magasinet - Bergsbureau.dk

Hun er ikke meget mere end 7 år, men uniformen sidder perfekt.
De lange hvide støvler, fløjlet på reversen. Den høje hvide
kasket med den blå skygge over de blonde nordiske lokker.
Hun er i lære som tambur, og lige nu står hun i solhvervsskin
på Svaneke Torv og venter på, at resten af orkesteret skal gøre
klar. Kun klipperne ved kysten og et par mødre, der har klædt
sig ud i nationaldragt i dagens anledning, minder hende om
hjemstavnen ved Sognefjorden i Norge. De har flag og et banner
med skolens navn. Nu slår den næsten voksne og rigtige
tamburmajor an, og orkesteret istemmer ’Se Norges blomsterdal’”
og marcherer tværs over torvet på vej til festpladsen ved
fyret. Sydskoven er mørkegrøn og tæt. Havet lyser blåt, og de
mange smældende dannebrogsflag fortæller om den milde sydvestlige
brise - giver kulør og national stemning til den store
fest. Overalt har de små børn sat deres små blomsterkilder ud på
vejen og håber på indtægt og overskud og iskager til aften. På
festpladsen har kildebørnene atter gjort deres pligt, og kilden
er pyntet efter alle kunstens regler. Præsten er her. Og skoleinspektøren.
De hundredvis af blomster er endnu friske, og det
bundne egeløv giver skygge over kildens kornblomst-kranste
spejl, når man er smuttet ind under den særligt smukke indgangsguirlande,
som kaldes ’jomfruens æreskrans’. Små boder
med is, pølser og æbleskiver og et lille restaurationstelt omgiver
pladsen og på den lille scene er der musicerende underholdning.
Senere skal en kendt politiker tale her og sammen med
alvorsfulde samfundsbetragtninger ønske lillebyen glædelig
fakta
60 | magasinet bornholm
Traditionens vogtere 2003
KILDEFESTER
Overalt i landet har der været kilder, som er blevet
tillagt særlig helbredende eller magiske kræfter. Og
virkningen skulle være særlig effektfuld ved f.eks. solhverv
eller jævndøgn, hvor folk i stort tal valfartede
til kilderne for at drikke eller vaske sig i det helsebringende
vand. For at få gigten til at forsvinde, for at få
en bullen finger til at blive i orden igen. Ja selv alvorligere
sygdomme kunne mildnes af lige dele tro, håb og
kildevand.
Allerede i hedensk tid flokkedes gøglere, musikanter,
ølsælgere og alskens handelsfolk omkring kilderne – for
når godtfolk mødes, så kommer der flere til.
Sct. Hans og en god sommer. I havnen vugger de første gæstesejlere,
som har trodset Hammervandet og stævnet ned langs
nordøstkysten og her fundet en fredelig oase langt fra plastikmarinaerne
i det øvrige land. Der promeneres i den stille time
mellem seks og syv. De lokale hænger ud på gelænderet eller
har fundet sig et par fiskekasser og deler erfaringer og øl i en
perfekt kombination. Midsommer med lun fralandsvind, lys og
forventning får luften til at dirre på nøjagtig samme måde som
for 125 år siden. En kat misser. En hund gør. Og en hvid mink
springer sulten rundt på en fiskekutter. Så begynder bilerne at
komme. Flere og flere. Og folk skrår over havnen mod nord.
De skal ud til Vagtbodnakke. Har de glemt, at festen er flyttet?
Nej. Naturligvis ikke. De trækker traditionen med fra den
gamle kilde til den nye. I fakkeltog og med det norske skoleorkester
i spidsen vandrer de over havnen mod fyret og festplads
og bål. Fakkeltoget kan trække så langt ud, at de forreste kan
smide faklerne på bålet, mens de sidste endnu ikke har forladt
havnebryggen. Og alt imens er tusmørket på vej. Nattergalen
puster sig op til årets sidste triller, og mens bålet blusser holdes
der båltale og synges midsommervise og nationalsang. Og
pludselig er det hele slut. På kildepladsen er der dog endnu en
æbleskive og en fadøl og en gyngende harmonika i restaurationsteltet,
men vildt bliver det aldrig. Traditionen tro er en kildefest
en pæn og anstændig foreteelse som hele familien kan
deltage i. Og nu begynder turistsæsonen for alvor.
Almindingen har også huset en kildefest ved Koldekilde.
Udbuddet af gøgl, musik og beværtning var betydeligt
større her end ved lillebyen Svanekes diminutive vandsprøjt.
Forlystelsesetablissementet Dyrehavsbakken ved
København er ’født’ i det brogede folkeliv, der gestaltede
sig omkring Kirsten Piils Kilde, der også havde et
livgivende og lindrende ry. Ved kristendommens indtog
overtog de gejstlige traditionen, velsignede vandet og
beholdt de til tider vilde og løsslupne fester ved midsommertid.