 

centreret 

om mit arbejde 

og om, hvad jeg 

skal spise til aften 

– ikke om, 

hvordan fanden 

jeg får skaffet 

penge til mit 

stof. 


Erin O’Mara 

Den rette recept? 

Om man skal ordinere heroin eller ej, har det med 

at overskygge et mindst lige så vigtigt spørgsmål: 

Hvordan skal det gøres? En australsk heroinbruger 

bosat i London deler her sine personlige erfaringer 

med, hvad der skiller succes fra fiasko. 

Hver dag går jeg i ro og mag lige rundt om hjørnet til 

mit lokale apotek og henter et halvt gram rent, farmaceutisk 

heroin. Jeg får heroinen i dets injicerbare form 

– et hvidt, frysetørret pulver, forseglet og steriliseret i 

fem små glasampuller. 

Til trods for at heroin er tilgængelig på recept her i 

England, er det meget sjældent, at det bliver udskrevet 

til stofmisbrugere. Det betyder, at når jeg forlader apoteket 

hver morgen, så føler jeg stadig, at jeg klynger 

mig til vinderkuponen: Mine tal er endelig kommet ud. 

Og jo, det har fuldstændig forvandlet mit liv. 

Må knibe mig i armen 

Er det så den perfekte recept? Det har det helt sikkert 

været for mig. De fleste af mine venner ville ønske, de 

havde det på samme måde. Hvis bare de havde en 

heroinrecept, ville de ikke bruge illegalt stof mere. 

Jeg ved, at jeg er heldig. Som australier bosiddende 

i London er der tidspunkter, hvor jeg må knibe mig selv 

i armen for at sikre mig, at dette er virkeligt. At den 

lange og ofte sindsoprivende vej med ’substitutionsbehandling’ 

endelig er slut – og at jeg nu er fri til at tænke 

på min fremtid. 

Men i de små, tavse tidsrum, der ind imellem opstår, 

når jeg takker for mit held, kan jeg ikke lade være med 

at tænke, om det hele ikke har været lidt for lidt og 

lidt for sent? Jeg spørger mig selv, hvorfor det skulle 

tage 18 år at komme hertil? Hvorfor skulle jeg vente, 

til jeg var blevet tygget igennem og spyttet ud af over 

ti forskellige behandlingsprogrammer og lægekonsultationer, 

mindst fire rehabiliteringsforsøg og et utal af 

afgiftningsforsøg? 

Hvorfor skulle jeg vente, indtil jeg ikke længere 

kunne sælge min unge krop til mænd, til jeg blev syg 

og dybt deprimeret, til jeg havde opbrugt hver en vene 

i min krop lige fra halsen og ned til fødderne, til jeg 

havde fået både hiv og hepatitis C? 

En vanskelig rejse 

Jeg har nu fået heroin på recept i to et halvt år. Mit 

helbred er væsentligt forbedret, og min hiv-læge er 

glad og tilfreds. Ligeså er min mor og jeg. Mine stemnings- 

og energiniveauer er blevet betydeligt bedre, 

og det gælder også min evne til at bidrage til livet og 

samfundet. Jeg har f.eks. aflagt Danmark et besøg og 

holdt foredrag i Brugerforeningen i København. Jeg har 

grundlagt – og arbejder stadig på – hvad der er blevet 

et landsdækkende tidsskrift for stofbrugere, Black 

Poppy, og jeg er engageret i det politiske arbejde med 

brugerperspektiver, journalistik og skadesreducerende 

emner. 

Det har været en vanskelig rejse, men jeg takker min 

mor, mine venner og min læge, som med stor åbenhed 

inddrager mig i beslutningerne om min behandlingen, 

og som ikke sidder og vifter mig om næsen med strafmuligheder. 

Jeg er stabiliseret 

og har det godt 

for første gang i de 

18 år, jeg har brugt 

opiater. Jeg har nu 

fået en særlig interesse 

for, hvordan 

det går i Australien 

med forslaget om 

at indføre heroinbehandling. 

Sidste 

år flyttede min mor 

nemlig tilbage for at 

bosætte sig der, og 

selv om jeg meget 

gerne ville være 

flyttet med hende, 

var tanken om at 

miste min heroin- 

recept, efter at 

have kæmpet så 

hårdt for den, mere 

end jeg kunne 

bære. 

Jeg har nu fået 

heroin på 

recept i over 

to år. Mit 

helbred er 

væsentligt 

forbedret, og 

min hiv-læge er 

glad og tilfreds. 

Ligeså er min 

mor og jeg. 

Mangler basale rettigheder 

Jeg er HIV-positiv. Der vil komme tidspunkter, hvor jeg 

gerne vil være tæt på min familie. Men bagstræberiske 

love i Australien forbyder mig overhovedet at komme 

ind i landet med en heroinrecept. Hvordan kan det være 

lovligt? Alle, som er på enhver anden medicin, får tilladelse 

til at fortsætte deres medicinbrug i et andet land, 

men disse helt basale menneskerettigheder gælder ikke 

for stofbrugere. Det intense og totalt ubegrundede hysteri, 

som omgiver ordination af heroin til stofbrugere, 

fortsætter desværre, hvilket gør det overmåde vanskeligt 

at få indført ordination af heroin andre steder.


Kig på både succes og fiasko 

Når fortalerne for heroinordination henter inspiration 

og vejledning i det britiske system, vil det 

være en fejl, hvis man ikke kigger grundigt på 

både systemets mangler og dets succeser. Hvis 

man importerer et system, som ikke er blevet 

finindstillet i forhold til det lokale brugermiljø, 

risikerer man at skabe problemer – og hvis det går 

galt, fortaber man måske sine chancer for nogensinde 

at gøre et nyt forsøg. 

De schweiziske brugere skal møde op på klinikken 

tre gange om dagen for at få deres heroin, og 

når de injicerer, overvåges de af en sygeplejerske. 

Ingen tag-hjem-doser. 

Til trods for, at de schweiziske programmer har 

vist utroligt positive resultater, ville brugere andre 

steder så blomstre under en så alvorlig begrænsning 

af den personlige frihed? 

