Peter Gade Stendal - Dansk.dk

forbindelser tilbage til romantiske fortællere som H.C. Andersen og M. A. Goldschmidt
(Brostrøm:1966 p.205).
Karen Blixens fortælling “Drømmerne” der optræder i hendes Syv fantastiske Fortællinger
(1935), er en ganske kompliceret fortælling, ikke mindst på grund af fortællerforholdet.
Indledningsvis etablerer den overordnede, unavngivne fortæller fortællingens største ramme: “En
Fuldmaanenat i Aaret 1863” sejler en båd langs Afrikas kyst (Blixen:1961 p.331). Ombord på denne
båd er englænderen Lincoln Forsner, eventyrfortælleren Mira Jama og den mindre vigtige Said.
Undervejs fortæller Lincoln og Mira hinanden historier, og deres historier udgør således
fortællingens anden ramme.
Lincoln fortæller Mira sin historie om den verdensberømte operasangerinde Pellegrina Leoni.
Han fortæller om hvordan hun mister sin stemme som er det vigtigste i hendes liv, og om hvordan
hun derefter opgiver at leve som én person for i fremtiden ikke at opleve så stor en sorg. I Lincolns
fortælling optræder tre andre fortællere der fortæller om hvordan de i kortere eller længere tid har
levet med forskellige gestaltninger af Pellegrina. Disse historier udgør fortællingens tredie og mindste
ramme. På denne måde er de forskellige historier indlejret i hinanden og danner derved fortællingens
komplicerede kinsesiske æske-system.
Pellegrina og operabranden i Milano
Den ene af de tre fortællere i Lincolns historie om Pellegrina er jøden Marcus Cocoza. Han har i
mange år stået i et platonisk kærlighedsforhold til Pellegrina. Som han fortæller Lincoln: “Af alle
Mennesker var jeg den eneste, der kendte hende.” (Op.cit. p.403).
Grunden til at deres kærlighed aldrig blev realiseret ud over det rent platoniske, er at Pellegrina
var besat af to “altopslugende Passioner”. Den første passion er den vigtigste i denne sammenhæng.
“Den første var hendes Lidenskab for den store Sopran Pellegrina Leoni altså sig selv. (...) I sit
Forhold til denne sin Afgud havde hun hverken Rist eller Ro. Hun hverken gav eller bad om Naade. I
Pellegrina Leonis Tjeneste arbejdede hun som en Slave under Pisken, med Taarer og til Døden, hvis
det skulle være.” (Ibid.).
Pellegrina er således nærmest en slave af sin egen store kunst som hun ofrer alt for. Også
hendes kærlighed til Marcus træder i kunstens tjeneste på den måde at hun undlader at realisere den
og i stedet lader den erotiske kraft befordre hende sang. Marcus er på en måde inforstået hermed, for
23