helvede - Hus Forbi

More documents

Recommendations

Info

Mit navn er Martin, jeg er narkoman af Martin illustration Hanne Louise Nielsen Jeg har været tæt på at dø. Jeg har været på sygehuset mindst ti gange, fire gange på forsorgshjem og tre gange i døgnbehandling i ni måneder. Intet har hjulpet. Jeg er stadig narkoman. Men hvis du ser mig på gaden, vil du ikke kunne se det. Hvis du fører en samtale med 14 | HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 mig, vil du ikke kunne høre det – at jeg er narkoman. Jeg er 34 år gammel, universitetsuddannet, på overfladen velfungerende, men delvist fysisk og inderst inde psykisk ødelagt efter ti års afhængighed. Jeg har sniffet mindst to virkelig gode parforhold væk. Mine nærmeste relationer til venner og familier er kraftigt belastede af mit misbrug. Muligheden for at anvende min uddannelse til andet end lidt Jeg er 34 år gammel, universitetsuddannet, på overfladen velfungerende, men delvist fysisk og inderst inde psykisk ødelagt efter ti års afhængighed. Tre døgnbehandlinger har ikke kureret mit misbrug. En stor del af ansvaret er mit, men måske skal man også se på, om de behandlingssteder, som samfundet poster millioner af kroner i, er gode nok. vikar-arbejde hist og pist har jeg ikke engang magtet. For det er svært at undervise, hvis man skal have sit kokain hver halve time. Ville væk fra mig selv Det begyndte som et ganske, efter nutidens normer, normalt weekend-misbrug af kokain, ecstasy og amfetamin. Den første streg tog jeg en nytårsaften og var hunderæd for en overdosis. Men jeg kunne lide det. Følelsen
mindede om en forelskelse. Og jeg blev meget forelsket og hurtigt dybt afhængig af alle tænkelige narkotiske stoffer og piller. Når jeg ikke havde penge til mine stoffer, drak jeg. Mest snaps; der kom branderten hurtigst. Og jeg kom hurtigst væk. Mit stofmisbrug handler nemlig om at komme væk. Væk fra mig selv. Jeg har ikke haft nogen traumatisk barndom, lidt turbulent måske som skilsmissebarn, men ikke noget særligt. Jeg har heller aldrig oplevet noget, der kunne give mig Post Traumatisk Stress Syndrom. Mit grundlæggende problem er, at jeg ikke kan være alene med mig selv, og samtidig at jeg hele tiden er på jagt efter det sus, jeg fik den nytårsaften for mange år siden. Det sus, jeg ved, jeg aldrig får igen. Intet har stoppet mig Mit galoperende kokain-misbrug har betydet hospitalsindlæggelser, fordi jeg vitterligt har været døden nær. Min afhængighed har engang drevet mig direkte fra Aalborg Sygehus Syd, ind i en taxa og ned til en pusher, som meget bekvemt boede to stoppesteder fra hospitalssengen. Jeg har kopieret morfinrecepter på en farvekopimaskine, drukket hostesaft blandet op med Fanta og kastet blod op ud over hele min lejlighed. Jeg har levet i en overfladisk diskoteksverden, hvor prisen på mine sko var uendelig meget mere vigtig, end hvad jeg følte, jeg havde på hjertet. Og ikke mindst har jeg bedraget og løjet over for alt og alle. Konsekvenserne har været klare og håndgribelige. Og alligevel har intet kunnet stoppe mig. Ikke engang tre døgnbehandlingssteder har kunnet hjælpe mig. Hvorfor? Samfundet betaler regningen Jeg bebrejder på ingen måde dem, som tænker, at jeg selv er ude om det – at jeg ”bare kan tage mig sammen”. De samme mennesker må bare leve med, at de bor i et land, hvor en gruppe af deres medmennesker ikke ’bare’ kan tage sig sammen, men behøver andres hjælp. Problemet er måske, at de to grupper ikke forstår hinanden. For hjælp får man – på behandlingssteder. Efter min erfaring rækker den bare ikke. Konsekvenserne har været klare og håndgribelige. Og alligevel har intet kunnet stoppe mig. Ikke engang tre døgnbehandlingssteder har kunnet hjælpe mig. Hvorfor? Nogle behandlingssteder kører efter Minnesota-modellen. Andre tror på, at årsagen til misbruget skal findes i sociale og psykiske forhold i opvæksten. Behandlingsstederne er private, og prisen pr. misbruger ligger på 18-20.000 kroner om måneden. Kommunen og dermed samfundet betaler regningen. Snød dem alle sammen Første gang