Selv om der utvivlsomt er en rolle at spille 

for heroinordination til heroinbrugere, så er det 

vigtigt at huske, hvor afgørende heroinbrugerens 

egen rolle er i planlægningen, implementeringen 

og udviklingen af heroinprogrammet. Brugerne 

skal involveres i hvert eneste skridt på vejen 

med rettigheder, ansvar og gensidig respekt for 

erfaringer – som alle andre, der modtager sundhedsydelser. 

Så: Tag det bedste fra det britiske system, og 

lad det dårlige ligge. I sidste ende bliver det brugerne, 

der kommer til at betale prisen. Og dermed 

også deres familier og det omgivende samfund. 

Fået kontrol over min krop 

Lige for tiden er mit liv måske ikke perfekt, men 

grundene til manglende perfektion skyldes alle de 

rigtige ting. Nu er mine daglige bekymringer centreret 

om mit arbejde og om, hvad jeg skal spise 

til aften. Ikke på, hvordan fanden jeg får skaffet 

penge til mit stof. Nok er jeg stadig afhængig af 

stoffer, men jeg har ikke et stofproblem. Jeg har 

endelig fået den respekt, jeg fortjener, og vigtigst 

af alt: Jeg har fået kontrollen over min egen krop 

tilbage. Jeg håber, at Australien en dag – og hellere 

før end siden – indfører heroinbehandling. For 

så kan jeg komme hjem. | 

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet STOF 

og er her stærkt forkortet. 

Læs mere på www.blackpoppy.org.uk 


fondspenge sikrer 

nødherberg 

Hjemløse fra Østeuropa har 

ikke ret til at få hjælp på de 

danske herberger. Derfor er en 

række sociale organisationer 

gået sammen om at etablere et 

nødherberg fra januar til marts 

på Nørrebro i København specielt 

for denne gruppe. Nødherberget 

er bemandet af frivillige. Støtte 

fra Oak Foundation gør det 

muligt at lønne en medarbejder, 

der kan være til stede i åbningstiden 

og hjælpe de frivillige til 

rette. Pengene betyder også, at 

der er råd til rengøring og lidt 

forplejning, kaffe og suppe til de 

hjemløse. 

- Først og fremmest betyder 

støtten, at vi med sikkerhed kan 

holde nødherberget åbent i alle 

tre måneder. Sidste år måtte vi 

lukke ’før tiden’, siger sekretariatsleder 

Torben Larsen fra 

Omsorgsorganisationernes Fællesråd, 

en af de organisationer, 

der står bag herberget. | - kap 

rettelse 

I Hus Forbi december 2008 var 

de sidste linjer i interviewet med 

Thomas West ved en beklagelig 

teknisk fejl røget ud. 

Der skulle have stået: 

”Efter artiklen er skrevet, har 

Thomas West valgt at opsige sin 

lejlighed i Aalborg og bor i 

skrivende stund på gaden i 

København.” 



Jacob A. Riis 

– verdens første 

dokumentarfotograf 

Fattigdom og beskidte baggårde. Det var, hvad der mødte skibstømreren 

Jacob A. Riis, da han plaget af ulykkelig kærlighed udvandrede til New 

York i 1870. Efter en tid som vagabond fik Riis ansættelse som reporter. 

Drevet af trangen til at vise verden elendigheden i fattigkvartererne lærte 

han sig at fotografere, og med sine billeder af social nød i 1880’ernes 

New York blev han verdens første dokumentarfotograf – og fotohistoriens 

største dansker. 

Men Jacob A. Riis var mere end fotograf. Han engagerede sig dybt i 

sociale problemstillinger og satte direkte fingeraftryk på det amerikanske 

samfund. Riis blev ven med den senere præsident Roosevelt, og sammen 

var de med til at rydde op i slummen. | - kap 

Udstillingen om Jacob A. Riis vises på Det Nationale Fotomuseum på 

Den Sorte Diamant i København frem til den 4. januar. www.kb.dk 

0verskudsmad til hjemløse 

Er der masser af mad fra festen 

tilbage? Så stop lige en halv, inden 

du smider den ud. På hjemmesiden 

www.stopspildafmad.dk kan du 

finde adresser på bo- og væresteder 

for hjemløse og andre, der kan 

have glæde af god og frisk mad, der 

ellers ville gå til spilde. 

Stop Spild af Mad er en forholdsvis 

ny græsrodsbevægelse, 

der bidrage med tanker, ideer og 

handlinger til, hvordan vi kommer 

Ill.: Selina Juul / Stop Spild Af Mad 

madspild til livs. Mad til Hjemløse 

er bare et af initiativerne. Og det er 

kommet godt fra start. 

- Mange privatpersoner og 

firmaer er allerede begyndt at 

donere deres gode overskudsmad 

til hjemløse, fortæller Selina Juul, 

initiativtager til Stop Spild Af Mad. 

Hvert år smider hver dansker ca. 

63 kilo god mad i skraldespanden. | 

- kap 

Læs mere på www.stopspildafmad.dk 

foto Jacob A. Riis 

kirker i new york 

må ikke give ly til 

hjemløse 

Hjemløse i New York går en 

kold vinter i møde. De må ikke 

længere overnatte i kirkerne, der 

ellers plejer at have åbne døre i 

vinterperioden. Myndighederne 

i New York har beordret kirkerne 

til at stoppe med at give nødlogi 

til hjemløse. Kirkerne overholder 

nemlig ikke en særlig lov om, 

at herberger, drevet af kirkelige 

organisationer, skal have åbent 

mindst fem dage om ugen. | 

- kap 

Kilde: www.180grader.dk 

hjemløse 

hjælper fattige 

i afrika 

I december åbnede en ny 

fairtrade-butik i Århus. Helt specielt 

for den er, at hjemløse skal 

hjælpe med at sælge fairtradekaffe, 

både fra butikken og fra 

budcykler på gaden. Butikken 

skal bæres af frivillige og hjemløse, 

som vil hjælpe både lokalt og 

globalt. Overskuddet fra salget 

går til de hjemløse i Danmark og 

til et projekt for arbejdsløse unge 

i Uganda. 

På sigt skal de hjemløse sælge 

kaffe fra budcykler på gaden. 

Det vil give en indtægt på fem 

kr. til Inside Out, foreningen bag 

butikken, og fem kr. til den hjemløse 

selv for hver solgte pose 

kaffe – i stil med salget af Hus 

Forbi. 

- Det hele startede med, at 

jeg en dag stod og havde konkret 

brug for hjælp. 700 kg kaffe 

skulle flyttes fra et fortov og op 

på 3. sal. To hjemløse kom forbi. 

