Peter Gade Stendal - Dansk.dk

hende at opretholde den dronningeagtige mytologi omkring sin person, idet kroppen kræver sit.”
(Op.cit. p.149).
Hvis man nærlæser recitativet og dets kontekst, bliver det imidlertid klart at det er Don Ottavio
der vil i seng med Donna Anna, og Donna Anna der vil udsætte den erotiske tilfredsstillelse. Der
følger nærmere belæg for denne påstand.
Det vigtige her er at fejllæsningen af recitativet kommer til bogstaveligt talt at vende op og ned
på forholdet mellem eros og ånd i Pellegrina. Og fordi fortolkningen af operaen som væsentligste
begivenhed udgør fortolkningsstrukturen i hele analysen, så må der undervejs i analysen gøres mange
kuriøse krumspring for at få fortolkningsstrukturen til at passe på fortællingen.
Bo Hakon Jørgensen: Siden hen (1999)
I Bo Hakon Jørgensens disputats Siden hen om Karen Blixen fastholder han i sin omfattende analyse
af “Drømmerne” denne fortolkning af operabranden: “Det ligger altså lige for at tolke branden som
erotiske kræfters magtovertagelse i den ellers højtstræbende operasangerinde.” (Jørgensen:1999
p.30). Men i Siden hen flytter han fokus fra Pellegrinas tab af stemme til tabet af navnet, og det
betyder at analysen af operabranden hér er mindre eksplicit end i Dianas hævn, men dog stadig lige
så bestemmende for fortolkningsstrukturen. Jeg har altså taget analysen i Dianas hævn i betragtning
fordi den tydeligere viser fejllæsningen af operabranden, en fejllæsning der stadig danner grundlag for
fortolkningen selv om fokus er skiftet en smule.
Følgende retoriske spørgsmål fra analysen af operabranden i Siden hen viser fokusskiftet: “Er
tabet af stemme et rigtigt tab? Eller er navnet og egenkærligheden vigtigere?” (Op.cit. p.28). I begge
analyser er fokus på Pellegrina, men hvor Jørgensen i Dianas hævn fortolkede Pellegrina ud fra
mændenes historier om hende, altså på baggrund af mændenes syn, så forsøger han i Siden hen at
fortolke Pellegrina på hendes egne betingelser. Heri ligger det fortolkningsmæssige fokusskift der
afføder denne konklusion: “Branden betyder da for Pellegrina, at jegets omverdenstydelighed (navn-
stemme-hus) bliver frataget hende, men selve jeget overlever skjult som de karaktertræk, mændene
bliver løftet af. Hun virker nu som forløser af dem, hvor hun før forløste sig selv.” (Op.cit. p.31).
Den sidste sætning er uden tvivl rigtig, men fortolkningen som helhed beror stadig på
fejllæsningen af recitativet, og det erotiske betydningsniveau i operabranden skæres simpelthen bort -
sandsynligvis som en konsekvens af misforståelsen.
21