De forbikørende bilister var nær kørt galt ved synet,« fortæller Kalle. Senere ved den lokale havnefest kaster den aldrende skønhed sig over ham, presser hans hoved ned mellem sine store gyngende bryster, som under den gennemsigtige blondebluse bølger som Østersøen i novemberstorm, og giver ham et ordentligt goddagknus. »Det er da dejligt, at kunderne er glade,« smiler Kalle. Der er sådan lidt ’Postbudet ringer altid to gange’ over ham. Kvinder i Svaneke spinder kælent, når de hører brevene blive presset gennem dørsprækken. Selv når rudekuverterne og rykkerne bliver listet ind ad sprækken, sukker de henført, kvinderne. Pirrede af fantasien om, hvad der kunne ske, hvis de fik ham lokket med inden for i køkkenet, inviterede ham på en kop kaffe … på køkkenbordet … midt i det bornholmske rugmel … Kalle elsker at provokere og drille, og han kan ikke lade være med at diskutere alting, også selv om han i virkeligheden er enig. »Jeg har aldrig boet sammen med nogen, der kan bringe mig så langt ud af fatning som Kalle. Han kan få mig så langt ud, at jeg kaster med ting efter ham, fordi han er så øretæveindbydende. Men jeg har til gengæld heller aldrig mødt nogen, der kan få mig til at grine så meget,« erkender Lone, der ikke fortryder, at hun sagde ja, da Kalle friede, og hun byttede det store gule hus ud med et lille gult. På Kalles visitkort måtte der gerne stå »rocksanger - og postbud i fritiden«. Den musikalske interesse begyndte, da Kalle og fire af gutterne fra Aarsdale dannede rockbandet Expect no Mercy i starten af 1980’erne. Bandet har opnået lokal kultstatus, og fansene sørger for, at ’Expecterne’ spiller 82 | <strong>magasinet</strong> bornholm for fulde huse, hver eneste gang de fyrer den af. »Jeg føler mig som stjerne for en aften, når vi spiller 3. juledag på Bodegaen i Svaneke, hvor duggen driver ned ad vinduerne, publikum kammer totalt over, og stemningen er så høj, at man næsten svæver. Det er bare så fedt,« siger Kalle, der får julelys i øjnene og karter rundt i lokalet, når han taler om sin musik og sammenholdet i bandet. Og så var der den gang, hvor Kalle og gutterne fra bandet spillede hår<strong>dk</strong>ogte rockere i Lotte Svendens film ’Bornholms stemme’: »Vi skulle pisse på én, der skulle indvies i vores rockergruppe, og havde fået en tepose under armen, som vi skulle trykke på, så vi kunne pisse på instruktørens kommando. Men det virkede ikke. Så vi måtte tage kalorius frem og gøre det rigtigt. Det er sgu svært, når fotografen – ved synet af vores udstyr - samtidig står og fortæller, at han har ondt af de bornholmske piger,« griner Kalle, der sammen med de andre ’Expecter’ måtte stå med kalorius uden for bukserne i tre dage, før scenen var i kassen. »Men det var pisseskægt – og så blev vi til og med betalt for det.« Bandet er begyndt at skrive deres numre selv. Og Kalle har måttet sande, at det kan være noget af en satsning at lade både postbudet og komponisten være på arbejde på samme tid: »Jeg kom kørende ude på ruten, og pludselig kommer der en melodi til mig. Den er pissegod, og jeg må bare ikke glemme den. Jeg bliver ved med at nynne den, men kan til sidst godt indse, at jeg jo ikke kan rende rundt og nynne indtil arbejdsdagen er slut. Så da jeg kommer forbi en mønttelefon, ringer jeg straks til guitaristen og skråler melodien ind i røret, så han kan optage hittet. Da jeg
<strong>magasinet</strong> bornholm | 83
Change language