Jeg spurgte, om de ville hjælpe 

mig. Det ville de gerne. Vi faldt 

i snak om fairtrade, kaffebønder 

og arbejdsløse fattige i Afrika. 

Sammen med de hjemløse opstod 

ideen til projektet, fortæller 

initiativtager til projektet Poul 

David. | 

- taj 

Fairtrade-butikken ligger i 

Norsgade , Århus C.

herning sætter 

pris på 

leif elektriker 

Leif Elektriker, beboer på 

hjemløseinstitutionen Møltrup 

Optagelseshjem, fik den 25. 

november Herning Kommunes 

frivillighedspris for sin indsats for 

hjemløse og socialt udsatte. 

- Du har på din egen krop 

erfaret, hvordan det er at være 

udsat, men i stedet for at lade 

dig knække af systemet har du 

taget kampen op for at påvirke 

det. Ikke bare på egnes vegne, 

du er en stemme, der også taler 

på vegne af andre udsatte, som 

ellers har svært ved at komme 

til orde, sagde borgmester Lars 

Krarup i sin tale. 

68-årige Leif Elektriker, som 

på dåbsattesten hedder Andersen, 

sidder i bestyrelsen for de 

hjemløses landsforening, SAND, 

og er engageret i SANDs lokale 

arbejde. 

Han er også drivkraften bag, 

at Herning som den anden kommune 

i landet har fået etableret 

et udsatteråd. Leif er også aktiv i 

Hus Forbis bestyrelse. 

Med prisen fulgte en rar check 

på 5.000 kr. 

- Jeg er fanme så stolt, siger 

han! | - kap 

Leif Elektriker var blandt de 

4 danskere, der i december fik lov 

at holde en alternativ nytårstale i 

DR’s lyd-julekalender, 

”DRonningen for en dag”. 

Hør talen på www.dr.dk 

foto SAND 

Hjemløse og virksomheder 

spiller bold 

Fodboldkampe mellem virksomheder og hjemløse skal bringe hjemløse 

og misbrugere tættere på arbejdsmarkedet. Det er tanken bag Projekt 

Matchbold, som Københavns Kommune netop har bevilget penge til. 

- Ideen er at bringe to grupper, der ellers ikke er i kontakt, sammen. 

Virksomhederne kan måske få øje på en skjult arbejdskraft, og de hjemløse 

kan få øget selvtillid ved at mærke, at der er brug for dem, siger projekt- 

leder Thomas Hye-Knudsen fra Matchbold. 

Foreningen Ombold står bag projektet. Ombold har siden 2003 arbejdet 

med gadefodbold for hjemløse og har blandt andet gennemført et målrettet 

forløb med coaching og træning af et hjemløselandshold. Med gode resultater. 

- Når vi arbejder intenst med socialt udsatte mennesker, coacher dem 

ansigt til ansigt, giver dem fysiske udfoldelser og udfordringer i øjenhøjde, 

så får de øget overskud, større selvværd og mindsker deres misbrug, fortæller 

Thomas Hye-Knudsen. 

Få troen tilbage 

Erfaringerne fra landsholdet skal nu prøves af på en større gruppe, altså 

med det formål at give dem foden indenfor på arbejdsmarkedet. I første 

omgang skal deltagerne i Matchbold træne og spille kampe mod tre-fire 

virksomheder. Samtidig skal de løse nogle opgaver på virksomhederne, 

f.eks. rydde op, sætte lokaler i stand, lappe cykler – eller hvad virksomheden 

vælger. Et projektforløb varer fire måneder. 

- Vi regner ikke med, at alle projektdeltagere bliver klar til at komme 

i job på bare fire måneder, men vi håber, at Matchbold kan skabe nogle 

gode virksomhedskontakter og give deltagerne troen på, at de stadig har 

en chance på arbejdsmarkedet, siger Thomas Hye-Knudsen. | - kap 

Kurset starter den . februar og kører frem til . juni med to hold på hver 1 

personer. Deltagelse er gratis og kan træde i stedet for normal aktivering for 

folk i matchgruppe 4 eller i Københavns Kommune. 

Se mere på www.matchbold.nu 

foto Lars Skaaning 

hjælp på vej til 

gældsramte 

Velfærdsministeriet vil nu 

hjælpe de mange, hvis gæld er 

så dyb, at de er i fare for at ryge 

ud af deres bolig. I satspuljen 

er der afsat 16 mio. kr. over de 

næste fire år til at etablere frivillig 

gældsrådgivning efter samme 

princip, som er kendt fra Retshjælpen. 

Rådgivningen skal etableres 

gennem frivillige organisationer 

i hele landet, og rådgiverne 

kan være bankfolk, økonomer, 

jurister eller andre med erfaring i 

at rådgive om gæld. 

Initiativet blev godt modtaget, 

fortæller Kent Petersen, næstformand 

i Finansforbundet: 

- Jeg tror, at mange ansatte i 

den finansielle sektor har lyst til 

at yde et socialt bidrag, hvis det 

giver mening, og Karen Jespersens 

forslag er meget konkret og 

mærkbart, siger han til Berlingske 

Tidende. | 

- kap 

nye toner fra 

fangekoret 

Fangekortet fra Vridsløselille 

Statsfængsel blev landskendte, 

da de i 2004 udgav cd’en ”Forbryderalbummet”. 

Siden har koret 

givet utallige koncerter for fulde 

huse i kirker over hele landet. 

Nu er koret, som ifølge dem selv 

består af ’18 forbrydere med 

tilsammen 291 års domme at afsone’ 

klar med en ny cd med titlen 

”Fangenumre”. Teksterne er skrevet 

af fangerne selv og afspejler 

livet bag de tykke mure. Musikken 

står korets mangeårige leder og 

ildsjæl, Louise Adrian, for. 

Cd’en kan købes på hjemmesiden 

www.fangekoret.dk og 

i pladebutikkerne. Overskuddet 

fra salget går til Børns Vilkår. | 

- kap 

HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 |

Social revolution på afrikansk 

For halvandet år siden udkom første nummer af Zambias hjemløseavis 

The Big Issue Zambia, der vil tage kampen op med den sociale uretfærdighed i 

landet. Hus Forbi lagde vejen forbi den lille redaktion. 

af Simon Ankjærgaard 

| simon.ankjaergaard@smorumnet.dk 

foto Mikkel Ankjærgaard-Eskildsen 

Den zambiske hovedstad, Lusaka, har to 

bykerner: Området med de mange forretninger 

omkring den brede Cairo Road og ambassade- 

og ministeriekvarteret i den diplomatiske 

trekant mellem Independence Road, Haile 

Selaisse Avenue og United Nations Avenue. 

