Impuls sep.indd - Nyimpuls.dk

udelukkende kom det selv til gode - denne handlemåde
var jo i længst forsvunden tid en livsbetingelse - så er
det nu ved at blive så stærkt indstillet på at leve til gavn
for Næsten eller omgivelserne, at denne måde at leve på
er ved at blive en livsbetingelse. Det er denne indstilling
af bevidstheden, der udgør væsenets personlige retsbevidsthed,
der er det samme som den begyndende evne til
at føle næstekærlighed, den evne, der først og fremmest
udgør det menneskelige i det jordiske menneske.
De evige væsener og det evige liv
Men hvordan går det til, at væsenerne vokser i humanitet
eller næstekærlighed? Hvad er fundamentet for den virkelige
hensyntagen til Næsten eller omgivelserne? Det
skyldes udelukkende et voksende kosmisk udsyn, en evne
til at sanse Næstens skæbne, hans glæder og sorger, Dette
udsyn udgør en fornemmelse, der går langt dybere eller er
meget mere gennemtrængende end det fysiske syn.
Det er en modtagelighed for andres vanskeligheder, lidelser
og smerte, der er så stor, at væsenets medfølelse
næsten er en følelse af, at vanskelighederne, sorgerne
eller lidelserne ramte det selv. Denne medfølelsesevne
er ikke noget et menneske får forærende, den er udviklet
liv for liv i en række fysiske inkarnationer, hvor vedkommende
væsen har sået smerte, sorg og lidelse i forholdet
til sin Næste og derefter har høstet virkningerne deraf
som egne smerter, sorger og lidelser. Det ved nu inderst
inde, hvad lidelse er, og kan ikke nænne at være årsag til
andres lidelse, ja, det har ikke ro, førend det kan hjælpe
og trøste der, hvor det møder lidelsen på sin vej.
Et sådant væsen har til fulde nydt af frugterne af ”kundskabens
træ på godt og ondt” og er ved at ”blive ligesom
Gud” dvs blive ét med den altomfattende universelle
kærlighed. Det er begyndt at få kosmisk syn.
Medens det almindelige fysiske syn i sig selv er ganske
neutralt og følelsesløst, er det kosmiske syn derimod
selve fornemmelsen eller følelsen bag førstnævnte syn.
For virkelig at kunne ”se” er det nemlig ikke nok at have
gode fysiske øjne. Der må bag disse øjne også forekomme
en evne til at vurdere det sete. Uden denne evne vil intet
væsen være i stand til virkelig sjæleligt eller kosmisk at
”se” det, det fysisk ser på. Det fysiske syn er en neutral
evne, der har til opgave at registrere de fysiske lys-,
skygge-, farve- og formvirkninger, og denne registrering
bliver ens igennem ethvert normalt øje hos væsener af
samme art eller race. Ikke desto mindre viser det sig gang
på gang, at jordiske mennesker har et højst forskelligt syn
på tingene, ja, lige fra den ene yderlighed til den anden.
Dette afslører en bag den fysiske synsevne dybereliggende
evne, som ikke er af fysisk natur, men af ren psykisk
eller sjælelig fremtræden. øjets neutrale registrering
af omgivelsernes lys-, skygge-, farve- og formvirkninger
føres via synsnerven til hjernen som elektriske impulser,
som Jeget reagerer overfor, idet de virker på dets sjælelige
struktur. Det er denne proces, vi kender under begrebet
”tænkning”. For at den døde fysiske lys- og skyggeregistrering
kan blive til bevidsthed eller liv, må der i forvejen
i væsenets sansestruktur være noget, der kan tiltrække den
og omdanne dens virkninger til sjælelige eller åndelige
detaljer. Uden denne omformning ville de nævnte virkninger
umuligt kunne fornemmes af sjælen, dvs af den
del af væsenets bevidsthed eller organiske struktur, der
ligger uden for dets fysiske organisme og derfor overlever
de fysiske inkarnationer.
Det ”noget”, der gennem den psykiske og fysiske sansestruktur
tiltrækker og optager i sig de i øjets ”fotografiapparat”
registrerede lys- og skyggevirkninger og omdanner
dem til tanker eller bevidsthed og dermed til liv, er det i
forvejen i væsenets struktur forekommende liv. Og da liv
er det samme som tanker eller forestillinger, vil det altså
være disse i forvejen boende tanker eller forestillinger,
der bevirker eller afgør de nye sanseobjekters indlemmelse
eller ikke-indlemmelse i væsenets sjælsstruktur
eller liv.
Hvis der ikke i forvejen i væsenet var liv eller bevidsthed,
ville det være totalt umuligt for det at opleve noget som
helst. Kun liv kan opleve liv, og derfor kan liv aldrig nogen
sinde have begyndt, men er en absolut evig foreteelse
i hvad og hvem som helst, det så end måtte vise sig. Liv
kan kun fornemmes eller opleves i form af tanker og
forestillinger og kan i sig selv kun være tanker og forestillinger
hos et ”noget, som er”. Derfor betinges en hvilken
som helst oplevelse af liv af forud eksisterende tanker og
forestillinger. Der eksisterer således ikke i hele universet
en ”første begyndelse” af liv. Liv har altid været og vil i
al evighed fortsætte med at være et resultat af forudgående
liv. Og da liv ikke kan eksistere uden at efterlade
liv, hvilket vil sige, at tanker og forestillinger ikke kan
eksistere uden at efterlade nye tanker og forestillinger,
kan liv aldrig nogen sinde ophøre med at være til. Det
udgør en evig realitet.
Den evige ånd er et evigt ”voksent” væsen
Udfra et vanebetonet materialistisk livssyn vil man
hævde, at et lille barn, der kommer til verden, ingen tanker
eller forestillinger kan have i sin bevidsthed. Det skulle
så i henhold til ovennævnte være ganske uimodtageligt
for sanseindtryk. Livsoplevelsen skulle være umulig for
sådant et lille væsen. Men ikke desto mindre ser vi, at
et sådant væsen udvikler mere og mere bevidsthed og
giver udtryk for tiltagende liv. Er det nyfødte barn da
ikke en ”første begyndelse” af liv? Kun hvis barnet var
dødfødt og så alligevel var i stand til at repræsentere et
tiltagende eller voksende liv, måtte vi erkende dette liv
9