Impuls sep.indd - Nyimpuls.dk

tyder absolut ikke nogen virkelig fred for sejrherren. Det
er blot en fortsat kamp. Han må stadig passe på de undertrykte,
de indestængte kræfter, de levende ”bomber”.
Og er det ikke netop på denne måde, at jordens stater af
i dag oprindelig er blevet til? Stater og landegrænser er
udelukkende resultater af fortidige krige og bestemt af
fortidige krigeriske sejrherrer. Derfor må staterne i vor tid
også holde hær og flåde og stadig forbedre deres krigs-
eller ordmateriel for at forsøge at skabe sikkerhed om
de engang opsatte grænser. Jordens stater er ladede med
mentalt sprængstof, som jordmenneskene med teknisk
raffinement i vor tid ”materialiserer” til fysisk sprængstof.
Derfor er det foreløbig uundgåeligt, at alt dette sprængstof
af og til bryder ud i kolossale eksplosioner i form af
verdenskrige. Det er uundgåeligt, så længe eksplosionerne
eller krigene kun betyder forskydninger af magtcentrerne.
Om det ene eller det andet folk har magten fjerner ikke
eksplosions- eller krigsfaren, så længe de jordiske mennesker
kun begærer og besidder magten for magtens egen
og ikke for rettens skyld.
Magtprincippet er et ældgammelt livsfundament i den
jordiske menneskeheds historie. Det har været fundament
for menneskehedens passage gennem hele dyreriget.
Blandt dyrene er magtprincippet den allerfornemste
dyd. Retsprincippet derimod, hvilket vil sige et forpligtelsesbegreb
eller ansvarsfølelse over for andre væsener,
racer eller arter udover mage og afkom, eksisterer ikke i
dyreriget. For dette riges væsener er beskyttelsen af deres
egen organisme, forplantnings driften og omsorgen for
afkommet så omfattende i forhold til deres ringe mentale
kapacitet, at de umuligt kan rumme mere. Dyret kan ikke
arbejde med interessesfærer, der ligger uden for dets eget
liv og snævre tilværelseskreds.
Det kan ikke som det fuldkomne menneske lade sig
korsfæste eller gå i døden for andre væsener, der er dets
egen lille snævre kreds uvedkommende, ja, måske endda
fjendtlige. Det bliver selv i den grad stræbt efter livet,
at dets forsvar heroverfor ikke levner det tid til anden
mental og legemlig udfoldelse end magtprincippet, hvad
enten dette nu forekommer som fysisk styrke eller som
overlegen snarrådighed, list og camoufleringsevne. Det
må på en eller anden måde være overlegen for at klare
sig i kampen for tilværelsen.
Da dyret ikke har andre udveje end dette magt- eller
overlegenhedsprincip for hævdelsen af sin ret til at være
til, kan religiøse og moralske forskrifter naturligvis ikke
få betydning for det. Næstekærlighedsprincippet i menneskelig
forstand ville være en overtrædelse af livslovene
i det egentlige dyrerige.
Men de jordiske mennesker tilhører jo også dyreriget, så
rets- og næstekærlighedsprincippet er vel egentlig også
farlige for dem? Ja, de er farlige, nedbrydende og ødelæggende
for den dyriske side af det jordiske menneskes sind,
men udviklende og livgivende for den menneskelige side.
Den jordiske menneskehed befinder sig på en lang skala
af trin i udviklingen fra dyr til menneske, og jo nærmere
den befinder sig det egentlige dyrerige, desto større rolle
spiller de ”dyriske” idealer, magt- og overlegenhedsprincippet.
De jordmennesker, der er længere fremme i
nævnte udvikling, står derimod disse idealer tilsvarende
fjernere og har begyndt at betjene sig af andre idealer,
som, når de engang når deres fulde udfoldelse, vil være
en fuldstændig kontrast til magtprincippet.
Disse nye idealer går i retning af at ”vende den højre kind
til, når man bliver slået på den venstre”, at overvinde
tendenser til at stjæle, lyve og bedrage og udvikle sig til
at elske sin Næste som sig selv og tilbede Gud igennem
alle ting.
Retsprincippets gradvise indførelse
Igennem lange tider har der med visse mellemrum været
inkarneret store bevidstheder på denne klode, mennesker,
der med rette, som Kristus, kunne sige: ”Mit rige er ikke
af denne verden”. Disse indviede væsener og verdensgenløsere
inkarnerede i længst forsvunden tid, først som
indviede konger, dommere og herskere, senere, da kongeprincippet
var degenereret, som profeter og vismænd.
Alle disse væsener har i udstrakt grad sat deres præg
på jordmenneskehedens udvikling. Virkningen af deres
inspirerende indsats blandt de i udviklingen længst fremstående
folk er det, vi i dag kalder ”kulturstater”.
I disse stater er der gennem tiderne skabt et retsvæsen, der
forbyder menigmand at myrde, stjæle, bedrage eller på anden
drastisk måde at genere sin Næste. Junglens magtprincip
er altså her ved at blive nedbrudt. Det er naturligvis
ikke sket på en gang, og de jordiske mennesker har heller
ikke været lige modtagelige for denne afløsning af ”den
stærkeres ret” eller magt- og overlegenhedsprincippet.
Man kan inddele jordmenneskene i visse grundkategorier
i forhold til evnen til at efterleve den nye moral, der skal
gøre dem mere menneskelige. Først og fremmest er der
naturligvis de to hovedgrupper, hvoraf den ene består af
dem, der kan overholde de juridiske love, og den anden
af dem, der ikke kan. De sidstnævnte er dem, i hvilke
de dyriske idealer endnu er så fremtrædende, at de kun
kan se disse som idealer og i stor udstrækning funderer
deres liv derpå. De finder det naturligt at stjæle, bedrage
og i værste tilfælde at myrde, skønt de derved kommer
på kant med de juridiske love.
Disse uudviklede sjæle udgør kultursamfundenes ”underverden”,
der i virkeligheden er en mellemsfære mellem
naturmenneskestadiet og de fremskredne kulturmennesker.
Man kan kosmisk set ikke sige, at de er forbrydere,
7