Lusaka har også en hjemløseavis. Den hedder 

The Big Issue Zambia, men er hverken big 

business eller bonede gulve, så derfor skal man 

en halv snes kilometer ud af byen – til bydelen 

Kablonga – for at finde avisens trange og 

glohede kontor. 

Her sidder den ansvarshavende redaktør, 

Samba Yonga, og den canadiske journalistpraktikant, 

Aaron Leaf. Derudover har avisen 

også sælgerkoordinator Robert Banda på lønningslisten. 

Som langt de fleste afrikanske lande er 

Zambia et paradoks. Landet har rigeligt med 

naturressourcer, en blomstrede turisme og en 

økonomisk vækst, der er mere end godkendt 

for et land syd for Sahara. 


Alligevel står landet i sociale problemer til 

op over begge ører. To ud af tre zambiere lever 

for under én dollar om dagen – millioner af 

dem i storbyernes slidte og beskidte slumkvarterer, 

hvor den daglige kamp for at overleve 

minder dem om, at de bor i et land uden socialt 

sikkerhedsnet. 

Det er dem, The Big Issue Zambia er sat i 

verden for at hjælpe. Første nummer kom på 

gaden i juli 2007 – siden er yderligere tre blevet 

sendt i trykken. Det seneste i august 2008. 

- Sælgerne er blandt Lusakas fattigste. 

Mange af dem er flyttet til byen fra landet for 

at skabe sig et nyt liv og skaffe sig et job. I 

stedet må de leve på deres familiers eller venners 

nåde, for hvis man ingen indtægt har, er 

der ingen andre at vende sig til. Zambia er et 

land, hvor systemet ikke værner om de fattige, 

fortæller Samba Yonga. 

Kæmper sig ud af fattigdom 

Lige nu er der 45 sælgere i stalden hos The Big 

Issue Zambia, hvoraf 30 af dem sælger regelmæssigt. 

Akkurat som de danske sælgere af 

Hus Forbi køber de zambiske sælgere aviserne 

af The Big Issue Zambia for at sælge dem 

- Vi hjælper de socialt marginaliserede og økonomisk skrøbelige med at skabe deres egen indtægt. Det er 

vores bidrag i kampen mod den sociale uretfærdighed i Zambia, siger Samba Yonga, redaktør på Zambias 

hjemløseavis. 

videre med fortjeneste. Bladet koster sælgerne 

5.000 kwacha og sælges for 10.000 kwacha, 

hvilket svarer til ca. 15 kroner. 

- Kan de sælge 10 eksemplarer om dagen, 

og det er bestemt ikke umuligt, har de tjent 

50.000 kwacha. Det svarer til omkring 75 kr. 

og er langt mere, end de er vant til at leve for, 

siger Samba Yonga og fortsætter: 

- Vi hjælper de socialt marginaliserede og 

økonomisk skrøbelige med at skabe deres egen 

indtægt. Det er vores bidrag i kampen mod 

den sociale uretfærdighed i Zambia. Det er en 

kendsgerning, at selvom landet har været inde 

i en god periode med økonomisk vækst, så er 

hverdagen for de almindelige zambiere ikke 

blevet bedre overhovedet. Snarere tværtimod. 

Bistand kvæler initiativet 

The Big Issue Zambia er stadig en skrøbelig 

organisation og derfor dybt afhængig af økonomisk 

tilskud fra blandet andet det internationale 

netværk af hjemløseaviser, INSP. Det er 

ironisk, erkender Samba Yonga, for hun er selv 

meget kritisk over for den udviklingsbistand, 

som Zambia modtager i milliardklassen årligt. 

- Vi er blevet vænnet til at få tingene 

foræret via udviklingsbistanden. Den skaber 

en form for afhængighed og kvæler al initiativ. 

Nogle gange frygter jeg, at vi er blevet 

så afhængige, at vi ikke stoler på vores egen 

intelligens. Vi glemmer simpelthen, at Zambia 

havde en eksistens, før nogen havde hørt om 

kolonier, udvikling og bistandshjælp, lyder 

Samba Yongas dom. 

Med The Big Issue Zambia håber hun – i det 

små – at skabe en revolution, hvor initiativet 

igen bliver zambiernes. 

- Men der er lang vej. Det er der ingen tvivl 

om, sukker hun – et sted i Kablonga. | 

Artiklen er blevet til med tilskud fra 

Danidas Oplysningsbevilling. 

the big issue zambia 

• Sendte sit første nummer på gaden i juli 2007 

og har i alt udgivet fire numre. 

• Sælgerkorpset består i alt af 45 sælgere, hvoraf 

de 30 kan betegnes som aktive. 

• Oplaget pr. nummer er på 2.000, hvor cirka 

1.200 bliver solgt. |

- Tidligere måtte jeg tigge for at overleve, og det var meget ydmygende. Nu tjener jeg mine egne penge – og nok til at jeg kan hjælpe min familie, som jeg er flyttet 

tilbage til, siger Clement Mutale. 

Endnu en dag ved Manda Hill 

Flere timer hver dag sælger 17-årige Clement Mutale The Big Issue Zambia. 

For et år siden levede han på gaden. 

af Simon Ankjærgaard 

| simon.ankjaergaard@smorumnet.dk 

foto Mikkel Ankjærgaard-Eskildsen 

Det er svært at vurdere, hvad der er værst: 

Støjen eller varmen. 

Vi står ved Great East Road, den største 

færdselsåre ud og ind af Lusaka, lige foran det 

store shoppingcenter Manda Hill, hvor den 

zambiske overklasse, de hvide udviklingsar- 

den danske bistand 

til zambia 

Zambia modtager årligt omkring 

200 mio. kr. i dansk udviklingsbistand, 

der primært går til uddannelse, 

veje, vand og sanitet. Nye 

programmer for hiv/aids og miljø 

er under forberedelse. Herudover 

ydes støtte til fremme af menneskerettigheder, 

demokrati og god 

regeringsførelse samt til at forbedre 

forholdene for de mange 

flygtninge i den vestlige provins. | 

Se mere på www.amblusaka.um.dk/ 

da eller www.zambia.co.zm 

bejdere og diplomater handler og fylder deres 

firhjulstrækkere. 

