Impuls sep.indd - Nyimpuls.dk

levende væsen”. Selve denne organisme er, så mærkeligt
det måske kan lyde, en af de største og vanskeligste skygger
for jordmennesket at hæve sig op over.
Det ser nemlig, at dets fysiske tilværelse på en måde står
og falder dermed. Og da dets sanser til at skue kosmisk
eller sjæleligt endnu er meget latente, kan det i sin fysiske
tilværelse ikke se sit Jegs uafhængighed af organismen og
heller ikke, at dens ophør ikke er en udslettelse af livet.
Det tror på denne udslettelse af kroppen som en ”død”
også for sit jeg, og når det lever i den illusion, at både
det selv og Næsten er ét med stoffet eller materien, er det
givet, at det også må handle ud fra denne illusion. Og i
kulminationen af denne illusoriske tilstand finder vi det
jordiske menneske af i dag. Det lever og handler ud fra
den forestilling, at det kun skal leve en ganske bestemt
lille tid (et enkelt jordliv), og når det så alligevel kommer
til at leve en mangfoldighed af jordliv, bliver der en
disharmoni imellem væsenets tænke- og handlemåde og
dets virkelige liv.
Disharmonien blandt de jordiske mennesker bunder først
og fremmest i, at de tror om sig selv og andre, at de blot
er timelige eller forgængelige ting, og handler derefter,
medens sandheden er, at de alle er evige væsener. At væsenerne
i denne tilstand ikke kan nyde glæden over deres
evige liv eller virkelige udødelige eksistens er naturligvis
en selvfølge, og det er denne disharmoni og illusoriske
tilstand, der udgør den såkaldte ”død”. Anden død findes
ikke i universet. Da jordmenneskene kulminerer i denne
illusion, afslører de dermed, at de tilhører universets
”dødsrige”, der er det samme som vildfarelsernes og
krigens domæne.
”Kosmiske lig”
Når levende væsener indlader sig i krig, hidsige diskussioner
og kampe, intriger, sladder og bagtalelse, er det alt
sammen kun ”dødens kendemærker”, de her åbenbarer.
Når de forfølger hverandre og optræder med selvbestaltet
retfærdighed og skal ”udrense” her og der, er det ligeledes
en total blottelse af deres identitet som ”kosmiske lig”.
Men det er naturligvis i øjeblikket nødsaget til at være
sådan. Lige børn leger bedst, og derfor må de ”døde”
behandle de ”døde”, så længe de ikke kan forstå noget
andet.
Er der da noget andet? Ja, der er det føromtalte Jeg, som
man umuligt kan identificere som stof, idet det altid viser
sig at være et ”noget”, der igennem vilje dikterer stoffet.
Da dette ”noget” ikke er stof og ikke er skabt, men i sig
selv udgør ”skaberen”, kan det ikke have begyndt og vil
aldrig nogen sinde kunne få nogen afslutning. Det vil altså
i virkeligheden være i besiddelse af en evig tilværelse og
må da også kunne hæve sig op til at være bevidst i og
derigennem ét med denne evighed.
4
Og det er jo netop dette, det kan. Men for at kunne det, må
det naturligvis opfylde de betingelser, gennem hvilke det
er muligt at løfte sig op til dette sit virkelige niveau over
tiden og rummet. Hvad disse betingelser er, skal vi om
lidt vende tilbage til. Først må vi se på, hvilke betingelser
der har bevirket, at jordmenneskene har mistet evnen til
at opleve, at de er ét med evigheden. Det er nemlig ikke
en evne, de aldrig har haft, det er en evne, de engang har
mistet. Hvordan kan man vide det?
Det kan man, når man ser fra det kosmiske udsigtspunkt
hævet over de materielle slagskygger. Og ethvert menneske
vil engang komme til at besidde denne viden som
sin egen, når det opfylder betingelserne for at opleve sin
identitet som et evigt væsen. Det er blevet min opgave at
hjælpe mennesker til at forstå, både hvad betingelserne
var, for at de i sin tid blev ”kosmiske lig”, og hvad betingelserne
nu er, for at de kan ”opstå fra de døde”.
Ganske vist har de jordiske mennesker lært om det i deres
børnelærdom, men det har i de fleste tilfælde været på en
måde, hvor man tog de gamle beretninger så bogstaveligt,
at deres kosmiske værdi så at sige er gået tabt. Også
her kom materiens slagskygger til at dominere. Set i det
kosmiske klarsyns perspektiv afslører de gamle skrifter
imidlertid store og dybe sandheder i deres symbolske billedsprog,
og selvom søgende mennesker i dag - og ikke
mindst i fremtiden - i langt højere grad vil kunne inspireres
af en mere
videnskabelig
fremstilling af
d e k o s m i s k e
principper, vil
en sådan fremstilling
i sin
grundanalyse
ikke afvige en
tøddel fra, hvad
der i Bibelen er
udtrykt i symbolsprog.
”Det levende” og ”det døde”
Adam og Eva er det symbolske udtryk for hele den jordiske
menneskeheds individer. Og hvad fortæller Bibelen
om disse væsener? Den fortæller, at Adam og Eva oprindelig
var i ”paradisets have”, hvor der ikke var ”synd”,
ikke var disharmoni. Men så kom nydelsen af frugten på
”kundskabens træ”, hvilket vil sige: interessen for ”æblet”,
interessen for materien. Og væsenerne gik så meget
op i materien, at de efterhånden helt tabte deres kosmiske
bevidsthed og blev ét med materien. Derved kom de til at
opfylde den guddommelige forudsigelse, der var knyttet
til nydelsen af frugten fra kundskabens træ, nemlig den,