Peter Gade Stendal - Dansk.dk

forehavende. Eriks eros der er blevet sat i bevægelse, finder altså ikke umiddelbar tilfredsstillelse i
sex og retter sig derfor i stedet opad og udgyder sig i det erotiske digt “Foraarsregntiden” der
afslutter kapitlet.
Kys eller gift
Nogle dage efter afbryder Erik sit forhold til fru Kruse. Det går op for ham at deres forhold er ligeså
disharmonisk som den skingre akkord han anslår idet han rejser sig og siger: “- Lige Børn leger
bedst, Fru Kruse.” (Op.cit. p.110).
Samme dag som Erik slår op med fru Kruse, skal han til et af de haveselskaber som der er så
mange af i Aasum. Hen under aften drister han sig til at lægge sit hoved i Margretes skød og stjæler
sig tillige til at kysse hendes hånd. “Og hun fandt sig deri, skønt hun vidste, at det unge Menneske
kun vilde kysse...” (Op.cit. p.114). For den borgerligt begrænsede Margrete, mimosen i faderens
provinshave, er det netop dette der er på spil, vil han gifte sig med hende eller kun kysse?
Margrete er efterhånden klar over Eriks hensigter, men de stemmer altså ikke overens med
hendes om at blive gift før alt det andet. Ydermere er Margrete usædvanlig tålmodig i forhold til sine
rastløse omgivelser: “Der laa i Tiden et utaalmodigt: nu eller aldrig! Men af unge Piger var ingen saa
rolig som Margrete Juhl. Hun ejede en Taalmodighed, som ingen Art Uro eller Romantik formaaede
at forstyrre.” (Op.cit. p.58). Det er den offentlige, borgerlige kønsmoral som Margrete ligger under
for. Denne moral var i disse tider stærkt påvirket af sædelighedsfejden der udspillede sig i midten af
1880’erne - samme tidsrum som Unge Bander foregår (Arild:1975 p.85-87).
Det er netop Margretes kyske tålmodighed der gør at Erik ingen vegne kommer med hende.
Og denne hæmning får det til ‘at sublimere’ i ham som vi skal se nu.
Symbolisme
En aften efter at have været i selskab med Margrete tænker Erik på hende: “Aa hun var fin og fejr og
fjærlet! Og hun var sommerlig, svej, sivsart og sølvslank! Og hun var alle de morgenfriske, dejlige
Ord, der begynder med r: Rose, rød, rossignol, rosée, roseau!” (Op.cit. p.115). Tanken om Margrete
løser sig således op i suggestiv allitterations-poesi.
Denne poesi udkrystaliserer sig kort efter til noget der kunne minde om et symbolistisk slagord
fordi det er så kort og fyndigt og indeholder flere symbolistiske karakteristika: “Rose - Dugg -
Nattergal! rose - rosée - rossignol!” (Op.cit. p.117). Dette lille vers er symbolistisk i den forstand at
13