Der er en verden til forskel på Manda Hill 

og det liv, som nu 17-årige Clement Mutale 

levede for et år siden. Han var stukket af fra 

sine forældre og sine fem søskende og boede i 

en forladt betonbygning i udkanten af byens 

forretningscentrum. Og med en fremtid, der så 

dyster ud. 

Så hørte han om The Big Issue Zambia. Og 

zambias kvinder tog vm-pokalen 

Med en overbevisende finalesejr på 7-1 over 

Liberia kunne Zambias kvindelige hjemløselandshold 

hæve pokalen ved VM i Gadefodbold 

for Hjemløse, som fandt sted i Melbourne, 

Australien i december. 

Det var første gang i den seks år lange hjemløse-VM-tradition, 

at der var en turnering for 

kvinder sideløbende med mændenes. Otte 

kvindelandshold deltog, og Zambia gik som de 

eneste ubesejrede gennem alle kampe. 

Hos mændene vandt Afghanistan. Næste år 

afholdes VM i Gadefodbold i Milano, Italien i 

september. | 

- taj 

om muligheden for at få et job som sælger og 

skabe en indtægt til sig selv. I dag er han en af 

de mest trofaste sælgere, avisen har, og han 

har fundet sin faste plads foran det pulserende 

storcenter, hvor han står syv-otte timer hver 

dag. 

- Tidligere måtte jeg tigge for at overleve, og 

det var meget ydmygende. Nu tjener jeg mine 

egne penge – og nok til, at jeg kan hjælpe min 

familie, som jeg er flyttet tilbage til. | 

HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 | 

foto Michael Brown / Photoworx

Nøden var stor i 19 0’ernes København. Her er der kø til Centralmissionens herberg, Samaritanen. 

Manden på risten anno 1938 

Som 18-årig tog Helge 

Thomsen fra Assens til 

København for at opleve 

storbyen. Det blev 

lidt af et kulturchok. 

Året var 1938, arbejdsløsheden 

stor, og den 

sociale nød ligeså. 

Vi har fået lov at plukke 

i hans erindringer. 


af Helge Thomsen 

Vinteren 1938-39 blev en tid, jeg aldrig vil 

glemme. 

At være subsistensløs var dengang i strid 

med love og regler. Var man hjemløs, var man 

lovbryder og kunne blive anholdt og stillet for 

en dommer. Dommen var som regel deportation 

til ens føde- eller hjemby. Det gjaldt om 

at have så få ’undermennesker’ i kommunen 

som muligt. Måske var ideen rigtig god, for det 

bevirkede, at man for alt i verden skulle undgå 

at komme i klammeri med politiet eller andre 

myndigheder. 

Det gjorde det også nødvendigt at kontakte 

andre subsistensløse for at finde ud af, hvordan 

de klarede dagen og vejen, hvordan man 

kunne undgå at betle, hvilket også var forbudt, 

hvordan man kunne få stillet sin sult og få et 

par timers søvn om natten. 

Lus var ikke tilladt 

Jeg lærte hurtigt, hvor det ikke var tilrådeligt 

at lægge sig, f.eks. i en fin trappegang, der blev 

man jaget ud. Men der var trods alt muligheder, 

blandt andet i Ndr. Toldbodgade, hvor Nyboes 

varmestue havde til huse. Her kunne man 

komme ind sent om aftenen. Som regel var der 

aftenandagt, som Nyboe selv forrettede. Det 

forekom mig, at han nærmest var i ekstase, når 

han udlagde den hellige skrift for os, men der 

var varme, en madras at ligge på og som regel 

en kop kaffe og et stykke brød, som bageren 

ikke havde fået solgt dagen i forvejen. 

En anden mulighed var en seng og et tæppe i 

Frelsens Hærs herberg. Det kostede ikke mange 

øre. Man skulle være villig til at lade sig undersøge 

for lus. Fandt man sådan noget kryb, blev 

man bedt om at gå – og komme igen uden. 

En ting ved dette herberg var temmelig ubehageligt. 

Om natten omkring kl. fire kom der 

gerne to politibetjente ind på sovesalen. De gik 

fra seng til seng, lyste os i ansigtet og spurgte 

om ens navn. Havde man rent mel i posen, 

kunne man sove videre, hvis ikke blev folk 

beordret op og i tøjet og med betjentene. Det 

var som regel nogen, som havde glemt at betale 

alimentationsbidrag (børnebidrag, red.). 

Jeg var kun på herberget få gange. Ellers 

lærte jeg at være taknemmelig for lidt. En plads 

på gulvet eller et par stole sat sammen var et 

udmærket sted at sove. 

”Han fryser sgu ihjel” 

Så var der det med at få stillet sin sult. Når 

Kofoeds Skole var lukket, var det værst, men 

foto Arbejdermuseet

Manden på risten 

Melodi: Michael Carr - Tekst: Aage Steffensen 

Her står jeg hver aften på ”risten”, 

mens jeg kigger på Vesterbro. 

Jeg nyder det flammende neonlys, 

uden ophold fra seks til to. 

Jeg har det omtrent som de rige, 

jeg er hver nat på ”restaurant”. 

Man godt på en måde kan sige, 

at jeg er såd’n en slags ”gourmand”. 

Jeg har med de ædlere dele 

ej vrøvl som en anden grosser’. 

Min mave kan tåle det hele 

og lidt til og meget mer’. 

Jeg napper ”fasanen” i flugten 

efter ”bøffen”, min yndlingsret, 

jeg får aldrig andet end lugten, 

men af den kan man godt bli’ mæt. 

Mens de derinde nedsvælger 

bourgogne og bordeaux, 

blir jeg beruset af duften fra Vesterbro. 

Manden på risten blev sunget af Carl Alstrup i 

Apollorevyen i 19 6. 

