Impuls sep.indd - Nyimpuls.dk

idet de ikke betjener sig af en handlemåde, som de i
forvejen ved er forbryderisk.
De ved det måske teoretisk
fra skoleundervisningen
i den stat, de
tilhører. Men det kan
de kun opfatte som et
forbud, og den indre
sjælelige indstilling
kan ikke ændres ved
et forbud. Man kan
ikke forbyde en løve
at være en løve eller en
tiger at være en tiger.
Man kan ganske vist
tvinge nævnte dyr til
at udføre visse handlinger,
der ikke er naturlige for dem, og således kan man
også forsøge at tvinge den nævnte kategori af mennesker
til at følge et adfærdsmønster, der for dem er uforståeligt.
Men i begge tilfælde er der tale om dressur, og det kan
meget let hænde, at naturen går over optugtelsen.
I kulturstaten forsøger man altså at dressere væsenerne fra
omtalte ”mellemsfære” eller underverden til at udføre det
kunststykke at balancere på den line, der hedder statens
juridiske love. De, der endnu ikke har lært kunststykket,
men træder udenfor, betegnes som forbrydere og straffes
af dressørens ”pisk”, hvad enten den repræsenteres af
dødsstraf, forbedringshus eller andre straffeforanstaltninger.
Alle jordiske mennesker har gennem en række
inkarnationer oplevet noget sådant, og nogle gør det altså
for øjeblikket. Mange er efterhånden blevet så bange
for ”dressørens pisk”, at de kan udføre kunststykket og
betragtes som ”agtværdige og lovlydige borgere”. Men
så længe agtværdigheden og lovlydigheden kun beror på
en teknisk kunnen og ikke en moralitet, der er naturlig for
væsenet, hører det stadig hjemme i underverdenen, hvad
dets mentalitet angår, selvom det udadtil har kulturstatens
moral som ”fernis” over sin egentlige mentalitet.
Hvis ikke det frygtede straffen, ville det handle efter sin
egen ”dyriske” opfattelsesevne, og det har måske endda
lært sig at gøre det uden at blive ”opdaget”, det har ændret
taktik og bruger ikke magtens, men snedighedens og
listens overlegenhedsteknik. Vort samfund af i dag viser
os tydeligt, at denne kategori af jordmennesker findes
overalt, i alle samfundsklasser, også blandt de ledende.
Og netop dette viser, at retsprincippet ikke er nok, når det
drejer sig om ”det menneskeliges” udvikling på jorden.
”øje for øje og tand for tand” har været et nødvendigt
princip for jordmenneskene at lære. Men også det er kun
detaljer og en slags mål- og vægtfacitter. Erfaringerne
fører de levende væsener videre mod den tilstand, hvor
de ikke kan nænne at gøre det, som lovene forbyder dem,
8
ja, hvor der er meget mere end det, som lovene forbyder,
de ikke kan nænne at gøre.
Det menneskelige i det jordiske menneske
I udviklingen fra dyr til menneske, som det jordiske menneske
befinder sig i, har retsprincippet spillet og spiller
stadig en stor og væsentlig rolle. Jordmenneskene er
gradvis blevet belært om, at ethvert menneske har både
pligter og rettigheder. Men ét er teori, og praksis ofte
noget andet. Øje for øje og tand for tand princippet kan
skabe disciplin på basis af en slags dressur, og det har
også på denne måde været muligt at skabe former for lov
og orden i mange stater.
Men love kan fortolkes, og samvittighedsløse, men snedige
lovfortolkere kan ved deres overlegenhed tiltage sig
en magt, der blot adskiller sig fra junglens ved at være
intellektuelt betonet. Både i forholdet mellem staterne
indbyrdes og mellem borgerne i de enkelte stater har retsprincippet
ofte været brugt som ren og skær camouflage
for magtbegær. Tyveri, løgn og bedrag, ja, endogså mord
er blevet begået i retfærdighedens navn.
Det vil altså sige, at hverken religionerne eller retsvæsenet,
der begge er virkninger i kulturstaterne af de indviedes
og verdensgenløsernes belæring af den jordiske
menneskehed, har været tilstrækkeligt til at gøre jordmenneskene
mere menneskelige. Begge dele har været
nødvendige led i den påvirkning, der skal forvandle de
jordiske mennesker til ”mennesket i Guds billede”, men
de er kun stadier i udviklingen.
En tredie og mindst lige så vigtig faktor spiller ind i
forvandlingsprocessen, og det er de jordiske menneskers
individuelle skæbnedannelse baseret på universets evige
love for årsag og virkning. Jeg omtalte tidligere, at der
var to hovedkategorier blandt jordmenneskene, når
det gjaldt forholdet til de juridiske love: de der kunne
overholde lovene, og de der ikke kunne. De sidste har
jeg omtalt, og de kan naturligvis inddeles i mange flere
underafdelinger, end det er muligt i et foredrag. Det er
dem, der fysisk og mentalt - i visse tilfælde kun mentalt
- tilhører underverdenen.
Men hvad er nu årsagen til, at den første kategori af
jordiske mennesker har let ved at overholde lovene?
Nogle så let, at der slet ikke behøvede at være nedskrevet
nogle love; de KUNNE alligevel ikke overtræde dem, de
kunne ikke nænne det, fordi de bærer loven i deres hjerte.
Sådanne mennesker er væsener, der er så langt fremme
i udvikling af den rent menneskelige opfattelsesmåde,
at de har fået en interessesfære, der går i retning af det
uselviske. De begynder at føle glæde ved at gøre noget,
der kan komme andre væsener til gode. Medens et sådant
væsen tidligere kun var optaget af at gøre ting, der