Peter Gade Stendal - Dansk.dk

det er ham der lærer hende ikke at investere sig selv i sine kærlighedsaffærer som hun tidligere
gjorde, og som ofte forårsagede hendes sorg (Op.cit. p.407-409).
Ved operabranden i Milano nedstyrtes Pellegrina imidlertid fra toppen af sin kunst. I det øjeblik
hvor Pellegrina skal til at begynde sit recitativ i anden akt af Mozarts Don Juan, udbryder der brand i
operaen. Loftet falder brændende ned over hende, og hun bliver alvorligt såret og mister i dette
øjeblik sin stemme og sin kunst.
Det recitativ som hun skulle til at synge handler om udsættelsen af erotisk tilfredsstillelse. Don
Ottavio vil gerne tage forskud på ægteskabets glæder, men Donna Anna ønsker at udsætte det;
hendes fader er trods alt lige død for Don Juans hånd (se bilag 2 for oversættelse af det italienske
recitativ og dets kontekst hvoraf det skulle blive klart at det forholder sig som her beskrevet).
At branden udbryder netop idet Pellegrina skal til at synge dette recitativ om udsættelse af
erotisk tilfredsstillelse, er således den overordnede fortællers kritiske kommentar til Pellegrinas egen
sublimering af kærlighedsdriften. Efter at Pellegrina bliver frataget sin stemme og sin kunst, står hun
tilbage med ingenting, og det bliver klart at hun har forrådt kærligheden. Det er hendes ensidige
dyrkelse af kunsten der hævner sig her.
Identitet og drømme
Efter branden opgiver Pellegrina det normale begreb om en konsistent identitet. Hun har lidt så
meget ved at blive frataget sin stemme at hun for fremtiden ikke vil investere sig i sin egen person,
men leve som mange forskellige. Derved vil hun undgå at komme til at lide så meget igen (Op.cit.
p.417).
Mira Jama som Lincoln fortæller historien om Pellegrina til, har været i en lignende situation
tidligere i sit liv. På et tidspunkt begyndte tilværelsen at pisse ham ud som han billedligt udtrykker
det, og for at kunne holde det ud begyndte han at drømme (Op.cit. p.336-338). For at opnå frihed og
sorgløshed overgav han sig til drømmenes magt (jf. om at drømme i: Blixen:1960 p.106). En
forudsætning for at kunne begynde at drømme er imidlertid at man billedligt talt bøjer sin pælerod.
For at ens drømme skal kunne blomstre, må man opgive at realisere det almene i livet, man må så at
sige slå rod ikke i jorden, men i luften. Mira Jama er klar over at denne blomstring kun er kortvarig,
og han kalder da også det at drømme for “velopdragne Menneskers Form for Selvmord.” (Op.cit.
p.339).
24