Helge Thomsen er i dag 88 år og bor i 

Skagen. 

foto privat 

Københavnske Kvinders Kaffevogne blev etableret i 1907 af en gruppe afholdskvinder – som i led i kampen 

for ædruelighed. En kop varm stærk kaffe med sukker og fløde kostede 8 øre. Her fik Helge Thomsen af og 

til en kop. 

om middagen kunne man begive sig til Tvedes 

Bryggeri, som lå i en baggård på Vesterbro. Her 

blev der serveret en portion byggrød og et glas 

hvidtøl. Det var en god måde at få stillet sulten 

på. Og man blev ikke betragtet som undermenneske 

eller tigger. 

Et andet sted var Nimbs kælder. Det er nok 

det sted, der er på tale i ”Manden på risten” 

(revyvise, red.). I restaurantens kælderhals var 

der uddeling af madpakker. 

Kapelmesteren gav kaffe 

Jeg husker en bestemt bidende kold vinteraften. 

Jeg kom lidt sent, og der stod nok 12-15 

mennesker og ventede på, at klokken skulle 

blive to om natten. Det var næsten på klokkeslæt, 

at lemmen på døren gik op, og en dame 

sagde: ”Vær så god” og stak madpakker ud til 

os. 

Da jeg kom ned i kælderhalsen denne aften, 

var der fyldt op, og jeg måtte stå på det nederste 

trin og undvære varmen fra de andre. Men 

pludselig sagde en stor københavner: ”Ta’ og 

la’ den lille lort komme inderst, han fryser sgu 

ihjel.” Der blev gjort plads allerinderst i køen, 

og jeg nød varmen, så godt jeg kunne. 

Det var ikke forbi med gode oplevelser 

denne nat. Lidt før madpakkeuddelingen gik 

døren op, en velklædt herre kom ud og skulle 

op ad trappen. Vi gjorde plads og gengældte 

hans ”god morgen”. Han gik et par trin op, 

drejede hovedet og sagde: ”Det er koldt gutter”. 

Et lyst hoved i flokken svarede ”tak for 

oplysningen”. Herren udbrød: ”Da var jeg dum”. 

Han knappede sin frakke op, tog sin tegnebog 

og stak en tier til den, der stod nærmest: ”Her 

er lidt til morgenkaffen”. Jeg husker morgenen 

efter på Jacobs Kaffebar. Jeg tror, at en kop 

kaffe og et rundstykke kostede 35 øre, så alle 

fik et godt morgenmåltid. Den velklædte herre 

var kapelmester Teddy Petersen, som i mange 

år berigede os med sine musikalske evner. 

Jeg husker kun én dag, hvor jeg var virkelig 

sulten, så det gjorde ondt. Jeg gik i nærheden 

af Hovedbanegården, da en cyklist kørte op på 

siden af mig: ”Jeg har set dig et par gange her. 

Du har vel ikke noget arbejde? Det har jeg heller 

ikke, men jeg er i fagforeningen og får billetter 

til KKK’s kaffevogne (se foto, red.). Dem 

skal du have”. Han forsvandt i cykelmylderet, 

og jeg skyndte mig glad hen til en kaffevogn 

og brugte en af de ti billetter. Jeg genkendte 

manden – han var fra Assens ligesom jeg. | 

Redigeret af Karen Pedersen 


foto Det Kongelige Bibliotek

8 | HUS FORBI | nr. 81 | januar 009

Han kommer med 

bananer, varm aspargessuppe 

og madpakker. 

Og de hjemløse i det 

indre København tager 

varmt imod ham, 

de kun kender som 

Bananmanden. 


| birgitte.hoegh@os.dk 


De hjemløse i gaderne omkring Strøget kender 

ham alle sammen – for han kommer forbi tre 

gange om ugen med frugt i posevis. Egentlig 

hedder han Svend Harald Göntzel, men på 

gaden bliver han blot kaldt for Bananmanden. 

Og så er han altid let at genkende: Ulasteligt 

klædt i lang lys frakke med jakkesæt under. 

En gang om måneden har han også suppe og 

madpakker med og er ledsaget af en hjælper 

fra Sai Baba-organisationen (Sai Baba er en 

indisk guru, red.), men ellers er det bare ham 

selv, der hver onsdag, torsdag og lørdag deler 

frugt ud til gadens hjemløse. 

Suppen bliver lavet af pulveraspargessuppe 

spædet godt op med fløde, så der er lidt til 

sidebenene – og i madpakkerne gemmer sig 

sandwich med postej og ost pakket omhyggeligt 

ind i gammeldags madpakkepapir med 

klisterbånd til at holde sammen på det hele. 

En gang om måneden har han også en lille 

pensionist-indkøbsrullevogn med, der er fyldt 

op til bristepunktet med skjorter, sokker og 

underbukser, sweatere, frakker og huer. Og 

hvis der er noget tilbage efter dagens gåtur, 

havner resten af tøjet nede i Kofoeds Kælder 

(værested for hjemløse, red). 

Fylder tasken med bananer 

Svend Harald Göntzel har været i gang med sit 

projekt siden 2004. 

- Jeg startede, fordi jeg ville gøre noget for 

mine medmennesker, og fik så den idé at fylde 

min taske med bananer og anden frugt til de 

hjemløse. Frugten får jeg fra en grønthandler, 

der i starten undrede sig over, at jeg købte så 

meget. Men da han fandt ud af, at det var til 

de hjemløse, begyndte han en gang imellem 

at give mig lidt ekstra med til en billig penge, 

siger Svend Harald Göntzel. 

Vi møder ham en hverdag, hvor regnen står 

ned i stænger over Kultorvet i København og 

for en stund har stoppet al aktivitet i gaderne. 

Selvom det ikke er koldt, går regnen sammen 

med den massive blæst gennem marv 

og ben, så suppen og madpakkerne falder på 

et tørt sted. Alle siger ja tak, drikker suppen 

- Jeg startede, fordi jeg 

ville gøre noget for mine 

medmennesker, og fik så 

den idé at fylde min taske 

med bananer og anden 

frugt til de hjemløse, siger 

Svend Harald Göntzel, som 

her er i aktion med sin 

hjælper Kirsten Schilling 

(med kaffekanden). 

Manden med bananerne 

og får en sludder med Bananmanden og hans 

hjælper fra Sai Baba, Kirsten Schilling, som er 

med, når der skal deles suppe ud. For et par år 

siden hoppede hun med på projektet, da hun 

også fik lyst til at gøre noget for sine medmennesker. 

