Impuls sep.indd - Nyimpuls.dk

for en ”første begyndelse”. Men sligt er jo aldrig nogen
sinde sket og sker heller ikke. Det er rigtigt, at barnet
i sin spæde, nyfødte tilstand ikke kan give detaljerede
udtryk for tanker eller forestillinger, således som voksne
kan det, men det betyder ikke, at det er totalt blottet for
tanker og forestillinger.
En tanke eller forestilling
er i sit princip
blandt andet en
åndelig reaktion på
fysisk sansevirkning.
At denne åndelige reaktion
ikke kan være
iklædt et fysisk sprog
hos det nyfødte barn,
der endnu ikke har
lært at tale, er kun
selvfølgeligt. Et voksent
menneske kan
heller ikke udtrykke tanker eller forestillinger i et sprog,
det ikke har lært at tale. At det lille barn i sin spæde tilstand
ikke åbenbarer stor tanke- eller sjælevirksomhed udadtil
er blot naturligt, idet dets redskab (det fysiske legeme),
hvorigennem det skal manifestere sin ånd og tanke, kun
er i begyndelsen af sin skabelse. Hvordan skulle et væsen
kunne manifestere hele sin bevidsthedsmæssige kapacitet,
så længe det redskab eller den organisme, hvorpå
manifestationen af denne kapacitet udelukkende beror,
ikke er færdigbygget? Hvem kan sige, at sjælen og ånden
bag skabelsen af spædbarnets voksende organisme ikke
er et ”voksent” væsen? Det såkaldte barnestadium er i
virkeligheden noget rent ”kropsligt”. Det er et spørgsmål
om skabelse eller opbygning af en organisme. Den evige
ånd bagved organismen er et evigt ”voksent” væsen, hvad
enten den viser sig i den fysiske verden som et foster i
moders liv, som et barn, et ungt menneske, et menneske
i sin modne alder eller et gammelt menneske.
Hvis ikke ånden og sjælen bag et foster var et ”voksent”
væsen, hvordan skulle organismen da nogen sinde blive
voksen? Det er jo ikke organismen, der skaber væsenet,
men væsenet, der skaber organismen. Foster- og
barnestadierne såvel som alderdomsstadiet i et jordisk
menneskes fysiske inkarnation er udelukkende baseret
på legemets opbygnings- og nedbrydningsstadier , der
igen er baseret på kredsløbsprincippets love i naturen.
Den fra den modne manddomsalder afvigende mindre
manifestationskapacitet, der gør sig gældende før og
efter den modne alder, skyldes absolut ikke selve sjælen,
men derimod organismemateriens afhængighed af
kredsløbsprincippet. Dette princip betinger, at al materie
konstant er på vandring i kredsløb, således at ingen som
helst materiekombination eller skabelse vil kunne være
bestandig, men er underkastet en evig forvandling.
10
Det levende væsens diskarnerede indre liv
Et liv fra undfangelse og fødsel til ”døden” indtræder,
er altså ikke, som det opfattes set i et materialistisk perspektiv,
hvor materiens ”slagskygger” dominerer, noget,
der fra en første begyndelse iler sin totale afslutning i
møde. Det er, set i et kosmisk perspektiv, hvor der ingen”
slagskygger” findes, et jeg’ s berøring med den fysiske
materie, en organismeopbygning, der igen må degenerere
og gå i forfald til fordel for nye skabelsesprocesser. Men
under disse reinkarnationer i materien, hvor jeg’et også
oplever kredsløbsprincippet som karma eller skæbnedannelse
fra inkarnation til inkarnation, finder også en
forvandling sted i jeg’ets psykiske struktur.
Det levende væsen gør erfaringer (disse erfaringer har
igennem årmillioner ført det gennem en fysisk udvikling
fra mineralrige, gennem plante- og dyrerige frem
til det nuværende stadium, det er det, der er ”Adams og
Evas” skabelse). Det er disse erfaringer, der ligger bag
de skiftende fosterstadier i moders liv, og det er dette fra
tidligere inkarnationer eksisterende diskarnerede indre
liv, der betinger det nyfødte barns møde med den ydre
verden.
Det er udelukkende dette indre liv bag sanserne, der betinger
vurderingen af den reaktion, der opstår i væsenets
sanser ved disses møde med den ydre verdens energier
og foreteelser. Det er det samme diskarnerede liv, der
betinger væsenets mentale og legemlige fremtræden i den
fysiske verden. Om det skal være mineral eller plante, om
det skal være dyr eller menneske afgøres udelukkende
af nævnte diskarnerede del af det levende væsen. Den
bestemmer race, art og karakter, moralsk højde og intellektuel
kapacitet, kort sagt hele individets manifestation
og evne til at opleve. Det, der lader to væsener se den
samme fysiske ting på helt forskellig måde, skønt de
begge har hundrede procent normale fysiske øjne, er disse
væseners fra tidligere inkarnationer overleverede forskellige
erfaringsdannelse og dermed forskellige indre liv.
Når et i fysisk materie inkarneret væsen ser eller sanser
et eller andet objekt fra den ydre verden, har det altså
indstillet sit eget indre liv på nævnte sanseobjekt. Det
vil sige, at to former for energikapacitet mødes, nemlig
væsenets mentale energikombination eller bevidsthed og
objektets energikombination. Hvis disse to kapaciteter er
af samme styrke eller ”bølgelængde”, bliver reaktionen
af deres møde en balance eller harmoni i vedkommende
væsens bevidsthed. Denne harmoni fornemmes i sin mest
fuldkomne form som en total ”forståelse” af sanseobjektet,
hvilken oplevelse igen er det samme som en total
oplevelse af ”sandheden” om dette objekt. Denne oplevelse
af et objekts virkelige eller kosmiske analyse, der
igen er det samme som analysen af dets absolutte forhold