Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
deses. Barnets spejlende imita-tion af den voksne, som<br />
JB betegner som dets ”identifikationsobjekt”, danner<br />
grundlaget for det, Daniel Goleman har betegnet som<br />
”følelsesmæssig intelligens”, og som er betinget af den<br />
første intuitive grundfølelse af social forbundethed. JB<br />
taler om ”joint attention”, hvor man spejler et fælles mål<br />
for opmærksomheden som et eksempel på barnets evne<br />
til at afstemme sig intuitivt og spontant efter sit ”identifikationsobjekt”.<br />
Dette igen er ansatsen til udviklingen<br />
af en ”følelsesmæs-sig intelligens”.<br />
Neurobiologien leverer således i lighed med psykologien<br />
sit utvetydige belæg for, hvor alvorlige konsekvenser det<br />
kan få for et barn, hvis det svigtes af den voksne i sin<br />
opvækst. Det genetiske beredskab<br />
er ingen garanti for en gunstig udvikling, også relationserfaringer<br />
og livsstil spiller en me-get stor rolle.<br />
En vigtig evne, der kan risikere at gå tabt i opvæksten, er<br />
evnen til at føle empati. En forudsætning for at kunne føle<br />
empati er i flg. JB, at spejlsystemerne er trådt i funktion,<br />
at barnet gør erfaringer med medfølelse og dermed får<br />
udviklet sin egen følelsesmæssige resonans. Empati er<br />
således ikke medfødt.<br />
Hvis mulighederne for at skabe relationer bliver forpasset<br />
i barnets første år, kan det hæmme det neurobiologiske<br />
spejlsystems udvikling og få konsekvenser for barnets<br />
udvikling af selvfølelse, dets evne til at indgå i relation<br />
til andre og erhvervelsen af kompetence. Men evnen kan<br />
også gå tabt eller lide svære skader , hvis barnet udsættes<br />
for ekstreme erfaringer med følelseskulde. Som en<br />
social konsekvens af manglende evne til empati peger<br />
JB på fænomenet mobning, som i Danmark er blevet<br />
mere udbredt i skoler og på arbejdspladser i de senere<br />
år. Her er tale om udstød-ning af det sociale fællesskab,<br />
hvis invaliderende effekt kan påvises neurobiologisk, og<br />
som skyl-des en manglende ”joint attention” i relation til<br />
omgivelserne.<br />
Men ét er at konstatere, at problemet findes og i en analyse<br />
at redegøre for mulige forklaringer på, at det eksisterer.<br />
Noget andet er at spørge til, hvad man kan gøre ved det.<br />
I denne konkrete forbindelse udstikker JB ikke nogle<br />
handlingsanvisninger.<br />
En mulighed, som JB peger på i anden sammenhæng, vil<br />
også kunne anvendes her. Den går ud på, at den voksne<br />
som identitetsobjekt er sig sit ansvar bevidst som værende<br />
et godt eksempel. Spejl-neuronerne stiller nemlig et fælles<br />
socialt resonansrum til rådighed, hvor det som et individ<br />
sanser, føler og gør fører til en spejlende aktivering af de<br />
neurologiske systemer hos det andet iagttagende individ,<br />
som om det selv sansede det samme, følte det samme eller<br />
udførte den samme handling. Her opstår en slags spontan<br />
følelse af en form for åndeligt fællesskab.<br />
JB leverer også et neurobiologisk belæg for at rette et<br />
kraftigt angreb mod medieverdenen med dens billeder af<br />
ødelæggelse og vold. Det er billeder som bliver oplagret<br />
som et neurobiologisk mønster, og som indgår i barnets<br />
forestillingsverden.<br />
Med henvisning til undersøgelser, peger JB på, at det<br />
daglige forbrug af billedmedier med volds-indhold står i<br />
proportionalt forhold til unges voldelige adfærd. Forskningen<br />
i spejlneuroner har afdækket, at ved iagttagelse<br />
af voldsadfærd sker der det, at denne adfærd - efter først<br />
at være ind-kodet i programmerne - vil blive indført i<br />
nervecellenetværket og fremtræde som egne handlemulig-hederder.<br />
At man ser noget, betyder ganske vist ikke,<br />
at man selv gør ligeså. Men der oplagres en model, som<br />
producerer et beredskab til at handle i en given situation.<br />
Det ville i denne sammen-hæng være godt med en børneombudsmand,<br />
som havde børns tarv og udvikling som<br />
sit ansvarsom- råde, og som kunne arbejde på at være<br />
modvægt til nogle mediefolks kynisme.<br />
Sluttelig kan man spørge: determinerer spejlneuronerne<br />
os til genetikken som neurobiologiske produkter<br />
uden en fri vilje?<br />
Nogle neurobiologer har draget den frie vilje i tvivl,<br />
men det gør JB ikke. For JB er menneskers ad-færd<br />
ikke en årsag-virkningsproces, men et resultat af en<br />
indre proces med selvorganisering. Denne proces er<br />
organiseret således, at man har mulighed for at træffe et<br />
valg i enhver situation med bag-grund i det spektrum af<br />
handlingsprogrammer, individet til enhver tid har til sin<br />
rådighed. Desuden anfører JB, at hvis mennesket ikke<br />
kunne drages til ansvar for sine handlinger, ville der blive<br />
tale om en selvopfyldende profeti, idet spørgsmålet om<br />
social tilpasning så ville bortfalde.<br />
Jeg kan varmt anbefale bogen, som behandler flere tankevækkende<br />
problemstillinger, end der er plads til at komme<br />
ind på her. Det er altid inspirerende at være i selskab med<br />
et menneske, der har noget på hjerte, og som kombinerer<br />
sit engagement med stor faglig viden og indsigt.<br />
33
Change language