Til daglig arbejder hun som pædagog 

og kommer derfor direkte fra arbejdet. 

Startede for egne midler 

Efter at have været i gang i et par år for midler 

fra egen lomme henvendte Svend Harald Göntzel 

sig til Sai Baba-organisationen, som han i 

forvejen havde kontakt til og fik sat uddelingen 

mere i system. 

- Jeg tog fat i Sai Baba for at organisere 

det lidt bedre. Sai Baba siger, at vi skal gå 

ud blandt de hjemløse og sørge for de svage 

i samfundet – og det har jeg så gjort i fire år. 

Vi starter altid oppe ved Nørreport og går ned 

gennem Købmagergade og op af Strøget. Hvis 

der er mere mad tilbage, går vi også en runde 

på Rådhuspladsen. Somme tider har jeg 30 

bananer med somme tider 50. Vi bliver altid 

positivt modtaget – de er alle sammen meget 

taknemmelige, fortæller Svend Harald Göntzel, 

der er pensioneret fra en stilling som assurandør 

i Søforsikring og har nu god tid til at 

udføre sin mættende mission. 

Da regnen hører op, siger Harald og Kirsten 

farvel og fortsætter op ad Købemagergade til 

andre af midtbyens hjemløse, der trænger til 

lidt fast føde. | 


| x-ord | af 


Anne Jensen, tidligere hjemløs 

www.andersagerbo.dk 

send løsningen 

på x-ord senest 

den 19. januar 

Blandt de rigtige løsninger 

trækkes lod om: 

1 boggavekort på 500 kr. 

Vinderen får direkte besked. 

Skriv kodeordet på bagsiden af 

kuvert/postkort, og send det til: 

HUS FORBI 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 

vinder af 

x-ord nr. 79 

Ingrid Carlsen 

Ammendrupvej 33 

Helsinge 

| digtet | 

Lad det negative forsvinde 

find det gode i tilværelsen. 

Så lyset må oprinde. 

Er vejen lang og trang, 

find glæde i naturen, 

du vandringsmand. 

indsendt af 

Svend Aage Larsen, Virum

| vorherres køkkenhave | 

| januar | 

Forberedelserne til årets første nattevandring 

er til at overskue: Den rigtige påklædning, 

specielt til hoved, hænder og fødder. ’Klapsammen-madder’ 

i folie fordeles enkeltvis i 

overtøjets inderlommer sammen med et par 

plader chokolade. I rygsækken en termokande 

med noget varmt, suppe eller kakao – og 

selvfølgelig et stormkøkken, hvis man ikke 

satser på at lave bål, når man når frem. Og så 

et lille tip, jeg altid bruger, når jeg forbereder 

en vintervandring: Hav en gryde med ’døde 

fingre’ (røde pølser), en gryde med kakao, 

der bare skal varmes, og godt med hvidt brød 

parat til hjemkomsten. Jeg lover, du ikke vil 

fortryde denne overgang fra Køkkenhavens 

vinterkulde til sengehalmens varme. 

Heldigt, at Gud er usynlig 

Så længe det er vindstille, og så længe jeg 

traver, har jeg det lunt og rart. Byen har jeg 

lagt bag mig, og om nogle få kilometer langs 

grøftekanten drejer jeg af, ud over agrene mod 

de velkendte skove. Selv om grøftekanten er 

gulbrun af vissen vegetation, er den ikke død. 

Hist og her stråler Danmarks mindste staude, 

bellis eller tusindfryd, som blomstrer hele 

foto Robert Voxen 

steen viggo 

steenviggo@galnet.dk 

året – og selv dækket med sne breder den sine 

hvide og rødlige kronblade ud, når blot solen 

skinner. Lige inden jeg skal dreje af ind over 

de brune, knoldede marker, støder Vorherre 

til. På denne årstid finder jeg det særdeles 

hensigtsmæssigt, at kun jeg kan se ham. 

Tænk hvordan bilister ville reagere, hvis 

de så en langskægget, ældre herre, iført hvide 

gevandter, trave barfodet over de frosne 

jordknolde sammen med en lidt yngre model, 

klædt på til en polarekspedition? 

Frem kommer vi. Kulden sætter for alvor 

ind nu. Himmelen er sort, og som jeg plejer at 

sige, har jeg aldrig set så mange stjerner på én 

gang. Stjernebillederne aftegner sig klart mod 

den sorte himmel, og som mine forfædre, der 

trodsede havets farer og brød bølgen på vej 

til de nordligste destinationer, sender jeg også 

varme tanker til den kolde nordstjerne. 

Åbner porten til eventyret 

Bålet har gennemvarmet mig, og da månen viser 

sin lysende skive, dynger jeg sand over de 

døende gløder og smiler lykkeligt til Vorherre, 

der dog har travlt med at kaste nostalgiske 

blikke mod den store vinter-eg ude ved pynten. 

Jeg ved, han vil overnatte i træets krone, 

så vi drager hver til sit. 

Er tidligere hjemløs og udeligger. 

Boede i naturen fra foråret 1992 til vinteren 1993. 

To-tre gange om måneden overnatter Steen Viggo i naturen. 

I forbindelse med sine ophold i naturen fører han dagbog, og 

det er de optegnelser, der ligger til grund for hans månedlige bidrag 

til Hus Forbi. 

Mit mål med at vandre herud var hjemturen, 

hvor den store oplevelse ligger. Det at 

vandre gennem skove, over marker og enge i 

dette helt specielle, skarpe månelys, hvor man 

fornemmer at ’de underjordiske’ har malet 

skyggerne, og hvor Køkkenhavens stilhed 

ikke er knugende, men befriende. 

Oplevelsen af at åbne porten til eventyrets 

verden og betræde den sti, der er åben for alle, 

men alligevel så sjældent benyttet, er unik. Du 

kan tale med månen, stjernerne og de sovende 

fugle. Du hverken fryser eller sveder, men 

svæver let af sted over den snoede sti. 

Som enhver smuk drøm har stien også en 

ende. Byens fjerne gadebelysning smækker 

porten til eventyrets verden i og lader mig stå 

alene i grøftekanten. 

Sengen kalder på mig 

Vel hjemme sætter jeg gang i komfuret og får 

afmonteret mit polarudstyr. Siddende ved 

køkkenbordet i dampen af røde pølser og 

kakao hører jeg en svag kalden. Jeg er ikke 

længere i eventyrets verden. Det er min varme 

seng, der kalder på mig. 

