Peter Gade Stendal - Dansk.dk

Eriks Sind og Sans om Livskraftens forunderlige Magt til Udfoldelse, om dens Skønhed og Skørhed,
men ingen Sorg eller Kirkegaardstanke faldt ham ind.” (Ibid.).
I dette tekststykke fornemmer man en uoverensstemmelse mellem fortællerens fremstilling af
situationen på kirkegården og Eriks fortolkning af den samme situation. Fortælleren har naturligvis
været til stede hele tiden, og oven i købet meget tydeligt som det er normalt i klassisk episk litteratur,
men her træder han ligesom frem og underkender Eriks pålidelighed.
Eriks fordring om enhed der følger lige efter dette, skal netop ses i lyset af denne distance som
fortælleren lægger til Erik: “(...) - han var Erik, den altid rene, som skulde opnaa det højeste i
Kærlighed, Hjærtets dybe Enhed i sin Elskov, baaret af fyrig Drift. Og ved hendes Hjælp, gennem
hendes Øjne skulde hans mandigblevne Aand stirre ind i hidtil savnede og tillaasede Tankeverdner.”
(Ibid.).
I første sætning er der elementer af kærlighed og erotik og i næste sætning af sublimeringens
gevinst, inspirationen der befordrer kunsten. Eriks fordring er netop at kunst og kærlighed skal
eksistere side om side i hans liv.
Der er imidlertid en vis ironi i at Erik udkaster denne fordring om enhed på det tidspunkt hvor
den erotiske splittelse er indtrådt i ham. Men derved viser fortælleren igen at Erik ikke formår at
fortolke sin egen situation. På denne baggrund fremstår enhedsfordringen ungdommeligt naiv, og
dettte er den første indikation af fortællerens, det vil sige Claussens, implicitte stillingtagen til den
modernistiske kunstnerproblematik. Enhedsbestræbelsen hos Erik er ægte, oprigtig og fuldt
forståelig, men Claussens foreløbige kommentar til den er at den desværre er naiv.
Misforståelse
Eriks enhedsfordring står altså i skarp kontrast til virkeligheden. Det samme gælder hans
kærlighedsfordringer. Efter i lang tid kun at have mødt afvigelser fra Margretes side når han endelig,
på sin 21-års fødselsdag sidst i august, til det punkt at kysse hende for første gang. Men “Erik fandt
ikke i denne første Omfavnelse den ømme Smælten og oversagelige Rus, han havde drømt om og
utaalmodig søgt.” (Op.cit. p.144). “Hun syntes at modtage disse Kys, hun ikke gav tilbage, som en
Jordbund modtager Himlens frugtbare Regn.” (Op.cit. p.145). Erik føler at Margrete er som
forstenet: “Hun elskede ham ikke, slet ikke, denne fattige Kvinde, hvis Livskilder han forgæves søgte
at faa til at strømme!” (Ibid.).
16