Impuls sep.indd - Nyimpuls.dk

som kærlighed; at handle logisk vil i dette perspektiv
sige at handle til gavn for helheden. Universet eller verdensaltet
er i sig selv en evigt kulminerende kærlighed,
og alle levende væsener – og dermed også den jordiske
menneskehed - kan ikke eksistere uden at ”leve, røres
og være” i denne kærlighed. Til hvilken som helst tid og
på et hvilket som helst sted eller i en hvilken som helst
tilstand, såsom i sorg og glæde, i ulykke og velvære, er
alle levende væsener omgivet af universel eller guddommelig
kærlighed. Den er det absolut eneste, der kan røre
ved det levende væsens sanser, det eneste, der kan få disse
til at reagere. Vi møder den overalt og til alle tider som
universets kosmiske vibrationstilstand, der er identisk
med Guddommens mentale strålekraft.
Hvordan kan det da være, at jordmenneskene råber efter
fred, der i virkeligheden er det samme som kærlighed,
når der overhovedet ikke er andet, der fra universets side
kan virke på deres sanser end netop en altdominerende
kærlighed? Dette råb kan kun afsløre, at der er noget
i vejen med sansestrukturen og evnen til at sanse hos
dem, der råber. Deres sanser reagerer ikke for universets
helhedsenergi, kærligheden, men derimod kun for nogle
af de lokale detaljer eller vibrationsarter, hvoraf den er
sammensat. Vedkommende væsener tror derfor, at disse
enkelte vibrationsarter er helheden og indretter deres liv
efter denne tro. Men at indrette sit liv og sin tilværelse på
en detalje eller en lokalitet i helheden i den tro, at detaljen
eller lokaliteten udgør denne helhed, kan kun føre til en
større eller mindre katastrofe. Det er sådanne katastrofer,
der gør de jordiske menneskers skæbne ulykkelig.
6
Detaljeopfattelse og intolerance
Jordmenneskehedens mentale sfære er i det store og hele
et hjemsted for ulykkelige skæbner, den kan siges at være
selve ”helvede” eller mørkets rige. Årsagen til dette er
ikke en ”fejl” i universet eller en ”vred gud”. der vil straffe
menneskene; årsagen er en midlertidig mangel i de jordiske
menneskers sanseevne, det jeg før kaldte ”kosmisk
bevidstløshed”. Så længe de jordiske mennesker funderer
deres liv, deres moralitet og viljeføring eller deres forhold
til Næsten på lokale detaljer i verdensaltets struktur i
stedet for på helheden i den tro, at deres detaljeopfattelse
er udtryk for den absolutte sandhed, så længe vil også
intolerance, konflikt og krig være de jordiske menneskers
psykiske atmosfære.
Forskellige opfattelser af sandheden eller helheden skaber
tilsvarende forskellig moral og levevis. Og den moral, der
skabes på basis af detaljeopfattelse, er oftest den, at man
tror om de anderledes opfattende, at de er ”umoralske”, at
de er i konflikt med sandheden, at de er ”forbrydere” eller
”fortabte sjæle”. Er det ikke netop i sådanne situationer,
vi finder de dogmatiske religioner og de religiøse sek-
ter? De har ned igennem tiderne udløst en overordentlig
stor intolerance i indbyrdes krige og forfølgelser. Har
ikke selve den statsautoriserede ”kristendom” med sine
inkvisitoriske heksebål, terrorhandlinger og bandbuller
været i forreste række blandt alle intolerante? Man har
endog dræbt, pint og lemlæstet i hans navn, der bad for
sine bødler og mordere og sagde: ”Fader forlad dem, de
ved ikke, hvad de gør”. og som sagde til ”røveren” på
korset: ”I dag skal du være med mig i Paradiset”.
Islams tilhængere har i Allahs og profetens navn søgt at
udrydde alle ”vantro hunde”, der ikke ville blive muhamedanere.
De har erklæret ”hellig krig” mod anderledes
troende. Alle parter har villet omvende eller dræbe
hverandre, således at ”den rette tro”, deres egen, kunne
udbredes over hele jorden. Uoverensstemmelser kan
ganske vist også kun fjernes ved, at parterne kommer til
at få et fælles syn. Men hvordan får en muhamedaner og
en kristen et fælles syn? Hvordan kommer to kontrære
parter i det hele taget i kontakt med hverandre? Hvordan
bliver der fred mellem to krigsførende magter? Kan det
ske ved, at den ene part, i kraft af sin styrke eller overlegenhed,
overvinder den anden part og bringer denne til
at acceptere sin forestilling som den eneste rigtige? Nej,
absolut ikke.
Det er rigtigt, at den ene parts styrke og overlegenhed
kan bringe den anden til tavshed - i alt fald en tid - og til
tilsyneladende at acceptere den sejrende parts forestilling
på grund af denne parts overlegenhed. Men det er jo ikke
fred, selvom det ganske vist kan udtrykkes som en slags
ro. Men en ro, der opretholdes ved hjælp af tvang, er det
samme som en indestængt kraft, og indestængt kraft er
i virkeligheden det samme som en ”bombe”. En bombe
repræsenterer altid en eksplosionsfare, en mulighed for
katastrofe og destruktion, for død og lemlæstelse.
Hvor to parter, enten det er to væsener
eller to grupper af væsener, ”slutter
fred”, fordi den ene part er blevet
sejrherre og forfølger sin sejr ved
at udøve magt og diktatur over den
anden, bliver den anden part skabt
om til en ”bombe”. Og jo mere kraft,
der er indestængt, desto større bliver eksplosionsevnen
og -faren, og desto større må sejrherrens påpasselighed
og vagtsomhed være. Under den overflade, som er diktaturmagtens
”opretholdelse af ro og orden”, eksisterer
altså den overvundne parts ”bombementalitet” og den
andens magtudøvelse og nervøsitet for at miste sit overherredømme.
Det har intet som helst med fred at gøre,
men er blot ”stilheden før stormen”, idet begge parter i
virkeligheden er levende bomber.
Dette at være sejrherre udelukkende i kraft af magt, be-