Funktionelle lidelser i urinvejene Øvre urinveje

72 | FUNKTIONELLE LIDELSER I URINVEJENE
ste del af urethra, ikke kan finde sted. Nedsat sphincterfunktion
kan måske skyldes iskæmi og/eller nerveskade
i forbindelse med fødsler.
Diagnose. En grundig anamnese er nødvendig for at
få de typiske symptomer frem og for at udelukke andre
årsager. Patienterne oplever lækage af små mængder
urin i forbindelse med host og nys og ved fysisk aktivitet
som gymnastik, dans og tunge løft. Lækagen sker
uden samtidig fornemmelse af vandladningstrang.
Graden af inkontinens søges kvantiteret ved at spørge,
om patienten bruger bind eller ble og i givet fald, hvor
tit de skiftes, og hvor våde de er. En objektivisering
af inkontinensgraden kan man få ved at udføre en blevejningstest.
Undersøgelsen anvendes specielt forud
for evt. operativ behandling og til dokumentation af
behandlingsresultat. Et væske-vandladningsskema,
hvor patienten bl.a. skal angive, hvad hun har foretaget
sig i det tidsrum, inkontinensen er registreret, kan
hjælpe både patient og læge til bedre at finde årsagen
til inkontinensen. I anamnesen indgår også oplysninger
om tidligere urinvejs- eller gynækologiske lidelser,
antal fødsler og deres forløb samt evt. medicinering.
Ved objektiv undersøgelse foretages primært undersøgelse
for residualurin samt gynækologisk undersøgelse,
herunder vurdering af slimhindeatrofi som udtryk for
østrogenmangel og af levatorfunktionen i form af
knibekraft om eksplorerende finger. Desuden noterer
man sig, om der er nedsynkning af forreste vaginalvæg
(cystocele, descensus vaginae) eller af portio (descensus
uteri). Paraklinisk foretages urinundersøgelse for blod,
leukocytter og nitrit. Hvis der er tale om urinvejsinfektion,
må den behandles, og vandladningssymptomerne
revurderes herefter. Urodynamiske undersøgelser
foretages forud for operativ behandling, væsentligst
cystometri til udelukkelse af uhæmmede
blærekontraktioner som årsag til inkontinensen og til
vurdering af, om patienten har normal detrusorkraft.
Ved nedsat eller manglende detrusor funktion
kan operativ behandling føre patienten i retention,
så patienten derefter må foretage intermitterende
kateterisation som blæretømningsmetode. Radiologisk
undersøgelse af blære og urethra efter fyldning
af blæren med kontrast og fotografering i hvile, under
stress og under vandladning (miktionscystouretrografi)
har været anvendt og anvendes i nogen grad
stadig i et forsøg på at give et anatomisk grundlag for
en differentieret operativ behandling. Værdien er
begrænset, da der ikke er enighed om tolkning af undersøgelsen,
og da den operative behandling stort set
er ens uanset resultatet af undersøgelsen. Cystoskopi
er ikke obligatorisk, men bør udføres på vide indikationer
for at udelukke anden blære-urethralidelse.
Behandling. Ved lette grader af urininkontinens anvendes
først og fremmest bækkenbundstræning, populært
kaldet knibeøvelser. Patienterne bør instrueres
heri af fysioterapeuter med særlig interesse for og
kendskab hertil. Man kan alene herved opnå helbredelse
eller bedring hos op mod ⅔ af patienterne. Medikamentel
behandling i form af lokal østrogenbehandling
er meget anvendt, men effekten kun sparsomt
dokumenteret. Behandling med en alfa-adrenerg
agonist, f.eks. efedrin, er rationel og i nogen grad effektiv,
men behæftet med bivirkninger i et omfang,
så den kun sjældent kommer på tale. Elektrostimulation,
vaginalpropper og uretralpropper anvendes,
men effektivitet og anvendelighed er ikke tilstrækkelig
undersøgt. Parauretral injektion af kollagen eller plastik
-eller kulpartikler anvendes med nogen succes,
men resultatet på langt sigt kendes ikke. Operativ behandling
vil være nødvendig i de fleste tilfælde med
mere udtalt stress inkontinens. Den mest anvendte
operation har været og er i nogen grad stadig kolposuspension
a.m. Burch. Gennem en suprapubisk incision
foretages opsyning af vagina til Cowpers ligament.
Dette stabiliserer blærehalsen og giver en vis
grad af kompression af urethra mod symfysen. Omkring
80% er kontinente efter 10 år. Komplikationerne
er dyspareuni hos 15-20%, og et tilsvarende
antal udvikler efterhånden blæreinstabilitet pga. den
påførte obstruktion. Nogle få patienter udvikler primært
urinretention og må derefter udføre selvkateterisation.
Indgrebet kan udføres laparoskopisk, men
med noget mindre succes rate. Kolposuspension er i
nogen grad afløst af operation med en vaginal slynge
af rectus fascie, fascia lata eller kunststof. Slyngen føres
rundt om blærehalsen og fikseres til rektusskeden
eller symfysens bagside. Operationen virker på samme
måde som kolposuspensionen, men er nok lidt
bedre til at bringe en descensus på plads. Resultaterne
er på højde med kolposuspensionen. Obstruktion