Kære læser. Jeg håber, du har haft en 

god jul – og ønsker dig et godt 2009. | 


scanpix

Uhyggeligt svært at komme 

ud af et heroinmisbrug 

Efter 0 års misbrug, en formøblet lottogevinst på ,7 millioner kroner, en tur i 

fængsel og tre år på boformen Solvang starter Jim Erik Keis på en frisk igen med 

egen lejlighed for første gang i ni år. 

| historie fra gaden | 


| birgitte.horgh@os.dk 


- Jeg har følt mig hjemløs, indtil der stod et skilt 

med min navn på min dør, og jeg 

kunne låse den, fortæller Jim Erik 

Keis. 

Vi møder ham på Solvang, et 

bosted for tidligere hjemløse i 

Glostrup, hvor Jim netop i dag 

skal sige farvel efter tre år og 

flytte i egen lejlighed. 

Han har været på metadon, 

siden han kom ud af fængslet for 

tre år siden, og kan se tilbage på 

de seneste 20 år af sit liv med en 

vis ærefrygt – for selvom han ikke 

kan forestille sig et liv uden alle 

de oplevelser, han har haft, er der 

nogle, han gerne ville have været 

foruden. 

- Da jeg startede mit misbrug som 30-årig, var 

jeg blevet skilt og havde mistet en dejlig kærlig 

stedsøster. Det gjorde, at der bare skulle slukkes 

– og det blev med sprøjter, heroin og hele 

molevitten. Jeg blev så deprimeret. 

Jim Keis er uddannet speditør og havde fast 

arbejde som daglig leder og bildisponent gennem 

ti år, da stofmisbruget begyndte at tage overhånd. 

- Hvis jeg ikke havde fået min morgenheroin, 

gik det ikke. Så tog jeg ud i min frokostpause og 

hentede forsyninger og sagde bare, at jeg havde 

været på druk dagen inden, hvis jeg virkede dårlig. 

For på arbejdsmarkedet accepterer man langt 

bedre, at man har et drukproblem end et stofmisbrug, 

fortæller Jim. 

Vennerne blev til rygklappere 

Da Jim havde mistet sit arbejde, forsøgte han sig 

kortvarigt med job gennem et vikarbureau, men 

røg til sidst helt ned i kælderen og mistede også 

sin lejlighed. 

- Der var hele tiden ballade, døren blev sparket 

ind, og folk jagtede mig på grund af narkogæld. 

Jeg måtte ud og stjæle i butikker, fordi jeg skulle 

skaffe 500-1.000 kroner om dagen til mit heroinforbrug 

og endte i retten med en dom på fire 

måneder for diverse tyverier, fortæller Jim. 


På arbejdsmarkedet 

accepterer 

man langt 

bedre, at man 

har et drukproblem 

end 

et stof- 

misbrug. 

Læs flere historier fra gaden på www.husforbi.dk 

Men i den mellemliggende periode havde 

heldet faktisk tilsmilet Jim. Han vandt på et 

tidspunkt – og hold nu fast – 3,7 millioner kroner 

i Viking Lotto. 

- Desværre forsatte jeg mit misbrug og havde 

en masse venner, der blev til rygklappere. Så 

pengene røg på fire år. Men jeg 

fik gjort mig selv og min datter 

gældfri, var i Thailand, købte 

sommerhus og obligationer, som 

jeg langsomt solgte ud af, hver 

gang jeg havde brug for flere 

kontanter til mit stofmisbrug. 

Gode tanker i fængslet 

I dag er han stoffri – og utrolig 

stolt af det. 

- Det er uhyggeligt svært at 

komme ud af et heroinmisbrug. 

Man er i et miljø, hvor man bliver 

nødt til at droppe sine venner, 

for man kan ikke komme i hjem, 

hvor det flyder med pulver og 

stoffer. Jeg har måttet kvitte en rigtig god ven 

gennem 35 år, fortæller Jim mismodigt. 

Vendepunktet og styrken fik han i fængslet. 

- Jeg fik en masse gode tanker og besluttede 

mig for, at jeg ville holde mig til metadonen, siger 

Jim og takker en fængselsbetjent i Statsfængslet 

ved Sdr. Omme for at have hjulpet ham videre. 

Så da Jim kom ud af fængslet, flyttede han på 

Solvang og begyndte at sælge Hus Forbi. 

- Jeg kan godt lide at lave et stykke arbejde 

i stedet for at gå og glo og kommer i snak med 

en masse mennesker, der viser respekt, når jeg 

fortæller min historie, siger Jim. 

- Det var i en sen alder, at jeg fik mit misbrug. 

Jeg havde jo både kone og børn, og det er jeg 

taknemmelig for, for nogle når aldrig at få et liv, 

fordi de starter deres misbrug som 16-årige. Til 

gengæld ødelagde jeg de næste 20 år, siger Jim, 

mens han samler hænderne bag hovedet og kigger 

op mod loftet. 

- Jeg er så glad for, at jeg kan klare mig på 

metadon i dag. Nu er jeg ved at få et liv igen og 

starter på et kursus i morgen for at friske min 

viden op. Jeg var i arbejde for tre måneder siden, 

men stoppede pga. nedskæringer, så jeg ved, at 

jeg sagtens kan. Min konsulent mener også, at 

det blot er et spørgsmål om tid, før jeg har et job 

igen. | 

3spørgsmål til 

Jim Erik Keis, 51 år og 

Hus Forbi-sælger 

hvad kan gøre dig glad? 

- Jeg er så heldig at være beriget med 

et barnebarn, som falder mig om halsen, 

når vi ses. Både hun og min datter er mit 

solskin og var medvirkende til, at jeg kom 

ud af mit heroinmisbrug. 

hvad er du bekymret for? 

- At det går galt med arbejdet. Men det 

nægter jeg at tro. Jeg har måske et arbejde 

på hånden, hvor jeg skal disponere 

transport af mennesker. Det ville glæde 

mig at have med mennesker at gøre. For 

jeg er god til at snakke med mennesker. 

hvor er du på vej hen? 

- Jeg skal hjem og flytte lige om lidt til 

min egen lejlighed for første gang i ni 

år. Det bliver med møbler fra venner og 

bekendte og Kofoeds Skole.

helvede - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?