Bøgild fakta 50 | <strong>magasinet</strong> bornholm HANSAAGE BØGGILD Forfatter og journalist Hansaage Bøggild, født juleaften 1927 i Slagelse. Familien flyttede til Svendborg i 33, hvor han gik syv år i skole og senere blev uddannet typograf. Senere kom han i lære som journalist i Sorø. Kom første gang til Bornholm i 1951 hvor han blev ansat som referent på det daværende konservative dagblad Bornholms Avis. Efter en smuttur til Frederikshavn kom han i 1956 tilbage til Bornholm. Først på Bornholms Avis igen, senere på Bornholms Tidende. I begyndelsen af 90’erne blev han også fast knyttet til DR-Bornholm. Han er forfatter til næsten et halvt hundrede bøger om Bornholm, Bornholms historie, Bornholms natur og bornholmsk kunst, hvoraf det sidste har haft hans særlige bevå- igennem al den historiske uenighed. Og til at huske Danmark på den forpligtelse det er, at have en landsdel liggende midt ude i Østersøen. NATUREN Martin Andersen Nexø var ikke særligt benovet over den indfødte befolkning på Bornholm. »Trangsynede og småtskårne« var hans dom, men, tilføjede den gamle kommunist så: »Naturen, den er der ikke noget galt med«. Hvis vi lige lader karakteristikken af befolkningen ligge et øjeblik, hvad er det så i den bornholmske lilleputnatur som fascinerer dig såvel som Nexø? Der er ikke noget så sjældent som Bornholm, så enestående. Så unikt. Tænk, vi har ligget nede ved Afrika engang. Deraf kommer måske den besnærende fremmedartethed. Og størrelsen, afstanden mellem de vidt forskellige stykker natur er overskuelig. Jeg ved godt, at man kan finde klipper, der er større, sandstrande, der er længere, skove, der er vildere, bjerge, der er højere og have, der er dybere. Men intet sted er alting, som her, samlet på et sted. På den måde. Intet andet sted er sandet så fint som på Dueodde. Intet andet sted finder du så varierede sprækkedale som på Bornholms nordøstkyst. Intet andet sted finder man en sådan variation af blomster og vækster som her på øen. Hvis du f.eks. boede et sted på Sjælland, så oplevede du blot det, der var deromkring. Her er der så kort til hele naturen. Til tusinder af oplevelser. Tag ned til Bølshavn, Listed eller Årsdale en aftenstund hvor solen går ned. Se hvordan havet kan blive helt rødt. Se en måge med lyserøde fjer på klippen i det stille vand. Og dagen efter kan himmel og hav stå i et. Forskelligheden. Variationen i klima og vejrlig er fantastisk. Hammeren, et drama uden lige i en vestenstorm, den stille skærgård. Himlen, lyset. Alt det der tiltrak kunstnerne og turisterne. Det er lige uden for døren. Det er umuligt at undvære, når man først har fået det i blodet. Det er vel også det, der tiltrækker turisterne. Man skal vel glæde sig over det, men jeg bryder mig egentlig ikke om genhed. Ikke mindst øens største maler, Oluf Høst, har haft en dygtig og beundrende pennefører i Bøggild. Som hovedværker i Bøggilds livslange arbejde på og med Bornholm står hans »Kunst på Bornholm« fra 1996 og Bornholms-beskrivelsen i Gyldendals serie om de forskellige egne af Danmark fra 1987. En bedrift han netop nu er ved at gentage i en helt ny udgave af det store værk. Også en stor biografi af Oluf Høsts søn, Ole, som også var maler og som endte sit liv på østfronten i tysk uniform, er på vej. Begge bøger u<strong>dk</strong>ommer i februar på henholdsvis Gyldendal og Bornholms Tidendes forlag. turismen. Måske er det endda en udgift for Bornholm, hvis det hele blev gjort op og man overvejede alternativerne. Men turismen er en kendsgerning. Et vilkår for livet her og jeg holder da også af at spejle glæden og beundringen over den vidunderlige natur i deres øjne. Og intet er så rart som at vise en turist vej til Nyker eller Ekkodalen. Man får afløb for en naturlig stolthed, simpelthen. KUNSTEN I din store bog om kunst på Bornholm lader du i forordet en sød gammel kone sige om kunst: »Ded e nok ingtressant, vis man ingtresserer saj for’ed«. Underforstået, at det gør man såmænd ikke så meget her på øen, hvor andre mere materielle ting måske er lidt mere påtrængende. Men hvorfor er der i det hele taget grund til at interessere sig for kunst på Bornholm? Jeg forstår hende egentlig på en anden måde. Som en slags tolerance overfor noget, der måske er fjernt for hende, men som er i orden, hvis nogen gider beskæftige sig med det. Men selvfølgelig er det nok sagt i den anden betydning. At kunst ikke er værd at beskæftige sig med for den jævne bornholmer. Jeg kan kun være dybt uenig i den tankegang. Og jeg
<strong>magasinet</strong> bornholm | 51