jeg var i behandling, var jeg ikke klar. Jeg gjorde det kun for min mor og lillesøsters skyld. Jeg bildte folk omkring mig ind, at jeg var færdigbehandlet efter tre måneder og tog hjem en måned før tid. Anden gang – på Sydgården i Haderslev – gennemførte jeg behandlingen. Det samme gjorde omkring ti procent af ’min’ generation på stedet, og de er stadig clean og ædru i dag. Det lyder som uhyrligt få. Og det er uhyrligt få. Folk faldt fra som fluer, og personalet og ledelsen gjorde intet for at rette op på den statistik, selv om det, når alt kommer til alt, handler om liv og død. For mig lykkedes det at opbygge et image af at være fantastisk ærlig. Jeg indrømmede, at jeg stadig havde trang til at tage stoffer, selvom jeg udmærket var på det rene med de principper og begreber, behandlingen byggede på. Det var nærmest komisk, så populær jeg blev. I virkeligheden havde jeg allerede halvanden måned før min ’løsladelse’ planlagt mit tilbagefald og købt tre gram kokain, som lå klar til den fredag, jeg skulle hjem. Efter hver samtale med psykiater og psykolog gik jeg ud med en følelse af at have narret Sydgården og dermed bevist min overlegen- hed. Selvfølgelig havde jeg først og fremmest narret mig selv. Det skriver jeg ikke for at kritisere Sydgården, men for at påpege fejl og mangler. Jeg er blot stadig i næsegrus forundring over, at professionelle behandlere ikke gennemskuede mig. Rejste efter tre uger I maj startede jeg på min sidste behandling på et lille sted med cirka 12 beboere – en slags ’Minnesota-light’-behandling. Ingen mobiltelefon, visitation ved ankomsten, men så heller ikke mere. På hjemmesiden stod der om ’rig mulighed for psykoterapeutisk behandling’, og at den første tid på stedet var ’aktiv’. Ingen af delene passede for os nyankomne. En kvindelig psykoterapeut, som sammen med en advokat var en af stedets fire ejere, tilbragte mest tid på sin klinik i København. Og det meste af den ’aktive hverdag’ gik med at ryge cigaretter og spise. For som nyankommen var man stærkt medicineret og derfor ikke modtagelig for behandling, lød begrundelsen. Personligt gik jeg ikke rundt i nogen rus. Jeg er stadig chokeret over at have oplevet en af de ansatte terapeuter i et foredrag nævne en ikke tilstedeværende beboers metadon- ordination. Et klokkeklart brud på forvaltningslovens regler om tavshedspligt, men endnu mere et udtryk for behandlerens mangel på professionalisme og omsorg. Jeg rejste fra stedet efter tre uger. Der er noget galt Igen spørger jeg (mest mig selv): Hvorfor har den dyre behandling ikke hjulpet? Selvfølgelig bærer jeg min del af ansvaret. Men sagen er, at jeg har mødt mange med problemer som mine, og 90 procent af dem har haft lignende oplevelser på behandlingsstederne. Så ja – der er måske noget galt. Måske trænger vi til en revision af de mange steder, som kommunerne poster millioner i. For der skal meget til. Stofmisbrugere er næsten pr. definition yderst kreative bedragere og skuespillere. Skuespillere, der skal gennemskues, før de kan hjælpes. | Martin er forfatterens rigtige navn, men han har ønsket at være delvist anonym. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er bekendt med hans fulde identitet. HUS FORBI | nr. 81 | januar 009 | 1
Page 1 and 2: hus forbi nr. 81 januar 2009 | pris
Page 3 and 4: | indhold | 8 9 10 1 14 16 18 0 6 7
Page 5 and 6: - Et hvilket som helst misbrug ende
Page 7 and 8: nyt redaktørteam Hus Forbis redakt
Page 9 and 10: lvede I anledning af forsøget sæt
Page 11 and 12: -Jeg er en ualmindelig narkoman, fo
Page 13: Den søde tand Normalt har voksne 2
Page 17 and 18: - Hvis mine børn nogensinde kommer
Page 19 and 20: - Jeg kom op på 60 ketoganer og 30
Page 21 and 22: illustration Hanne Louise Nielsen K
Page 23 and 24: herning sætter pris på leif elekt
Page 25 and 26: - Tidligere måtte jeg tigge for at
Page 27 and 28: Manden på risten Melodi: Michael C
Page 29 and 30: Han kommer med bananer, varm asparg
Page 31 and 32: | vorherres køkkenhave | | januar

helvede - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?